Strøtanker om bæredygtighed

Forholdet mellem Trump og Putin er nok ikke helt så entydigt som på dette vægmaleri. Men til Trumps store fortrydelse har det altoverskyggende emne i Trumps første 117 dage som præsident været, i hvilken udstrækning, russernes manipulation af det amerikanske valg skete med Trump-kampagnens viden og medvirken – og de ofte grotesk klumsige forsøg på at dække over tingene fra Trump og Det Hvide Hus. Trods flertal både i Senatet og i Repræsentanternes Hus fremstår Trump-administrationen stadig mere handlingslammet, og det virker lige nu usandsynligt, at Trump holder samtlige fire år.  

I går var det sådan ret præcist 117 dage siden Trump overtog Det Hvide Hus. Og selvom Verden står endnu, har der siden da fra Trumps side været næsten daglige attentater på den hidtidige verdensorden. Det er som et gigantisk absurd teater, hvor tåbeligheden, grådigheden, selvoptagetheden og uformåenheden tilsyneladende ikke kender nogen grænser. For hundredesyttende gang har man undret sig over, hvordan et så grundlæggende usympatisk menneske så fundamentalt uegnet til at løfte hvervet som præsident for USA kunne ende i Det Hvide Hus? Hvordan noget så gement kunne ende med at få til opgave at føre arven videre fra Obama, som omvendt har været et af de mest ædle væsener, der har stået i spidsen for USA og igennem otte år har formået at lede USA uden et eneste personligt fejltrin. Det er absurd teater. Og man kunne blot læne sig tilbage og nyde forestillingen, hvis ikke det var fordi det, der sker i USA i disse måneder, hvor det er lykkedes professionelle klimafornægtere at infiltrere betydelige dele af Trumps administration, potentielt har ganske alvorlige konsekvenser ikke bare for det amerikanske samfund, men globalt for vores fælles fremtid.

Det er stadig for tidligt at afgøre, i hvor høj grad den klimaindsats, som præsident Barack Obama fik påbegyndt, vil overleve. Der er lavet mange proklamationer i den modsatte retning, og en række af de tilbagerulninger, der var enklest at gennemføre, er allerede iværksat. Men meget står endnu, og uanset hvad Trump & co. finder på, er der efter otte år med Obama igangsat en omstillingsproces, som ikke lige lader sig standse. Uanset Trump bliver der i hvert fald foreløbig rejst vindmøller og sat solcelleanlæg op som aldrig før. Samtidig har man i de seneste uger kunnet se, hvordan Trump og hans nærmeste er i fuld gang med at vikle sig ind i et stadig mere snærende og belastende spin af småløgne og søforklaringer, som blot gør det i forvejen anstrengte forhold til pressen og offentligheden endnu mere betændt, og som dag for dag gør det stadig sværere for ‘normale’ republikanere at fortsætte at støtte op om ham.

Trump er en historisk upopulær præsident blandt vælgerne så tidligt i embedsperioden med approval rates på 35-38% i de seneste målinger, hvor den typisk ligger på to tredjedele for præsidenter så tidligt i forløbet. Ved valget i november sikrede republikanerne sig et komfortabelt flertal i Repræsentanternes Hus. Men allerede efter blot tre måneder med Trump peger prognoserne på, at demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 vil være i stand til at genvinde flertallet. Og selvom demokraterne indtil nu – godt hjulpet af Trump-administrationens amatørisme og manglende evne til at aflæse spillet i Washington samt den kogende vrede i befolkningen, der har bragt mennesker på gaden i titusindvis – har haft stort held med at bremse Trumps fremfærd, så vil det i længden kun være et genvundet demokratisk flertal i Senatet og i Repræsentanternes Hus, der for alvor ville kunne bremse Trumps bestræbelser på at aflive velfærdsstaten og det multikulturelle USA, og at få afsporet den begyndende amerikanske klimaindsats. Samtidig er der jo ikke bare brug for at bevare det igangsatte, men tværtimod for at accelerere og videreudvikle den amerikanske omstilling.

Man kan finde trøst i, at det inden for de første hundrede dage ikke lykkedes Trump at gennemføre en eneste egentlig lovhandling. Dertil har han stadig alt for lidt føling med det omfattende forarbejde og det samarbejde, der skal til med begge kamre i Kongressen, for at det kan lykkes. Han har udstedt en masse executive orders, og han gør meget ud af at time dem, så der hele tiden er godbidder til pressen og hans gamle kernevælgere. Men det er som om han stadig mest af alt fører valgkamp. Hans tiltag er stort set uforberedte og utilpassede, og mange af dem er mest af alt proklamatoriske af natur, hvilket Bill Maher på et tidspunkt særdeles rammende karakteriserede som underskrevne tweets.

Læs mere »

Bernie Sanders har i sin kampagne for at blive den demokratiske kandidat til præsidentvalget i USA til november givet klimaindsatsen en central placering – og ikke kun ved at ønske sig lidt flere solceller, vindmøller, elbiler og smart technology. Han har tværtimod sat klimapolitikken ind i et stort anlagt politisk og socialt perspektiv, hvor han samtidig adresserer retfærdighedsaspektet, det intergenerationelle, den morale forpligtelse og de eksisterende magtstrukturer, som foreløbig er lykkedes med at forsinke den nødvendige klimaindsats med adskillige årtier. 

Tilbage i juli sidste år skrev jeg et indlæg om Hillary Clintons klimapolitiske linje – Hillarys klima – som forsøgte at indkredse, i hvilken udstrækning man ville kunne forvente, at hun, hvis hun blev Obamas efterfølger, videreførte hans påbegyndte klimapolitik. I mellemtiden er Bernie Sanders kommet på banen som udfordrer til nomineringen som demokraternes præsidentkandidat. Bernie har i høj grad formået at udfordre Hillary, ikke mindst på klimaområdet, hvilket også afspejler sig i, at flere og flere af de løbende opdateringer i blog-indlægget om Hillarys klimapolitik handlede lige så meget om Bernies klima. For med Bernie på banen har hun været nødt til løbende at skærpe sin klimaposition for om muligt at vinde lidt af Bernies indhug i de unges stemmer tilbage. Så nu, hvor der om mindre end en uge er primærvalg i New York, hvor klima og miljø ser ud til at få en vis rolle, var det på plads at lave en pendant om Bernies klima og se på, hvordan han har været med til at sætte klimadagsordenen i det demokratiske primærvalg og i hvilken grad, de to demokratiske kandidaters klimaperspektiv er forskelligt.

Som oftest er det demokratiske primærvalg for længst afgjort, når det når til New York. Men i år er det anderledes. En sejr – eller i hvert fald et godt resultat i New York nu 19. april – er uomgængeligt vigtig for begge de tilbageværende kandidater. I en række primærvalg i det sydlige USA, som traditionelt er ganske konservativt, vandt Hillary stort tidligere på foråret, ikke mindst takket være en massiv opbakning fra de afro-amerikanske vælgere. Så hun vil med en en stor sejr i New York om ikke lukke ballet endeligt, så gøre det endnu mere usandsynligt, at Bernie kan nå at indhente hende. For Hillary er New York hjemmebane. Hun har været senator for staten New York i to fireårsperioder, så alle kender hende. Hun er da også storfavorit til at vinde nu på tirsdag, og hvis Bernie skulle gå hen og vinde i New York eller bare komme tæt på, så vil det psykologisk set være en gigantisk lussing, efter at hun for blot en måned siden var urørligt foran. For Bernie er New York tilsvarende vigtig, hvis han skal gøre sig håb om at stå med flest forpligtede delegerede, når primærvalgende er ovre. Han har indhentet noget på det seneste, men er stadig mere end 200 bagefter.

Læs mere »

I dag udsendte Pave Francis sin længe varslede encyklika, Laudato Si’ [Lovet være du] om varetagelsen af vores fælles hjem, Jorden. Det er en tekst, som allerede inden udsendelsen har vakt store opmærksomhed, fra store forventninger om tekstens gennemslagskraft overfor kloden 1,2 mia. katolikker til stor irritation og afvisning først og fremmest fra USAs fremtrædende klimafornægtere, hvoraf mange er katolikker, og som med fremkomsten af denne tekst klart er på kant med deres religiøse basis.

Herunder kan man i første omgang se encyklikaen i sin helhed. Den kan ses i andre sprog her, og i pdf-format her. I blog-indlægget Pave Francis ind i klimakampen II kan man læse om de mange forventninger forud, og jeg regner med i de kommende dage at samle en række af de vigtigste passager om Laudato Si’s klima- og bæredygtighedsperspektiv og varetagelsen af vores fælles livsgrundlag i et særskilt blog-indlæg.

Tiden får vise det, men her få måneder før vedtagelsen af den første globale klimaaftale tegner Laudato Si’ til at kunne blive en milepæl i udviklingen af en ny fælles global bevidsthed om nødvendigheden af at alle bidrager til varetagelsen af vores fælles hjem, Jorden. Laudato Si’ – Lovet være du.

ENCYCLICAL LETTER

LAUDATO SI’

OF THE HOLY FATHER FRANCIS
ON CARE FOR OUR COMMON HOME

Laudato si’ (24 May 2015)

1. “LAUDATO SI’, mi’ Signore” – “Praise be to you, my Lord”. In the words of this beautiful canticle, Saint Francis of Assisi reminds us that our common home is like a sister with whom we share our life and a beautiful mother who opens her arms to embrace us. “Praise be to you, my Lord, through our Sister, Mother Earth, who sustains and governs us, and who produces various fruit with coloured flowers and herbs”.[1]

2. This sister now cries out to us because of the harm we have inflicted on her by our irresponsible use and abuse of the goods with which God has endowed her. We have come to see ourselves as her lords and masters, entitled to plunder her at will. The violence present in our hearts, wounded by sin, is also reflected in the symptoms of sickness evident in the soil, in the water, in the air and in all forms of life. This is why the earth herself, burdened and laid waste, is among the most abandoned and maltreated of our poor; she “groans in travail” (Rom 8:22). We have forgotten that we ourselves are dust of the earth (cf. Gen 2:7); our very bodies are made up of her elements, we breathe her air and we receive life and refreshment from her waters.

Nothing in this world is indifferent to us

3. More than fifty years ago, with the world teetering on the brink of nuclear crisis, Pope Saint John XXIII wrote an Encyclical which not only rejected war but offered a proposal for peace. He addressed his message Pacem in Terris to the entire “Catholic world” and indeed “to all men and women of good will”. Now, faced as we are with global environmental deterioration, I wish to address every person living on this planet. In my Apostolic Exhortation Evangelii Gaudium, I wrote to all the members of the Church with the aim of encouraging ongoing missionary renewal. In this Encyclical, I would like to enter into dialogue with all people about our common home.

4. In 1971, eight years after Pacem in Terris, Blessed Pope Paul VI referred to the ecological concern as “a tragic consequence” of unchecked human activity: “Due to an ill-considered exploitation of nature, humanity runs the risk of destroying it and becoming in turn a victim of this degradation”.[2] He spoke in similar terms to the Food and Agriculture Organization of the United Nations about the potential for an “ecological catastrophe under the effective explosion of industrial civilization”, and stressed “the urgent need for a radical change in the conduct of humanity”, inasmuch as “the most extraordinary scientific advances, the most amazing technical abilities, the most astonishing economic growth, unless they are accompanied by authentic social and moral progress, will definitively turn against man”.[3]

Læs mere »

.
Denne 2 min. video introducerer på en for mange nok uventet vis det af mange længe ventede pavelige hyrdebrev om vores pligt til at værne om det globale klima.

18. juni udsender Pave Francis en encyklika, et brev om klodens tilstand stilet til katolikker verden rundt med bud om respekt for Guds skaberværk, de klimaforandringer og den økologiske krise, som truer vores fælles fremtid og allerede i dag rammer verdens fattigste hårdest. Encyklikaen vil blive sendt til kardinaler i alle lande og blive gjort tilgængelig online på fem sprog. 18. juni vil blive markeret verden over med gudstjenester, pilgrimsfærd og symbolske markeringer såvel som i undervisning og studiekredse, seminarer, møder og udgivelser. Der er ikke blot tale om konventionel katolsk forkyndelse. Tværtimod har paven og hans rådgivere som del af de omfattende forberedelser haft konsultationer med fremtrædende politikere og videnskabsfolk fra hele verden for at afklare, hvordan den katolske kirke bedst kan medvirke til, at klimaudfordringen – og det underliggende problem, at vi ikke formår at værne om vores livsgrundlag, skaberværket – bliver taget alvorligt.

Allerede før den er udsendt, har pavens encyklika vakt kolossale forventninger i meget vide kredse. Her et halvt år før klimaaftalen i Paris skal være klar til underskrivelse, ses encyklikaen som en mulig game-changer, som kan være med til at styrke forståelsen af nødvendigheden af et fundamentalt kursskifte og skabe det pres på det internationale forhandlingsklima, som gør det muligt at tage store svære fremadrettede beslutninger.

Således kunne man i går ved afslutningen af to ugers intense klimaforhandlinger i Bonn på den afsluttende pressekonference bogstaveligt se den tydeligt søvnunderskudsmærkede forhandlingsleder Christiana Figueres live op og genfinde sit vanlige glimt i øjet, da talen mod slutningen faldt på den nært forestående pavelige encyklika (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni). For en sådan henvendelse forventes at ville kunne nå bredt ud blandt verdens 1,2 mia. katolikker og at kunne få en betydelig indflydelse. En undersøgelse blandt engelske og walisiske katolikker indikerer, at op imod hver tredje vil følge pavens bud og vælge en mere grøn levevis.

Paven kan fra sin position som religiøst overhoved italesætte vores forbrugskultur, vores grådighed, og manglende solidaritet med en direkthed, som ingen politiker kan det, mane virksomhederne til at tage mere hensyn til miljøet end til bundlinjen og i det hel taget mane os alle til eftertanke og mådehold. Selvom vi endnu ikke kender ordlyden, er der ingen tvivl om, at han vil tale meget direkte ind i vores svigtende lydhørhed og respekt for vores omgivelser, som er i færd med at ødelægge vores fælles livsgrundlag.

Læs mere »

Fra sin første tiltræden har Pave Francis helt klart og utvetydigt markeret, at forurening og overforbrug var at betragte som dødssynder, og at vi var nødt til at lægge kursen helt om og genfinde en respekt for skaberværket, vores omgivende natur. Og det har længe stået klart, at han forud for vedtagelsen af klimaaftalen i Paris sidst på året forberedte en massiv opbakningsindsats ikke bare overfor verdens katolikker, men for verdens trossamfund.

Dette er foreløbig kulmineret i denne uge med afholdelsen af et stort anlagt klimasymposium, hvor klimaforskere, NGO-repræsentanter og ledere fra verdens trossamfund har været samlet i Vatikanet i forbindelse med fremlæggelsen af en klimadeklaration. I Francis’ perspektiv er en samlet løsning af fattigdomsudfordringen og overforbruget centralt. Samtidig med at vi rigeste må skrue ganske radikalt ned og fralægge os en række ubæredygtige vaner, må vi sikre os, at alle har rammerne for værdige liv.

Herunder er i første omgang selve deklarationen gengivet sammen med en række artikler om Vatikanets klimaudspil, som ikke bare har vakt megen glæde, fordi der er tale om milliarder af mennesker, som ad denne vej italesættes i et sprog, som de indimellem meget teknisk-videnskabelige rationaler vanskeligt formår. Det har også vakt harme og frustration i kredse, som traditionelt påkalder sig et kristent-religiøst tilhørsforhold, at deres fossile interesser og klimafornægtelse på denne måde skammes ud og præsenteres som ude af trit med et kristent levned.

Fremtrædende engelske klimafornægtere har da også været draget til Vatikantet for at få paven på bedre tanker, men de fik ret direkte at vide, at de skulle holde mund med deres fejlbefængte tale, hvis ikke de ville smides på porten!

Deklarationsteksten lyder som følger:

Human-induced climate change is a scientific reality, and its decisive mitigation is a moral and religious imperative for humanity;

In this core moral space, the world’s religions play a very vital role. These traditions all affirm the inherent dignity of every individual linked to the common good of all humanity. They affirm the beauty, wonder, and inherent goodness of the natural world, and appreciate that it is a precious gift entrusted to our common care, making it our moral duty to respect rather than ravage the garden that is our home;

Læs mere »

Efter at Vatikanet sidste år satte sig for at reetablere en 37 acre (15 hektar) ungarsk skov, som var blevet totalfældet, har Vatikanet med et trylleslag kunnet erklære sig CO₂-neutral. Dette skovstykke vil alene kunne absorbere al den CO₂, som dannes ved forbrændingen af fossile brændstoffer i den lille enklave. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i regnestykket, men Vatikanet er blot 44,3 hektar i udstrækning, så man kunne måske udlede en slags tommelfingerregel i retning af, at for hver m² bymæssigt areal skal vi i det tempererede bælte have reetableret 3 m² sundt voksende skov.

I forvejen er der pres på vores dyrkbare arealer, så dette kan måske ikke gennemføres på global skala. Men det viser, hvor vigtigt det i hele håndteringen af klimaproblematikken er at få lavet en arealanvendelsespolitik, hvor skovbrug, landbrug og urbane arealer hver især bliver optimerede som ‘carbon sink’ – som CO₂-kapacitet. Og det gør det mere forståeligt, at det CO₂-mæssigt ikke kan svare sig at fælde regnskov for at dyrke biobrændstof.

Det giver således mening gennem systematisk byforgrønnelse at give stadig flere grønne blade mulighed for at suge CO₂ ud af atmosfæren. Billedligt tænker jeg i disse tider ofte, at vi skal flytte byen tilbage i skoven – og det er så at sige det, som Vatikanet har gjort.

Og det sætter den nylige tilladelse til at genoppløje allerede braklagte arealer i et ekstra problematisk lys. De skulle i stedet have haft lov til at udvikle sig til skove, som på én gang havde CO₂-opsamlende effekt og styrkede muligheden for fugle og dyrs overlevelse i et landskab med stadig større kulturtryk.

Læs mere »

Det er syndigt af forurene, fremførte Vatikanets næstøverste, ærkebiskop Gianfranco Girotti, her i weekenden i en tale om moderne synder ved afslutningen af et ugelangt fasteseminar for præster. Den største farezone for den moderne sjæl ligger ifølge Girotti inden for bioetikken: “Der findes her områder, hvor vi fuldstændig må afstå fra at overtræde nogle af menneskenaturens fundamentale menneskerettigheder gennem eksperimenter og gentisk manipulation, hvis udfald kan være svære at forudsige og kontrollere.”

Siden Pave Benedikt XVI i 2005 tiltrådte som pave, har Vatikanet markeret sig stadig mere grønt. På det seneste har paven således meget direkte markeret, at truslen imod klodens miljø kræver en “moralsk vækkelse” blandt alle kristne for at vende udviklingen.

Og det er nok noget i retning en moralsk vækkelse, der skal til – det at vi alle vågner til vores globale medansvar. Vores fornuft og forstand synes ikke at kunne afholde os i den rigeste del af verden fra at ville have stadig mere og rage en stadig større del af klodens begrænsede ressourcer til sig.

Reuters: Vatican lists “new sins,” including pollution, 10.03.2008.

Thomas Revsbech: Paven kalder til international klimakamp, Kristeligt Dagblad 29.11.2007.

Bianca Z. Vasconcellos: Vatikanet udsender ny liste over dødssynder, Politiken 10.03.2008.

Richard Owen: Vatican Adds Seven New Deadly Sins Including Abortion, Contraception and Drug-Dealing, FoxNews 10.03.2008.

Bart Jones: Pope takes lead in effort to save the environment, Newsday.com 10.04.2008.