Strøtanker om bæredygtighed

.
Man kan sige meget skidt om reklamer, men denne lille video, hvor Johann Sebastian Bachs “Jesus bleibet meine Freunde” bliver spillet af en lille kugle på en skov-xylofon, hører til blandt de mere raffinerede – med en beåndet poesi, som ikke kunne være lavet andre steder i verden end i Japan.

Den let asymmetriske touch screen telefon med dens ulasteligt polerede træchassi bliver som en storbyamulet (op)ladet med duften af harpiks og skovbund, lyden af vandets rislen og vindens susen i fyrretræerne og skovenes uudgrundelige ro.

Og i en størrelse som mig, som har levet fire vidunderlige år i landet, vækker sådanne øjeblikke et stærkt savn tilbage. En uudgrundelig æstetisk syntese af fortid, fremtid og urtid.

Se flere pausebilleder.

.
Denne 25 min. udsendelse fra Al Jazeera ser på den amerikanske klimafornægtelse i lyset af den netop fremlagte undersøgelse af artikler om klimavidenskab, som viser, at der blandt videnskabsmændene m/k er tale om en endog meget høj grad af konsensus om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Ud af næsten 12.000 artikler, som blev undersøgt, var der faktisk kun 12, som afviste, at den globale opvarming var menneskeskab (se gårsdagens blog-indlæg: En overvældende klimakonsensus).

I udsendelsen får man et rids af den amerikanske klimasituation – og det paradoksale, at befolkningen trods den videnskabelige konsensus i stor udstrækning tvivler derpå.  Studievært Shihab Rattansi har en række fremtrædende gæster i studiet, klimaforskeren Manfred Mann, Dana Nuccitelli fra Skeptical Science og Rick Piltz fra Climate Science Watch. Så alt i alt en yderst seværdig udsendelse.

Mod slutningen drejer samtalen sig im geoengineering – og Mann siger meget rammende, at vi allerede er i fuld gang med et storstilet geoengineering-projekt, som er ved at vise sig at have graverende bivirkninger, nemlig det at lukke store mængder CO₂ ud i atmosfæren.

Al Jazeera udspringer fra Qatar og associerer måske til noget meget arabisk, men Al Jazeera er i gang med at etablere en amerikansk afdeling. Man overtog fra nytår Al Gores kanal Current TV, som leverer billeder til 40 mio amerikanske hjem, og synes indstillet på at etablere et højkvalitets nyhedsprodukt til det amerikanske marked.

Uden at kende det fulde udbud af amerikanske TV-stationer er det mit indtryk, at Al Jazeera i hvert fald på klima-området giver en langt mere seriøs dækning end nogen anden amerikansk kanal.   

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I maj vil Abe og regeringspartiet LDP vil sandsynligvis vise klarere signaler om deres A-kraft-politik. NRA vil komme nærmere de endelige krav for genstart, og måske komme ud i de første situationer, hvor man ‘er nødt til’ at erklære en reaktor for uegnet til videre brug på grund af jordskælvsmæssigt uheldig placering.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser maj 2013

1. maj – Forsyningsselskaberne står med gigantiske underskud 
2. maj – Igen tid for ‘Cool Biz’ 
3. maj – NRA indleder ny undersøgelse af Fukushima-katastrofens første fase 
4. maj – Risplantning igen efter to års moratorium 
5. maj – Abe underskriver aftale om levering af tyrkisk A-kraftværk 

6. maj – Mafiaen lukrerer på oprydningsarbejdet 
7. maj – Japansk fiflen med klimaindsatsen 
8. maj – Eksperterne langt gladere for A-kraft end lægfolk 
9. maj – TEPCO vil lede radioaktivt vand i Stillehavet 
11. maj – 500 shanghaiet til at arbejde på Fukushima Daiichi 

12. maj – NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket 
12. maj – LDP melder klart ud om reaktorstart forud for valget 
13. maj – Den vedvarende energiudfordring 
13. maj – Ferskvandsmiljøet også radioaktivt forurenet 
14. maj – Hamaoka-værket i gabestokken 

15. maj – Reaktor ved Tsuruga-værket i gabestokken 
15. maj – Monju-reaktoren i gabestokken 
16. maj – Tohukus kyster indstøbt i beton
18. maj – KEPCO på skolebænken 
19. maj – Abes industriministerium involveret i astroturfing 

20. maj – tæt på plutonium-ulykke i Hamburg 
21. maj – JAPC indkalder egne eksperter
22. maj – Cæsium i alle plankton-prøver
22. maj – Cool Biz 2013 
23. maj – Kulkraftværk på tegnebordet

24. maj – Panel: 70% chance of Nankai Trough quake by 2040s 
25. maj – Alvorligt uheld på japansk atomforskningsanlæg 
25. maj – Fukko nationalpark langs Tohukus østkyst 
26. maj – Abe: Reaktor-start vigtig for japansk økonomi 
27. maj – FN-udvalg: Kun få sundhedskonsekvenser fra Fukushima-katastrofen

28. maj – Ikke kun i Japan
29. maj – Nankai-strategi: Ikke forudsigelser men forberedelser
30. maj – Fire forsyningsselskaber i kø for genstart af reaktorer
31. maj – TEPCO beordret til at mindske mængden af radioaktivt vand

Se Fukushima links for maj 2013.

Læs mere »

.
Med denne lille tegnefilm tager George Monbiot, Leo Murray og PIRC hul på et alvorligt problem, som vi også kender herhjemmefra, at mens de officielle statistikker viser faldende CO₂-udledninger, så er vores samlede klimapåvirkning faktisk stigende.

Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO₂-produktionen er faldende i lande som Danmark og Storbritannien, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO₂-udledninger.

Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO₂-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.

At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.

www.carbonomissions.org.uk.

.
350-bevægelsen har nu barslet med en video over temaet Do the Math, som har præget dens seneste kampagner. Man hører således indledende Bill McKibben fortælle, hvordan han ikke betragter sig som den fødte aktivist. Han var forfatter, han skrev om problemerne og verden blev klogere og rettede ind. Men sådan er det ikke, sådan sker ingen forandringer. Man er nødt til at markere, lave lidt støj, rykke ud af komfortzonen, gøre sig selv og andre lidt ukomfortable.

Og med de seneste ryk i 350-bevægelsen har man sat direkte ind overfor den fossile industri, som nu foreløbig er sluppet af sted med at forplumre en fælles global indsats i tre årtier og ikke mindst i USA synes at være indstillet på at bruge alle nødvendige midler på at kunne køre videre som hidtil, selvom det er med fremtiden som indsats.

Lester Brown runder filmens indledning af med den betragting, at vi længe har talt om at måtte redde planeten, men at planeten skal nok overleve – det er menneskehedens eksistens og livsvilkår, som er på spil.

Under vejs møder man en lang række fremtræden skikkelser inden for klimabevægelsen og klimavidenskaben: James Hansen (Director, NASA’s Goddard Institute for Space Studies), Naomi Klein (Author, The Shock Doctrine), Lester Brown (President, Earth Policy Institute), Michael Brune (Executive Director, Sierra Club), Majora Carter (Founder, Sustainable South Bronx), Jessy Tolkan (Co-Executive Director of Citizen Engagement Laboratory), Phil Radford (Executive Director of Greenpeace), James Gustave Speth (Co-Founder of Natural Resources Defense Council), Mike Tidwell (Executive Director, CCAN), Van Jones (CNN Correspondent & Author, The Green Collar Economy), Bobby Kennedy Jr. (President, Waterkeeper Alliance) og mange flere. Alt i alt en yderst seværdig film.

Filmen ligger i forlængelse af den artikel, som Bill McKibben skrev til Rollng Stone sidste sommer – se blog-indlægget Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se tidligere blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Hvis der er problemer med at se videoen her, så prøv via disclose.tv.

.
Dette video-portræt, Women of Fukushima, giver et enestående billede af, hvad der har fået japanerne på gaden for at demonstrere i et hidtil uset omfang. Den 28 min. lange film (kun trailer herover, den fulde længde kan ses her) følger en gruppe på seks kvinder fra Fukushima, som hver især fortæller om hvordan Fukushima-katastrofen har grebet ind i deres tilværelse, og hvordan det har vækket nødvendigheden af at måtte sige fra overfor et samfund, som blot synes blindt i gang med at gå videre, som om intet var hændt.

Der var håb om, at DPJ (regeringsparti fra 2008-12) kunne forløse situationen, men skuffelsen over at premierminister Noda hen over hovedet på befolkningens ønsker og frygt gennemtvang en genstart af to reaktorer ved Oi-værket, er kolossal. Med den indignation over det politiske systems ryggesløshed, som en film som denne blotlægger, kommer vi tæt på en forklaring af, hvorfor Japan ved valget endte med at straffe DPJ eftertrykkeligt blot for at genindsætte et parti (LDP), som om noget ønsker atomkraften i Japan udbygget (se optegnelser for juni, juli og august 2012).

Skaberne af filmen Women of Fukushima – på japansk Fukushima no Onnatachi – skriver om deres baggrund for at lave filmen:

“The full ramifications of the aftermath of the disaster that occurred at the Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant in March 2011 will take decades to unfold. Having shifted from the initial visceral drama to a more long-term, almost invisible threat, there is a real risk that the situations faced by residents of Fukushima Prefecture will simply vanish from the radar screens of the world’s media (or, in the case of Japanese media, remain non-existent). To this day, as a result of the meltdowns, children can’t play outside, families are breaking up, and women are even having abortions for fear of genetic damage to their unborn children. Hope is hard to come by in Fukushima.

However, after meeting a group of outspoken local women, we were compelled to capture their spirit and stories. These Japanese women, traditionally shy and quiet, have taken their anger, anxiety, frustration and loss of hope, and turned it into a rallying call to move forward to change Japan and the world into a safer place for our children. Their resilience and honesty in the face of the Japanese government’s lies and complacency compelled us to provide a platform for them to speak their minds. The results surprise, shock and inspire.

Our motivation for making this film was to ensure that the world could witness the honesty and courage of these women who have dared to speak up, while others have remained silent.”¹

The Filmmakers, Women of Fukushima.¹

Links til reaktioner på COP18 og The Doha Gateway vil løbende blive opdateret herunder i de kommende dage.

Christiana Figueres på Twitter: “All #COP18 decisions adopted by acclamation. We have a Second Commitment Period of the Kyoto Protocol !!!”

Roger Harrabin på Twitter: “Take-out thought. Exhibition of green technology linked to #cop18 showed Saudi plans for carbon capture and storage. To force out more oil.”

.
.
Lad mig blot starte med denne 1½ min. opsummering fra Alden Meyer, som er leder af afdelingen for policy og strategi i Union of Concerned Scientists, som siger, at vi netop her i Doha har set, at det var den fossile industri, som vandt – at sceancen i Doha er en trade fair, og ikke som den burde, bygget på en afklaring af den nødvendige indsats på baggrund af den tilgængelige videnskab.

I videoen til højre gør Kumi Nadoo fra Greenpeace status: Vi kom med små forventinger, og er endda blevet skuffede. “Any government walking out of these negotiations saying that this was a success, is suffering from a terrible case og cognitive dissonance. Where the reality is telling us that we are running out of time, and the science is telling us that we need much greater ambition, and we have to call this a substantial failure. All we are seeing is baby steps in the positive direction. Our governments now have to realise that the science is not negotiable. We cannot change the science,” siger Naidoo.

Ed King 13.12.: COP19 hosts Poland maintained its stash of hot air credits, a relic from the Soviet era, but found its potential buyers renounce their addiction one by one. Imagine winning the lottery and finding no-one used money anymore.

John McCormick skrev i en diskussionsspalte på Climate Progress 10.12., at: “UNFCCC agreed to hold the next COP (Number 19 when 18 COPs produced nothing) in Poland. A huge coal burner. Instead, COP 19 should be held on the Philippines southern island of Mindanao so the delegates can experience the real suffering climate change is ravaging around the world. Let them sleep in the refuge camps and talk with the survivors to get a real sense of the issue.”

 31.12. 

Syed Mujtaba Hussain: Doha Climate Change Conference another lost opportunity to enhance ambition, The Nation (Pakistan) 31.12.2012.

 28.12.

Seoul Mayor calls for climate funds to be channelled through cities, RTCC 28.12.2012.

 27.12.

Olga Dobrovidova: A letter on behalf of the climate to Russia’s Father Christmas, RTCC 27.12.2012. 

 26.12.

Tseming Tang: Quicker fix for climate change, CNN 26.12.2012.

 24.12. 

Iraq calls for Arab action on climate change, AFP 24.12.2012.

Pano Kroko: 18 years wasted just talking about Climate Change… Bleeding Edge Blog 24.12.2012.

Læs mere »

Denne 25 min. video fra Al Jazeera giver en vurdering af COP18 i Doha her hvor forhandlingerne nærmer sig de afgørende timer. Efter en indledende perspektivering af situationen har Al Jazeeras studievært Nick Clark en samtale med Kumi Naidoo (fra Greenpeace) Wael Hmaidan (fra Climate Action Network) og Mohammed Jassim Almaslamani (miljøekspert fra  Qatar). Samtalen er ikke tidsfæstet, men synes at være gennemført midt på ugen, hvor forhandlingsteksterne var overgivet til små ministerteams for at søge kompromis-udforminger, som alle kunne acceptere.

Naidoo indleder samtalerunden med måske lidt overaskende at sige, at det ikke er klimaforhandlingernes truktur, som fejler noget. Når de ikke kommer til bedre resultater end de gør, er det fordi der ikke er den tilstrækkelige politiske vilje til at give forhandlingsdelegationerne det nødvendige mandat til at løse problemerne. Men han ser endda den lange række af COP-forhandlinger som vigtig for at skabe den nødvendige politiske vilje.

Se også indlægget Al Jazeera: What do these climate talks actually achieve? med en tilsvarende 25 min. udsendelse 27. november.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Has Doha delivered? (video) Al Jazeera 08.12.2012.

.
I denne video kan man høre Ivonne A-Baki fra Yasuni-ITT Initiative fortælle om et enestående projekt i Ecuador, hvor man i et område af Amazonbækkenet, som har den måske højeste biodiversitet i verden og rummer endnu ikke-kontaktede grupper af oprindelige folk, har fundet store mængder af olie i undergrunden.

I stedet for at rykke frem med det store olieudvindingsudstyr for at hente nogle let tjente penge op til et fattigt udviklingsland, har Ecuador forsøgt at skabe opbakning til, at landet bevarer området urørt mod at få en form for kompensation fra verdenssamfundet.

I en situation, hvor det står stadig mere klart, at vi kun kan afbrænde 20-25% af de nu kendte fossile reserver, hvis vi skal holde den globale opvarmning under 2ºC, er det indlysende, at et sted som Yasuni forbliver urørt. Men har Ecuador råd til at lade være? – og har verdenssamfundet råd til i alle tilfælde at betale forat lade samtlige 75-80% af de fossile reserver ligge? Skal for eksempel et rigt land som Canada kompenseres for ikke at ødelægge et område på størrelse med Frankrig for at udvinde tar sand-olien? – og skal Danmark betales for ikke systematisk at hente al olien op af Nordsøen?

Det er svimlende spørgsmål, hvis Yasuni-metoden skal bringes til at dække alle forekomster. Men det behøver heller ikke at være tilfældet. Foreløbig ser det ud til, at Ecuadors initiativ lykkes – i hvert fald for en tid.

Yasuni-ITT projektet er nærmere belyst i blog-indlægget: Biodiversitet IV – Yasuní: Olieudvinding eller Naturparadis?

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Ecuador’s ‘courageous’ decision to leave oil in the ground, (video) RTCC 04.12.2012.

.
Satu Hassi, medlem af Europa-parlamentet for Finland og del af Europa-parlamentets grønne gruppe, siger i denne lille video, at hun ville ønske, at EU ville stramme sin klimamålsætning til 30% i 2020. Samtidig med at det ville være et godt signal i Doha, vil det betyde en styrkelse af økonomien i EU og skabe 6 mio. nye arbejdspladser. Og hun fortæller, at et flertal af Europa-parlamentets medlemmer finder, dels at de såkaldte ‘hot air’-kreditter skal inddrages og at EUs ambitionsniveau skal øges til 30%.

Hassi bliver spurgt om det rimelige i, at der kræves enstemmighed i klimaspørgsmål, og hun svarer, at der er en proces i gang, så det bliver overført til almindelige forretningsanliggender, så klimaindsatsen fremover ikke vil kunne blokeres eller bremses af et enkelt medlemsland. Hun siger, at der ikke i EUs regelsæt er noget, som dikterer, at klimaområdet kræver fuld enighed – det er blot en dårlig vane.

For Hassi er det vigtigste spørgsmål at få behandlet i Doha, hvordan vi får lukket ‘the emission gap’, så mulighederne for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC ikke tabes. I forhandlingerne bliver der talt en masse om små detaljer, hvoraf nogen betyder mere og nogen betyder mindre, og nogen blot har symbolsk betydning. Men der bliver talt alt for lidt om, hvoran man overordnet kan lukke dette ‘the emission gap’, som er den centrale udfordring (the crucial thing for the whole future of all of us).

Se tidligere blog-indlæg: UNEP Emissions Gap Report 2012.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Raised ambition could bring 6 million jobs to EU, (video) RTCC 05.12.2012.