Indlæg tagged med Vendsyssel

Skifergasboringen i Vendsyssel opgivet

17. august 2015

Her til aften har Energistyrelsen meddelt, at det franske energiselskab Total opgiver prøveboringen i Vendsyssel, da skifergaslaget har vist sig for tyndt til at det giver mening at fortsætte eftersøgning og udvinding i området.

Samtidig kan energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt oplyse, at der er oprettet midlertidigt stop for nye ansøgninger om skifergas, så nye ansøgninger ikke vil komme i betragtning for nuværende. Total opgav tidligere på sommeren at boere efter skifergas i den del af koncessionsområdet, som strækker sig under Nordsjælland. Så faren for, at et skifergaseventyr kommer til at vansire de danske landskaber, er i dag skrumpet betragteligt.

Det er glædelige nyheder, for i den nuværende situation giver det ikke mening at hive flere fossile brændstoffer op at den danske undergrund – vi har for længst brugt mere end vores andel, og hvis den basale indsigt, at to tredjedele af alle kendte fossile brændstoffer skal forblive under jorden for at vi kan holde 2°C-målsætningen, så må vi først som sidst indse absurditeten i et efterforske yderligere forekomster.

Der har været protestlejr foran prøveboringen i over et år nu, og protestbevægelsen mod skifergas var ved at komme op i gear ikke kun i de daglige markeringer, men også i forfølgelsen af de mange politiske og juridiske protestmuligheder, som åbnede sig. Man kan derfor håbe, at de kræfter har mod på at sætte et mere eftertrykkeligt punktum for sagen. For den eneste rigtige konklusion på det seneste års hovsa-proces må være, at Danmark får etableret et fuldt moratorium for al videre efterforskning og udvinding af fossile brændstoffer på dansk territorium. Det må meget gerne udstrække sig til det arktiske område.

I første omgang er det vigtigt at sikre sig, at Total ikke foretager nye boringer andre steder i området, for principielt har Total ret til at gennemføre yderligere prøveboringer frem til 2016, og Totals projektleder Henrik Nicolaisen siger til Nordjyske, at: “Der bliver altså ikke tale om nogen form for fracking ved Dybvad. Men det betyder ikke, at vi helt har opgivet jagten på skifergas i Vendsyssel. Nu går vi i tænkeboks og overvejer næste skridt, siger Totals projektleder.”

En ansøgning om fornyet eftersøgning vil i givet fald skulle foreligge inden 5. juni 2016, hvor licensaftalen udløber. Det virker dog ikke umiddelbart realistisk, at det vil ske, dels fordi man sandsynligvis har boret i Dybvad fordi det her var sandsynligt, at det var her, man skulle finde de tykkeste gasførende lag. Dels vil den politiske situation ved en eventuelt ny godkendelse vil være meget anderledes. Hvor det har kunnet lade sig gøre at gennemføre første prøveboring fordi Danmark er blevet godt og grundigt taget på sengen, så vil en fornyet miljøgodkendelse blive langt vanskeligere at hive hjem.

Herover ses et eksempel på et fracking-ramt landskab i Texas – det ville være fortvivlende, hvis Total var kommet af sted med en tilsvarende ødelæggelse af Vendsyssels smukke landskaber. Måske nogle få tjener på skifergassen, men udvindingen giver øget forekomst af jordskælv, store risici i forhold til vores grundvand og ganske alvorlige sundhedsproblemer. Samtidig undslipper der ofte så megen gas uden om rørsystemerne, at den klimagevinst, som der i udgangspunktet kunne være i forhold til kul og olie, forsvinder i den blå luft. 

Man kan spørge sig selv, om der ikke burde køres en form for principiel retssag omkring hele den gennemført luskede måde, hvorpå Danmark er blevet narret ind i en situation, hvor vi pludselig havde solgt retten til at udvinde skifergas mv. i en stor del af landet – uden at nogen vidste, at det var sket. Det burde ikke kunne ske i et demokrati. Og selvom der siges at det er sket af hensyn til koncessionstagerne, så må man sige, at der er taget en lang række forkerte hensyn, mens omvendt en lang række hensyn, som burde være taget og en lang række instanser som burde have været informeret, systematisk har været holdt udenfor. Lykke Friis som dengang var en nøgleperson i forhandlingerne, hævder, at end ikke hun vidste, at hun var ved at give et fransk firma tilladelse til at udvinde skifergas.

Totals skifegasefterforskning har foreløbig kostet 350 mio. kr., og havde der været bare lidt mere gas, så det havde kunnet betale sig at hente den op, så kunne den danske stat meget let have endt med at måtte tilbagebetale en betydeligt større beløb for at kunne købe koncessionsrettighederne tilbage. Så der bør være en lille gruppe mennesker, som har endog meget røde ører over det makværk, de har lavet ved i al hemmelighed at give Total den tilladelse, de gjorde.

Læs mere »

Share