Strøtanker om bæredygtighed

I dagene efter klimatopmødet i København har der været talt meget om, hvem som havde skylden for, at den klimaaftale, som kom ud af to ugers forhandlinger, blev så hovedrystende utilstrækkelig, som tilfældet var: De rige lande, de fattige lande, de hurtigt voksende U-lande, Sudan, Kina, EU, USA, forberedelserne, den danske ledelse – der er næsten ikke den enhed, som ikke har fået sin del af skylden. Og omfanget af mudderkasteriet er nok et godt mål for graden af utilfredshed med det opnåede. For selvom de fleste kan være enige om, at det trods alt var vigtigere at få begyndelsen til en aftale igennem end slet ikke at få nogen form for aftale, så må alle medvirkende stå med en dårlig smag i munden over det opnåede. For den aftale, som er indgået, løser ikke det den skal, den globale klimaudfordring.

En af de klare skydeskiver har været USA. Havde Obama og amerikanerne givet den politiske behandling af klimaspørgsmålet førsteprioritet i stedet for en sundhedsreform, så man forud for COP15 havde kunnet give klare udmeldinger og stærke bindende tilsagn, havde billedet sandsynligvis set noget anderledes ud. Nu synes de kortsigtede egeninteresser at have vundet og to største lande målt i udledninger, USA og Kina, at have indgået en form for underhåndsaftale om, at ja, der skal laves en eller anden aftale, hvis ikke det skal gå helt galt med det klima, men nej, den skal ikke være for forpligtende, i hvert fald ikke for os selv lige nu. For begge lande er det at indordne sig et globalt fællesskab – i hvert fald når vi taler om bindende aftaler – lidt af en kamel at sluge.

Obama leverede sit budskab med vanlig veltalenhed. Den sætning i hans tale, som for mig bliver stående, rummer hele problemstillingen i sig: “The question, then, before us is no longer the nature of the challenge – the question is our capacity to meet it.”

… der er ikke mere tvivl om klimaudfordringens natur, kun om vores evne og vilje til at møde den. Og han understregede alvoren i denne konstatering ved at komme med et amerikansk tilsagn, som lige præcis udtrykker manglende evne og vilje til at møde klimaudfordringen. For de 17 % i 2020, som han lover, er kun nogle ganske få procent i forhold til 1990, som ellers bruges som basisår. Omvendt er det meget realistiske målsætninger, hvis man ser på, hvor svært det har været at få vendt udviklingen i de øvrige vestlige lande.

Men her følger Barack Obamas fulde tale i Bella Centeret:

“Good morning. It is an honor for me to join this distinguished group of leaders from nations around the world. We come here in Copenhagen because climate change poses a grave and growing danger to our people. All of you would not be here unless you — like me — were convinced that this danger is real. This is not fiction, it is science. Unchecked, climate change will pose unacceptable risks to our security, our economies, and our planet. This much we know.

The question, then, before us is no longer the nature of the challenge — the question is our capacity to meet it. For while the reality of climate change is not in doubt, I have to be honest, as the world watches us today, I think our ability to take collective action is in doubt right now, and it hangs in the balance.

I believe we can act boldly, and decisively, in the face of a common threat. That’s why I come here today — not to talk, but to act.

Læs mere »

350-formation på Rådhuspladsen i København.

I alt var der mere en 5.200 steder i verden klima-events, som markerede nødvendigheden af en radikalt ny klimakurs. Med 350-events i 181 lande (ud af verdens i alt 192 lande), er det den hidtil største klima-manifestation, og et stærkt signal til politikerne om, at verden er rede til et markant kursskifte.

350 ppm er den koncentration af CO₂, som atmosfæren skal tilbage på, hvis vi skal sikre klimaudviklingen mod at løbe løbsk.

Samtidig blev der lavet et stort nul på Rådhuspladsen , som her ses sammen med et stort fem-tal fra Indien og et stort tre-tal fra New Zealand – som en illustration af, at alle lande i verden må arbejde sammen for at vi kan langtidsstabilisere klimaet.

Herover er det tre-, fem- og nul-formationer fra henholdsvis Jordan, Palestina og Israel.

Herunder er det en række eksempler fra hele verden af markeringer på dagen.

Læs mere »

Mandag-tirsdag i den kommende uge er der verden rundt premiere på klimafilmen Age of Stupid. For et par uger siden havde jeg mulighed for at se Age of Stupid, og uden at ville røbe noget om filmen, er det er kort sagt en yderst vedkommende film. Hvor Al Gores An Inconvenient Truth ville belære os om, hvad klimaforandringer er for noget, og hvor galt det kan gå, er Age of Stupid med sit tilbageblik fra 2055 på nutiden (The Age of Stupid) en bidende analyse af de mønstre i vores bevidstheds- og magtstrukturer, som gjorde, at det gik galt.

Titanic-drama eller dystopi … i den ydre fortælling begge dele, men alligevel slet ikke, for filmens grundopstilling peger fornemt ind til, hvorfor vi ikke gjorde noget ved klimaforandringerne, da vi havde chancen? – og giver os dermed en chance for at vælge om. Filmens instruktør Franny Armstrong har sat alle sejl til, for at det ikke bare skal blive verdens største premiere-visning, men at Age of Stupid bliver en del af en bevægelse mod at gøre noget her og nu. I forlængelse af den forpremiere, som filmen har haft i England, er der således opstået et 10:10 initiativ med bred tilslutning om, at vi skal skære 10% inden 2010.

Reducerede alle på den led deres udledninger med 10% om året, ville vi i løbet af blot ti år nå et vendepunkt, hvor CO₂-koncentrationen i atmosfæren igen kunne begynde at falde, og vi ville ikke nå ret langt over 400 ppm i samlet CO₂-koncentration før udviklingen vendte til det bedre. Det er den slags, som kunne sikre biodiversiteten og fremtidens levevilkår, men det vil kræve nogle ganske radikale omlægninger, måske ikke første år og andet år, men på et tidspunkt meget snart.

Men se traileren herunder, og se filmen i virkeligheden. Den går i Planetariet, men der er udsolgt til premieren tirsdag aften.

Læs mere »

Kevin Buckland fra 350.org, som igennem et par måneder omkring Klimatopmødet i december næsten flyttede ind i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns kælder på Rådhuspladsen 77, sendte her til morgen en mail med link til denne video. Her får fire kunstnere på blot to minutter fortalt en hel masse om nødvendigheden af 350 ppm på en vidunderligt charmerende måde.

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab.

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Læs mere »

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde. Læs mere »

I denne måned er der mulighed for at se flere spændende film i Cinemateket i København om klima og miljø.

Yann Arthus-Bertrands ‘Home’ – Fantastisk film om den truede jord optaget fra luften i 54 lande med fire filmhold over 21 måneder. Introduktion og debat den 19. og 25. august. Se omtale i et tidligere blog-indlæg: Yann Arthus-Bertrand: Home.

.
Du kan også se filmen i høj kvalitet på YouTube her.

Foruden Home er der også en anden, lidt anderledes, men ikke mindre seværdig film på programmet i Cinemateket:

The Age of Stupid – Dokumentar møder elementer af science fiction og animation i bemærkelsesværdig klima-film, der har som mål at skabe 250 millioner klimaaktivister! Med online videokonference. 23. august kl. 14.30. Historien om filmen er mindst ligeså bemærkelsesværdig som filmen selv. Den er nemlig lavet af ‘amatører’ og finansieret af såkaldt crowd-funding.

The Age of Stupid – trailer.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Borking, Lars: “Dumhedens tidsalder”, Information 19.08.2009

Vi lever på en kompetent planet, omgivet af genialitet – naturens genialitet – vi er en del af en brillant planet, som formår at organisere gigantiske projekter år efter år, uden management-skoler og top-down styring, med masser af kærlighed … åbner Janine Benyus sit seneste bidrag til TED-konferencen fra juli i år: Biomimicry in Action.

Biomimicry er i mine øjne et af de vigtigste nye vidensområder. Biomimicry er en møjsommelig systematisk aflæsning af naturens funktionalitet og organisationsmåder udviklet gennem millioner af år, koblet med vores måde at gøre ting på i den tekniske verden – med en udtalt (systemisk) sans for helheden. Hvor naturen ikke mindst i de seneste århundreder er blevet formet af teknologien, ser vi her teknologien tage form og inspiration fra naturen. En dybt nødvendig proces, hvis vi skal blive bare lidt bedre til at efterleve Agenda 21s bud om at dele ikke bare med vores næste, men også med klodens øvrige skabninger, så vel som klodens kommende generationer.

Benyus har i denne video et meget klart budskab: Hvis du står overfor et designproblem, så studer hvordan naturen har håndteret den tilsvarende situation. Naturen har inspiration til stort set alt mellem Himmel og Jord. Og hvis ikke det er tilfældet, var det måske værd at spørge sig, om ens projekt overhovedet fortjener at blive løst – om man har stillet sit spørgsmål rigtigt, om man er i gang med at udvikle et fænomen, som ikke passer ind i biosfærens lovmæssigheder og når det kommer til stykket ikke gør os mennesker virkeligt lykkelige?

Benyus arbejder pt. på en bog om 100 designideer fra naturen, og hun løfter i denne video sløret for en række af dem. Hvor mange af menneskehedens opfindelser har vist sig på sigt at have fejl med graverende konsekvenser, så har naturen qua sin erfaringsbank, som er opbygget over millioner af år, en tradition for holdbare løsninger, som fungerer uden reagensglas, uden tag over hovedet, uden tilførsel af fossil energi, og ikke mindst uden alle de bivirkninger af snævert set fornuftige løsninger, som i disse år er ved at fordærve kloden.

Så nyd 17 begavede minutter med Janine Benyus.

Læs mere »

I dagene 22.-23. april afholdt man BFE Global Summit i Paris. BFE står for Business for the Environment og er en sammenslutning af Clean Tech-virksomheder fra hele verden. Ved den lejlighed havde man inviteret Janine Benyus til at fortælle om biomimicry og det fantastiske felt af muligheder, som åbner sig ved en systematisk aflæsning af, hvordan naturen gennem millioner af år har udviklet hensigtsmæssige organiseringsmønstre, som til forskel fra de fleste af det industrialiserede samfunds processer er karakteriseret ved, at de foregår selvorganiserende, uden spild og ophobninger af ‘ubrugeligheder’, og at alt indgår i videre kredsløb. Kort sagt ser vi i naturens grundmodus en grad af bæredygtighed, energieffektivitet og ressourceminimering, som få af de ting, som vi i dag kalder bæredygtige, energieffektive og ressourceoptimerede, kan matche.

Janine Benyus’ indlæg varer i alt 45 min. Det findes tilgængeligt via 5 YouTube-videoer, som er tilgængelige herunder. Publikum er miljømæssigt virksomhedsfolk (se link til manifestet nedenfor), så det er en mindre blomstrende vidtløftig, mere koncist inspirerende og business-orienteret Janine, vi møder i denne sammenhæng.

Læs mere »

Sammen med Manchester International Festival har The Guardian her i weekenden haft samlet et internationalt panel af klimaeksperter i Manchester, hvor de har fremlagt og diskuteret tyve radikale klimaløsninger. De tyve projekter vil blive samlet i en The Manchester Report, som vil blive fremlagt forud for COP15 i København.

Mange af forslagene kredser omkring vedvarende energi – hvilket selvsagt er uomgængeligt vigtigt for at kunne erstatte den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer. Men hvis vi skal have atmosfærens CO₂-koncentration tilbage under 350 ppm – den er nu 389 ppm og stiger med 2 ppm pr. år – er det ikke nok at mindske udledningerne. Det kræver, at vi udvikler teknikker, som kan trække CO₂ ud af atmosfæren og lagre CO₂. Der spekuleres derfor i disse år i udviklingen af CCS-teknologier – Carbon Capture Storage.

Ikke mindst er der store forhåbninger til CCS-projekter, som gør os i stand til at videreføre kulafbrændingen uden at sætte klodens klimabalance over styr. Men lige nu virker det ikke sandsynligt, at vi bliver i stand til noget, som bare minder derom inden for de første to årtier. De eneste pålidelige CCS-teknologier, som vi lige nu har til rådighed, er systematisk at øge vegetationsmængden og muldjordskvaliteten over alt på kloden.

Blandt forslagene fra Manchester er der flere såkaldte geoengineering-projekter, som for eksempel at lade i hundredvis af skibe konstant sejle rundt på verdenshavene for at sprede skyer at fint forstøvet havvand. Det skulle øge skydannelsen dertil, at det kunne køle kloden.

Et andet af forslagene kommer fra Tim Kruger, som har fået den idé, at man ved at putte brændt kalk i havet kan løse to problemer samtidig. Cquestrate kalder han det, og Kruger har pli nok til at præsentere sin idé som open source – at det ikke er noget, som en gruppe aktionærer skal være milliardærer på.

Læs mere »