Strøtanker om bæredygtighed

I disse dage er ikke bare ministre fra 190 lande samlet i Poznan. Parallelt med hovedforhandlingerne kører der et stort antal sidekonferencer og enkeltmøder, hvor forskellige delaspekter af det store klima-problemkompleks bliver belyst. Yderligere er en lang række NGO-organisationer til stede, og stort set alle større medier har egne udsendinge, så i alt er omkring 10.000 mennesker i disse dage samlet i Poznan for at søge at nå til enighed om en klimaaftale, som man ikke bare kan blive enige om internt, men som også gerne skulle være tilstrækkeligt radikal til at den virkelig formår at vende den nu meget uholdbare udvikling.

Hvor efterhånden alt tyder på, at man når frem til en eller anden form for aftale, så kan man være mere i tvivl om det sidste – om vi vitterligt er i stand til at sige: det er den nødvendige indsats, det gør vi. Men som jeg ser det lige nu, er det vigtigste at få en aftale, hvor man kommer i gang på alle fronter. Om vi så i den rige verden skal nå en 80%, 90% eller 120% reduktion i 2050, det kan man finjustere hen ad vejen. Vi kan håbe på, at vi inden længe vil se positive energipolitiske ‘tipping points’, for eksempel hvor el-bilen bliver billigere end benzinbilen, hvor vi lærer at høste og håndtere den vedvarende energi på så enkel en måde, at transformationen til et CO₂-neutralt samfund bliver enkel og i stor udstrækning selvgenererende. Men som det er nu, kræver det politisk vilje, og det kræver økonomisk stimulans.

Jeg har herunder samlet dels tre små videoer, hvor UNFCCCs leder Yvo de Boer opsummerer konferencens tre første dage, dels en række links til artikler, som belyser nogle de mange delemner, der behandles undervejs. Atolsamfundene har deres særlige session, hvor de gør opmærksom på, at der skal handles radikalt, nu, hvis de skal overleve. Man kan også efter de første dage spørge sig, om Polen har fået lovning på et atomkraftværk for ikke at bruge sin vetoret i EU?

Men selvom der i disse dage fra flere sider udtrykkes tvivl, om man når at få alle kommaer endeligt på plads inden København næste år, så er udsigterne til en reel aftale langt bedre end for et år siden, efter at USA med Obamas valgsejr er trådt ind i de seriøse nationers rækker. Selv Kina synes i disse dage at vedkende sig nødvendigheden af en global aftale.

Læs mere »

Her op til COP14 i Poznan har Greenpeace lavet en ny rapport, The True Cost of Coal, som fokuserer på prisen på kul. Kul er i udgangspunktet en billig energikilde – det er en af grundene til at det er så svært at lade den ligge i jorden. Men den sviner og ødelægger vores helbred, vores skove, vores klima og vores fremtid, og hvis man indregnede disse miljøudgifter, som nu er eksternaliserede, så prisen for 1 kWt fra et kulkraftværk ikke bare som nu skulle betale for den primære produktion, men også for at rydde op efter sig, så ville prisen blive en helt anden. Hele vejen i kulkredsløbet, fra brydningen i minerne til forbrændingen i fabrikker og kraftværker påfører kullene natur og mennesker store lidelser.

Og for nylig kom det frem, at en af grundene til, at ismassiverne smeltede langt hurtigere end hidtil antaget, er at isen ikke mere er hvid, men gråsnusket fra kulstøv fra ufiltreret kulafbrænding. Alene den grønlandske indlandsis bliver nu 2.000 km³ mindre om året. Hvis man breder det volumen ud over Danmark, ville det blive et isdække på næsten 50 m.

Ifølge The True Cost of Coal er de samlede eksternaliserede udgifter ved den nuværende afbrænding af kul på verdensplan 360 mia. euro pr. år.¹ Hvis politikerne tog sig sammen og lavede et økonomisk setup, som fuldt ud eksternaliserede denne udgift, ville kulafbrændingen blive så meget dyrere, at for eksempel regnestykket for at opføre et nyt kulkraftværk i Skotland ville se helt anderledes ud (se blog-indlægget: DONG på hårde stoffer).

Det står stadig klarere, at en vigtig del af at løse klimaproblemet er at finde løsninger, som gør, at vi lader kullene blive i jorden – i hvert fald indtil vi ved, hvordan vi skal afbrænde dem så al CO₂en forbliver under jorden.

I den nuværende situation vil prisen for at brænde alle kendte kulreserver af med den nuværende teknologi være et klimamæssigt ragnarok.

Som optakt til COP14 klimamødet i Poznan lavede Greenpeace derfor i forgårs en aktion, hvor de læssede et lille bjerg af sorte kul foran Sheraton-hotellet i Poznan, hvor en række af klimatopmødets ministre i disse dage holder møder, med stærke opfordringer til at kvitte kullene.

Jeg har hentet et par videoklip fra aktionen ind nedenfor:

Læs mere »

“Så snart jeg indsættes i embedet, kan I være sikre på, at USA endnu en gang vil engagere sig energisk i disse forhandlinger og hjælpe med at lede verden frem mod en ny æra af globalt samarbejde på området for klimaforandring«, sagde Obama i et videobudskab til et en klimakonference for amerikanske guvernører: “Det er nu, at tiden er kommet til at konfrontere denne udfordring en gang for alle. Udsættelser er ikke længere en mulighed. Fornægtelse er ikke længere en acceptabel respons. Risiciene er for høje, konsekvenserne for alvorlige”¹ (se video nedenfor).

Verden rundt har man kunnet læse en begejstring over, at Obama har givet denne klare melding om, at USA er klar til at arbejde målrettet mod udviklingen af en grøn økonomi, at USA er rede til at påtage sig lederskab overfor klimaproblemerne, og at Obama vil arbejde energisk for at få en god klimaaftale i hus. Obama har sagt, at USA inden 2020 vil være tilbage på 1990-niveau for CO₂-udledninger (man er i mellemtiden nået 14% over), og vil arbejde på en 80% reduktion inden 2050 i forhold til 1990.

Men lige præcis vores Klimaminister Connie Hedegaard har efterfølgende skoset Obama for, at det ikke er godt nok. Træerne vokser ikke ind i himlen, skriver hun på sin blog: “Den første foreløbige melding lyder, at USA’s udledninger skal stabiliseres i 2020 på niveau med 1990. Her har EU sat et mål, der hedder 20 procents reduktion i 2020 – og 30 procent som led i en global aftale. Så der er rum for forbedring på den amerikanske position. Men det er en væsentlig forbedring i forhold til den tidligere position, der hed, at USA ville stabilisere sine udledninger i 2025 – og først derefter skulle de falde. På den konto har man jo så allerede vundet 35 år.”²

Connie Hedegaard har tydeligvis håbet på mere. Hvis USA viser klarere vilje til hurtigere reduktioner, vil det klart styrke muligheden for, at også store lande som Indien og Kina vedgår bindende reduktioner. Men ser man på den hjemlige udvikling, så er vi pinligt langt fra den 21% reduktion, som vi ifølge Kyoto-aftalen har sat os for over 22 år. Vi ligger faktisk her få år før 2012 på stort set sammen niveau som i 1990, så vi skal ud at købe store mængder af kvoter for at klare vores lille del. Det at få vendt stigende amerikanske CO₂-udledninger til en 15% reduktion inden for de næste 12 år vil kræve en lang række beslutninger, som hver især er krævende. Set i lyset af, hvor svært det har været at vende udviklingen i de øvrige industrilaiserede lande, selv hvor man har prøvet, er det desværre et realistisk scenario, Obama fremlægger. Og … vi har stadigvæk ikke nogen dansk beslutning om 80% CO₂-reduktion i 2050 – dér er USA længere fremme end Danmark.

Læs mere »

Med bogen Biomimicry har Janine Benyus været en øjenåbner for mange. Fra at se mennesket som hersker over naturen – en selvforståelse, som koblet med industiraliseringens muligheder hastigt devaluerer kloden som livsrum – taler Benyus om at blive Nature’s Apprentice, at gå i lære ved naturen eller tage ved lære af naturen – vi må se at få lært overhovedet at være her, siger hun indledende i sit foredrag Brainstorming with Belugas ved en designkonference i Denver, 12. oktober 2007.

Naturen har gennem millioner af år udviklet tilpasningsmåder og optimeret funktionsmåder, som har vist deres duelighed, ikke blot for den enkelte art, men for helheden. Vi er med Benyus’ ord omgivet af genialitet, og vi har rigtig meget at lære. Når hun taler om biomimicry, er det ikke som banal efterlignelse, men som en procesforståelse, som en måde at gøre tekniske processer mere bioanaloge og menneskets tilstedeværelse i naturen mindre destruktiv, mere elegant, mere natur-lig. Hun slutter sin forelæsning med at sige, at vi må genopdage, hvad vi har glemt for længe siden, at vi er natur.

I Brainstorming with Belugas giver Janine Benyus en god indføring i biomimicry og nødvendigheden heraf. Siden bogen Biomimicry udkom i 1997, har hun samarbejdet med en hel række firmaer, som på forskellig vis bruger disse nye indsigter i deres arbejde, så på en række områder bliver vi langsomt bedre til at gøre ting mere på naturens ofte meget elegant-effektive måde. Hendes agiterede lytten til naturens hemmeligheder, hendes læsning af naturfænomener og deres mulige anvendelse, hendes absorberen, kombineren, iagttagelses- og fortælleglæde om naturens bidrag til aerodynamisk og strukturel optimering, opløsningsmiddelfri limtyper, selvtætnende rørledninger, funktionelle (pigmentfri) farver, selvrensende flader og lavenergi-CO2-bindingsteknologi … er kort sagt smittende. Så glæd dig til en god halv time i begavet selskab.

Læs mere »

Peak Oil har i de senere år har været diskuteret intenst, ikke mindst i USA. Og kurven (den sorte linje) herover viser, hvordan den amerikanske olieproduktion kulminerede omkring 1970 med 9,5 mio. tønder olie pr. dag. Siden da er produktionen faldet til lige godt 5 mio. tønder pr. dag, samtidig med at forbruget er stadig stigende. Dette har medført, at USA fra at være verdens største olieeksportør, er blevet verdens største olieimportør.¹

De røde søjler viser opdagelsen af nye oliefund, som i USA kulminerede allerede i mellemkrigsårene – og de reserver, USA i dag kan regne med at finde, er i stadig højere grad olieforekomster, som det er meget dyrt at udvinde, som forbruger meget vand og energi at udvinde, og som har store miljømæssige omkostninger at udvinde.

Herover ser man med blå det amerikanske olieproduktion, og med rødt den forventede fremtidige amerikanske olieproduktion. Den orange linje viser det amerikanske forbrug. Der er således tale om en fuldstændig uholdbar afhængighedssituation, som amerikanerne har håndteret så ubegavet, at det har ført til ‘krigen mod terror’. Drill, drill, drill, lyder det i disse måneder i USA, som ‘løsningen’ på de stadig stigende benzinpriser. Men etableringen af nye oliefelter i Alaskas tundra og langs kysterne eller skrælning af store landskaber for at udnytte oliesand-forekomster, som man hidtil har vurderet ville have for store omkistninger (og miljøomkostninger) at udnytte, vil ikke ændre det mindste ved, at eneste reelle løsning er en fuldstændig afvikling af de industrialiserede lands fossile afhængighed inden for de allernærmeste år.

Læs mere »

Richard Heinberg, som i en årrække har beskæftiget sig med Peak Oil, udgav i 2007 bogen Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines. Han ser heri på, hvordan ikke blot den fossile energi, men en lang række andre ressourcer i de kommende år vil blive så begrænsede i forhold til efterspørgslen, at det vil udløse store prisstigninger og potentielt krig.

Vi har set det med olien, både prisstigningerne, og det ubehagelige faktum at et land som Danmark er blevet trukket i krig for at forsvare olieinteressser. Ifølge Heinberg står vi overfor tilsvarende forsyningsproblemer, når det gælder mad, jord, vand og en hel række basale ressourcer, som i virkeligheden er langt mere fundamentalt nødvendige for vores overlevelse end olien.

I forbindelse med introduktionen af bogen var Heinberg blandt andet på New Zealand, og nedenstående video stammer fra hans præsentation i Orewa 09.10. 2007. Præsentationen findes kun på YouTube, hvor man kan have max. 10 min. videosekevenser, så hans præsentation af Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines kommer i 6 dele nedenfor.

Heinbergs analyse af det 21. århundredes ressourcesituation nærmer sig en dystopi – og det ser ikke for godt ud, når man som han pudser krystalkuglen. Heinberg lyder da heller ikke specielt optimistisk, når han afsluttende (del 6) søger han at give et rids af de nødvendige forandringer for at føre verden godt videre: Der er simpelthen ikke noget håb for ‘Business as usual’, siger han. Vi må forberede os på svære tider. Vi er nødt til at justere vores forventninger til fremtiden efter virkeligheden – som er de begrænsninger, som findes i naturkapitalen (the natural world). Vi har i årtier har levet langt over evne, og at bringe vores levevis tilbage i det muliges (det bæredygtiges) rum vil i Heinbergs perspektiv forudsætte gennemgribende forandringer, som er mulige, men som vil kræve store ofre og store forandringer af vores adfærd og bevidsthed – og kræve mobiliseringen af det bedste i mennesker at gennemføre.

Heinberg viser afsluttende en liste over ting, som ikke har peak’ed (billedet til højre): Fællesskab, personlig integritet, tilfredsstillelsen ved veludført arbejde, international solidaritet, samarbejde, fritid, lykke, kreativitet og urban skønhed. Til den liste kunne man ønske sig at tilføje kærlighed.

Der er kun meget lille sammenhæng mellem energiforbrug og lykke/tilfredshed. Kunne vi afkoble forbindelsen mellem vores forbrug og materielle besiddelser og vores oplevelse af tilfredsstillelse, lykke og af betydningfuldhed, har vi taget et vigtigt skridt videre fra den nuværende globale ubalance. Men det kræver en helt anden etik fra reklamebranchen, som systematisk imprægnerer os med velsignelsen ved at besidde de mange objekter, som er hastigt i færd med at omdanne planeten til losseplads.

Læs mere »

Den amerikanske miljøforfatter og miljøaktivist Bill McKibben har lavet en video-hilsen fra en flodbåd i Shanghai om (nødvendigheden af) 350 ppm – den koncentration af CO₂ i atmosfæren på 350 parts per million, som ledende klimaforskere i dag præciserer, at det er nødvendigt at vendetilbage til for at sikre klodens ismasser mod afsmeltning.

Han kommer ganske langt omkring på de 350 sekunder, starter med hans opvækst i New Hampshire, hvor vinteren i dag er tre uger kortere end da. Siger under vejs, at hvis vi når vi en for en skifter vores glødelyspærer ud med sparepærer står med en snigende fornemmelse af, at det ikke er nok, så er det fuldstændig rigtigt. Der er brug for en klar politisk handling fra de ansvarlige politikere. Og der er brug for serier af politiske manifestationer, som kan styrke politikene i at lave den nødvendige aftale på klimatopmødet næste år, som kan langtidsstabilisere klimaet og sikre en bæredygtig fremtid.

Læs mere »

Nedenstående video stammer tilbage fra 1992, hvor den da blot 12-årige Severn Cullis-Suzuki sammen med tre veninder samlede penge ind for at kunne tage til Rio for at deltage i det FN topmøde, hvor i sin tid Agenda 21 blev vedtaget.

Hendes seks minutter tale ved topmødet brændte stærkt igennem. Den blev modtaget med stående ovationer og kaldte tårerne frem ved mange af de delegerede. Servern henvender sig meget direkte til alle verdens voksne: “Losing my future is not like losing an election or a few points on the stock market. I am here to speak for all generations to come,” siger hun med en insisterende alvor til forsamlingen. Den sætning, som måske står klarest tilbage, er: “If you don’t know how to fix it, please stop breaking it”.

Det er værd at gentage i dag, 16 år efter. I det hele taget er det en god tale regelmæssigt at vende tilbage til, for at genkalde grundindsigten for Agenda 21, at vi lever på samme en klode, at vi må lære at bruge den varsomt og dele den med hinanden og de kommende generationer.

Læs mere »

For at sige det lige ud, er det rent ud sagt pinligt, at vi i Danmark som vært for klimaforhandlingerne om Kyoto-aftalens afløser endnu ikke har formået at få iværksat en reduktion af vores CO₂-udledninger. Frem mod år 2000 var der ellers en faldende tendens som del af en systematisk indarbejdning af vedvarende energikilder, men kombinationen af eskalerende forbrug i højkonjunkturtider og en VK-regering, som med lomborgsk arrogance over for klimaproblematikken satte den danske udvikling på energiområdet på stand by, har medført, at de danske CO₂-udledninger i de seneste år har været stigende. Vi udleder således stadig som i 1990 omkring 50 mio. ton CO₂ pr. år – eller omkring 10 gange mere pr. person end vi burde. Og hvis man indregnede flytrafik, skibsfart og udflagning af CO₂-tung produktion til lande som Kina, som alle tre er vokset kraftigt de senere år, ville regnestykket se endnu mindre flatterende ud.

Det er derfor befriende at læse syv anbefalinger fra Ingeniørens Klimaråd, som viser, hvordan vi på blot et år kan klippe 3,5 mio. ton CO₂ af de danske udledninger. De syv initiativer vil i de kommende 10 år have en sænkende effekt på 1,1 mio. ton pr. år, så vi over 10 år ville nå ned på omkring 35 mio. ton CO₂ pr. år, eller en besparelse på 30% i forhold til i dag. Det ville vi godt kunne være bekendt – det er omlægningskadencer i den kaliber verden har brug for – og det ville ved sideløbende at inddrage andre sektorer være muligt inden for de samme ti år at nå endnu længere ned.

De syv anbefalinger bliver i Klimarådets anbefalinger opsummeret i 7 konkrete punkter:

Læs mere »

“Lige meget hvem vi er, eller hvor vi er, er vi alle stærkt forbundne gennem vor tids største udfordring: klimaforandringer. Vi har løsningerne, Amerika er klar, men videnskaben siger, at vi står i et kapløb med tiden. [Ved] dette valg: forpligt vores ledere i Washington til at stå sammen med os, til at handle, nu.”

Sådan indledes opfordringen fra Brighter Planet til at lave små 30 eller 60 sek. video-bidrag om klimaforandringer til det amerikanske præsidentvalg:

Climate Matters, en 1:00 min. intro fra Brighter Planet til video-konkurrencen på Vimeo.

Imellem de allerede uploadede bidrag finder man en dukkefilm som Green to Blue; et indslag som iCare er lavet af en 4.-klasse, mens Nikos på blot 10 år har forestået videoen “save it”. Der er kunstnerisk set eksperimentelle videoer som Warming 2098, og Warming 2099, og Roger Doiron foreslår med This Lawn is your Lawn at anlægge en køkkenhave foran det Hvide Hus.

Se et udvalg af de upladede videoer herunder:

Læs mere »