Strøtanker om bæredygtighed

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO₂ that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »

Første lange del af dette indlæg er skrevet i løbet af eftermiddagen mens forhandlingerne i Warszawa stadig stod på, så som med klimaforhandlngerne er der i allerhøjeste grad tale om work in progress. Forhandlingerne findes i en række webcasts, som der er link til umiddelbart nedenfor.

Kl. 13:45 bad lederen af Venezuelas klimadelegation, Claudia Salerno, om ordet for at påpege, at forhandlingerne nu havde været i gang i 30 timer uden pause, uden søvn. At det ikke kan fortsætte i en uendelighed, vi forhandlere er ikke maskiner. Hvornår er der pause? Hvor længe vil det stå på? Vil meget gerne kunne bidrage, men denne måde at føre forhandlinger på sætter små lande med små delegationer i en umulig situation.

Da jeg slukkede for forbindelsen til Warszawa kl. 3 i nat blev mødet midlertidig suspenderet til kl. 5 for at der kunne forberedes nye kompromis-tekster. “2(b) og not 2(b)” har været det helt store stridsspørgsmål, og mange har i løbet af natten muntret sig over, at forhandlingerne på denne måde er blevet litterære. Lige nu er der tre forskellige ændringsforslag til nogle få paragraffer, men det er svært at komme frem til at diskutere disse, fordi lande bliver ved med indledende at få ordet.

Slutspillet er ikke noget kønt syn, fronterne er trukket hårdt op. Ting som syntes at være kommet videre i de seneste år, er tilbage i gamle skyttegrave. Hvis man træder et skridt tilbage, så er det fordi U-landene oplever, at I-landene har svigtet totalt. Adskillige industrilande har helt opgivet deres hjemlige klimaindsats, og finansieringsdelen går meget trægt. På den baggrund er store udviklingslande som Indien og Kina tilbage til ikke at ville bidrage med noget, ikke at ville indgå i bindende aftaler, og ikke forud for Paris at ville fremlægge planer om klimaindsats overhovedet. Så forhandlingerne bombet tilbage til før Doha, hvor det blev vedtaget, at der skulle etableres en aftale, hvor alle bidrog efter evne.

Kl. 14:16 bliver der sendt til frokost og informelle diskussioner af, om der er en løsning – ellers må forhandlingslederne (Mr. Co-Chair) konkludere, at det ikke lykkedes at nå til enighed – så direkte siger han det ikke, men “if you don’t resolve in a half an hour we take it to the next step”. De tre ændringsforslag er fra henholdsvis Indien, Singapore og Filippinerne.

De tre tekster, som afventer endelig godkendelse – og hvor stridighederne i første omgang gælder ADP-teksten, som giver køreplanen for etableringen af en global klimaaftale ved COP21 i Paris i 2015 –  ser lige nu sådanher ud:

Læs mere »

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO₂ i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »

I Warszawa er tingene ved at spidse til, størstedelen af de to uger er allerede gået, og der er alt for meget at skulle nå. De sædvanlige modsætninger er denne gang primært kommet til udbrud omkring forslaget om etableringen af en loss and damage-instans. Og når det gælder denne rundes hovedformål, at få præciseret det videre arbejde med den aftale, som skal ligge klar til COP21 i Paris om bare to år, så er der ikke megen ambition at spore, og der er rygter i omløb om, at Polen (der som vært har til opgave at søge at sammenfatte, hvad man er nået/kan nå til enighed om) i højere grad søger at varetage sine interesser som kulland end den fælles globale interesse i at få en tilstrækkelig retfærdig og bindende aftale på benene i allerallernærmeste fremtid.

Ifølge RTCC er det også lande som Kina, Indien, Brasílien og Venezuela, som søger at blokere forhandlingerne. De tre første sandsynligvis ud fra en næsten reflektorisk modvilje mod at binde sig til noget som helst, Venezuela mere ud fra principielle indvendinger overfor, at verdens fælles klimaløsning i så høj grad, som der er lagt op til, bliver en kapitalistisk legeplads med kvotekurser, kvotespekulanter kvoteauktioner osv. Igen ifølge RTCC er seneste udkast til den videre køreplan af Christiana Figueres blevet kaldt “terrible”, mens Connie Hedegaard har fordømt den som “weak”. Ifølge en talsmand fra EU så søger EU lige nu i samarbejde med lande som Columbia, Chile, Mexico og Marshalløerne at få skærpet teksten, så den har i hvert fald et mindstemål af ambition.

Hvis man ser på udkastet (link her), så er der stadig tale om “emission pathways consistent with having a likely chance of holding the increase in global average temperature below 2°C or 1½°C above pre-industrial levels”. Så målsætningen er i behold. Men problemet er i al sin enkelhed, at man ikke tager de fornødne skridt til at leve op til målsætningen. For så godt som ingen lande lever lige nu op til deres del af, at en sådan målsætning holdes åben.

EU har nu meldt ud, at man vil offentliggøre sin målsætning for 2030 allerede 22. januar 2030 og har insisteret på at de øvrige lande følger trop. Men mange siger at de tidligst kan have det klar i 2016, og det bliver lidt underligt at lave en stor bindende aftale i Paris i 2015, hvis man ikke har nogle konkrete reduktionsmål på bordet. Det synes lige nu som om at rigtig mange raden rundt dukker sig, og det tegner overhovedet ikke godt for muligheden for at få stabiliseret klimaet under 2°C for ikke at tale om 1½°C.

Efter at 132 lande i går udvandrede – hvilket flere har udlagt som værende nærmere en lidt opgivende, nu har vi siddet oppe den halve nat, og vi kommer ikke videre før i morgen-agtigt, så var der i dag en stribe NGOer, som tog konsekvensen af den manglende evne og vilje til at skabe resultater og er rejst hjem. Det drejser sig om Aksyon Klima Pilipinas, ActionAid, Bolivian Platform on Climate Change, Construyendo Puentes (Latin America), Friends of the Earth (Europe), Greenpeace, Ibon International, International Trade Union Confederation, LDC Watch, Oxfam International, Pan African Climate Justice Alliance, Peoples’ Movement on Climate Change (Philippines) samt WWF.

WWF skriver under overskriften Enough is enough, at:

“The Warsaw Climate Conference, which should have been an important step in the just transition to a sustainable future, is on track to deliver virtually nothing. In fact, the actions of many rich countries here in Warsaw are directly undermining the UNFCCC itself, which is an important multilateral process that must succeed if we are to fix the global climate crisis.

Læs mere »

Allerede inden weekenden talte de afrikanske lande om at gøre det, men i dag skete det. Samtlige G77-lande plus Kina – i alt 132 lande og dermed to tredjedele af verdens lande – udvandrede fra klimaforhandlingerne i protest over de rige landes udmeldinger. Sådan hed det sig i hvert fald i mange nyhedsmedier først på onsdagen.

Det skete efter at både EU, Australien, USA og andre af de industrialiserede lande havde meldt ud, at spørgsmålet om loss and damage – hvordan man kunne kompensere for det basale forhold, at de fleste klimakatastrofer i dag sker i lande, som dels ikke har råd til at komme på fode igen (endsige råd til at beskytte sig mod, at det sker igen næste gang), dels ikke har noget ansvar for, at klimaforandringerne er opstået – at loss and damage-problematikken først kunne komme på tale at forhandle om efter aftalen i Paris var på plads. Oveni har flere og flere af de gamle industrialiserede lande som det naturligste meldt ud, at de ikke i den nuværende situation kan reducere deres udledninger, eller kan tage sig af at de stiger. Canada, Rusland, Australien, USA er stadig småjusteringer, og nu senest Japan. Så de fattige lande føler sig dybt provokerede. Selv EU, som ynder at se sig selv som klimaduks, kræver igen og igen ambition og konsekvens fra andre, men kan ikke finde ud af at stille sig selv en klimamålsætning for 2020, som er bare det mindste ambitiøs. Det ville koste så lidt at sætte den op til 30%. Ud over at det ville være det rigtige signal, som blot skulle være sendt for længst, så ville det rent faktisk være en håndstrækning til os selv, for ikke bare vores overlevelse på lang sigt, men vores økonomiske overlevelse på den korte og den mellemlange bane afhænger i høj grad af, at vi er ledende på klima- og miljøområdet.

Men her kl. 4 morgen flød bægeret over. Efter hvad der beskrives som mange timers konstruktive forhandlinger, forlangte Australien bare, at alt det, som var kommet frem til, blev sat i parentes (hvilket indikerer at man ikke accepterer det). Om det så var en udvandring, eller blot en nu er det nok for i nat er der lidt forskellige forklaringer på.

David Jolly skriver i New York Times det nok nærmeste, man kommer sandheden derom: “A Western diplomat who was at the talks said that it was an exaggeration to characterize the break in negotiations on Wednesday morning — which took place after 4 a.m., when delegates were exhausted from a long day — as “a walkout.” While the talks did end in discord, the diplomat said, speaking on the condition of anonymity, everyone agreed to leave together with expectations that talks would resume later.”

Efter tre timer blev mødet da også genoptaget, og det siges, at luften var blevet renset.

Connie Hedegaard sagde efterfølgende, at “The EU understands that the issue is incredibly important for developing countries. But they should be careful about … creating a new institution. This is not [what] this process needs.” Men visionen, som den blev fremlagt først fra Brasílien og siden som et fælles G77-forslag, er præcist, at der fremover skal være et tredje spor, hvor det ene tager sig af mitigation – indsatsen for at bringe koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren ned, så akkumuleringen af varme i det globale system bringes til ophør – det andet af adaptation – den klimatilpasning, som gør at vi kan trives også på de forandrede klimavilkår, at vores byer, skov- og landbrug stadig fungerer, og vores kyster ikke rendes over ende af kombinationen af stigende verdenshave og voldsommere storme – mens et nyt tredje ben skulle tage sig af loss and damage – finansieringen af oprydningen efter de stadig flere katastrofer, som opstår som konsekvens af den globale opvarmning.

Her foreslog Brasílien så, at man skulle lave en form for metrics, som klarlagde, hvor meget hvert land havde brugt af sit carbon budget, og – ikke så direkte sagt, men alligevel hermed – afgøre hvor stor en andel af de nuværende klimaforandringer, pågældende land havde. Brasílien foreslog her, at man bad IPCC om at lave denne nøgle.

Læs mere »

Fik skrevet i går, at det så ud til at REDD+forhandlingerne var kørt fast, men nu 22:15 tweetede Agus Sari, at formandsskabets draft-forlæg var blevet accpeteret som udgangspunkt for videre forhandling.

In addition to releasing a new carbon cudget, Global Carbon Project also announced a new online  platform to track every nation’s progress. Dubbed the Carbon Atlas, the new website allows users to easily view both total and per capita emissions by country in 2012.

Top Ten Emitters in 2012 according to  the GCP

• 1. China
• 2. United States
• 3. India
• 4. Russian Federation
• 5. Japan
• 6. Germany
• 7. South Korea
• 8. Iran
• 9. Saudi Arabia
• 10. Canada

Til gengæld udnævnte Climate Action Network Europe i går i samarbejde med Germanwatch listen over lande med de bedste klimaindsatser. Og her kommer Danmark ind på en flot fjerdeplads (første-, anden- og tredjepladsen står tomme fordi ingen gør det godt nok til at fortjene disse). Det fik vi også sidste år, og der er endda tale om små forbedringer på de fleste fronter. Så et flot resultat for den danske klimaindsats, som vores R-S-SF-regering gradvist har fået udfoldet. Derefter følger England, Portugal, Sverige, Schweiz, Malta og Frankrig, som har formået at liste sig 5 pladser op siden sidste år, sikkert som et resultat af, at præsident Hollande har sat ind for at mindske den nucleare afhængighed og udbygge den vedvarende energi betragteligt.

Læs mere »

Samtidig med, at kul-ugen er sat ind i Warszawa – hvilket har givet anledning til mange protester fra NGO-side – så har 27 klimavidenskabsmænd m/k fra alle dele af verden fremlagt en rapport, New unabated coal is not compatible with keeping global warming below 2°C (pdf). Den gør i al sin enkelhed op med forestillingen om, at det er muligt at fortsætte med den nuværende afbrænding af kul, hvis vi skal være i stand til at overholde den målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget i København i 2009. Konsekvensen af 2ºC-målsætningen er simpelthen, at det er slut med flere kulkraftværker. Dem, som overhovedet kan undværes, må udfases hurtigst muligt, og for dem, som i en overgangsfase får lov at fortsætte, skal hurtigst muligt udrustes med effektiv filtrering og CCS-teknologi.

Rapporten er bygget op over 6 statements, hvor det første meget direkte imødegår den seneste tids forsøg på at brande kul som clean coal og low carbon – hvilket er notorisk nonsens indtil den dag, hvor det lykkes at udvikle en effektiv CCS-teknologi:

1. Unabated coal is not a “low carbon” technology
2. Avoiding dangerous climate change requires that the majority of fossil fuel reserves need to stay underground
3. Current trends in coal use are harbouring catastrophic climate change
4. To keep global warming to less than 2°c above pre-industrial, use of unabated coal has to go down in absolute terms from now on
5. Alternatives are available and affordable
6. Public financing institutions and regulatory agencies are reining in unabated coal, but more is needed

Jeg vil ikke her gennemgå rapporten i sine enkeltheder, men blot præsentere nogle af dens figurer som en appetitvækker til selve rapporten (fra statement 1,2 og 5). Så håber jeg, at der stadig  efterfølgende er appetit til at læse den blot 8 sider lange rapport.

For twitter-entusiaster er der i rapporten angivet et hashtag: #NoCoal2C.

Selvom det er blevet sagt, at det af IPPC for nylig fremlagte carbon budget ikke bliver direkte indarbejdet i grundlaget for den klimaaftale, som de i disse dage sveder over i Warszawa, og som efter planerne skal ligge klar til vedtagelse ved COP21 i Paris om blot to år, så er det interessant at se, at det allerede præger hele forståelsen omkring klimaforhandlingerne. På den led nærmer vi os den nødvendige forståelse for, at der er definitive rammer for vores ageren i det globale klima- og økosystem – og at vi er i færd med at overtræde dem så eftertrykkeligt, at der i allernærmeste fremtid skal en radikal omlægning til for ikke at vælte systemet mere varigt.

Læs mere »

Det er stadig alt for tidligt at lægge COP19 i graven som en fiasko, men efter weekendens forhandlinger, som i flere spor trak ud til langt ud på natten, forlød det her mandag morgen, at det ikke var lykkedes at nå til enighed om etableringen af nye carbon markets og hvordan de skulle sammenkøres ud fra fælles opgørelsesregler og en grad af transparency, så der kan være gensidig tillid til systemet. Om det er en reel modstand mod fænomenet carbon markets, eller om det er ulandenes fortvivlelse over, at I-landene tilsyneladende er faldet så meget af på ambitionerne, at etableringen af disse markeder ender med at blive selve klimaindsatsen, er svært at gennemskue. Men for eksempel en række latinamerikanske lande har stærke principielle problemer med denne commodificering af hele verden – garvede kaptallogikere vil nikke med her – og det er sandsynligvis også en del af trægheden lige nu.

Hvor de rige lande synes at insistere på som et mål i sig selv at etablere flere kvotemarkeder, så vil de fattige lande først have de eksisterende kvotemarkeder til reelt at fungere. hvis kvotekursen – prisen for retten til at forurene med et ton CO₂ – var det tredobbelte (hvilket på ingen måde ville være urimeligt), så ville der blive genereret tre gange så mange midler ud af EUs kvotemarked til at finansiere klimainitiativer i udviklingslandene. EU har da også umiddelbart op til COP19 endelig formået at få vedtaget en lille krisepakke overfor sin kvotelovgivning, men i forhold til de bankpakker, som kom på banen under finanskrisen for blot få år siden, er det nogle små kosmetiske lappeløsninger, som ikke for alvor får løftet kvoteprisen. Det, som skal til, for at EUs kvotemarked rejste sig og fik kurserne derop, hvor de burde være, er at EU hævede sin klimaambition for 2020 fra de nuværende 20%, som er noget nær en garanti for at det forbliver alt for billigt at udlede i EU, til 30 eller 40% og allerede nu sigtede på 50-55% i 2030. Et sådant ambitionsniveau ville kunne få kvoteprisen til at stige dertil, at det for mange flere bliver en tilskyndelse til på hjemmebane at lave energieffektiviseringer og investere i vedvarende energi.

Omvendt vil etableringen af flere markeder uden nogen sikkerhed for, at prisen for at forurene blev holdt over en rimelig mindstepris kunne være med til, at ambitionen i selve EU forblev pinligt lav. For det fuldt integrerede marked vil hele tiden søge de klimaindsatser, som er de billigste. Dette er måske heller ikke helt urimeligt, men i stedet for så at lade forureneren i EU, som gennemgående har et højt prisniveau, købe billigt aflad i U-landene, så burde man sige, at man for den samme pris kunne få tre gange så meget klimaindsats i U-landene og så bruge alle pengene og få tre gange så meget klimaindsats. Nu bliver den bare tre gange billigere, og de sparede penge går direkte i de forurenende virksomheders lommer.

Også forhandlingerne om REDD+ ser ud til at være i vanskeligheder. På RTCCs live blog kunne man sidst på eftermiddagen læse:

“Hopes of a REDD+ package are quickly fading here in Warsaw. Papua New Guinea together with the Coalition for Rainforest Nations are again blocking the process insisting that a new Committee be established under a misguided apprehension that this would in some way contribute to the flow of finance to halt deforestation. It happened in 2012 in Doha and history is repeating itself here in Warsaw”, said through an e-mail statement Stephen Leonard, REDD+ Safeguards Working Group.

Ved en amerikansk pressekonference i dag sagde den amerikanske klimadelegations leder Todd Stern, at kullene mange år frem vil have en vigtig plads i mange landes energimix – hvilket desværre nok ikke helt forkert. For kullene er i markant tilbagegang i USA, først og fremmest på grund af konkurrencen fra skifergassen. Og inden for de nærmeste år er der markant skærpede krav til kulkraftværkernes præstationer på vej, hvilket republikanerne i det seneste års tid har kaldt “war on coal”. For Stern bliver CCS, Carbon Capture & Storage, dermed også den vigtigste klimateknologi at udvikle. Og det er givet bestilt hjemmefra, at USA på åbningsdagen for World Coal Summit, som “tilfældigvis” er lagt oven i COP19 i Warszawa, og som åbnede i dag med deltagelse af kulinteresser fra hele verden, fik signaleret, at der var plads til afbrænding af kul mange år frem.

Læs mere »

Selv på en lørdag er der et ganske omfattende mødeprogram ved klimaforhandlingerne i Warszawa, og hvis der skulle vise sig en sprække i det officielle hovedprogram, så er der et væld af side events at følge. Men for eksempel SBI-sporet havde allerede i sit tredje møde lørdag eftermiddag så meget skulle nå, at man måtte indkalde til ekstra aftenmøde. Omkring kl. 05:30 søndag morgen forelå er forhandlingsresultat til vedtaglese, men da var der så få tilbage i salen, at man har måttet indkalde til fortsat møde mandag formiddag for at kunne konfirmere resultatet af forhandlingerne.

Tilsvarende med REDD+, hvor Agus Sari tidligere lørdag aften tweetede: “Quite a number of Parties had problems with the cochairs text on #REDD+ finance. It will be redrafted. #Warsaw #Climate #COP19.” REDD+ er et af de områder, hvor der er forventninger til, at der i løbet af de to uger kommer til substantielle resultater, så her er der givet meget at gøre weekenden over.

Omtrent samtidig tweetede Halldór Thorgeirsson‏ fra ADP-forhandlingerne, hvor køreplanen for Paris-aftalen er på beddingen: “Just announced in #ADP stocktaking: Co-chairs will table draft COP decision Monday morning as #COP19 enters its second week. #UNFCCC.” Så det ser ud til, at der er i løbet af weekenden vil ligge et oplæg klar til forhandlingerne i den kommende uge, hvor politikerne ankommer – og med dem de politiske muligheder og begrænsninger.

Og lørdag langt over midnat tweetede Ruth Davies: “Poor negotiators. They might have the collective personality of a psychopathic limpit, but even they deserve some sleep. #cop19.”

Mellem 2:30 og 3:00 lørdag nat har Sébastien Duyck sendt en række tweets fra SBSTA-forhandlingerne (Subsidiary Body for Scientific and Technological Advice):

Læs mere »

Den første uge i Warszawa har været en prøvelse for håbene om at få lagt fundamentet for en bindende global klimaaftale. Dels har man måttet gå rundt i konference-faciliteter, hvor alt er sponsoreret af den polske kulindustri – ikke fordi de og den polske regering endelig vil være klimavenlige, tværtimod står det klart, at Polen også fremover vil være den store bremsklods i EUs klimapolitik, og man regner med at kul helt frem til 2060 vil være vigtigste energikilde i Polen. Dels har signalerne fra den nye australske regering, som åbenlyst er i færd med at demontere den begyndende australske klimaindsats, været hård kost i en situation, som i forvejen er skrøbelig.

Så da Japan i går til morgen kundgjorde, at man i konsekvens af Fukushima-katastrofen ville frafalde sit hidtidige klimamål: at reducere sine CO₂-udledninger i 2020 med 25% i forhold til 1990, og i stedet søge at reducere 3,8% i forhold til 2005, var det et regulært chok for forhandlingsmiljøet. For der var lagt op til, at der om noget skulle mere ambition på bordet ved denne COP, ikke mindst fra de rige lande. Reduktionen på 3,8% er endda et forsøg på at få det til at se mindre grotesk ud end det i virkeligheden er, for hvis man regner det nye mål i forhold til 1990, som det er almindelig praksis, så repræsenterer det reviderede klimamål en stigning på 3,1% i forhold til 1990.

Reaktionerne var da også i første omgang, at der måtte være tale om en joke, efterfulgt af ganske stærke fordømmelser fra alle dele af verden – pakket mere eller mindre høfligt ind.

Sammenslutningen af verdens øriger, AOSIS, siger, at det er et attentat på bestræbelserne på at holde udviklingen under 1½-2ºC – en målsætning som Japan også officielt støtter. Engelske Ed Davey kalder det i sin fordømmelse “deeply disappointing”, lederen af den kinesiske klimadelegation Su Wei kalder det et kæmpe svigt: “I don’t have any words to describe my dismay at that announcement,” og NGOer på stribe har fordømt det japanske træk. Kompasset rundt er der absolut ingen forståelse for, at man bare løber fra én gang afgivne løfter.

I hele denne proces med at få etableret en global klimaaftale, som formår at vende udviklingen i tide, er den japanske udmelding et ødelæggende attentat. Og selvom Japans økonomiske rolle i disse år er svindende, så er Japan stadig en af verdens helt store udledere, så der ligger et kolossalt medansvar for at tage sin del af de nødvendige skridt for at bringe verden  ud af sin fossile afhængighed. Samtidig står Japan for resten af verden som et land, som har det teknologiske stade og den teknologiske snilde, som skulle til, at man i den udstrækning man tog klimaudfordringen alvorligt, ville kunne være en lysende leder på området og basere en ny velfærd på at tage aktivt del i at forme den nye postfossile virkelighed.

Læs mere »