Berkeley Earth Surface Temperature
20. oktober 2011To stillbilleder fra den animation af vejrdata fra de sidste 200 år, som en gruppe forskere ved Berkeley Earth Surface Temperature-projektet har udarbejdet.
Sammen med en gruppe forskere fra Berkeley har fysikeren Richard Muller netop fremlagt Berkeley Earth Surface Temperature-projektet, der har søgt at præcisere og organisere håndteringen af de historiske klimadata, som udgøres af de konkrete observationer af temperaturen ved jordens overflade, som er gjort verden over af institutioner og vejrtjenester igennem de sidste godt 200 år.
Hidtil har disse klimadata været organiseret i forskellige delserier, som alt efter hvor i verden de var lavet, gav et lidt forskellig (om end i store træk samstemmende) billede af temperaturudviklingen siden industrialiseringens begyndelse. Pålideligheden af disse data har været et af de stadige kritikpunkter, herunder om varmeø-fænomenet omkring moderne bydannelser betød, at det i virkeligheden var urbaniseringen og ikke den globale opvarmning generelt, der gjorde, at temperaturerne var stigende. Men det viser sig, at kun omkring 1% af samtlige observationspunkter har været præget af denne udvikling.
Muller har selv hørt til skeptikerne og har kritiseret både datamaterialet og håndteringen deraf. Men Müller kommer faktisk frem til, at de fire store klimadataserier nu alle ligger meget tæt på det, man har fundet med Berkeley Earth, og at de føjer sig sammen til et samlet og ganske entydigt billede af en klode, som gradvist er blevet varmere siden industrialiseringens begyndelse, mens stigningen har accelereret i det sidste halve århundrede.