Strøtanker om bæredygtighed

.
Et netop udgivet studie peger på 4ºC som den definitive katastrofe-tærskel, hvor fødevareproduktionen mange steder i verden vil bryde sammen. Det er Verdensbanken som står bag udgivelsen, og det er det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, som har udarbejdet rapporten.

Stiger temperaturen med fire grader, får det meget negative – ja direkte katastrofale – følger over hele kloden, selv om regioner og verdensdele bliver ramt meget forskelligt, fremgår det af Verdensbankens analyse. I forordet kan man læse:

“The 4°C scenarios are devastating: the inundation of coastal cities; increasing risks for food production potentially leading to higher malnutrition rates; many dry regions becoming dryer, wet regions wetter; unprecedented heat waves in many regions, especially in the tropics; substantially  exacerbated water scarcity in many regions; increased frequency of high-intensity tropical cyclones; and irreversible loss of biodiversity, including coral reef systems.”

Men med den nuværende utilstrækkelighed og manglende konsekvens i den globale klimaindsats, er et 4°C scenario en realistisk mulighed. Efter COP17 i Durban iværksatte vores klimaminister undersøgelser af konsekvenserne ved en 6°C stigning, som må forventes, hvis verden endte med ikke at kunne blive enige om at spare på de fossile brændstoffer.

Verdensbankens leder Jim Yong Kim understreger på den baggrund, at det er uomgængeligt vigtigt, at verdenssamfundet tackler klimaudfordringen langt mere direkte end i dag og beslutter sig for de nødvendige forandringer for at kunne holde de globale temperaturstigninger under 2ºC.

Læs mere »

I gårsdagens udgave af The Guardian var der en række artikler om det europæiske kvotesystem, som er gode at læse, hvis man gerne vil have overblik over fænomenet. Ideen med kvotesystemet er, at man på markedsvilkår kan handle med retten til at udlede CO₂, så reduktionerne hele tiden foregår der, hvor det er billigst. Kvotesystemet er så at sige en mekanisme som skulle stimulere os til at tage de billigste løsninger først. Og selvom man taler meget om at et land som Danmarks skal være foregangsland, så kan konsekvenserne af kvotesystemet meget vel blive, at et land som Danmark i første omgang køber sig til reduktioner andre steder i verden frem for at gøre noget ved egne CO₂-udledninger – simpelthen fordi det er billigere.

Som det fremgår af Adams artikel i The Guardian, så har adskillige store firmaer i EU fået alt for mange kvoter udleveret – faktisk så mange, at de har kunnet sælge videre af dem med store fortjenester. Adskillige firmaer, som retteligt burde have betalt for deres udledninger, er derfor blevet beriget med millionbeløb.¹ Der er kort sagt blevet uddelt så mange kvoter, at prisdannelsen på kvoterne har ligget alt for lavt, hvorfor kvotesystemet endnu ikke har formået at skabe nogen som helst tilskyndelse til at gøre noget effektivt ved CO₂-udledningerne i den rige del af verden.

For blot et år siden var kvoteprisen under 1 euro – og dermed var det populært sagt gratis at udlede CO₂. Bryony Worthington anslår i Hickmanns interview, at kvoteprisen skal op omkring 75 euro, før kvotemarkedet begynder at anspore for eksempel energisektoren til at tænke proaktivt.²

Læs mere »

Der har været adskillige forsøg på at bagatellisere biobrændstoffets betydning for den nuværende fødevarekrise, og for eksempel den amerikanske regerings vurdering har været, at det medvirkede med under 3% til den samlede fødevarekrise. Men The Guardian kunne i går rapportere, at hele 75% af fødevarekrisen ifølge et internt dokument fra Verdensbanken er udløst af øget efterspørgsel på biobrændstof.¹ Dette ligger på linje med en engelsk rapport, som er under offentliggørelse, som konkluderer, at produktion af biobrændstof har en signifikant rolle i den nuværende fødevarekrise.²

Det, som i udgangspunktet skulle have været til gavn for det globale miljø, har således vist sig at være en endog meget dårlig idé, som ikke bare samlet har øget CO₂-udledningerne, dels fordi ødelæggelsen af regnskovsområder i troperne for at efterkomme produktionen af biobrændstof har medført langt større CO₂-udledninger end biobrændstoffet har sparet, dels fordi den hastigt voksende efterspørgsel på biobrændstof lægger beslag på en stadig stigende del af klodens produktive landbrugsarealer, hvilket har kastet verden ud i en regulær fødevarekrise, som i fattigere dele af verden har langt mere katastrofale følger end vi oplever herhjemme. Det vurderes således, at den fødevarekrise, som produktionen af biobrændstof har udløst, har ført til at yderligere 100 millioner mennesker i dag sulter.

I betragtning af, at over en tredjedel af den amerikanske majsproduktion og over halvdelen af den europæiske produktion af vegetabilske olier går til biobrændstof, virker det nærmest naivt, at politikere fortsætter med at bagatellisere og fornægte problemstillingen.

På EU-plan et det vedtaget, at benzin fra i år skal indeholde 2,5% biobrændstof, 5% i 2010 og 10% i 2020. Hvis ikke dette skal føre til, at størstedelen af vore produktive landbrugsarealer går til at mætte forbrændingsmotorer, er det uomgængeligt vigtigt, at al videre anvendelse af biobrændstof bliver baseret på kilder, som ikke fremstilles på nu produktive landbrugsarealer. Det kunne være affaldshåndtering (som brugt fritureolie) eller det kunne være baseret på algeproduktion, som kunne foregå i biologisk set lavproduktive ørkenområder.

Se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer, Biobrændstof en økologisk katastrofe samt Min bil kører på algesuppe.

Aditya Chakrabortty: Secret report: biofuel caused food crisis, The Guardian 04.07.2008.¹

Julian Borger and John Vidal: New study to force ministers to review climate change plan, The Guaridan 19.06.2008.²

Thomas Djursing: Verdensbanken skærer igennem: Biobrændstof skyld i fødevarekrise, Ingeniøren 04.07.2008.

Ved klimamødet i Bangkok i begyndelsen af april blev det fra U-landenes side markeret ganske stærkt, at Verdensbanken ikke burde få nogen central placering i det globale arbejde. Baggrunden var et lækket notat, som viste, at Verdensbanken har planer om at oprette en gigantisk Clean Investment Fund, som skulle administrere midler, som i de kommende år vil blive kanaliseret til U-landene gennem CDM-programmer (Clean Development Mechanisms), udenom UNFCCC, og uden at modtagerlandene fik indflydelse på, hvordan disse midler bliver anvendt.

Når man læser den nyligt udkomne rapport fra Institute for Policy Studies, World Bank: Climate Profiteer, forstår man udmærket denne modstand. Rapporten tegner gennem analyser af en række case studier et portræt af en institution, som er langt mere fokuseret på at sikre sig en god bid af det voksende marked for CO₂-kvoter, end at gøre godt for miljøet. Kun en meget lille del af projekterne sigter målrettet på at reducere CO₂-udledningerne eller at øge andelen af vedvarende energi. Mange af investeringerne, som burde give modtagerlandene en både udviklingsmæssigt og bæredygtighedsmæssigt løft, har været dybt problematiske for værtslandene. Læs mere »