Indlæg tagged med video

What is Wealth?

4. april 2011

Søgte efter Carolyn Steels seneste bidrag til TED-konferencen, og faldt over denne lille tankestreg af Jarrod Welling-Cann og Michael Abitz – What is Wealth?

“It is called the American Dream, but you have to be asleep to beleive it.”

indlæg oprettet af Jens Hvass

Share

Naturkatastrofer?

2. april 2011

Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.

I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹

I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.

I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.

Læs mere »

Share

The One Straw Revolution by Masanobu Fukuoka

18. marts 2011


.
Joy and Daniel Davis: The One Straw Revolution by Masanobu Fukuoka, 9:08 min. video.

Wu wei er et taoistisk-kinesisk begreb, som er helt centralt for forståelsen af Masanobu Fukuokas integrerede dyrkningsmetode og livsattitude. Wu wei oversættes på engelsk ofte til no work. Det giver en noget håndfast tolkning, betydningen er rettere uden hensigt eller uden intention. Det kan således godt være arbejde, men arbejde uden forventinger eller forestillinger om dets resultat.

Se mere om Fukuoka-san i de efterfølgende blog-indlæg: The One Straw Revolution, Wu Wei og 3 scenarier for japansk risdyrkning.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Share

Salat-slaver

7. februar 2011

The Guardian bringer i dag en video-reportage fra den spanske solkyst, Spain’s salad growers are modern-day slaves, say charities, om de nærmest slaveagtige vilkår, mange af de agurker, tomater, paprika og salathoveder, som sælges i de nordeuropæiske supermarkeder, produceres under. I titusindvis af daglejere, de fleste af afrikansk herkomst, lever her under kummerlige vilkår, uden rettigheder, uden identitetspapierer, uden værdighed, uden muligheder for at tage hjem.

I videoen siges det, at presset fra de nordeuropæiske supermarkedskæderes indkøbere er voksende, og fører til det hårde pres på arbejdslønnen. I et paper, Costa del Polythene: a sea of plastic,¹ vurderer Barcelona Field Study Centre, at arbejdslønnen ved grøntsagsproduktion på Solkysten ligger under en tredjedel af, hvad den er i Holland.

Når man samtidig ved, hvor generøst pesticidsprøjten bruges under mange af disse plastic-drivhuse, som sine steder totalt har overtaget landskabet, er det på tide, at vi som forbrugere får klar besked om, hvordan vores fødevarer er produceret, så vi får en reel mulighed for at kunne vælge fra.

Læs mere »

Share

Bill McKibben: Making a Life on a Tough New Planet

24. oktober 2010


.
Bill McKibben: EAARTH: Making a Life on a Tough New Planet – en 90 min. forelæsning ved Dominican University, Leadership Lecture Series, 22.04.2010.
.
De indledende kommentarer og introduktioner tager tid, men man kan uden at gå glip af det store klikke sig frem til 14:00, hvor Bill McKibben får ordet. Herfra kan man over en time opleve ham udfolde et enestende perspektiv på klimaudfordringens monumentalitet.

Ifølge McKibben må vi drosle ned og skabe samfund og økonomier, som kan indskrænke sig og fokusere på det essentielle. Forandring – fundamentale forandringer – er vores bedste håb for en planet, som er pludseligt og voldsomt ude af balance.

Vi ser her McKibben med sin søgende, malende, fortælleform, når den er bedst. Under vejs får man et virkelig godt indblik i, hvilken indsats, som ligger bag 350-bevægelsens tilblivelse og processen frem mod klimatopmødet i 2009 i København.

Se tidligere indlæg tagged Bill McKibben.

 

Share

Grænser for vækst 2.0

15. oktober 2010

Johan Rockström: Let the environment guide our development, 18:42 min. præsentation på TED-konferencen 2010.

I denne video fortæller Johan Rockström, som er leder af Stockholm Environment Institute og Stockholm Resilience Centre, om det virkelig spændende arbejde med at definere de Planetary Boundaries, de rammer eller grundlæggende livsvilkår, som vores fremtid må udfolde sig indenfor. Arbejdet er gennemført af et tværfagligt team af 28 forskere, deriblandt klimaforskeren James E. Hansen og vores hjemlige Katherine Richardson. De 28 forskere nåede frem til 9 sfærer, som vi må forstå at holde vores fremtidige udvikling indenfor. Rockströms beretning derom er fundamentalt spændende – på mange måder en opdateret udgave af bogen Grænser for vækst, som Romklubben publicerede i 1972.

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor man kan finde sådanne forskningsenheder i Sverige, mens vi har måttet døje med Bjørn Lomborg.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Johan Rockström et al.: Planetary Boundaries: Exploring the Safe Operating Space for Humanity, Ecology and Society vol. 14 no. 2 (pdf).

Sturle Hauge Simonsen: Tipping towards the unknown, Stockholm Recilience Centre 23.09.2009.

Fred Pearce: From ocean to ozone: Earth’s nine life-support systems, New Scientist 24.02.2010.

Robin Engelhardt: Dystre forudsigelser fra debatbogen “Grænser for vækst” holder stik, Ingeniøren 17.01.2009.

Share

Bill McKibben på David Letterman Show

1. september 2010


.
Bill McKibben på David Letterman Show 31. august 2010.

Bill McKibben, grundlæggeren af 350.org, fortæller på David Letterman Show om perspektiverne for det 21. århundrede og baggrunden for det kommende 10/10/10 Global Work Party den 10. oktober.

Se tildigere indlæg med Bill McKibben: We’re Hot as Hell and We’re Not Going to Take It Any More, Bill McKibben i København, Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse og McKibben at Yale.

indlæg oprettet af Jens Hvass

 

Share

Why Don’t We Do it in the Road?

6. juli 2010

En lille gruppe ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn tog i juni til Berlin for at gå på jagt efter byforgrønnelsesinspiration. Som i ovenstående video med San Franciscos begrønnede gader med bedre plads til det gående og cyklende folk, mødte vi i Berlin ildsjæle, der med en smittende entusiasme planter byen grønnere, og som får byens borgere til selv at stikke fingrene i plantearbejdet.

Midt i Berlins befærdede gader oplevede vi et område med ’urban farming’, hvor borgere af vidt forskellig herkomst på eget initiativ tropper op for at dyrke grøntsager i store plantekasser. Vi oplevede skolehaver som et fælles læringsrum, frem for at hver elev har sin egen jordlod, og på UFA-fabrik – et udstillingsvindue for bæredygtige levevis – gik vi rundt på et tag med mere end 60 plantearter, der voksede side om side med et solcelleanlæg, der ligesom blomsterne drejer sig efter solens stråler for at fange energien på bedste vis.

Under vores besøg bød Berlin på en ‘byforgrønnelsesweekend’, Langer tag der Stadtnatur, hvor borgere og besøgende blev inviteret på en række foredrag, naturoplevelser og præsentationer af byforgrønnelses- og parkprojekter.

I Berlin fik vi en masse spændende indtryk, etableret kontakt med engagerede mennesker og indsamlet ideer, som vi gerne vil bruge i vores daglige arbejde for at gøre vores bydel mere grøn.

Vi har samlet erfaringerne fra Berlin i en lille billedrapportage: Studierejse til Berlin, juni 2010 (pdf).

Indlæg ved Gazelle Buchholtz.

 

Share

Forelsket i en fisk

11. marts 2010

udsnit af Google luftfoto af Veta la Palma

I et netop frigivet indlæg fra TED-konferencen ved Monterey fortæller kokken Dan Barber to kærlighedshistorier om fisk – bæredygtigt produceret fisk. I den første kommer han til at indse, at når fisk fra havfarme nogle gange smager af kylling, så er det ikke hypokondriske udslag af en smagsfetichists extravagancer, men fordi op til 30% af deres føde rent faktisk er kylling.

Den anden og virkeligt interessante kærlighedshistorie handler om fiskefarmen Veta la Palma i det sydvestlige Spanien, nær Guadalquivirs udløb i Atlanterhavet. Fiskefarm er ikke det rigtige ord. For her har biologen Miguel Medialdea omdannet et forfaldent marsklandskab til et frodigt vådområde – et biodiversitetsmæssigt paradis, som ud over at give basis for fangst af en lang række forskellige fisk, er hjem for 600.000 fugle – 250 arter.

I en artikel i Time siger Miguel Medialdea om Veta la Palma: “The point isn’t to make use and conservation compatible. The point is to use in order to conserve.”¹

Han så at sige høster nænsomt af et landskab, som qua hans tilbageførende indgreb er meget tæt på det oprindelige. derfor behøver han ingen foder, ingen gødning, ingen pesticider. Det er et reelt bæredygtigt system, som giver plads til en kolossal mangfoldighed af liv samtidig med at det bibringer os en sund og yderst velsmagende føde.

Dan Barber en glimrende fortæller, så nyd hans fine beretning:

Læs mere »

Share

Blue Gold, World War Water (dokumentar)

16. februar 2010

I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.

I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹

Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min. yderst seværdig.

Læs mere »

Share