Strøtanker om bæredygtighed

.
The Empatic Civilisation, 10:40 min animation af RSA.

“Empathy is the invisble hand”, siger forfatteren Jeremy Rifkin som udgangspunkt for denne lille hyper-fortættede 10-minutters tegneserie-fortælling om, hvordan medfølelsen, i moderne hjerneforskningssprog repræsenteret ved spejlings-neuroner (mirror neurons) har udviklet sig igennem menneskehedens historie. Og ifølge Rifkin er der intet i vejen for, at vi kan udvide vores empatiske følelse fra blot at omfatte vores nærmeste til at omfatte hele menneskeheden, alle vores medskabninger, og hele biosfæren.

Hvor biologien med Darwin blev god til at se kampen mellem arterne og mellem de enkelte arters individer som det vigtigste regulerende princip, er det vidunderligt at se, at der i moderne videnskab synes at være integrative kræfter i syne – en empatisk samviden, som kan udvikle sig til en fuld global bevidsthed.

Ren Gaia.

.
300 Years of FOSSIL FUELS in 300 Seconds, 5:38 min animation fortalt af Richard Heinberg, The Post Carbon Institute.

Richard Heinberg, forfatteren til bøger som Peak Oil og Peak Everything giver her et rids af den industrielle revolution – og hvorfor vi ikke bare kan fortsætte med at brænde fossile brændstoffer af som nu, men må hurtigt videre til en situation, hvor vi ikke bruger flere ressourcer, end der hele tiden bliver fornyet. “Can we do it?” spørger Heinberg og svarer selv: “We have no choice.”

Se også tidligere blog-indlæg: Richard Heinberg: Peak Oil og Richard Heinberg: Peak Everything.

www.postcarbon.org.

.

Kunne ikke stå for denne parodi på en dokumentar, som i bedste heroiske naturfilmstil følger plasticposens livscyklus fra indkøbscentrenes erotisk ladede øjeblikke i San Franciscos asfaltjungle over den lange vandring med vinden mod forløsningen i det store ocean, hvor den opsluges i Stillehavets perpetuelle affaldsspiral.

Noget andet er, at det er alvor. Der produceres på verdensplan omkring 300 mio. ton plastic pr. år, hvoraf omkring 90% ikke recirkuleres. Hvor plastic over tid er nedbrydelig på landjorden, så nedbrydes den kun meget langsomt og ufuldstændigt i havet. Så for eksempel i den nordelige del af Stillehavet er der gradvist opstået en kolossal spiral af plasticstumper – The Great Pacific Garbage Patch. Nogle har beskrevet den så stor som det halve USA, andre som det dobbelte af Texas. Men under alle omstændigheder et kolossalt havområde totalt plastificeret. Her fra Danmark har plasticposen svære livsvilkår. Den opsnappes ofte for at ende på forbrændingsanstalten – her sker forløsningen i den stadig tættere tåge af drivhusgasser, som omgiver biosfæren. Og løsslupne plasticposer sandsynligvis ende i en tilvarende evighedsspiral – The North Atlantic Garbage Patch.

Derfor, tænk på verdenshavenes store plasticspiraler, når nogen næste gang søger at overbevise os om, at plasticposer er fuldt så klimavenlige og miljøforsvarlige som papirposer.

Bettina Wassener: How to Rid the Seas of ‘Plastic Soup’? New York Times 23.05.2011.

Wikipedia: Great Pacific Garbage Patch og North Atlantic Garbage Patch.

Peter Davison & Rebecca P. Asch: Plastic ingestion by mesopelagic fishes in the North Pacific Subtropical Gyre, Marine Ecol Progress Series no. 432  juni 2011 pp. 173-80 (abstract).

.
Liquid Variation III er en billedsekvens af Raphael Dubois – en undersøgelse af det flydendes natur.

Vand har en enestående evne til at rumme modsatrettede mønstre uden at lade dem brydes.

Musikken stammer fra CDen The Shutov Assembly (1992) – en samling modernistisk-abstrakte lydlandskaber af Brian Eno fra en tid, hvor han gæstede København ved flere lejligheder.

Hvis nogen undrer sig over pausebilleder på en blog om bæredygtighed, så er den korte forklaring, at jeg har været tvunget til at standse op for en tid, den lidt længere, at stilstand, kontemplation og introspektion, sindsudtømning, åndedræt og refleksion har en central betydning for en reelt bæredygtig levemåde. Det er banalt sagt ikke vores eksistens og indadskuen, som er ved at formøble klodens naturkapital, men vores utæmmelige handlekraft.

Se flere pausebilleder.

First Light en metamorfosisk afsøgning af elementet lufts bevægelsesnatur, hvor Raphael Dubois har søgt at skildre en flues oplevelse af at flyve i cigaretrøg.

Musikken til First Light stammer fra CDen Plateaux of Mirror (1980) – en af mine absolutte ambient-CD-favoritter skabt af Brian Eno og Harold Budd.

Rygerne har i dag svære tider – og må de fleste steder i dag se sig sat uden for døren. Med det vi ved om de helbredsmæssige konsekvenser af rygning er der al mulig grund til at lade være, og fra at være forbundet med smartness og stil er rygningen godt på vej til at blive et taber-symbol. Men i en tid, hvor vi bliver stadig dårligere til at holde pauser under vejs er der noget, som er værd at lære fra rygerne: Kultiveringen af pausen. Den lille dvælen inden påbegyndelsen, det lille stop under vejs, den lille markering af vel udført arbejde er vigtige tankestreger for vores psyke. Hvordan giver vi os selv og hinanden disse øjeblikke uden en cigaret mellem fingrene?

Se flere pausebilleder.

.
Har den seneste tid tænkt på, om pusten var gået af 350-bevægelsen. Men i går kom der mail fra 350.org med link til en video, hvor Bill McKibben holder tale for 10.000 unge klima-aktivister ved Power Shift 2011-konferencen i Washington DC. I forhold til den forstående, natursynsreflekterende, visdoms-aspirerende McKibben, som vi havde på besøg to gange i 2009, er det en helt anden energi, en nødvendighedshandling – en mand, som har opgivet at vente på politikerne og formået at omsætte sin desperation til ildsprudlende praksis.

Klimaspørgsmålet har haft det hårdt under Obama. Det startede så rigtigt, med hans stort opsatte forandringsretorik og tilbagevendende talen om en klode “in peril”, og med ansættelsen af mennesker som John Holdren blandt Obamas nærmeste rådgivere, som rent faktisk forstod klimaudfordringens alvorlighed. Men i det lobbyist-inficerede politiske klima rakte kræfterne ikke til både at løfte en stor sundhedsreform og en samlet klimalovgivning – og han satsede på den indenrigspolitiske succes. Allerede ved midtvejsvalget blev Obamas handlingsrum drastisk indskrænket, og finanskriser, Tea Party-retorik, gigantiske olieudslip og på det seneste arabisk forår og japansk atomkatastrofe har tilsammen gjort, at klimaspørgsmålet siden klimatopmødet i København i december 2009 er trådt længere og længere i baggrunden.

“This city looks clean and sparkling,” siger McKibben om Washington DC under vejs i den 15 min. lange tale. “But no: This city is as polluted as Beijing. But instead of coal pollution, it’s money pollution. We’re hear to start the clean up.” I Washington er der dusinvis af lobbyister for hvert parlamentsmedlem. Og lobbyismen har i USA nået et niveau, hvor kortsigtede særinteresser reelt har sat demokratiet ud af spil.

Se tidligere indlæg tagged med Bill McKibben.

Transskription af Bill McKibbens Power Shift Speech.

www.350.org – www.350.dk.

.
Ovenpå klimatilpasningsplanens stigende vandmasser må det være på tide med endnu et pausebillede – her et møde mellem bjergets stoiske ro og vandets afgrundsdybe uudgrundelighed, indfanget af martvids.

“Lost in the Humming Air” stammer fra CDen The Pearl – måske den af Brian Enos CDer, jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.

Ambient musik er eksistentiel slow food. På ét plan er noget af de mest klimavenlige, vi kan gøre, ikke at gøre noget.

Se flere pausebilleder.

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode har en Urban Farming arbejdsgruppe, som igennem 2010 har mødtes ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, fremlagt et Urban Farming manifest. I den anledning lavede KlimaTV i februar to interviews med Thorkild Ljørring og Mie Søgaard Kongstad, som kan ses herunder.

Download Urban Farming manifest (pdf).

Læs mere »

I den forgangne uge har sakura – kirsebærblomstringen – foldet deres rosahvide poetiske blomsterhav ud over Tohuku, den jordskælvsplagede nord-ende af den japanske hovedø Honshu. Kirsebærblomstringen starter i sidste halvdel af marts på det sydlige Kyushu og bevæger sig i de kommende uger nordover det langstrakte japanske ørige for at nå ten nordlige Hokkaido omkring begyndelsen af maj. Under vejs bliver sakura fejret, beundret og hilst velkommen som den store forårsåbenbarer.

Fra de titusindvis af blomsterklaser brister til kronbladene hvirvles videre med vinden går der kun få dage. Men det er fundamentalt betagende, det taler til mennesker i alle aldre – og på et normalt år vil alle japanere være af huse for at glæde sig over blomstringen sammen med familie, venner og kolleger. I år har man dog aflyst en række af de mere spektakulære fejringer, måske for at spare på strømmen – de flotteste træer er ofte lyssat om natten – måske fordi det er svært midt i smerten efter jordskælv og tsunami og den nagende uvished omkring ustyrlige atomreaktorer at skulle glæde sig. Men endda bliver sakura hilst velkommen. Den læger ikke sårene, genfinder ikke de døde, men vinterkulden er ovre, og den ustoppelige, overdådige blomstring minder os stilfærdigt om, at livet går videre, at nyt vil vokse frem.

Det, at man året igennem tager sig tid til at fejre og markere naturens cyklus, er noget af det smukkeste jeg har med hjem fra mine i alt fire år i Japan. Det starter med blommeblomstringen, efter sakura kommer azaleaerne i maj, risplantning og rishøst har sine fejringer, og året rundes af med momiji – betragtning af efterårsløvet, som i Japan får næsten uvirkeligt stærke farver. Tilsvarende er det japanske køkken bygget op over årstiden, tempura af forårets fremspirende skovurter, de første bambusskud, yuzu-saft og sansho-blade i sommerens miso-suppe, matsudake-svampe og ginkgo-nødder for blot at nævne nogle få. I april kan man få risene serveret med saltmarinerede kirsebærblomster iblandet.

I København står vi overfor i de kommende år at skulle plante 100.000 træer som del af, at byen skal være bedre klimatilpasset, og at de grønne enklaver skal hænge bedre sammen for at sikre byens biodiversitet. Men ud over sådanne praktisk-funktionelle overvejelser, må vi på de steder, hvor det overhovedet er muligt, tænke i sanselighed, skønhed og spiselighed. Hvorfor ikke plante 10.000 sakura-træer langs Søerne, masser af magnoliaer, mirabeller, moreller, hasselnødder og andre delikatesser, så der er rigeligt til alle københavnere? Og hvor gaderummene er for snævre til, at træerne kan blive store, så lad os plante 1.000 blåregn, så vi hvert år i maj er ved at overvældes af duften fra det blåviolette blomsterflor.

Vi har et par steder i København, har man kan få en fornemmelse af kirsebærblomstringen, se blog-indlæggene: Forårstegn XII – sakura på Langelinje, samt Forårstegn XI – sakura i Kongens Have. Den kommer lidt senere end sædvanligt i år, men med blot få gode dage som nu er det lige om hjørnet.

Nedenfor har jeg indlejret en række små YouTube videoer fra den japanske kirsebærblomstringe.

Læs mere »

Siden jeg den anden dag kom til at se time lapse-videoer, har jeg været på jagt efter små billedsekvenser, som transponerer tid – et år på to minutter – eller som herover en video på 4 minutter og 19 sekunder, som giver ét års koncentrat af samme ene skovportræt set gennem et solariseringsfilter.

Videoen er skabt af entropius88. Musikken er af Brian Eno – en af mine absolutte musiker-favoritter, når det gælder ambient-musik.

Se flere pausebilleder.