Indlæg tagged med Veta la Palma

Veta la Palma – bæredygtig akvakultur

15. februar 2012

Ris, ænder og fisk på samme mark, som beskrevet i det følgende blog-indlæg Aigamo – integreret risdyrkning og andehold, fik mig til at tænke på Europas største dambrug Veta la Palma, som vi forberedte en planche om til udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som blev vist i Rundetaarn 21.01.-28.03.2011.

Veta la Palma producerer højkvalitets fisk uden at fodre – i et meget komplekst økosystem, og er samtidig hjem for 30.000 ynglende flamingoer. På grund af deres naturlige føde er Vetas fisk efterspurgt af gourmet-restauranter verden over for deres smag og konsistens, og sundhedstilstanden er så god, at der ikke er behov for antibiotika. Veta er samtidig del af et stort fuglereservat på trækruten mellem Afrika og Den Iberiske Halvø, og man kan i løbet af året møde mere end 250 fuglearter i området.

Rundt omkring i verden findes der sådanne eksempler på, at vi kan høste af vores omgivende landskaber på en helt anderledes bæredygtig måde end det industrielle landbrugs monokulturer – gennem at gøre biodiversiteten til en styrke frem for noget, som må bekæmpes.

I blog-indlægget Forelsket i en fisk kan man opleve den amerikanske kok Dan Barber fortælle på det vidunderligste om hans møde med Vetas fisk.

Plancheteksten er kopieret ind nedenfor.

.

Læs mere »

Share

Forelsket i en fisk

11. marts 2010

udsnit af Google luftfoto af Veta la Palma

I et netop frigivet indlæg fra TED-konferencen ved Monterey fortæller kokken Dan Barber to kærlighedshistorier om fisk – bæredygtigt produceret fisk. I den første kommer han til at indse, at når fisk fra havfarme nogle gange smager af kylling, så er det ikke hypokondriske udslag af en smagsfetichists extravagancer, men fordi op til 30% af deres føde rent faktisk er kylling.

Den anden og virkeligt interessante kærlighedshistorie handler om fiskefarmen Veta la Palma i det sydvestlige Spanien, nær Guadalquivirs udløb i Atlanterhavet. Fiskefarm er ikke det rigtige ord. For her har biologen Miguel Medialdea omdannet et forfaldent marsklandskab til et frodigt vådområde – et biodiversitetsmæssigt paradis, som ud over at give basis for fangst af en lang række forskellige fisk, er hjem for 600.000 fugle – 250 arter.

I en artikel i Time siger Miguel Medialdea om Veta la Palma: “The point isn’t to make use and conservation compatible. The point is to use in order to conserve.”¹

Han så at sige høster nænsomt af et landskab, som qua hans tilbageførende indgreb er meget tæt på det oprindelige. derfor behøver han ingen foder, ingen gødning, ingen pesticider. Det er et reelt bæredygtigt system, som giver plads til en kolossal mangfoldighed af liv samtidig med at det bibringer os en sund og yderst velsmagende føde.

Dan Barber en glimrende fortæller, så nyd hans fine beretning:

Læs mere »

Share