Strøtanker om bæredygtighed

.
Den australske mineindustris Mineral Council har igangsat en kampagne kaldet Little Black Rock, for at forbedre den australske befolknings billede af kullene. I den forbindelse har man lavet denne video, som i disse dage bringes flittigt på TV, hvor kul bliver lanceret som var det det ypperste inden for ansigtspleje.

Det vækker stærke mindelser om dansk landbrug, som igennem flere år har spenderet store beløb på at forsøge at retfærdiggøre gøre noget uforsvarbart. Man investerer man i store image-kampagner ud fra den fejlopfattelse, at problemet ligger i australiernes perception af kullene i stedet for at se sig selv i spejlet og erkende, at der rent faktisk er fundamentale problemer med ens produkt, og at vi er nødt til at lære os hurtigst muligt at leve uden at afbrænde kul.

Sådanne kampagner giver måske mening, så længe man har en god sag, og man dermed kan få mange flere til at kende dertil. Men har en dårlig sag, så risikerer man at få sig selv i hovedet. Og det ligner stadig mere en dårlig sag, når man så indladende som i denne Little Black Rock-kampagne angler efter at få accept af at grave stadig flere kul op og sælge dem i hele verden i en situation, hvor det står klart, at stort set alle kul skal forblive i undergrunden, hvis ikke vi skal ødelægge fremtidens levevilkår. Det har den australske befolkning da også fattet. Og i stærk kontrast til deres premierminister, Tony Abbott, som her efter to år på posten har tonet rent flag som kulbranchens mand, så ønsker australierne sig masser af sol- og vindkraft og en reel klimaindsats.

I en nylig undersøgelse pegede således 84% på vind, 69% på solenergi og 47% på vandkraft som vigtigste energikilder, mens der kun var 13%, som pegede på henholdsvis kul og A-kraft. Med sådanne tal er der brug for andet og mere end sukkersød kampagne. Der er brug for selvransagelse. Der er brug for seriøse overvejelser over, hvordan man inden for få årtier får lukket Australiens sidste kulmine og eventuelt omprioriterer, så man frem for at obstruere Australiens omstilling til bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi kan medvirke til, at det sker i tide.

Little Black Rock-kampagnen har da også fuldstændig givet bagslag. Ikke mindst på Twitter har klimaaktivister formået at vende kampagnen fuldstændig på hovedet. Her vrimler det med billeder af små sorte kulstumper med tekster som”This little black rock is the No. 1 cause of climate change” og “This little black rock is destroying the planet”.

Hvis man checker #coalisamazing på Twitter, kan man få en fornemmelse af den informationsstorm, kampagnen har fremprovokeret. Medie- og marketingsfolk har da også været hurtige til at erklære, at Little Black Rock-kampagnen har været årets marketingsflop. Samtidig med at videoen og den tilhørende hjemmeside er så langt ude i hampen i dens sødladne kulforherligelse, at det vil være de færreste uden for de helt snævre kulcirkler, som ikke synes den driver af forstillelse og forløjethed, har det vrimlet med kulfortællinger. Ikke kun de små sorte klumper, som parodierer videoen, men i titusindvis af tweets med links til artikler med samme ene fortælling, at vi er nødt til at afvikle kulforbruget, vi er nødt til at lade kullene forblive i jorden, vi er nødt til at sadle om, hvis vi skal give kloden ordentligt videre.

Selvom Abbott har ret i, at kullene har været vigtige for Australiens økonomi, så har han simpelthen ikke ret i at de også vil, kan eller skal være det fremover – at de som han på det seneste har udtrykt det, er “good for mankind”. De er tværtimod en af civilisationens store misforståelser, et fejltrin, som måske nok gik an i en begrænset periode, men som vi i den nuværende situation er nødt til at vikle os ud af hurtigst muligt. Selvom kulproduktionen er en vigtig eksportindtægt for Australien, så udgør den efterhånden kun 1% af landets BNP. Men det industrielle samfund har nærmest narkomanens forhold til fossilerne, så det kræver en betydelig dosis selvdisciplin og en hjælpende hånd fra de klartseende at slippe fri, og for en misbruger som Abbott, som i den grad er i kullenes vold, er det svært overhovedet at ser situationen klart nok til at kunne handle rigtigt.

I det hele taget har australsk kul det dårligt – eksporten til Kina er raslet ned, selv Indien synes at være ved at slippe tanken om, at kullene er fattigmands ven og vil, i den udstrækning man overhovedet kan kunne finde ud af hvordan, hellere tilvejebringe sin energi med vedvarende energikilder.

Samtidig har Kiribatis præsident Anote Tong for nylig fremsat forslag om et moratorium for etableringen af nye kulminer – et forslag som nu er del af Suva-deklarationen (se forudgående blog-indlæg: Atol-riger kræver moratorium for nye kulminer).

En stor ny kulmine med udskibningshavn, hvor der skulle sprænges hul igennem Great Barrier Reef, er det foreløbig lykkedes aktivister at bremse. Men i stedet for at tage dette til efterretning, presser Abbott så på for at fjerne muligheden for at rejse miljøsager, hvis ikke det er direkte i ens baghave. Det er beregnet, at den planlagte Galilee-mine, hvis dens indhold brydes og afbrændes fuldt ud, vil føre til 705 mio. ton CO₂. Det svarer til næsten 20 års samlede danske udledninger. Samtidig er økonomien i projektet mere end tvivlsom med de nuværende energipriser, og australske kul kan ikke uden økonomiske støtte konkurrere med indiske eller indonesiske kul.

Abbotts klimaplan – hvis man kan kalde det sådan – er ikke bare i modstrid med befolkningens ønsker. Hans hans påstand om, at Australiens klimamålsætninger skam er ambitiøse, er direkte forkert, kun Canadas og New Zealands klimamålsætninger ligger sammenligneligt lavt. Og hans stadige fremhævelser af, at det vil være alt for dyrt for Australien at føre en mere ambitiøs klimapolitik, modsiges direkte af hans regerings egne tal, som viser, at det ville koste Australien stort set det samme at rette sig ind efter en langt mere ambitiøs klimamålsætning. Det vil blot give mere grøn økonomi og mindre sort økonomi. Abbotts positioner er således ren kulmafia-nepotisme, og selvom det var en lille sejr for verdenssamfundet overhovedet at få klimafornægteren Abbott til at lave en klimaplan, så er det svært at forestille sig, at Australien ikke med andre folk ved roret kommer på bedre tanker og genplacerer landet på den rigtige side af historien. Abbott har i løbet af sine første to år lagt sig ud med de fleste, så det er usandsynligt, at han kan fortsætte den nuværende kurs i længere tid.

Og sandsynligvis vil vi, hvis ikke vi ser en langt klarere klimaindsats fra Australiens side inden COP21, se et australsk sagsanlæg tilsvarende det, som har kørt Holland, hvor regeringen er blevet idømt at skærpe sin klimamålsætning for 2020 (se blog-indlægget Holland idømt skærpet klimaindsats). Australske NGOer synes i gang med at forberede et sådant. En retssag ville også være et naturligt næste træk fra de mange små atolstater, efter at Abbott nærmest kategorisk har afvist at forholde sig til, at Australiens (manglende) klimapolitik vil medføre, at verdens atolriger i løbet af det 21. århundrede vil forsvinde i havet (se blog-indlægget Atol-riger kræver moratorium for nye kulminer).

Læs mere »

Energinet.dk har en side, hvor man døgnet rundt kan følge med i den øjeblikkelige danske energisammensætning, hvor meget energi der kommer fra sol og vind, hvor meget vi låner og sælger til vores nabolande osv. Hvis man klikker sig ind her en blæsende weekend-aften, hvor energiforbruget er lavt og vindmøllerne kører på fuld tryk, så kan man nogle gange se, at Danmark med den kapacitet af vedvarende energi, vi har, allerede på særlige tidspunkter producerer mere energi end vi bruger. Øjebliksbilledet herover er fra i dag kl. 10:41. Vejret udenfor er let diset, og vinden her midt i byen kun lige, så træerne skælver let. Alligevel kan man se, at rundt regnet 75% af energiforbruget kommer fra vind og andre 5% fra solceller.

Så stor er andelen ikke på årsbasis, men den er stigende. I første halvår 2015 stod vindkraften for 43% af vores samlede energiforbrug. Målet er mindst 50% inden 2020, hvilket er komfortabelt inden for rækkevidde. For nylig kom det frem, at dette tal i 2030 ville stige til 90%, hvis den nu fastsatte udvikling ellers opretholdes (se blog-indlægget Danmark på vej mod 90% vedvarende el og fjernvarme i 2030).

Hele denne udvikling blev der stillet spørgsmålstegn ved op til valget. Men efterfølgende har Venstre meldt ud, at der i og med at stort set alle initiativer frem til 2020 allerede var implementeret eller igangsat, alligevel ikke var nogen grund til at genåbne energiforliget.

Til gengæld må vi – hvis Venstreregeringen holder mere end det første år – formode, at fortsættelsen bliver mere reaktiv, at Danmark frem for at være foregangsland blot skal hænge på udviklingen – hvilket store dele af erhvervslivet er lodret uenige i, for det danske forspiring i den grønne omstilling er med til at sikre en endog meget stor del af vores udenlandske indtjening.

Tilbage til det øjeblikkelige energibillede, så fik vi i dag 75% af strømmen fra vindmøller, selvom der kun er tale om jævn til frisk vind. Den samlede kapacitet for de danske vindmøller er omkring 4,8 GW. Så hvis alle møllerne producerede 100%, ville ydelsen være omkring 50% højere end her til formiddag. Men på enhver given dag er der møller som er taget ud for udbedringer, vedligeholdelse og sikkerhedseftersyn, og der er sjældent samme kraftige vind over alle danske farvande og landskaber. Så i praksis ligger den maksimale reelle produktion noget lavere.

Læs mere »

Siden 1800-tallet har togene trukket deres snavsede spor gennem byer og landskaber, først på kul, siden på diesel, men mange steder har man helt eller delvist skiftet til el-drevne tog, og flere og flere steder i verden ser man superlyntog, som med forrygende hast bevæger sig fra by til by uden fortidens frenetiske larm og hostende uddunstninger. Men så længe strømmen blot bliver til på et kulkraftværk, sviner det stadig, blot et andet sted, og klimapåvirkningen fra det at rejse med tog forbliver betragtelig, selvom den er markant mindre end med fly og privatbil.

Derfor er det interessant at følge briterne, som nu er ved at gå i gang med et pilotprojekt, hvor man vil rejse et stort antal små vertikale vindmøller langs jernbanesporene for ad den vej at producere kørestrømmen.

Det britiske Department for Energy and Climate Change har bevilget 16 mio. £ til første fase af forsøget, hvor man vil optimere en 80 kW vertikal mølle fra X-Wind til opstilling langs sporene. Dette skulle kunne give en effekt på 1 MW pr. km, hvilket måske ikke lyder af meget – der skal 25 af de små møller til blot at producere som en enkelt af Middelgrundens møller. Første fase af projektet skal blot teste det teknologiske i begrænset skala. Men fuldt udfoldet langs de engelske jernbaner vil det på årsbasis kunne give 2.200 GWh – hvilket skulle svare til omkring 70% af strømforbruget.

Ofte bliver det hævdet, at vindmøller skal ud på havet for at have optimale vindforhold. Og man skal nok ikke stille dem op langs sporene lige der, hvor man passerer en skov. Men de vertikale møller har ofte en helt anden følsomhed, som gør at de producerer selv ved lave vindhastigheder og under turbulente vindforhold.

Det for alvor interessante er, hvis produktionen sker så decentralt og såpas doseret, at man kan bruge de allerede eksisterende køretråde som grid. For så skal der ikke graves og ikke trækkes nye el-kabler gennem landskabet, og dermed bør driftsøkonomien kunne blive en helt anden.

Landskabspurister vil sikkert råbe op. Men det har sin egen naturlighed, at møllerne følger sporene i deres vej gennem det åbne land, og det bør kunne gøres, så de står på én gang præcist og nænsomt i landskaberne. Og selvom man helt tæt på ville kunne høre de små møller (som kan laves ganske lydsvage), så vil det være langt mindre, end når togene passerer.

I en tid, hvor alt, som har med vindkraft at gøre, bliver større og større, er det også tankevækkende, at man søger at udvikle en blot 80 kW mølle til at dække elforbruget for Storbritanniens største elforbruger. “Small is Beautiful” hed det tilbage i 60erne og 70erne, og biologerne fortæller os igen og igen, at den natur, vi er ved at rende over ende, rent faktisk fungerer decentralt, uden central styring og uden at måtte importere råvarer fra hele verden for derefter at distribuere resultatet til hele verden, men endda har vi aldrig rigtig lært at høste fordelene ved den lille skala. Tværtimod bliver næsten alting – inklusive vores problemer – i disse år større og større.

Og … selv en 80 kW mølle er ikke helt lille, faktisk forventer X-Wind, at deres 80 kW rotor bliver 19 m høj og 11 m i diameter. Så de planlagte møller vil stå som meget store, mekaniske solitærtræer i landskabet.

Inden man kaster sig ud i til tilsvarende forsøg langs de danske jernbaner – hvilket var oplagt at gøre – så kunne jeg ønske mig, at man gjorde sig nogle flere skulpturelle og landskabsæstetiske overvejelser, for eksempel om en trebladet vertikal mølletype som QR5 (fremstillet af det konkurrerende engelske firma Quiet Revolution) ville stå roligere i landskabet end X-Winds tobladede model.

De vertikale møller kan i den mindre skala have en udtalt elegance, som risikerer at gå tabt i opskaleringen, så det kunne være interessant at regne på, om man i stedet for 80 kW møller lige så godt kunne bruge flere 10 eller 20 kW møller, som så blev stillet tilsvarende tættere op.

Den visuelle effekt på landskabet ville i hvert fald blive mindre bastant, mere let og elegant, hvis man brugte endnu flere endnu mindre møller.

David Thorpe: Will the Future of Rail Run on Wind Energy? The Low Carbon Kid 03.07.2013.

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af januar vil der sandsynligvis gradvist vise sig et billede af, hvor forsigtigt, Abe efter en række prøveballoner vil fare frem på energiområdet. Med et valg til overhuset til juli er det mest sandsynlige, at han vil holde lav profil i det mindste indtil efter den tid, for om muligt at gøre kunsttykket fra valget i december efter, at bive valgt ind som A-krafttilhænger af en befolkning, hvor et stort flertal ønsker A-krafteen afviklet. Og vi vil se den i efteråret stiftede sikkerhedsinstans NRA barsle med skitser til stadig flere af de retningslinjer for genstart af Japans nu standsede reaktorer, som efter køreplanen skal lægges endeligt fast senest 1. juli.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser januar 2013

1. januar – Abes energipolitik “extremely regrettable”
4. januar – Snyd med dekontamineringsarbejdet
6. januar – Fukushima-stråling stammer fra den kolde krig
7. januar – Den japanske A-kraft-affaldshåndtering stadig ikke løst
11. januar – Mirai Nihon Project – et fremtidens hus

15. januar – TEPCO slår sig på kul
17. januar – Fukushima får verdens største havvindmøllepark
18. januar – Sikkerhedskrav vil forsinke genstart af 26 af Japans reaktorer
19. januar – Fukushima-fisk fanget med 2.500 gange for høj stråling
24. januar – Nye videoer frigivet fra TEPCO

25. januar – Japan dropper sin klimamålsætning
26. januar – Naoto Kan om Fukushima-krisen
27. januar: Women of Fukushima – blog-indlæg.
28. januar – Prometheus Trap: Asahi Shimbun-serie om USA-Japan e. 11.03.
29. januar – NRA sender Tsuruga-værket til tælling 

30. januar – Abe tavs om Fukushima

Fukushima links for januar 2013.

Læs mere »

EU nåede her sidst i september en milepæl med 100 GW vindmøllekapacitet installeret. Det kan måske være en svær størrelse at forholde sig til. Men Middelgrundens 20 møller er hver 2 MW, så der går 25 gange hele Middelgrundens 20 møller blot på en enkelt GW, og dermed 2.500 Middelgrunde på de 100 GW – eller 50.000 møller af samme størrelse som møllerne på middelgrunden.

Hvor det tog 20 år at nå de første 10 GW, så har det kun taget 13 år at nå de næste 90 GW, og alene i 2011 blev der installeret 9,6 GW, så det er et område i voldsom udvikling, selvom tingene herhjemme blev sat næsten i stå i ganske mange år under VK-regeringen.

PÅ EU-plan er vindkraftsektoren vokset med 15% om året siden 1995, og siden 2009 er det på EU-basis den energiform, som står for den største tilvækst/fornyelse af energiproduktionen, mere end kul, olie og A-kraft.

De 100 GW vindmøller producerer på årsplan energi svarende til produktionen fra ~40 A-kraft-værker eller ~60 kulkraftværker, så vindkraften fylder efterhånden godt i det samlede regnskab. Stadig stod vindkraften i 2011 kun for 6,3% af EUs elektricitetsforsyning, så der er endnu plads til markant mere vind i den europæiske energipalet.

I Danmark har vi en markant højere andel af vind og et mål om at vindkraften i 2020 skal står for 50% af vores elektricitetsforsyning. Allerede i dag, producerer vi mere elektricitet, end vi kan bruge, når det virkelig blæser. Så hvis vindkraften skal ende med at blive den primære energikilde – hvilket der er mange gode grunde til – er det vigtigt, at vi får udviklet gode billige måder at lagre energien på.

Batterier ville være nærliggende, men i praksis skal der kolossalt mange til. Måske man kunne forestille sig hydrolyse, hvor man spalter vand i ilt og brint, som så kan brændes (rent), når møllerne står stille, eller man kan pumpe vandet ud af et stort kar og lade det løbe tilbage (og drive generatorer), når vinden stilner af. Der findes faktisk en stor palet af muligheder for at lagre energi, men de har alle det tilfælles, at der sker et energitab, så de økonomisk set ikke er rentable, og dermed i den markedsvirkelighed, vi lever i, ikke bliver udviklet, fordi det stadig er billigere (og legalt) at brænde kul og olie af. Og i den markedsvirkelighed, vi lever i, bliver optimeringen af distributionen gennem udbygningen af el-nettet og udviklingen af smart grids vigtigere.

Men år for år bliver møllerne større og større. Hvor Middelgrundens 2 GW møller i 1998 var store møller, så er en stor mølle i dag 6 GW, og udviklingen synes at gå imod endnu større møller, ikke mindst til havs. I høringsmaterialet omkring afklaringen af opstillingen af kystnære vindmøller er der lavet undersøgelser af den visuelle påvirkning af landskaberne ved opstilling af vindmøller på op til 7-8 MW, hvor øverste vingespids når 180 m over havet. Den dag man finder det rigtige princip, så en vindmølle kan lagre energien fra et flere dages stormvejr i sit skaft og så efterfølgende afgive den over en uges tid, ville vindkraften kunne vokse til at dække størstedelen af EUs energibehov. Måske endda lagringen skete i den enkelte mølle – alene mølleskaftet er i dag et kæmpe hus.

Indtil da må vi høre folk genere sig over, at prisen på vindstrøm falder, når det virkelig blæser. Nogle få gange om året går den nærmest i nul. Men så er det godt at huske på, at en gratis kWh klimamæssigt fortrænger lige så meget CO₂ som en højt betalt.

Se tidligere blog-indlæg: Høring om kystnære havvindmøller, Østerild på vingerne, DONG rejser verdens største havmøllepark på rekordtid og DONG på bedre veje.

EU reaches 100 GW wind power milestone, European Wind Energy Association 27.09.2012.

Barbara Lewis: EU wind capacity hits 100 gigawatt mark: industry, (Reuters) Planet Ark 28.09.2012.

Kort over middelvindhastigheden langs de danske kyster – fra Energistyrelsens høringsmateriale.

Danmark har en målsætning om at blive uafhængig af fossile brændstoffer inden 2050. Det er en stor beslutning, som kræver mange analyser og overvejelser. Energistyrelsen gennemfører derfor i denne tid et større arbejde med at kortlægge og afklare mulighederne for opstilling af vindmøller. Og her i de seneste måneder har et forslag om udlægning af 16 områder til placering af kystnære havmøller været sendt i høring.

I Danmark har vi masser af vind langs vores kyster, og alt tyder på, at vindkraften får en meget fremtrædende rolle i hvert fald i første udgave af et postfossilt Danmarks energiforsyning. Der er således planer om, at 50% af vores elektricitet skal komme fra vind allerede i 2020. Det svarer omtrent til en fordobling i forhold til i dag. Så der vil blive markant flere møller i det danske landskab i de kommende år – eller måske vil vi snarere se, at møllerne vil blive større. Hvor Lynettens vindmøller er 0,75  MW, er Middelgrundens vindmøller 2 MW og Hvidovres vindmøller er 3 MW, for nu at tage dem nærmest København. Og på havet sætter man i dag typisk møller op med en effekt på 3-4 MW. Man har lige rejst en 6 MW forsøgsmølle i Østerild, og af høringsmaterialet fremgår det, at vi frem til 2020 måske vil se møller op til 7-8 MW med en navhøjde på 90-120 m. Men de er også voldsomt store, 3-4 gange Rundetårn blot til navet.

Læs mere »

Som så meget andet i den menneskeskabte verden synes vindmøllerne i disse år at udvikle sig mod det stadig større. Vingerne til en 6 MW forsøgsmølle, som lige nu er ved at blive opstillet på vindmølletestcenteret ved Østerild, er således hver især hele 75 meter lange. Rotor-diameteren vil være 154 m, øverste vingespids vil nå en højde på næsten 200 m og det bestrøgne areal vil være 18.600 m² eller næsten 2½ fodboldbaner af international størrelse.

Disse vinger er bygget i Aalborg, malet i Nakskov, deponeret i Esbjerg og nu senest i går fragtet det sidste stykke vej til Østerild. En gigantisk transporttrekant for at flytte vingerne de cirka 100 km fra Aalborg til vindmølletestcenteret ved Østerild.

Brugte vi så bare havtransport. Men sådan spiller musikken ikke – den måde, vores samfund udvikler sig på, har simpelthen indbygget et stadig større transport”behov” mellem stadig større og stadig mere specialiserede enheder.

Det er det som kommer til udtryk i infrastrukturkommissionens trafikprognoser, som kommer frem til, at Danmarks transportarbejde frem mod år 2025 vil stige 70-90%, hvorefter man uden at blinke går i gang med at udtænke hele den vifte af “nødvendige” udbygninger af infrastrukturen, som skal til for at kunne rumme al den ekstra trafik. Vi sammenlægger uddannelsesinstitutioner på tværs af land og rige, vi nedlægger alle de små hospitaler, vi høster fordelene ved stordrift uden at indtænke ulemperne ved det medfølgende forøgede transport”behov”. Ingen synes at stille spørgsmålet, hvordan man kunne indrette sig, så man kun havde det halve transportarbejde.

Vi er her fanget i en skrue uden ende.

Læs mere »

Dette lille stykke infografik blev her til aften rundsendt fra 350.org. Den bygger på en undersøgelse fra University of Massachusetts lavet i 2009¹ som stiller det for et USA med omkring 10% arbejdsløshed helt centrale spørgsmål, hvordan man får mest beskæftigelse for sine investeringer?

Rapporten tydeliggør, at investeringer i biomasse, energieffektiviseringer, vedvarende energi og kollektiv transport giver langt mere beskæftigelse pr. investeret dollar, end hvis pengene blev brugt på at vriste mere kul og gas op ad jorden.

Når undersøgelsen bliver taget frem igen nu, er dels i forbindelse med kampagnen for, at få de mange subsidier til den fossile industri fjernet (hvilket ville bedre konkurrenceevnen for de vedvarende energikilder markant) Dels har republikanerne i valgkampen ved gentagne lejligheder fremdraget investeringer i kul- og gasudvindingen som beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

I den situation er det godt at have tal for, at investeringer i mere klimavenlige løsninger ikke bare er mere klimavenlige, men samtidig også giver to til tre gange mere beskæftigelse.

Hvis man tænker over det, så er det er ikke så underligt – for eksempel energirenovering er særdeles arbejdsintensivt, og størstedelen af udgiften er ikke materialer, men arbejdsløn. Omvendt falder lønningernes andel af de samlede udgifter, jo mere højteknologisk et område, der er tale om. Her er vindkraft allerede mindre arbejdsintensiv end solenergi og biomasse, men giver stadig dobbelt så meget beskæftigelse pr. investeret dollar som udvinding af kul og gas. A-kraft er ikke med i oversigten, men må formodes at ligge i en kategori for sig med en forsvindende lille beskæftigelse pr. investeret dollar.

I rapportens konkluderende kapitel gives (s. 47) som eksempel, at hvis USA lavede kombinerede offentlige og private investeringer for i alt 150 mia. $, så ville det i clean energy-sektoren kunne skabe 2,5 mio. jobs, hvorimod samme investering i den fossile industri kun ville føre til 0,8 mio. jobs.

Under finanskrisen blev der indledende talt meget om en “New Green Deal” – og det indlysende i at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men med undtagelse af lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Siden har vi set problemerne vokse, ikke mindst i det sydlige Europa. Det ligger i logikken og aspirationerne, at vi skal skabe flere kapital- og know-how-intensive high-tech-jobs “for at kunne konkurrere”. Men med en ungdomsarbejdsløshed på 22,4 % i EU-27 og over 50% i lande som Spanien og Grækenland,² var det måske bedre at få kickstartet den arbejdskraft-intensive del af omstillingen til bæredygtige samfund.

Robert Pollin, et al.: The Economic Benefits of Investing in Clean Energy. How the economic stimulus program and new legislation can boost U.S. economic growth and employment, Department of Economics and Political Economy Research Institute (PERI), University of Massachusetts juni 2009 (pdf).¹

Robert Pollin, et al.: Clean Energy Investments, Jobs, and U.S. Economic Wellbeing: A Third Response to Heritage Foundation Critics, PERI, University of Massachusetts august 2009 (pdf).

Unemployment statistics, EuroStat (tal for april 2012).²

I det forudgående blog-indlæg var det en visualisering af havstrømmenes bevægelsesmønstre, som kan vække mindelser om Van Goghs flade-skildringer. Jeg har en prik med billeder af det usynlige – det at kunne synliggøre det usynlige – og når vi er ved visualiseringerne, så har de amerikanske visualiseringsmestre Fernanda Viégas og Martin Wattenberg lavet en i bogstaveligste forstand bevægende visualisering af vindenes betagende smukke bevægelser hen over det amerikanske fastland.

Den vidende meteorolog vil vide, hvor i disse stort anlagte, spiralerende bevægelser, der er varm- og koldfronter, lavtryk og højtryksrygge, risiko for regn og storm. Vi andre må “nøjes” med at glæde os over naturens enestående mønsterdannelser.

Fra hjemmesiden kan man dels se det øjeblikkelige vindbillede, dels er der en side med snapshots af en række karakteristiske vindmønstre. Med et klik kan man zoome ind i kortene, og se for eksempel i hvor stor udstrækning topografiske træk som Rocky Mountains-bjergene bag den californiske kyst griber ind i vindens bevægelsesmønstre.

Og til forskel fra her på siden bevæger de hvide fartstriber sig på Viégas’ & Wattenbergs hjemmeside til stadighed modsvarende vinden – betagende smukt.

Gennem årene har Fernanda Viégas og Martin Wattenberg lavet mange andre betagnede visualiseringsprojekter i feltet mellem forskning, formidling og kunstnerisk udtryk  – som da de i 2003 synliggjorde Wikipedias selvhelende potentiale. Så det er en spændende sider at gå på opdagelse på.

I går blev verdens største havvindmøllepark indviet ved Walney, ud for den kumbriske kyst. Den er interessant af flere grunde – dels står danske DONG bag projektet med en andel på 50,1% af Walney Offshore Windfarms Ltd. og viser dermed, at man er i fuld gang med at tage konsekvensen af sin målsætning om fremover primært at arbejde med vedvarende energi efter historisk at have været en olie- og naturgas-virksomhed. DONG Energy står således som den ledende part i opførelsen og driften af Walney Offshore Windfarms. De to øvrige parter er energiselskabet SSE, (Scottish and Southern Energy, 25,1%) samt OPW (24,8%), et selskab ejet i fællesskab af den hollandske pensionskasse PGGM og den hollandsk kapitalfond Ampère Equity Fund. Walney er således et godt eksempel på, at pensionsmidler og pensionskasser på mere end én måde kan være med til at sikre fremtiden, som man kunne håbe vinder langt større udbredelse fremover.

I en meddelelse fra DONG Energy siger DONGs leder Anders Eldrup: “Vi er meget tilfredse med at have udviklet og opført Walney havvindmøllepark på rekordtid. Dette er ikke alene den største havmøllepark i verden, men også den hurtigst opførte havmøllepark i verden. Den markerer en ny æra i forhold til finansiering som det første projekt i Storbritannien, der har tiltrukket institutionelle investorer. Walney er en milepæl inden for offshore vindkraft og DONG Energys mål om yderligere industrialisering af offshore vindkraft og reducering af omkostninger.”¹

Læs mere »