. President Nasheed: “We refuse to be quiet”, 11:32 min. YouTube video.
I denne video fra Klimaforum i København 2009 kan man høre Maldivernes nu første folkevalgte expræsident Mohamed Nasheed fortælle først om kampen for frihed fra det militærregime, som tog over efter kolonitiden, derefter om kampen for at redde Maldiverne fra klimaforandringerne – en kamp som kun kan vindes ved at stå sammen som verdenssamfund, og som kræver stærke klimamålsætninger. Nasheed har en vigtig rolle i, at forståelsen af nødvendigheden en målsætning på 350 ppm på blot 1½ år blev en del af et flertal af verdens landes klimamålsætninger. Uheldigvis ikke de rigeste. Så selvom omkring to tredjedele af verdens lande ønskede en målsætning på 350 ppm indskrevet i The Copenhagen Accord, så endte det med 450 ppm og 2ºC – og efterfølgende ikke-bindende tilsagn om en klimaindsats, som er fuldstændig utilstrækkelige i forhold til målsætningen.
I en situation, hvor politikere verden rundt udviser total mangel på konsekvens overfor klimaudfordringen, stod Nasheed i marts 2009 frem med planer for at gøre Maldiverne CO2-neutral over en 10-årig periode og en insisteren på, at alle lande kunne og måtte tage et tilsvarende ansvar.
Nasheed blev i går af militærfolk tvunget til at trække sig tilbage som præsident. Og Maldiverne, som i forvejen er et af verdens lavestliggende lande, er hermed sunket endnu lavere.
.
Denne 15 min. video viser en gruppe kvinder fra det strålingsplagede Fukushima-område, som 28. december drog til Tokyo for at markere deres desperation og utilfredshed overfor Tepco, Tokyo Electric Power Company – det firma, som ejer Fukushima-værket og dermed er direkte ansvarlig for A-kraft-ulykken. Tepco har en meget lille stjerne i dagens Japan. Ikke bare på grund af den sløsethed, som overhovedet har muliggjort, at uheldet kunne ske, men fuldt så meget på grund af den i manges øjne helt utilstrækkelige måde, man efterfølgende har håndteret situationen på.
Under vejs (2:40 ff.) giver den i Japan ganske kendte skuespiller Toru Yamamoto, som har dedikeret sig til kampen for et Japan på vedvarende energi, sit besyv med. Det er meget intenst-kontrollerede artikulationer af meget stærke følelser, og ladningen bliver ikke mindre af, at de 40 kvinder ikke får lov at komme ind i Tepcos hovedkvarter, men må præsentere deres ærinde foran bygningen.
Teksten fra de to sidste indlæg kan ses herunder.
Hvis ikke de engelske undertekster vises automatisk, kan de hentes frem ved at klikke CC under video-billedet.
.
Association to Strive for Nuclear Power Phase-Out Together with TEPCO
I’m Azumai from “Association to Strive for Nuclear Power Phase-Out Together with TEPCO” and I will submit the first letter of requests:
“December 28, 2011. To Mr. Toshio Nishizawa, President of Tokyo Electric Power Company.
On the occasion of the Great East Japan Earthquake on March 11, you caused a global-scale fatal crime called ‘a nuclear earthquake disaster.’ This is an unprecedented event with multiple simultaneous severe accidents, and it will take an overwhelmingly long time until the nature is restored. On the other hand, life of the victims will run out much more quickly.
Already 9 months have passed since the start of the accident, but a horrible, unforgivable situation still continues where many victims, whose future course of life was suddenly severed, cannot obtain a foundation of their future lives and their compensation unless they damage their own eyes, ears, mouths, hands and feet, and their own savings. Above all, you have never once apologized as a perpetrator of this accident that your explanations to the local communities, “Nuclear plants are safe; They can withstand an earthquake,” was all lies and false.
The top management and everyone under them always only repeat a set phrase, “We are causing you great trouble and anxiety,” as if this were an affair of other people. You must immediately apologize genuinely, make substantial and effective compensation for our damages, not just with words, and take actions to prevent further sufferings and damages from occurring.” .
Requests from Fukushima Women Who Don’t Want Nuclear Plants
I’ll read the requests from “Fukushima Women Who Don’t Want Nuclear Plants”.
‘Letter of Requests for Immediate Abolition of Nuclear Power Plants and Complete Compensation to the Victims.’
On March 11, 2011, the accident of Tokyo Electric Power Company’s Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant occurred on the occasion of the Great East Japan Earthquake, and it has changed the Japanese society completely. The safety myth of nuclear plants has been shattered and a large amount of radioactive materials has been spread throughout the world, causing huge environmental contamination.
In Fukushima, many people are still forced to live their daily lives in high level of radioactive contamination unparalleled in human history. There is no rebirth of Fukushima without the good health of people who bring it about. There is no rebirth when the residents are forced to be exposed to radiation.
The accident of Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant has revealed the human race cannot coexist with nuclear power. An energy that destroys human health is not needed. We strongly want the transition to a society based on alternative energies that can coexist with human life, and we request as follows. We expect your sincere answers in writing to this letter of requests…” .
En fuld transscription af vidoens engelske oversættelse kan ses på: 放射能メモ.
.
Denne 20 min. video er fra en friluftskoncert i Kyoto, hvor Frying Dutchman afleverer human ERROR, en sang, et anklageskrift, som er blevet til i kølvandet på A-kraft-ulykken i Japan.
Tindrende vredesudladninger frit svævende på en ubekymret tilbagelænet musikalsk bund. Økonomien, teknologien, magten, energiselskaberne, A-kraft-mafiaen, forløjetheden, de efterplaprende medier, den moderne afsporethed, sanseløshed, forstillelse og kollektive bedøvethed – alt får en tur i Frying Dutchman’s rablende vridemaskine. Det nærmeste jeg kan komme dette udslag af vredens klarsyn er: lysende begavet civilisationskritik.
Og så fremmanes der faktisk gradvist en plan for Japans overgang til et post-fossilt samfund.
Human ERROR er nu kommet med engelske undertekster, så giv dig 20 minutter på briksen. Det handler om meget mere end Fukushima Daiichi.
Frying Dutchman indkalder til markeringer over hele verden op til etårsdagen for den tredobbelte katastrofe i Japan 11. marts 2011. Jeg har kopieret opfordringen ind nedenfor.
.
NASA har udgivet denne blot 26 sekunder lange video,¹ som år for år viser den globale temperatur tilbage fra 1880, hvor man begyndte at foretage systematiske temperaturmålinger. Billedsekvensen giver bedst mening, hvis man inden hæfter sig ved farveskalaen, hvor de blålige nuancer er koldere end nulpunktet (1945), mens de varme nuancer er varmere.
Kurven herunder har sammenfattet den globale temperaturstigning for samme periode. Den angivne gennemsnitlige stigning i global temperatur siden 2. verdenskrig er på 0,51 °C. Selvom der er variationer fra år til år, er tendensen ganske klar, at der frem til midten af det 20. århundrede er tale om en kun svagt stigende tendens, som til gengæld har accelereret markant de sidste 30-40 år.
Hvis man ser på videoen, er denne temperaturstigning ikke jævnt fordel, men tværtimod markant højere over land end over vand, og typisk højere over de nordligste landmassiver. Selvom den gennemsnitlige temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse har været på omkring 0,7 °C er stigningen mange steder i de arktiske egne således allerede over 2 °C.
En række faktorer påvirker den globale temperaturstigning, men langt den vigtigste enkeltfaktor er de stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren. Hvor koncentrationen af CO2 i 1880 var 280 ppm (parts per million) er den i dag 390 ppm og stigende med ~2 ppm pr. år. I blog-indlægget Visualisering af CO2-udviklingen findes en tilsvarende visualisering fra NOAA af udviklingen af atmosfærens koncentration af drivhusgasser.
Dette blog-indlæg er en meget nedredigeret genudgivelse, idet de indlejrede, meget smukke videoer nu kun kan ses fra Vimeo samt fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.
Siden 2007 har folkene bag Extreme Ice Survey arbejdet målrettet på at dokumentere verdens gletsjere. De har i stor udstrækning brugt time lapse optagelser, hvor man for eksempel tager ét billede i timen for derefter at afspille dem i video-sekvenser. På den måde har formået at tydeliggøre, at klodens store ismassiver er langt mere bevægelige og plastiske – og truede af klimaforandringer – end man umiddelbart kan erfare på stedet eller fra det enkelte billede, og at det gennemgående billede er, at afsmeltningen er langt større end tilvæksten.
Disse to time lapse videoer (sim indtil for få dage siden var indjejret i dette blog-indlæg) viser Columbia-gletsjerens bevægelse fra to forskellige kamera-positioner igennem henholdsvis tre og fire år. Columbia er en mangearmet gletsjer med en udstrækning på omkring 1.100 km², som tømmer sine ismassiver ud i Prince William-sundet i det sydlige Alaska. I årene 1957-74 holdt den en stort set fast størrelse, med små variationer i forhold til årstiden. Men efter den tid har gletsjeren været i stadig tilbagetrækning, og siden 1981 har gletsjerens forkant trukket sig 16 km tilbage, og tykkelsen er aftaget med omkring 500 m. Inden for de næste par årtier forventes Colombia-gletsjeren at trækker sig yderligere 15 km tilbage, så forkanten rykker op på land.¹
Extreme Ice Survey har tilsvarende lavet time lapse-videoer over gletsjere fra Grønland og Island samt fra Alperne og Himalaya-bjergene. Det er bevægende billeder, og det bedste overblik over de tilgængelige videoer får man fra Extreme Ice Surveys hjemmeside.
. New Hampshire’s GOP Voters Speak Out About Climate Change, 5:32 min YouTube video.
Denne lille video søger forud for det amerikanske primærvalg i New Hampshire 10. januar at finde republikanere, som offentligt tør vedkende sig, at klimaforandringerne er virkelige – og er menneskeskabte. Men i skyggen af Tea Party-bevægelsens skingre højrepopulisme er samtlige kandidater, som i disse dage dyster om at blive republikanernes præsidentkandidat, blankt afvisende overfor klimaproblematikken. Går man blot et år eller to tilbage, havde politikere som Gingrich, Perry og Huntsman langt mere nuancerede synspunkter, når det gælder klimaproblematikken.
Kerry Emanuel, klimatolog fra MIT, præsenterer sig i videon som en af de få republikanere, som tør stå frem som “troende” på, at klimaforandringerne er virkelige og menneskeskabte. “Responsibility is a big Republican theme,” siger han: “Why should they not take responsibility for what we collectively are doing to the climate system?” Mod slutningen siger han: “It makes me feel to some extent disgusted with politics and to some degree shamed to be an American”.
Man kan håbe, at republikanerne med klimaspørgsmålet får sig malet op i et hjørne, hvor klimafornægtelsen (og fornægtelsen af videnskabeligheden) måske er nødvendig for at vinde primærvalgene, men omvendt er en tabersag til præsidentvalget. For køreplanen for den klimaaftale, man fik lavet i Durban for blot en måned siden, får meget svært ved at holde, hvis amerikanerne ender med at vælge en klimafornægter ind i Det Hvide Hus.
Videoen er lavet af ClimateDesk, et journalistisk samarbejde “dedicated to exploring the impact – human, environmental, economic, political – of a changing climate.”¹ Det amerikanske valgcirkus er i gang, og der er meget lang tid til afgørelsen 8. november.
.
I denne 8 min. video, The Story of Broke, med undertitlen “Hvorfor der stadig er masser af penge til at bygge en bedre fremtid”, stiller Annie Leonard skarpt på vores skattepenge – og hvad de går til. Den bygger klart på amerikanske forhold, men kan fint overføres på dansk virkelighed. Hvorfor er så mange af vores skattepenge bundet op på udgifter og støtte til ting, vi ikke ønsker os? Hvorfor støtter vi, i en tid, hvor vi ved, at der skal omstilles til vedvarende energi, stadig den fossile industri i stedet for at inddrage det fulde skatteprovenu og få den til at betale de mange nu eksternaliserede klima-, miljø- og sundhedsomkostninger?
Herover en frame fra The Story of Broke, hvor hun på et splitsekund får det amerikanske samfund omstillet til bæredygtig energi for skatteydernes penge.
Det er et enestående fortællesprog, som hun har udviklet med disse “Stories of …”. Hun formår virkelig at formidle, og Los Angeles Times vurderede i juli 2010, at alene The Story of Stuff var set af mere end 12 mio. mennesker. Det er godt gået af en tegneseriedokumentar. Man får rigtig meget at vide på en underholdende men aldrig pjattet måde, og skulle man have lyst til at checke detaljerne, så findes der til Story of Stuff en 15-siders pdf-fil med samtlige referencer.¹ Og … karakteristisk for det amerikanske medieunivers, hvor man mere og mere utilsløret køber sig til sandheden, er der på YouTube lavet modvideoer, som fuldstændig på linje med klimafornægtelse modsiger alt og erklærer det for venstreorienteret propaganda.
The Story of Broke må være det indtil nu i særklasse bedste bidrag til den amerikanske valgkampagne.
. Stærke ord på COP17s sidste dag fra Anjali Appadurai, studerende fra College of the Atlantic in Maine, som havde ordet på det, som skulle have været klimakonferencens afsluttende session. Som ordstyreren efterfølgende siger, er det en stor skam, at hendes opsang, som blev givet på vegne af halvdelen af verdens befolkning (dens unge), først kom på konferencens sidste officielle dag.
APPADURAI: I speak for more than half the world’s population. We are the silent majority. You’ve given us a seat in this hall, but our interests are not on the table. What does it take to get a stake in this game? Lobbyists? Corporate influence? Money? You’ve been negotiating all my life. In that time, you’ve failed to meet pledges, you’ve missed targets, and you’ve broken promises. But you’ve heard this all before.
We’re in Africa, home to communities on the front line of climate change. The world’s poorest countries need funding for adaptation now. The Horn of Africa and those nearby in KwaMashu needed it yesterday. But as 2012 dawns, our Green Climate Fund remains empty. The International Energy Agency tells us we have five years until the window to avoid irreversible climate change closes. The science tells us that we have five years maximum. You’re saying, “Give us 10.”
The most stark betrayal of your generation’s responsibility to ours is that you call this “ambition.” Where is the courage in these rooms? Now is not the time for incremental action. In the long run, these will be seen as the defining moments of an era in which narrow self-interest prevailed over science, reason and common compassion.
There is real ambition in this room, but it’s been dismissed as radical, deemed not politically possible. Stand with Africa. Long-term thinking is not radical. What’s radical is to completely alter the planet’s climate, to betray the future of my generation, and to condemn millions to death by climate change. What’s radical is to write off the fact that change is within our reach. 2011 was the year in which the silent majority found their voice, the year when the bottom shook the top. 2011 was the year when the radical became reality.
Common, but differentiated, and historical responsibility are not up for debate. Respect the foundational principles of this convention. Respect the integral values of humanity. Respect the future of your descendants. Mandela said, “It always seems impossible, until it’s done.” So, distinguished delegates and governments around the world, governments of the developed world, deep cuts now. Get it done.
. .
Disse to videoer stammer fra en event i Durban 1. december, hvor lederen af UNFCCC (som er den institution, som forestår FNs klimaforhandlinger), interviewer Christiana Figueres, som er leder af COP17 forhandlingerne i Durban.
Det er fantastisk at mærke Christiana Figueres’ på én gang stærke engagement og forståelse – at verdens skæbne er i så gode hænder.
Det er ikke nogen let opgave, hun står overfor. Tværtimod er det en kolossal udfordring for verdenssamfundet at skulle enes om at løse klimaudfordringen, som kræver at man forholder sig til en lang række andre størrelser end lige snævert klimaspørgsmålet. Og forhandlerne kan være nok så overbeviste om, hvad der er det rette at gøre. Hvis ikke de har baglandet med, kan de ikke bare sige god for en finansieret aftale, som sigter på max 1½ºC / 350 ppm.
Figueres er fra Costa Rica, som er et af de lande, som er længst i udviklingen mod CO2-neutralitet og i beskyttelsen af landets naturgivne ressourcer (se tidligere blog-indlæg: Costa Rica CO2-neutral i 2021). Hun fortæller i den anden af videoerne, hvordan Costa Rica efter omstyrelsen af militærdiktaturet i 1948 besluttede sig på at overføre ressourcerne fra militæret til uddannelsessektoren, og at man i årtier har prioriteret bæredygtighedsprincippet i uddannelsen.
Det er præcist det, verden må gøre: omprioritere, så investeringer i nye våbensystemer, vi ikke burde have brug for i en ny verdensorden, i stedet bruges på at beskytte os mod klimaforandringer. Og at dette ikke opnås blot med teknologi, men kræver viden og forståelse.
Målt i BNP er Costa Rica langt fra verdens rigeste land. Men det går for at være verdens lykkeligste – og måske et af dem, som er bedst i pagt med sit naturgrundlag.
. OBS: Indstillingerne for denne video er blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo.
Dette er anden del af en todelt lyd-billedkomposition af Pitch Bend, “7 More Hours in 77 Million Paintings“. Den er nærmere introduceret på det forudgående blog-indlæg, Pausebillede VI, som rummer første del.
Lydsiden, “Dusk Bells”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.
Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder .
I en situation, hvor politikere verden rundt udviser total mangel på konsekvens overfor klimaudfordringen, stod Nasheed i marts 2009 frem med planer for at gøre Maldiverne CO2-neutral over en 10-årig periode og en insisteren på, at alle lande kunne og måtte tage et tilsvarende ansvar.
