Strøtanker om bæredygtighed

.
Ofte forbindes denne del af Afrika med endeløse problemer, hastigt fremadskridende klimaforandringer, vandmangel og voksende ørkener, hungersnød og evindelige strammeopgør og borgerkrige, som igen og igen sætter situationen tilbage til start. Men denne lille solstrålevideo, som i går blev lagt ud på Rio+20s officielle hjemmeside uncsd2012.org, giver et helt andet billede af udviklingen i Ethiopien.

I en tid hvor væksten i verdens gamle økonomier er ved at ebbe ud (hvilket om man så må sige er på høje tid), har et land som Ethiopien i de seneste 20 år gennemgået en rivende udvikling. Med en årlig vækst i bruttonationalproduktet på 11,4% er Ethiopien i dag blandt verdens hurtigst voksende økonomier, og landet har en målsætning om inden 2025 at have vokset sig ind blandt verdens middelindkomstlande – gennem en bæredygtig udvikling.

Læs mere »

.
Denne 11:25 min. video fra IFAD rapporterer først fra Tanzania, hvor man undersøger jordens CO₂-indhold og hvilke dyrkningsmetoder, som muliggør bæredygtig produktion samtidig med en øget CO₂-lagring. Dernæst fra eksperimenter i Brasíliens tørre Nordeste-provins med at erstatte et udpint slash’n’burn-landbrug med et skovlandbrug, som helt anderledes sætter befolkningen i stand til at brødføde sig. Samtidig virker den øgede vegetation kølende i et særdeles varmt hjørne af verden. Videoen slutter med et besøg i en flygtningelejr i Mauretanien.

Videoen er seneste skud på en serie videoer produceret af IFAD, International Fund for Agricultural Development, som driver hjemmesiden The Rural Poverty Portal, hvor “rural poor people, policy-makers, donors, research institutes, non-governmental organizations and other development partners can share information about eradicating rural poverty.”

Læs mere »

Tidligere var store dele af Indokina dækket af stedsegrønne “tørre” skove, men gradvist er størstedelen fældet og erstattet af marker og moderne skovbrug. Men i dag findes der kun ét større samlet område med denne oprindelig skovtype tilbage, Prey Lang i det nordlige Cambodia. Derfor har Prey Langs omkring 3.600 km² oprindelige skovlandskab stor biodiversitesmæssig betydning som en sidste bastion for en lang række planter, træer og dyr, samtidig med at Prey Lang udgør eksistensgrundlaget for Kyu-folket.

Men i de seneste årtier  er rydningen af Cambodias oprindelige skove gået meget hurtigt. Plovene, motorsavene og den moderne udvikling rykker frem over alt, og hvis ikke der i allernærmeste fremtid etableres en effektiv beskyttelse overfor Prey Lang, er det blot et spørgsmål om tid, før en oprindelig livsform og endnu et oprindeligt landskab fragmenteres. Det bliver ikke umiddelbart den cambodianske regering, som sætter en stopper for denne udvikling. Tværtimod er den i fuld gang med at sælge koncessioner til at udnytte området og har sat militær og politi ind overfor forsøg på at standse udviklingen.

Denne lille dokumentar: Prey Lang – One Forest One Future, giver en fornemmelse af desperationen:

Læs mere »

.
Apropos indlægget i går, Det globale opland, var jeg tilbage at gense en TED-video fra sidste år, The Other Inconvenient Truth: How Agriculture is Changing the Face of Our Planet, som meget tydeligt illustrerer, hvordan tilvejebringelsen af vores livsfornødenheder efterhånden inddrager det meste af kloden.

Foley ender med at indkredse behovet for at erstatte Agriculture med Terraculture – en Farming for a Whole Planet, som integrerer det bedste i det moderne industrielle landbrug med det bedste i det organiske landbrug og det bedste i naturbevarelsesbestræbelser.

Mod slutningen viser han en lille filmstump, som opsummerer situationen i spørgsmålet:  How do we feed the world without destroying it?

Han giver ikke noget egentligt svarpå, hvad Terraculture indebærer, men opridser en række af komponenterne, og kvalificerer det spørgsmål – How do we feed the world without destroying it? – som er alt for vigtigt til at overlade til landmændene og markedsmekanismerne, og som ikke bare er lige så stort et problem som klimaudfordringen, men som er et problem så centralt i klimaudfordringen og så stor en del af klimaudfordringen, at der ikke er nogen løsning på klimaudfordringen uden også at få hel vores nuværende fødevareproduktion alvorligt under lup.

Under vejs viser han nogle tankevækkende før-efter-billedpar af, hvor radikalt vi (vores landbrug) på blot ganske på år årtier har transformeret Jordens fremtræden. Jeg har hevet et par af dem ind her:

Læs mere »

.
Nu fik jeg i det foregående indlæg skrevet, at det var svært at finde en lyd-billed-konstellation, som gav Rothkos billeder noget, som de ikke havde i forvejen. Men NewMusicXXs modstilling af Rothkos billeder med komponisten Morton Feldmans “Rothko Chapel” fra 1971 i denne video er faktisk ganske vellykket.

Update – Denne video er i mellemtiden blevet gjort privat, så jeg har som nødløsning indsat en video med den fulde udstrækning af Rothko Chapel, men uden billedsammenhæng, i stedet er der blot samme sort-hvide billede. Så der er bedre plads til de indre billeder.

Feldman laver ofte endog meget lange lydmalerier, som i sin klangsprøde, næsten gennemsigtigt åbne, langsomt fremadfamlende smagen på verden aldrig helt opnår form – i hvert fald symfonisk form. Men i “Rothko Chapel” (1971), skrevet under indtryk af Rothkos død i 1970, er formen kortere og mere distinkt, korets stemmehav fortætter sig indimellem til egentlig substans, og celloen gestalter umådeligt smukke kalligrafiske afskedstegn i tomheden efter Rothko.

Har bestilt musikken hjem og glæder mig til at høre den i sin sammenhæng.

Se flere pausebilleder.

.
Første gang jeg stødte på den japanske arkitekt Masaharu Takasaki, var i forbindelse med et ganske enestående projekt i Tokyo, Crystal Light (1987), som var bygget op af bølgende bevægelser i flere etager omkring en lysgård beplantet med kæmpebambus, som rakte deres stammer og graciøse løv op mod tagets stiliserede skyer. Alt var håndlavet, frit formet – så generøst i sit forsøg på at bringe menneske og natur i kontakt midt i storbyen, og så ødselt i sit forbrug af tid i en æra, hvor standardisering og masseproduktion er mantraet. Men også et projekt med en gruopvækkende skæbne, fordi det i den japanske bobleøkonomis slutfase ikke levede op til de ofte tårnhøje forventninger til den slags symbolarkitektur og blot få år efter opførelsen blev revet ned. Siden fik Takasaki opgaver i forbindelse med Kumamoto Artpolis – her var hans bestræbelse på gennem sin arkitektur at forbinde menneske og kosmos endnu tydeligere, og bygningerne var nu noget mere solide, ikke sådan bare lige at fjerne.

I denne video fra en TED-konference i december i Tohuku, den del af Japan, som 11. marts 2011 blev ramt af et af de senere års voldsomste jordskæv, som efterfølgende udløste en sine steder op til 40 m høj tsunami, som hærgede langt ind i landet og gjorde i titusindvis hjemløse, kan man opleve Masaharu Takasaki fortælle om sine overvejelser i forbindelse med  hans arbejde med Kokoro Shelter Project – midlertidige boliger til de titusindvis af japanere, som står uden bolig som følge af jordskælv og radioaktiv stråling.

Normalt er den slags katastrofe-genhusning noget, som blot skal opfylde de mest nødøtørftige funktioner, indtil man rykker hjem igen. Men for mange er der tale om en længere periode. For nogle samfund op langs kysten er alt væk efter tsunamien, og man står overfor svære overvejelser, om man skal bygge længere inde i landet, over tsunami-højde, eller om man skal reetablere sig på kanten af det store hav, hvor de fleste føler, at de hører til. For andre samfund er strålingsforureningen af deres område så stor, at der kan der gå årtier, før man kan håbe på at kunne flytte hjem.

Kokoro betyder hjerte, bevidsthed, essens, og Takasaki tager i Kokoro Shelter Project udgangspunkt i, hvor forfærdeligt, hvor uværdigt, hvor bedrøveligt fantasiløst, vi ofte laver den slags genhusning. Han stiller spørgsmålet, hvordan skabe et  rum for sorg, et rum for fællesskab, et rum for refleksion og indadskuen, og for den relation med naturen, som har båret og formet den japanske folkekarakter? Det skulle gå stærkt, kan man måske forsvare det med, i starten blev folk stuvet sammen i klasselokaler, sportshaller og lagerfaciliteter. Og den midlertidige genhusning, som efterhånden er blevet etableret, ligner da også noget i retning af en skurvognsby opbygget af containere. Men Takasaki fortæller på denne video indledende, hvordan han, da han kort efter katastrofen tog nodpå i katastrofeområdet, var rystet over at opleve, hvor pauvre rammer, man bød de evakuerede. Ofte var skillevæggene til naboerne, hvis de overhovedet var der, lavet af papkasser.

Kokoro-enhederne kommer i to forskellige varianter – til udendørs brug, og til opstilling i store lokaler. Størrelsen går fra 1-10 tatamimåtter, eller cirka 1,5-15,5 m². -I den lille boenhed, som han viser en model af i videoen, er der skabt et levested omkring to tatami-måtter. En bordplanke imellem, en billedniche i den ene ende, og et ankomst- og opbevaringsareal i den anden ende. På den måde lykkes det på ganske få m² at skabe et lille værested, mødested, arbejdssted, skjulested, legested, sovested, hyggested, opbevarings-, udstillings- og kultsted med stærke rødder i den japanske bokultur. Faktisk ville man uden problemer kunne afholde te-ceremoni i det lille rum, som på under 5 m² har fundet plads til en lille tokonoma – en niche til udstilling af en særlig årstidens blomst, frugt og billede.

En større enhed er skabt til lidt større fællesskaber, hvor flere kan mødes – igen med det hævede gulvflade og den symbolske markering af væggene. En tredje variant er egentlige bygninger, som ville kunne erstatte de bevidstløse containerbyer, som er stillet op rundt omkring.

Takasaki kan ikke lide den megen tale om midlertidig genhusning. Hvert øjeblik har en flig af evigheden, og med reference til en talemåde som har haft stor betydning i te-ceremonien: ichi-go, ichi-e – som er svært at oversætte direkte, men betyder noget i retning af one meeting, one lifetime, at vi må mødes og være til stede i øjeblikket, som var det sidste gang i livet –  fejer han “undskyldningen” om midlertidighed bort. Eller mere præcist afviser han logikken i, at det ekstrordinære i situationen retfærdiggør at sænke overlæggeren. Vi må tværtimod skabe det ultimative, det uomtvistelige, et rum for spiritualiteten, refleksionen og  sorgarbejdet. “Vi kan invitere naturen ind i selv det mindste rum,” siger Takasaki omkring 9:24.

Og der er brug for det. Der er meget store psykologiske problemer i den del af det japanske befolkning, som nu har boet i lejre og midlertidighed i over et år måske endda uden at vide, hvornår, om eller hvordan de kommer videre.

På de 12 minutter, der var til rådighed for oplægsholderne på TEDx Tohuku i december, når Takasaki faktisk at få sagt noget meget centralt om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid og om det traditionelle japanske hus og den måde, hvorpå det griber formende og understøttende ind i tilværelsen. Jeg blev ganske inspireret Takasakis ordstrøm – af hans vilje til at se det ekstraordinære i hverdagens små ting og hans evne til at se mulighederne i hver eneste situation. Der ligger noget fundamentalt bæredygtigt i denne vilje til ikke at lade nogen mulighed gå til spilde.

Minami-Soma city, Fukushima Japan, en YouTube-video med glimt fra Kokoro Shelter Project.

John-Paul Pryor: Takasaki Masaharu / Article 25, (interview med Takasaki) Dazed Digital 2011.

www.takasaki-architects.co.jp.

.

I nogle år har man set bier dø og bisamfund disintegrere på hidtil usete måder. Der har været mange forsøg på at forklare den såkaldte CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, fra forstyrrende mobil- og antennesignaler over parasitter og klimaforandringer til forskellige miljøgifte og landbrugets stadig mere omfattende brug af sprøjtemidler.

Nu synes der at tegne sig et definitivt billede af, at det er neonicotinoider, en gruppe af pesticider beslægtet med nikotin, som står bag miseren. En række parallelle undersøgelser dokumenterer, at selv lave doser af disse sprøjtemidler, som bruges både i landbruget og på villavejene, forstyrrer biernes evne til at navigere og svækker bistadernes udvikling.

Ovenstående 2 min. video, en Science Bulletin fra American Museum of Natural History, giver et kort rids af de seneste opdagelser på området.

Neonicotinoider anvendes i stigende omfang af landbruget i EU og anvendes også både i danske haver og landbrug, men er i varierende omfang blevet forbudt i en række lande. Neonicotinoider virker som neurotoksin gennem at angribe skadedyrs centralnervesystem. De optages imidlertid i alle dele af den plante, som behandles med den, herunder pollen og nektar. Efterfølgende kan bier og andre bestøvningsinsekter optage dem og bære dem tilbage til deres stader og reder, også selv om sprøjtningen ikke var tiltænkt bierne (som er et vigtigt nyttedyr i landbruget) men kun skadedyrene.

Nu har vi fået dokumentationen (der er links til abstracts af forskningsartiklerne nedenfor, og de er nærmere beskrevet på videnskab.dk). Men spørgsmålet er, hvor lang tid der går før vi ser myndighederne skride til handling.

På den korte bane må brugen af neonicotinoider standses øjeblikkeligt. På den lidt længere bane må landbruget indse, at denne eskalerende kemiske krigsførelse er den helt forkerte strategi. Stadig flere stoffer bliver spredt i miljøet og finder vej til vores drikkevand – og på et tidspunkt ikke bare kan, men vil det gå alvorligt galt.

Se tidligere blog-indlæg: Højt CO₂-niveau bag bisamfunds kollaps? og Bier i fare.

Mickaël Henry et al.: A Common Pesticide Decreases Foraging Success and Survival in Honey Bees, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Penelope R. Whitehorn et al.: Neonicotinoid Pesticide Reduces Bumble Bee Colony Growth and Queen Production, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Wikipedia: Imidacloprid effects on bees.

.

Igennem 20 år har Garth Lenz skildret verdens miljøproblemer i billeder – mange af de billeder, som kan ses i blog-indlægget fra i forgårs, Landskaber under ødelæggelse, er indfanget med hans linser.

I denne video kan man opleve Garth Lenz på en TED-konference i januar fortælle med en næsten knugende indlevelse om de drastiske konsekvenser af tar sand-udvindingen i Alberta, som i disse år totalskamferer stadig større dele af Canadas oprindelige landskaber samtidig med at det forgifter mennesker og dyr og slår bunden ud af den globale klimaindsats.

Kan kun opfordre til at støtte op om tar sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i uhyrlighederne i Alberta.

Vi må sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Se tidligere blog-indlæg: Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, James E. Hansen om norsk klimapolitik og James Hansen: Why I must speak out about climate change.

P.S. Kom til at se, at dette er blog-indlæg nr. 800 – en slags rund dag for Strøtanker om bæredygtighed med et indlæg, som med billedet til hjælp spænder ud mellem det globale og det lokale, det smukke og det grusomme.

.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?

I dagene 5.-7. marts var der særlig voldsom aktivitet på solens overflade, hvilket førte til varsel om forstyrrelser af forskellige former for netværk, satellit-kommunikation, GPS-funktioner mv., og NASA har nu lagt en 1½ min. videosekvens ud på flickr med solpletaktiviteten fra disse dage.

I denne omgang var konsekvenserne dog begrænsede. Men i meget voldsomme tilfælde kan forstyrrelserne blive omfattende. I 1989 førte solstorme således til sammenbrud i el-forsyningen i flere lande, værst i Quebec-provinsen i Canada, hvor 6 millioner mennesker var uden strøm i et halvt døgn.

Disse kolossale udladninger varierer i en cirka 11-års cyklus, som har været forsøgt tillagt en markant rolle i forhold til den globale opvarmning. Men denne solplet-teori er i disse dage ved at blive forladt idet den korrelation mellem temperaturudvikling og solcyklus-længde, som har kunnet iagttages igennem dele af det 20. århundrede, simpelthen ikke passer mere – se det forudgående blog-indlæg: Solpletteorien på vej i mølposen.

Wikipedia om Soludbrud.