.
Jim Dougherty er leder af Sierra Club, USAs og måske verdens ældste miljøorganisation. Den var længe fokuseret på naturbevarelse, men fra midten af det 20. århundrede har Sierra Club mere fokuseret på forurening, og i det 21. århundrede mest på klimaforandringer.
Adspurgt om hvordan man skal forholde sig til fracking svarer han i videoen herover, at Sierra Club først og fremmest går ind for energibesparelser. Herefter er der en vifte af vedvarende energikilder. Gas var længe set som et muligt alternativ til kul i en overgang fra fossilt samfund til et samfund baseret på vedvarende energikilde.
Sierra Club har haft stort held med at standse udbygningen af kulkraft i USA, også før skifergassen kom på menuen. Med den nylige fracking-teknologi er gas i fuld gang med at udkonkurrere kullene.
Fracking i den nuværende form har en lang række medfølgende miljøproblemer. Ud over risikoen for forurening af grundvandet er der forstyrrelser og ødelæggelser af naturområder og opstigende metangas fra omgivelserne, som gør, at fracking-gassen måske reelt medfører lige så stort CO2-belastning som kullene, selvom den på papiret kun har den halve udledning pr
Denne video fra Al Jazeera giver en god introduktion til problemstillingen omkring COP18. Efter en kort reportage fra USA i forlængelse af orkanen Sandy, som i et betændt politisk valgkamps-klima formåede at sætte en stopper for klimatavsheden, stiller udsendelsens vært, David Foster, spørgsmålet: What do these climate talks actually achieve?
Han har en række gæster til at hjælpe med at besvare spørgsmålet: Pa Ousman, formand for LDC, the Least Developed Countries group, et forhandlingssamarbejde som består af 48 lande; Anjali Appadurai fra Earth in Brackets, en ungdomsorganisation, som arbejder for bæredygtighed samt for at gøre FNs processer mere tilgængelige og transparente; samt Bas Eickhout, som er medlem af The Greens, Europaparlamentets grønne gruppe.
Eickhout starter med at trække det fundamentalt urimelighed op i, at et problem, som de rige lande har påført hele verden, først og fremmest rammer de fattige lande. Appadurai fortæller så om hendes organisations navn ‘brackets’, at det henviser til al den tekst i parentes [brackets], som i løbet af forhandlingernes slutfase ender med at blive udeladt. Det er her, i de kantede parenteser, man finder de i forhold til fremtiden og biodiversiteten og beskyttelsen mod klimaforandringer rimelige krav om en målsætning på 1½ºC og 350 ppm, som de rige lande til sidst ender med at skubbe ud, fordi det er dem som sidder på pengene.
Ousman fortæller herefter, at der stadig ikke blandt de rige lande, som har skabt problemet, er den fulde vilje til at imødegå problemerne, særligt i USA er man stadig i fornægtelsesfasen. I dag gives der årligt 440 mio.$ i støtte til den fossile industri. Hvis blot denne støtte til verdens ødelæggelse blev kanaliseret til opbyggende arbejde i verdens fattigste lande, ville meget være nået. USA er fortaler for demokrati og menneskerettigheder. Men der er et meget stærkt menneskerettighedsaspekt i klimaproblematikken, og et stærkt juridisk-retfærdighedsmæssigt aspekt.
Efter at Foster viser en række tal over verdens største udledere, fortsætter Appadurai med nødvendigheden af at USA og de rige lande erkender deres historiske ansvarlighed. Lande som Indien og Kina er stadig i en tidlig fase i deres udvikling, hvor udledningerne vil vokse.
Her er det, at jeg får lyst til at standse filmen og den standard-tænkning, som gør, at en gruppe af store udviklingsøkonomier, BASIC-landene føler at det er deres ret at køre økonomisk udvikling for fuld skrue og hvert år bygge dusinvis af nye kulkraftværker, mens man kun langsomt udbygger den grønne energisektor. For én ting er, at vi historisk har bidraget forskelligt til emissionerne, men konsekvensen af disse ganske langt udviklede udviklingslande (Brasilien, Indien, Kina, Mexico og Sydafrika) er, at selv hvis de gamle I-lande reducerede drastisk ville vi bryde gennem 2ºC-loftet. Og hvis de etablerer sig efter samme mønstre som de gamle I-lande, kommer de til at stå med samme dybt problematiske infrastruktur og organisationsmåde, som vil frembyde samme voldsomme problemer at få afviklet.
Appadurai taler om, at Indien og Kina endnu ikke har gennemløbet “the path of industrialisation”, men det handler ikke bare om at have ret til at gøre som de gamle industrilande. De lande må stille sig spørgsmålet, om de vil være de sidste fossilt baserede industrisamfund, eller de første post-fossile velfærdssamfund?
Ti. 27.11. – Først lidt om Doha – mange har peget på det absurde i, at man har valgt netop Doha som vært for COP18. Qatar er på mange måder noget af det mest artificielle, man kan finde. Al maden er bragt hertil fra mere frugtbare egne, alt vand er desalineret havvand, og det lille emirat Qatar har ikke bare en af verdens højeste indkomster pr. indbygger, men med 44 ton CO2 pr. indbygger pr. år også verdensrekord i CO2-udledninger pr. indbygger. En del heraf kommer fra olieudvindingen, men i Doha er elektriciteten gratis, vand er gratis og telefon er gratis for landets faste beboere, så energi er klart noget, man bare har nok af.
Mange NGOer fik det da også alvorligt galt i halsen, da Qatars tidligere olieminister Abdullah bin Hamad al-Attiyah, som nu er forhandlingsleder ved COP18, ved en konference i London for et par uger siden priste skifergassen med ordene: “Gas will give the world 300 years of security”. Her har al-Attiyah klart ikke fået luget ud i sin grundanalyse fra OPEC-tiden.
Og adspurgt i går, om det med så høje udledninger pr. indbygger ikke var på tide med en systematisk klimaindsats, fejede han det bort med, at det var vigtigere at se på de store udlederlande som Indien og Kina. Så hans forståelse af klimaudfordringen kan tydeligvis ligge på et meget lille sted. Og man står med en ubehagelig fornemmelse af at kunne komme til at genopleve situationer som i klimatopmødet i Københavns slutspil, hvor Lars Lykke Rasmussen var en medvirkende årsag til, at resultatet faldt på gulvet.
Når det måske endda ikke er helt ved siden af at placere mødet i den arabiske verden, så er det fordi en global klimaaftale nødvendigvis må være global, og at der ved at placere COP18 midt i olieland, ligger et klart signal om, at tingene også her må forandre sig.
.
Ved åbningen af COP18 har Australien annonceret sin intention om at medvirke i en anden runde af Kyoto-aftalen. Som man kan høre Will McGoldrick fra WWF Australien fortælle i den knapt 4 min. videosekvens herover, har det på ingen måde været givet, og beslutningen er først truffet få uger inden COP18. Men Australien synes endelig at have fået gang i sin klimaindsats. I juli i år kunne igangsætte et kvotemarked efter en lang og drabelig proces, og nu arbejder man på at få det integreret med det europæiske kvotemarked.
Den australske målsætning for anden runde af Kyoto-aftalen om at nå 5% under 2010-niveauet inden 2020 lyder ikke umiddelbart af meget – og set i forhold til 1990 er der blot tale om en halv procent. Men udledningerne i Australien har været stigende indtil nu, så 5%-målet skulle svare til 22% over business as usual.
Australien har samtidig meddelt, at man er indstillet på at hæve målsætningen til 10% eller 15%, hvis andre lande stiller sig tilsvarende ambitiøse reduktionsmål. Og så begynder det så småt at nærme sig den nødvendige klimaindsats.
Hvis det kunne får EU til at hæve sin forkølede udmelding på 20% (hvoraf man allerede har nået de 18%) til 30% eller 40%, begynder det at ligne noget. I de seneste år er EUs udledninger faldet med omkring 2½% om året. Det svarer på 8 år til 20%
Australien havde i 2011 CO2-udledninger på 17,3 ton pr. person pr. år, eller rundt regnet det dobbelte af EU. Australien står for 1,2% afverdens samlede udledninger, hvor EUs 27 lande tilsammen tegner sig for 11%.
.
I denne 11:37 min. video fortæller Gonzalo Oviedo fra IUCN, International Union for Conservation of Nature, om hvorfor det er vigtigt at tage ved lære fra de oprindelige folkeslag. De har opbygget erfaringer med at leve i de forskelligste situationer gennem årtusinder, og det på en måde, som lader naturen regenerere og biodiversiteten intakt. Og i tørre egne, hvor intet sted muliggør permanent ophold eller dyrehold, har man udviklet en nomadisk livsform, hvor man cirkulerer med årstidernes skiftende vilkår.
Når det gælder oprindelige folkeslag, taler man ofte om tacid knowledge, det at man som stamme eller folk har en tavs viden om, hvordan man navigerer og agerer i sit naturgrundlag, uden at det nødvendigvis er konceptualiseret som en moderne vestlig bevidsthed ville gøre det. Men selv når oprindelige folkeslag – ofte stimuleret af etnologer og etnobotanikere og af mødet med moderne civilisation i det hele taget – bevidstgør sig i moderne termer, bliver deres indsigt ofte negligeret.
Hvad nytter det, at folkene langs Xingu-floden har en dyb forståelse af det absurde i at bygge vandkraftværker, som ødelægger floden frie strømning og vender op og ned på levevilkårene og biodiversiteten, når den moderne civilisation vejrer kilowatttimer. Og når verdens klimadelegationer taler løsninger, er det underforstået tekniske løsninger, som set i et andet perspektiv er en meget væsentlig del af problemet.
I mødet med de oprindelige folkeslag og deres måde at være til stede på i deres naturgivne vilkår ligger der en kolossal inspirationskilde. Og – hvad Oveido er mindre eksplicit om i denne video – der ligger et stort potentiale i at opretholde klodens regnskove som klimaregulatorer og CO2-lagre, og samtidig bevare levevilkårene for biodiversiteten og de oprindelige folkeslag.
Her på bloggen ligger der en del indlæg fra den seneste IUCN-konference i Jeju, Sydkorea september i år – se blog-indlæg tagged IUCN 2012. Deriblandt er der en række ganske spændende World Leaders Dialogues.
.
I denne 3:39 min. video fortæller Kitty Ehn fra Nature Youth Sweden om, hvordan det borgerligt regerede Sverige hastigt er ved at løbe fra landets klima- og bæredygtighedsforpligtigelser. På få år er landets klima- og miljøindsats faldet fra en 10.-plads til en 24.-plads i EU og til en 45.-plads internationalt. Ifølge Ehn er det her ungdommens og NGO-organisationernes opgave at søge at holde landet på sporet og løfte sin del af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring.
Det kan synes nyttelyst som ung aktivist at være så tæt på i Doha og så alligevel ikke få lov at sidde med, hvor beslutningerne tages. Men omvendt er det klart for enhver, at NGOerne er med til at lægge en stemning – den nødvendige stemning af urgency – og at denne stemning rent faktisk påvirker forhandlingerne. Ellers er det alt for let i forhandlingerne blot at blive enige om etellerandet – vores politiske forhandlingskultur har det med at lave kompromisser.
Men klimaet – og hele den klimaudvikling, vi har igangsat med industrialiseringen – står ikke til forhandling. Det er ikke nok at blive enige om noget – eller som USA prale med at man endelig er kommet i gang med at lave biler, som er mere brændstof-effektive, når der er brug for en omfattende, hurtig og velintegreret indsats på alle områder.
Det er klart for alle, at regningen bliver jo dyrere, jo længere vi nøler, og at hvis vi gør det ret meget længere, bliver regningen ubetalelig – på den kedelige måde, at penge ikke mere kan standse udviklingen. Og det er de kommende generationer, som kommer til at betale prisen for den nuværende smølen. Så ungdomsrepræsentanterne skulle have en meget større stemme direkte ved forhandlingerne – ikke bare fordi unge udgør en meget stor del af verdens befolkning, men fordi det er dem, som kommer til at stå med resultatet – om så vi lykkedes med at finde en 2ºC-løsning, eller vi endte med at brænde vores livsgrundlag af.
.
I videoen herover¹ taler Ed King fra RTCC (Responding To Climate Change) med lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres om udfordringerne og perspektiverne for de forestående to ugers forhandlinger ved COP18 i Doha.
Hun lægger ud med, at klimaudfordringen i de amerikanske valgs slutfase, hvor alle medier var rettet mod USA, med Sandy blev tydeliggjort. Men at det ikke med et slag ændrer alt. Siden COP 17 i Durban er der fortsat blevet arbejdet på, at COP18 kan levere resultater. Først og fremmest skal Kyoto-aftalens anden fase fastlægges endeligt, da den nuværende fase udløber med udangen af 2012. Dernæst er der en stor gruppe af aftaler (The Bali Action Plan), som har været længe under vejs, som skal endeligt stadfæstes. Og for det tredje, er der det nye “barn” fra Durban – en stor global aftale, som skal være i gang fra 2020 og være færdigforhandlet senest i 2015. Det er denne samlede pakke, som der har været arbejdet på siden COP17 i Durban, og Figueres er, som hun siger det i videoen (2:45 ff.) “cautiously but certainly optimistic that they will take that package forward in Doha.”
Figueres giver under vejs et godt overblik over, hvor mange faktorer, som skal spille sammen, for at nærme sig en global klimaaftale.
Onsdag udsendte UNFCCC og Figueres et sidste briefing document, som opregner de vigtigste punkter for forhandlingerne² – jeg har kopieret hovedpunkterne ind nedenfor.
I forbindelse hermed understregede Figueres nødvendigheden af, at verdens lande styrkede deres indsats, hvis det – som verdens ledere vedtog ved COP15 i København – skal lykkes at holde den samlede globale opvarmning under 2ºC.
Blogindlægget Klimaforhandlinger i Bonn har links omkring det mellemliggende klimamøde i Bonn i juni, mens Optakt til COP18 har links om de mange positioner og bevægelser fra klimamødet i Bangkok i september op til COP18, som starter 26. november.
.
I disse dage, hvor støvet efter den amerikanske valgkamp langsomt lægger sig og verdens egentlige problemer igen toner frem af valgtågerne, får Obama mange henvendelser og formaninger om, hvad han skal gøre i de kommende fire år.
En af dem er fra Pa Ousman Jarju, som er forhandlingsleder for verdens 48 fattigste lande, de såkaldte LCD-lande ved FNs klimaforhandlinger. Han påpeger, at selvom LCD-landene tegner sig for 12% af verdens befolkning, står de kun for 1% af verdens CO2-udledninger, men har 34% af verdens dødsfald som følge af klimaforandringer. I et åbent brev til Obama opfordrer Jarju direkte Obama til at gå i alliance med EU, LCD og AOSIS-landene (Alliance of Small Island States) om at få fastlagt en stærk og nødvendig klimaindsats.
Jarjus brev starter som følger:
. Dear President Obama,
As the lead negotiator for the world’s 48 Least Developed Countries (LDCs) in the United Nations climate change negotiations, I congratulate you on your re-election. I also want to express my admiration for your response to superstorm Sandy: without the preparations that you made, the impacts to those hit by the storm would have been even more devastating. As communities in the north-east work to rebuild and recover, the world has an opportunity to begin a new, reality-based conversation about climate change.
I write with a simple request: as this discussion continues in the world’s most developed countries, remember those who live in its poorest regions. Remember that as a result of climate change, this kind of fatal weather event has become commonplace for us while we lack the infrastructure and resources to adequately protect our citizens.
As researchers atBrown University’s climate and development labhave shown, climate-related disasters such as droughts, extreme temperatures, floods, and hurricanes have caused an estimated 1.3 million deaths since 1980. Two-thirds of these deaths (over 909,000) occurred in the least developed countries. We are only 12% of the world’s population, but we suffer the effects of climate-related disasters more than five times as much as the world as a whole.
.
Ved TEDxCopenhagen 18. september havde Selina Juul fra Stop Spild Af Mad et meget begavet og agiteret indlæg om madspild. Ultrakort, på blot 8 min. fremfører hun sin sag, at madspildet er et område, hvor vi alle kan sætte ind – hvor vi alle behøver at sætte ind. Affaldet – vores eget affald – er vores personlige nøgle til at forandre fremtiden, siger Selina. Så “smid ikke fremtiden væk!”
Nogle gange kan madspildsproblematikken næsten drukne i restemadsopskrifter, huskeråd til indkøbslisten osv., andre gange fortoner det store perspektiv sig i et kolossalt statistisk materiale. Men ikke her – ved TEDxCopenhagen fik vi den rensede forklaring, uden hudfletten af de særligt danske vanemønstre, hvilket giver god mening nu, hvor alt foregik på engelsk.
Det er ikke fordi der ikke er tal. Tværtimod. I samarbejde med Forbrugerrådet og Landbrug & Fødevarer fremlagde Stop Spild Af Mad for nylig en Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd,¹ som søger at kortlægge, hvilke hjælpemidler der skal til, for at nedbringe madspildet i de private husstande.
Undersøgelsen bygger på data fra en spørgeskema-undersøgelse fra april i år af et repræsentativt udsnit af danskere mellem 18-80 år (n=1024) samt en fokusgruppe, som gennem brugen af forskellige redskaber til at nedbringe madspild, giver feedback på deres oplevelser.
Det skønnes, at en gennemsnitlig dansk familie bestående af to voksne og to børn, kasserer fødevarer for 10.000 kr. årligt – eller for alle danskere samlet i alt 16 mia. kr. Der er spild hele den lange vej fra mark til fabrik til butik til køleskab til komfur til bord til restemadsmulighed til affaldsspand. I USA, som har verdensrekorden i madspild, regner man med at omkring 40% af den mad, som produceres, aldrig bliver spist. Vi er lidt bedre herhjemme, men slet ikke gode nok. i den rige del af verden ryger i gennemsnit omkring en fjerdedel af den mad, vi køber, direkte i affaldsspanden.
Selvom det kan synes af små mængder, 50g her, 150g der, en tør skorpe dér, så ligger størstedelen af madspildet hos forbrugeren, efter at madvarerne er købt i butikkerne. Som Selina siger ved TEDx: “Ladies and gentlemen, we need to be smarter than that …”
Det er i den grad et spørgsmål om de mange bække små, at hvis der hver dag ryger 100g ud pr. næse, så bliver det til en voldsom bunke på et år og et næsten skræmmende bjerg i løbet af et langt liv. Det er den pointe, jeg måske savner i denne TEDx: Den forvandlende kraft i den lille daglige forskel.
Det sker, at man får en avocado med hjem, som er dårlig i den ene ende, eller en melon, hvor man må skære et hjørne af, eller – et forhold som Stop Spild af Mad har søgt at få ændret på – at vi står med fem for en tier, hvor vi kun havde brug for to. Men alt for ofte er det vores manglende opmærksomhed og uhensigtsmæssige rutiner, som gør, at gode madvarer ender i affaldsspanden.
Denne video stammer fra præsentationen af den anden udgave af Climate Vulnerability Monitor 2012. Det skete ved en event i New York 26. september forestået af Asia Society. Under vejs i den 62:22 min. lange video kan man opleve Bangladesh premierminister Sheikh Hasina og Maldivernes præsident Mohamed Waheed tale. Den giver en god fornemmelse af den klimaindsatsrapport, som er belyst i det forudgående blog-indlæg, Climate Vulnerability Monitor 2012.
Mr. José Maria Figueres (tidligere præsident fra Costa Rica) prøver indledende (andet indlæg 8:20 ff.) at sætte det perspektiv ind, at verden i omkring 15 år frem til 2007 oplevede økonomisk vækst, ikke bare i USA og Europa, men i Asien, i Afrika og i Latinamerika, med årlige vækstrater på 5-6-7%.
Ifølge den nye Climate Vulnerability Monitor 2012 står vi med klimaudfordringen med udsigter til negativ vækst, hvis ikke vi sætter målrettet ind. Hvor en klimaindsats ofte bliver gjort til en hindring for økonomisk vækst er det således ifølge Climate Vulnerability Monitor 2012 en forudsætning. Selv den stærkeste indsats vil give øget vækst, hvorimod en laden stå til vil føre til svækkelser, som i dag er blot 1-2% om året, men som i løbet af århundredet vil stige til 7-8%.
HVis rapportens centrale konklusion kunne trænge igennem, at klimaindsatsen ikke bare betaler sig, men er en nødvendig forudsætning for videre vækst, var der måske større chancer for at få vedtaget en stærk global klimaplan.
