Strøtanker om bæredygtighed

Der er netop udkommet en rapport fra USGCRP (United States Global Change Research Program) om klimaforandringer i USA – dels de klimaforandringer, man allerede i dag kan iagttage, dels hvad man med den nyest tilgængelige viden forventer, at fremtiden vil bringe af klimaforandringer ved henholdsvis et markant CO₂-reduktionsscenario og et business as usual-scenario.

Rapporten tegner et forstemmende billede. Selv hvis USA sammen med resten af verden beslutter (og efterlever) en stærk klimaplan, vil et land som USA opleve markante klimaforandringer i de kommende år, og hvis den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer ikke bringes til ophør inden for ganske få år, vil der være tale om voldsomme forandringer, som vil give størstedelen af USA en markant anden karakter end i dag. I nord vil tundraegnene tø, med accelerende metanudledninger og klimaforandringer til følge, umiddelbart syd herfor er det store bælte af nåleskove i fare for sammenbrud. Nedbøren vil falde mere sparsomt og mere ujævnt fordelt, og ørkenagtige tilstande vil udvikle sig i de sydvestlige egne. Store skovområder vil være stærkt udsatte for skovbrande, og mange steder vil varmen stige voldsomt, så temperaturen i store dele af året vil nå over 40ºC i dagtimerne, mens millioner af mennesker langs øst- og sydkysten står overfor at måtte flytte på grund af stigende oceaner.

I videoen nedenfor, som varer en lille time, bliver USGCRPs rapport introduceret af en af Obamas nærmeste rådgivere, John Holdren, samt en række af de eksperter, som står bag udarbejdelsen af rapporten Global Climate Change Impacts in the United States.

Læs mere »

Klimaforandringer har allerede haft alvorlige konsekvenser for mennesker på kloden i dag, men det er en ’stille krise’. Den bliver sjældent omtalt i mediernes dækning af klimakrisen. Det skyldes tildels at det er et overset område af forskningen, hvilket igen skyldes at klimaforandringsdebatten har været stærkt fokuseret på de fysiske, langtidseffekter af klimaforandringer ude i naturen – fra smeltende isbjerge til uddøende dyrearter.

Det er hovedbudskabet i en ny Human Impact Report om klimaforandringer – The Anatomy of a Silent Crisis. Rapporten er fra den uafhængige tænketank, Global Humanitarian Forum, hvis formand er den tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, og som har hovedsæde i Geneve, Scwheiz.

Meningsmålinger viser at folk verden over allerede er bekymrede over klimaforandringer. Samfund som eksisterer i klimaforandringens ’frontlinje’ er dog mere end bekymrede: De ser og oplever forandringerne på nærmeste hold. Men opmærksomheden omkring konsekvenserne af klimaforandringer er stadig lav, globalt set, også blandt de fattige. Og i de industrialiserede lande bliver klimaforandringer stadig anset hovedsageligt for et miljøproblem, som en fjern trussel der måske kommer til at betyde noget i fremtiden – for dyr og for naturen, men ikke for mennesker.

Men klimaforandringer betyder allerede noget nu for mennesker, særligt for de fattigste. I Bolivia truer afsmeltningen af bjergenes gletsjere således allerede drikkevandsforsyningen både på landet og i hovedstaden, La Paz:

Kilde: Global Humanitarian Forum på YouTube

Læs mere »

Nogle gange er det velgørende at se tingene lidt fra oven. Den franske fotograf Yann Arthus-Bertrand, som står bag fotobøger som Jorden set fra Himlen, har nu lavet filmen Home. Som Arthus-Bertrands fotografier er filmen Home kæder af uudgrundeligt smukke billedfortællinger, som med deres dobbelte insisteren på, at vi forstår, hvad vi ser, og at vi lader os fascinere af, hvad vi ser, virker stærkt tilbage på vores egen tilværelse og de konsekvenser vi må tage, for at al denne skønhed, hele dette forunderlige spindelsvæv af livsformer og livsbetingelser, som er opstået gennem årmillioner, ikke blot bukker under for menneskelig grådighed og uvidenhed.

Som det hedder i oplægget til filmen: “Vi står i en ekstraordinær situation. Videnskabsmændene siger, at vi kun har ti år til at forandre vores levevis, undgå nedslidningen af de naturlige ressourcer og den katastrofale udvikling af klodens klima.” Arthus-Bertrands fugleperspektiv er på ingen måde livsfjernt – tværtimod kommer vi med filmen tæt på på steder, vi ellers aldrig ville komme.

I filmen siges det (18:20), at der stadig i dag er 1,5 mia. mennesker, som lever som før industrialiseringen, som en del af klodens levende system – eller flere end i alle verdens rige lande tilsammen. Spørgsmålet er her, hvem som skal lære hvad af hvem? Vi i den rige ende af verden får i hvert fald med denne film en række billeder af den indre skønhed, som følger tilværelser, som er væsentligt mere skånsomt indlejret i biosfæren end den insdustrialiserede verden.

Home er et flot eksempel på en non-profit-film, hvor års arbejde stille frit til rådighed. Se den, man bliver varm om hjertet af den.

Læs mere »

Over alt i troperne fældes der hver dag store regnskovsområder for at tilfredsstille et umætteligt globalt behov for eksotiske træsorter og nye arealer til dyrkning. På én måde forståeligt, men det har store konsekvenser for biodiversiteten, og tabet af regnskov fører til store udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. Det tragiske er, at jorden under de frodige regnskove viser sig bedrøveligt næringsfattig, hvorfor dyrkningen af de ryddede jorder ofte må opgives efter kort tid på grund af manglende frugtbarhed. Men i urskovsområderne finder man indimellem steder med terra preta, en ‘sort jord’ skabt af indfødte, som langt tilbage i tiden har kendt til en teknik med at blande trækul i det øverste jordlag. Dette hjælper med at holde på jordens fugtighed mikroorganismer og næringsstoffer, og på disse jorder har man år efter år kunnet dyrke med stort udbytte.

Samtidig binder trækullene store mængder af den CO₂, som planterne gennem fotosyntesen hiver ud af atmosfæren, så fremstilling af trækul, eller biochar, har i lyset af klimaudfordringen fået en ny opmærksomhed: Kan de være med til at løse både problemerne med de for store mængder af drivhusgasser i atmosfæren og det industrielle landbrugs udpinte jorder.

I morges havde jeg en yderst interessant samtale med to mennesker fra Carbon Diversion Inc., som står med en færdigudviklet teknologi til fremstilling af biochar: Hvad er trækullenes rolle i at hive CO₂ ud af atmosfæren, få CO₂ tilbage i landbrugsjorden og gøre jorden mere frugtbar. Hvor passer biochar ind i billedet? Hvornår skal der komposteres, hvornår skal der afleveres til forbrændingsanstalten (og vores fjernvarme), og hvornår er det relevant at lave biochar? Kunne man forestille sig, at der i fremtidens affaldssystem blev kildesorteret, så noget gik til biochar, andet til formuldning?

Forkulningsprocessen kan udføres i alle skalaer, fra små gryder og tønder til store industrielle anlæg. Kunne vi få den situation, at kviste og blade fra byens gadetræer og facadeplanter gik tilbage til landbrugsjorden som biochar, og byvegetationen dermed var med til at trække CO₂ ud af atmosfæren og styrke landbrugsarealernes frugtbarhed? Så ville der være endnu en god grund til at styrke vegetationen over alt i det urbane landskab.

Vi nåede ikke til nogen endelig afklaring, men jeg vil meget gerne være med til at etablere forsøg med biochar som del af byens affaldshåndtering. Som jeg ser det, bør så meget som muligt af vores organiske affald, som er egnet dertil, principielt vende tilbage på markerne som kompost. Men i virkeligheden er der en masse af vores organiske affald, som er pesticidramt, som har risiko for snyltekredsløb og smittefare, har let ved at give lugtgener osv. Her kunne forkulningsprocessen dels være en helt relevant renselsesproces, dels gøre den videre transport langt enklere. Så jeg hører meget gerne overvejelser om, hvordan biochar er rigtigst indplaceret i byens kredsløb med naturen.

Ifølge Wikipedia kan biochar binde CO₂ i jorden i tusindvis af år. Moderne biochar fremstilles ved pyrolyse, en opvarmning af biomasse i iltfattige omgivelser. Dette kan kombineres med produktionen af biobrændstof i en proces, som er exotermisk (netto energiproducerende) – giver 3-9 gange mere energi end der er tilført – samtidig med at den er CO₂-negativ. Derfor ser klimaforskere biochar som en del af løsningen, hvis vi ikke blot skal mindske stigningen af CO₂-koncentrationerne i atmosfæren, men reducere den til på bare lidt længere sigt førindustrielle niveauer.¹

Nedenfor er der en video om biochar produceret af International Biochar Initiative til COP14 i Poznan december 2008. Læs mere »

The secret of El Dorado er en dokumentarfilm fra BBC, som forfølger den civilisation, som eksisterede i Amazon-området frem til spaniernes ankomst i begyndelsen af 1600-tallet. De første spanske opdagelsesrejsende berettede om bysamfund på størrelse med de største, man kendte fra Spanien. Men blot få årtier senere var disse samfund borte, sandsynligvis bukket under for europæiske virussygdomme.

I filmens antropologisk-arkæologiske afdækning bliver terra preta, den sorte jord, selve grundbetingelsen for civilsationsdannelsen i Amazon-området. Befolkningen har i stor udstrækning brugt at blande trækul i jorden for at give den frugtbarhed, og stadig kan man i dag, 400 år efter, spore dette kolossale jordforbedringsarbejde. Frem for den nuværende borthugst af regnskov, som ud over tømmerhugsten kun giver golde jorder med pauvert udbytte, ligger der i genoptagelsen af denne urgamle terra preta-teknik et stort potentiale i at øge fødevareproduktionen og standse rydningen af uvurderlig regnskov.

Terra preta behandles i dokumentarens sidste 20 minutter (29:29 min. ff.).

Læs mere »

Bill McKibben taler ved Yale Divinity School, o3.04.2009.

Dette resume af en forelæsning ved Yale Universitys teologiske fakultet stammer fra Yale Universitys klimablog 360e, som løbende bringer en række spændende indlæg. Hans interview med environment360s redaktør  Roger Cohn den 23. april  findes oversat i det efterfølgende blog-indlæg: Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse.

Der er netop i dag kommet tal, som viser, at lige godt 1 mio. danskere 28. marts slukkede for lyset i anledning af Earth Hour. I København var hele 35% af byens befolkning med til at slukke lyset.

Endda var for eksempel Politiken netavis hurtigt ude med lakonisk at konstatere, at det dårligt kunne ses på el-forbruget.¹ Og Kristeligt Dagblad kalder det klimapop.² Ikke desto mindre er det et stærkt signal. Det er symbolpolitik, og der ligger en vigtig markering i, at 1 mio. danskere, eller langt flere end noget dansk parti kan mønstre af stemmer ved et folketingsvalg, står sammen om en sådan markering.

Nedenfor er der tre små YouTube videoer fra Earth Hour 2009, som Sluk Lyset-kampagnen hedder ude i den store verden. Først en lille samling postkort med lys, der bliver slukket verden rundt. Dernæst fortæller den emgelske klimaøkonom Sir Nicholas Stern, hvorfor Earth Hour er vigtig: Det er en mulighed for verdens befolkninger for at lægge pres på regeringer verden rundt om at tage klimaudfordringen alvorligt. Det vil de ifølge Stern simpelthen ikke gøre, hvis ikke der er et massivt folkeligt pres. Stern er fadder til den engelske klimaplan, som i dag står mere konsekvent i sin klimamålsætning end stort set alle de andre store økonomiers. Og Stern er manden, som i de senere år igen og igen har påpeget, dels at vi må regne med fremover kun at have ét ton CO₂ hver at udlede, dels at jo mere vi nøler, jo mere ubetalelig bliver prisen.

Læs mere »

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige State of the World-rapport fra WorldWatch Institute med undertitlen Into a Warming World, afholdt instituttet sit 13. årssymposium. Der er tre videoer tilgængelige fra symposiet. den første rummer blandt andet åbningstalen af IPCCs formand Rajendra Pachauri. I anledning af, at den kommende klimaaftale skal underskrives i København til december, efterfølges han af Bo Lidegaard, den danske statsministers førsterådgiver i klimaanliggender. De to indledende indlæg giver tilsammen et godt billede af, hvordan IPCC og den danske regering arbejder mod til december at kunne etablere en global klimaaftale i København.

Parallelt med den første video kan man følge Pachauris PowerPoint slides.

Den anden video er for så vidt langt mere interessant. Man kan her under temaet The Perfect Storm møde Tom Lovejoy, leder af biodiversitetsafdelingen af The Heinz Center, Sara Scherr, leder af Ecoagriculture Partners, samt Bill Hare, Visiting Scientist, The Potsdam Institute, som står bag det tankevækkende klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, som udgør kapitel 2 i WorldWatch Institutes netop udkomne årsrapport 2009. (se tidligere blog-indlæg: Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning).

Spændet mellem den første og den anden video viser tydeligt det markante spænd, som i dag eksisterer, mellem hvad politikerne arbejder for (og fremdrager som nødvendigt) og hvad videnskaben fremhæver som nødvendigt. Klimavidenskaben er i dag er entydig om, at en CO₂-koncentration på 450 ppm kun er et skridt på vejen, og at vi skal tilbage under 350 ppm for at bremse klimaforandringerne. Og for eksempel Bill Hare påpeger det ønskværdige i på længere sigt at vende tilbage til et førindustrielt niveau på blot 280 ppm, hvis vi vil langtidsstabilisere klimaet.

Der er en gryende forståelse også i det politiske system af, at vi må sigte på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: 350 ppm vinder fodfæste i Poznan). Men IPCC er på godt og ondt et langsommeligt arbejdende konsensus-apparat, som reagerer langt meget sendrægtigt på nye forskningsresultater end de enkelte institutioner og forskere. Derfor kan vi stadigvæk risikere, at den kommende klimaaftale i København, som i høj grad er en aftale om det politisk mulige, vil blive bygget op om en målsætning på 450 ppm og ikke 350 ppm. Ikke dårligt set i forhold til, at CO₂-koncentrationen sandsynligvis vil nå op omkring 1.000 ppm omkring år 2100, hvis man blot fortsætter afbrændingen af fossile brændstoffer uantastet. Men samtidig ikke tilstrækkeligt til at opnå stor sikkerhed for, at klimaudviklingen ikke når tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver selvaccelererende. Fra videnskabens side står det i dag klart, at 450 ppm ikke er tilstrækkeligt til at sikre os mod en række alvorlige klimaforandringer, som vil gribe ødelæggende ind i livsvilkårene for et meget stort antal mennesker, dyr og planter.

Ifølge Bill Hare giver 450 ppm os kun knapt 50% sikkerhed for at vi holder os under en opvarmning på 2º – vil vi have en sikkerhed på 70-80%, skal vi sigte på 350 ppm, hvilket igen indebærer, at vi i løbet af få årtier må udvikle CO₂-negative samfund, som gennem deres aktivitet absorberer mere CO₂ end de producerer. Her er ikke mindst Sara Scherrs rids af mulighederne og udfordringerne i landbrugssektoren yderst interessante.

Den tredje video viser Christopher Flavin, moderator, Janet Sawin, Senior Researcher, Worldwatch Institute, Satu Hassi, medlem af EU-parlamentet, Malini Mehra, Centre for Social Markets, India, samt Yingling Liu, Kina-ekspert ved WorldWatch Institute. De tre videoer er introduceret af Robert Engelmann, leder af WorldWatch Institute.

13th Annual State of the World 2009 Symposium, Washington 15.01.2009.

På Google kan man finde fire uddrag den hollandske dokumentarfilm Call of the Mountain, som giver et godt portræt af mennesket og økofilosoffen Arne Naess og den Deep Ecology-bevægelse, som han var med til at grundlægge. Arne Næss’ tænkning har betydet utrolig meget for min økologiske forståelse og for hele den holistiske dimension som førte til opstillingen af Agenda 21.

Bjerge stod centralt i Arne Næss’ tilværelse, igennem hele sit lange liv vandrede han i bjergene, og hans færden vækker nogle gange mindelser om de japanske yama-bushi, ‘bjerg-krigere’, for hvem bjervandringer er et meditativt ritual.

Dokumentaren fra 1997 er delvist optaget ved Næss’ bjerghytte ved Tvergastein (se nedenfor).

Læs mere »

Nedenstående video stammer fra en forelæsning, som James E. Hansen holdt for WorldWatch Institute 21. juni 2008. Hansen er leder af Goddard-instituttet ved det amerikanske rumfartsinstitut NASA, hvor han i en menneskealder har forsket i klima og klimaforandringer. For godt 20 år siden var han således blandt der første til at rejse problemet med de stigede udledninger af drivhusgasser overfor det politiske system.

Video-sekvenser på YouTube kan maksimalt være 10 min. så Hansens forelæsning er delt i fem dele: Stop using Coal, A Climate Tipping Point, The Impacts of Climate Change, The Past 20 Years samt Senator Timothy Wirth. Tilsammen giver de et eminent godt rids af den udfordring, vi står overfor, hvis vi vil vende udviklingen. Vi er ifølge klimatologerne meget tæt på såkaldte ‘tipping points’, hvor klimaforandringerne bliver selvaccelererende. Derfor er vi ifølge Hansen nødt til at håndtere klimaudfordringen med andet og mere end procentvise CO₂-reduktioner. Vi må se på kildernes natur, og vi må stoppe afbrændingen af kul (opførelsen af nye kulkraftværker), som erden fossile brændselsform, som giver størst udledninger af CO₂ per indhøstet energienhed, indtil vi har udviklet en CCS-teknologi, som kan tilbageholde størstedelen af CO₂-udledningerne ved afbrænding af kul.

Læs mere »