Indlæg tagged med Verdens Miljømetropol

Frederikshavn på 100% vedvarende energi i 2015

30. september 2008

I dagens Information skriver Jørgen Steen Nielsen om En grøn revolution fra oven, en reportage om byen Frederikshavn, som er i fuld gang med en omlægning til 100% vedvarende energiforsyning. Planerne gælder ikke for hele Frederikshavn Kommune, som i dag strækker sig fra Sæby til Skagen, men for det område, som indtil den nylige kommunalreform udgjorde Frederikshavn Kommune. Det er således et bysamfund på omkring 25.000 mennesker, og det er det første eksempel på, at man laver en sådan 100% omlægning til vedvarende energi i et bysamfund af den størrelse. Som delmål regner man med at nå en 40% andel af vedvarende energi i løbet af 2009. Fuldt implementeret vil planen medføre en reduktion af CO2-udledningen på omkring 3 ton pr. frederikshavner.

I Frederikshavn har man primært defineret projektet som et erhvervsudviklingsprojekt, hvor det primære mål er at give Frederikshavns erhvervsliv en saltvandsindsprøjtning, mens borgerne mærker så lidt som muligt til projektet i dagligdagen. Projektet er da også ganske lavt profileret, og det er svært at finde noget derom på kommunens hjemmeside. Det gør på mange måder et sådant projekt enklere at gennemføre, da det er langt færre ‘spillere’, som skal være enige. Men man mister også hele den dimension, at man gennem borgerinddragelse og bevidstgørelse om ressourceforbrug og byens energi-flow har adgang til et større register af virkemidler til opnåelse af vedvarende energiforsyning.

Læs mere »

Share

Trafik og miljø den store taber i Københavns budgetforlig

23. september 2008

Når man løber igennem den bedrøveligt lange liste af aktiviteter, som med torsdagens budgetforlig på Københavns Rådhus blev sløjfet eller udskudt på ubestemt tid, må man konkludere, at trafik- og miljøområdet er blevet den store taber.

Store dele af de meget lovende planer for lommeparker og gadetræer, som tilsammen skulle kæde byens grønne enklaver sammen, styrke biodiversiteten og rense luften er simpelthen strøget.

Tilsvarende er en sum af indsatser, som tilsammen skulle øge sikkerheden og tryghedsoplevelsen for cyklister dertil, at endnu flere brugte cyklen, slettet af budgettet, og København får med dette budgetforlig meget svært ved at udvikle sine positioner som cykelby og som grøn by med kort afstand til park for alle, som ellers er to hjørnesten i byens ambitioner om at blive ‘Verdens Miljømetropol’.

Bevillinger til intelligente trafiksystemer er borte, forberedelsen af metroen til Brønshøj er sløjfet, grønne forbindelser og gårdanlæg er sparet bort. Den Byøkologiske Fond er sløjfet inden den overhovedet nåede at genopstå. Der er høstet systematisk på miljøsiden, og forligets nedprioritering af cyklisterne og den kollektive trafik vil skabe øget trafikalt kaos og øget ‘behov’ for motorveje og havnetunneller til afvikling af en stadig stigende privatbilisme, som vil give København øget luftforurening og CO2-udledning.

Læs mere »

Share

Projekt Zero bremset af velfærdsministeriet

22. august 2008

I Sønderborg har man i nogle år arbejdet på Projekt Zero, som indebærer, at man inden 2029 ville gøre Sønderborg Kommune til CO2-neutralt vækstområde, og det vel at mærke uden kvoteopkøb.

Projekt Zero omfatter således en endog meget bred vifte af sammenhængende initiativer, som det naturnødvendigt må være, hvis man skal lykkes med et sådant forehavende. Blandt andet vil man i stor udstrækning indføre intelligent styring af el-, varme- og vandforsyningen. Offentlige institutioner skal energirenoveres, og man har planer om at reducere de private husholdningers energiforbrug med 50% og CO2-udledninger med 75% inden 2020. Aktiviteterne spænder fra borgerdeltagelse til forsknings- og innovationsprojekter, man har inviteret arkitekten Frank Gehry, som med sit projekt til Guggenheim i Bilbao har formået at sætte Bilbao på verdenskortet, til at lave masterplan for Sønderborg, og blandt konsulenterne finder man det verdenskendte engelske ingeniørfirma Arup, som blandt andet står bag verdens måske pt. største urbane bæredygtighedsprojekt Dongtan EcoCity, hvor første fase skal være færdig til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

En gennemgribende omlægningsproces som denne har på sigt et stort både klimamæssigt og samfundsøkonomisk potentiale, men det kræver store investeringer i omlægningsfasen. Derfor forhandlede Kommunernes Landsforening i juli en aftale i hus, hvorefter man troede der var åbnet op for gennemførelsen af ambitiøse projekter som Projekt Zero. Men Velfærdsministeriet har med henvisning til loftet for anlægsarbejder vendt tommelfingeren nedad til Sønderborg Kommunes ansøgning om at kunne optage lån til at oprette en energifond, som kunne være med til at finansiere de nødvendige investeringer.¹

Læs mere »

Share