WordPress plugins
1. maj 2008Den tekniske side af en WordPress-blog er en verden for sig – og en imponerende en af slagsen, som bygger på open source og i tusindvis af menneskers små og store bidrag til et univers af enestående digital funktionalitet.
Denne blog er ikke stedet for den store tekniske forklaring, men der er adgang til langt mere information om WordPress på den internationale WordPress-side samt på det danske WordPress-forum.
En WordPress-opsætning har så at sige fire lag:
• WordPress – som udgør selve grundmotoren
• plugins – som tilføjer en yderligere funktionalitet
• temaet – som udgør den brugerflade, man som bruger møder, samt
• databaser – som indeholder tekster og billeder
Denne opbygning gør, at man med et enkelt klik kan skifte tema – og dermed fuldstændig ændre hjemmesidens udseende. Der findes tusindvis af temaer med hver deres særlige egenskaber. Strøtanker om bæredygtighed kører for eksempel på Skimmed Milk, et ganske minimalistisk tema, som er videreudviklet på basis af White as Milk.
Skimmed Milk er skabt ud fra et ideal om, at ord kan stå uden billeder – eller skriften så at sige udgør billedet. Jeg har derefter på baggrund af temaets sjældent vellykkede typografiske løsninger lavet nogle få små justeringer af temaet, så det bedre egner sig til integration af billeder.
Plugins er små (eller større) programstumper, som giver øget funktionalitet. Der findes i tusindvis af plugins for næsten ethvert behov, integration af Google kalendere, beskyttelse mod spam, generering af sitemaps, søgemaskine-optimering, billedvisninger, håndtering af mailing-lister, besøgstællere, for blot at nævne nogle få … og for eksempel findes der for den som gerne vil vide den slags et plugin, som automatisk generer nedenstående liste over, hvilke plugins, som lige nu er aktiveret på Strøtanker om bæredygtighed.