Strøtanker om bæredygtighed

I dag holder schweizerne afstemning om A-kraftens fremtid i landet. Schweiz var et af de lande, der reagerede kraftigt på Fukushima-katastrofen, så i tiden efter blev det i princippet besluttet, at den schweiziske A-kraft gradvist skulle udfases, og tre nye atomreaktorer under forberedelse blev efterfølgende opgivet. Sidste efterår vedtog det schweiziske parlament en Energistrategi 2015, men det højreorienterede Schweiziske Folkeparti krævede energiplanen sat til afstemning (hvilket er ganske almindeligt i Schweiz). Derfor kunne schweizerne i dag give deres mening til kende om regeringens energistrategi.

Forslaget fra den schweiziske centrum-højre-regering indebærer, at der ikke kan bygges nye atomkraftværker i Schweiz, og at de udfases i takt med, at de når grænsen for den teknisk forsvarlige driftsperiode. Planen sigter således på inden 2035 at kunne klare sig helt uden A-kraft.

Energiforsyningen i Schweiz er betydeligt anderledes sammensat end den danske. I dag kommer blot 5% fra vedvarende energikilder som sol og vind, mens A-kraften leverer 35% og hele 60% stammer fra vandkraft. Opgaven er således inden 2035 at etablere, hvad der svarer til en tredjedel af det nuværende energiforbrug, enten gennem indfasning af vedvarende energikilder som sol og vind eller gennem energibesparelser. Det forslag der i dag er til afstemning, rummer en betydelig energibesparelsesindsats. Således vil man gennem en bred vifte af initiativer søge at få den enkelte schweizers energiforbrug nedbragt med omkring 43% i 2035 i forhold til i dag – en prioritering, man må tage hatten af for.

Med den store andel af vandkraft har schweizerne ikke samme problemer med de vedvarende energikilders svingende natur som mange andre lande. For de enorme vandmasser, der findes opstuvet bag landets mange vandkraftreservoirer, er som et gigantisk batteri. Faktisk kunne man mene, at Schweiz burde sammentænke sin energistrategi med de omgivende regioner, så man forenklet sagt kunne trække på billig vindstrøm fra fladere landskaber når det stormede over havene, mod at dele af sine vandreserver, når møllevingerne stod stille. Men med de store vandkraft-ressourcer landet har alle muligheder for at lave en ultrastabil energiforsyning.

Læs mere »

Brasílien råder over enorme vandkraft-ressourcer. Herover ses området ovenfor Balbina-dæmningen i Amazonas’ regnskovsområde, hvor man lige kan ane det gamle flodleje gennem den øvre tredjedel af billedet. Opstemningen af Uatumã-floden her skabt en omkring 3.000 km² kunstig sø med 3.500 øer, hvor i titusindvis af døde træer, som man end ikke har orket fjerne, stadig stikker op gennem vandet. 

Under et nyligt besøg i Washington sidst havde Brasíliens præsident Dilma Rousseff og præsident Obama 30. juni en fælles pressekonference i Det Hvide Hus, hvor de proklamerede et fremtidigt klimasamarbejde og en række synspunkter på, hvad den kommende klimaaftale i Paris måtte indebære. Mere specifikt forpligtede begge lande sig til at udfase hydrofluorocarboner samt inden 2030 at have mindst 20% vedvarende energi i den del af energisektoren, som ligger ud over vandkraften (som for Brasíliens vedkommende i 2010 udgjorde 78% af energiforsyningen). For USA indebærer det en tredobling af mængden af vedvarende energi, mens det for Brasílien indebærer godt en fordobling.

Rousseff lovede også ikke bare at bremse den illegale rydning af regnskoven, som gradvist i de senere år er kommet mere under kontrol, men at iværksætte en genplantning af et område på størrelse med England. Yderligere lovede hun inden Paris at fremlægge en ambitiøs klimamålsætning. Men ikke et ord om hvornår den hastigt ekspanderende brasilianske økonomis CO₂-udledninger, og i det hele taget fik vi ikke ret meget konkret at vide om Brasíliens kommende klimamålsætning.

I det fælles U.S.-Brazil Joint Statement On Climate Change, bliver vigtigheden af at imødegå klimaudfordringen og viljen til at arbejde for en stærk Paris-aftale, som gør det muligt at holde 2°C-målsætningen fremhævet. Og måske det ikke skal undervurderes, at mere eller mindre samtlige lande forud for Paris har bundet sig op på at ville bidrage til 2°C-målsætningen. For konklusionen på den Synthesis Rapport, som UNFCCC udarbejder i løbet af november på baggrund af de indleverede klimamålsætninger, ved vi allerede nu, at der er et graverende misforhold mellem hvad de enkelte lande har sagt det vil gøre, og hvad der skal til for at holde klimaudviklingen under 2°C. Her kan disse generelle tilsagn blive vigtige i bestræbelserne på at få øget tilsagnene dertil, at klimakursen er sikret. Men omvendt virker det ikke realistisk, at for eksempel et tungt system som EU i løbet af november kan hæve sin 2030-målsætning fra 40% til 50%. Selv for lande som Japan, Canada og Australien, som allerede inden de har indgivet deres INDC har ladet dem sive – og har fået massiv kritik derfor – synes det svært at forestille sig, at der kommer en ny klimapolitik på banen inden Paris, også fordi den forudgående sivning synes at være en del af en ‘mindst muligt hvor man stadig klare sig igennem uden for mange skrammer’-strategi.

Læs mere »

I det forudgående indlæg, Tyrkiske vandlege, var der tale om store dæmningsanlæg i det sydøstligste Tyrkiet, som dels truer med at vende alvorligt op og ned på levevilkårene hele vejen langs de to floder Eufrat og Tigris, som på mange måder er den vestlige civilisations vugge og stadig i dag er Iraks livsnerve. Dels vil det ødelægge store kulturværdier på steder, hvor civilisation har afløst civilisation igennem 10-12.000 år.

Som det blev eksponeret under Rio+20, så er Brasílien på ondt og godt en anden af verdens store vandkraftværk-byggere. Rundt omkring i Amazon-bækkenet har man et meget stort antal inddæmningsanlæg planlagt eller under opførelse, og ved Xingu-floden i staten Pará har man med Belo Monte-dæmningen gang i, hvad der vil blive verdens tredjestørste vandkraftanlæg, hvis projektet gennemføres.

Det vil give strøm – masser af strøm. Men skalaen er kolossal. Der er planlagt en hel serie af opstemninger af Xingu-floden, hvoraf Belo Monte-dæmningen vil være 3,5 km lang og 90 m høj og medføre oversvømmelser af i alt 668 km² regnskov. Samlet vil der være tale om at oversvømme 6.240 km² regnskov langs Xingu-floden eller et areal mere end dobbelt så stort som Fyn. Hermed vil ikke bare endnu et regnskovsareal gå tabt. Der er tale om et særdeles voldsomt indgreb i et helt flodsystems økolog – Xingu-floden har alene omkring 600 fiskearter. Og titusindvis af indianske stammefolks livsgrundlag og hovedtransportvej gennem tiderne vil med et slag være ødelagt. Men forundersøgelser af disse projekters miljømæssige konsekvenser er pinagtigt dårligt gennemført.

I situationer som disse står man ikke bare med en truet biodiversitet, som ikke har noget at skulle have sagt, men fuldt så meget med oprindelige folkeslag, hvis rettigheder forbigås, fordi de ikke på samme måde som den vestlige tankegang har kendt til en ejendomsret til naturen.

På trods af, at vandkraft ofte regnes som en klimavenlig og CO₂-fri energikilde, vil inddæmningen af tropiske floder typisk udvikle så store mængder metan, at den udvundne strøms klimapåvirkning kan være større, end hvis den var genereret fra afbrænding af kul. For Belo Monte-Babaquara-dæmningerne har det været beregnet, at de skal køre optimalt i 41 år, før de har indhentet klimabelastningen fra deres etablering.¹ (Se også blog-indlægget: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft).

Billeder fra en nylig aktion, hvor den begyndende Belo Monte-dæmning igennem tre uger var besat og besætterne gravede en rende, så Xingu-floden for en stund fik lov igen at strømme.

Lederen af Environmental Parlament, Pano Kroko, rapporterede i juni fra Belo Monte på sin blog, Bleeding Edge:

“Antonia Melo, the coordinator of Xingu Vivo Movement said: ‘This battle is far from being over. This is our cry: we want this river to stay alive. This dam will not be built. We, the people who live along the banks of the Xingu, who subsist from the river, who drink from the river, and who are already suffering from of the most irresponsible projects in the history of Brazil are demanding: Stop Belo Monte.’

Sheyla Juruna, a leader from the Juruna indigenous community affected by the dam said: “The time is now! The Brazilian government is killing the Xingu River and destroying the lives of indigenous peoples. We need to send a message that we have not been silenced and that this is our territory. We vow to take action in our own way to stop the Belo Monte dam. We will defend our river until the end!'”²

Læs mere »

En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.

I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.

I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.

Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km² store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.

Læs mere »

.
Ofte forbindes denne del af Afrika med endeløse problemer, hastigt fremadskridende klimaforandringer, vandmangel og voksende ørkener, hungersnød og evindelige strammeopgør og borgerkrige, som igen og igen sætter situationen tilbage til start. Men denne lille solstrålevideo, som i går blev lagt ud på Rio+20s officielle hjemmeside uncsd2012.org, giver et helt andet billede af udviklingen i Ethiopien.

I en tid hvor væksten i verdens gamle økonomier er ved at ebbe ud (hvilket om man så må sige er på høje tid), har et land som Ethiopien i de seneste 20 år gennemgået en rivende udvikling. Med en årlig vækst i bruttonationalproduktet på 11,4% er Ethiopien i dag blandt verdens hurtigst voksende økonomier, og landet har en målsætning om inden 2025 at have vokset sig ind blandt verdens middelindkomstlande – gennem en bæredygtig udvikling.

Læs mere »

I 1920-21 anlagde man ved Gudenåen Danmarks største vandkraftværk, Tangeværket. Opdæmningen skabte Tange Sø – en langstrakt 6 km² stor sø, som er 10 m dyb på det dybeste sted. Og kraftværkets bygninger huser i dag Energimuseet, et kulturhistorisk specialmuseum omkring temaet energi, og hvordan vi gennem tiderne har produceret elektricitet.

Men opstemningen af Gudenåen har også skabt en hel række miljøproblemer. Så i en situation, hvor værkets koncession udløber i 2014 og skal genforhandles (efter i 2007 kun at have fået 6 år mere), har det direkte været på tale at nedlægge søen og tilbageføre landskabet til den oprindelige ådal. Men dels er der kulturhistoriske interesser i at bevare anlægget, dels er der ganske store rekreative interesser i at bevare søen. Og hvis man valgte at tilbageføre åen til sit oprindelige landskab, ville man skulle finde måder at fjerne 150 ton fosfor årligt – en del af udvaskningerne fra det intensive landbrug i Gudenåens ganske store afstrømningsområde – som nu absorberes af søens økosystem.

Derfor er det sandsynlige resultat, at man ender med at bevare Tange Sø, men prøver at bedre passagemulighederne for åens fauna. Der er anlagt fisketrapper omkring opstemningen, men de virker tilsyneladende ikke optimalt. Gudenå-laksen er borte, og for eksempel har det vist sig, at den i dag udryddelsestruede ål har meget svære kår omkring Tangeværket.

I en nylig undersøgelse fortetaget af DTU Aqua udsatte man 46 blankål, som var mærkede med radiosendere, i Gudenåen et godt stykke ovenfor Tangeværket.¹ Blankål er betegnelsen for modne ål, som er rede til at søge nedstrøms og hele vejen de 6.500 km tilbage til Sargassohavet, hvor de i tidernes morgen selv blev til. Og hvor ålene til at begynde med hurtigt søger nedstrøms, så viser Tangeværkets opdæmning sig at være en næsten uovervindelig barriere, og kun én ud af fire af de udsatte ål nåede til Gudenåens udmunding i Randers Fjord. Og endda er prøvelserne ikke ovre. En tidligere undersøgelse viste nemlig, at 60% af blankålene ikke kommer helskindet gennem Randers Fjord, men ender i fiskernes ruser.² Måske ikke noget at sige til, at ålen i disse år er hårdt truet.

I min tidlige barndom havde min morfar ruser ved Langerak, det langsmalle stykke af Limfjorden mellem Aalborg og Hals. Situationen var da så overflodsagtig, at mormor insisterede på kun at få ål én gang om ugen. I dag er det nærmest politisk ukorrekt at spise ål. Det er svært fatteligt, at det er kommet dertil, og at det er gået så hurtigt. Men det – og den lille historie om Tangeværket – viser blot, hvor svært det er for os mennesker at forstå vores fulde indgriben i vores omgivelser. Og at vi, når vi først én gang er begyndt at gribe ind i landskabernes komplekse økosystemer, må indse, at der er tale om en dynamisk balance, som kræver stadige finjusteringer på baggrund af stadig monitorering.

Tangeværket producerer strøm som en mellemstor vindmølle, så selvom det ud fra at kunne stabilisere en vedvarende energiforsyning ville være ønskværdigt med mere vandkraft i den danske energipalet, så er der slet ikke vand i de danske åer til at blive energibuffer, selv hvis vi valgte at se stort på alle naturomkostningerne derved. 

Se tidligere blogindlæg: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft, Indlandsisen vådrer, Misbrug af CO₂–kvotemidler? og Havstigninger maskeret af dæmninger.

Niels Jepsen: Ål overlever ikke Gudenåen, DTU Aqua 13.01.2012.¹

Bjørn Godske: Tangeværket slår over halvdelen af Gudenåens ål ihjel, Ingeniøren 19.01.2012.²

Mads Nyvold: Politikere giver Tangeværket seks år mere, Ingeniøren 28.06.2007.

Mads Nyvold: COWI-rapport giver dødsstød til Danmarks største vandkraftværk, Ingeniøren 23.04.2007.

www.tangesoe.dk.

Vandkraft står på mange måder som den ultimative form for vedvarende energi – når først den er etableret, er der ingen bivirkninger, og vandet venter blot tålmodigt på at blive ledt forbi turbinerne for at lave CO₂-neutral energi. Og til forskel fra vindkraften er vandkraften let at dosere, så man præcist får så meget energi, som man har brug for, når man har brug for den … troede jeg indtil en artikel i The Guardian i går.¹

For én ting er de kolossale ødelæggelser af landskaber, som går forud. Men én gang etableret, sker der fra bunden af de store mudrede opstemningsbassiner en stadig udvikling af metangas fra forrådnelsesprocesser i iltfattige omgivelser – en effekt som er særlig udtalt i troperne. Ifølge forskere fra INPE står vandkraftværker for 23% af den menneskeskabte metan og mindst 4% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser. Vandreservoirer i troperne kan i værste fald have en større drivhuseffekt pr. produceret kilowatttime end fra fossile kilder, inklusive kul.² I et eksempel fra Curuá-Una inddæmningen i Amazon-området er det således vurderet, at produktionen af drivhusgasser er omkring 3½ gange større, end hvis energien var produceret fra afbrænding af olie.³

Læs mere »

Jeg har i dette indlæg samlet et par kort, som giver et billede af den accelererende afsmeltning af Grønlands indlandsis. Herover er der angivet, hvilken del af den grønlandske indlandsis, som oplevede afsmeltning i årene 1992 og 2002. Fra at være et randfænomen nærmer det sig en situation, hvor hele den sydlige del har afsmeltning i sommertiden – se kortet nedenfor fra 2005.

Læs mere »

I forlængelse af Al Gores nylige forslag om, at al produktion af elektricitet indenfor de næste 10 år bør gøres 100% CO₂-neutral, bragte tidsskriftet Nature 14. august en læseværdig oversigtsartikel¹ om viften af alternativer til den nuværende el-produktion, som globalt set repræsenterer den største samlede CO₂-udledning, vandkraft, atomkraft, biomasse, vindenergi, geotermisk energi, solenergi og bølgeenergi (se nedenfor).

40% af vores energiforbrug kommer fra elektricitet, og alene at effektivisere energiforbruget i de mange processer, vi omgiver os med, har et kolossalt potentiale. Stort set alt i vores dagligdag vil energi- og ressourcemæssigt kunne gøres langt mere intelligent end i dag. Endda er der brug for at øge udbygningen af de vedvarende energikilder markant, hvis det skal lykkes inden for de nærmeste år at gøre verdens elektricitetsforsyning CO₂-neutral.

Ikke mindst den nuværende afbrænding af kul er dybt problematisk. Kul har større CO₂-udledning pr. udvundet energienhed end andre fossile brændstoffer, og klimaeksperten James Hansen har derfor advokeret for et moratorium for fyring med kul, som den måske vigtigste beslutning at træffe i den kommende afløser for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: Brev til den japanske statsminister og James Hansen: Stop afbrændingen af kul). Endda åbnes der nye kulfyrede kraftværker med en højere hastighed end nogensinde før.

Læs mere »

Danmark er et af de lande, som har forpligtet sig til CO₂-reduktioner under Kyoto-aftalen. Imidlertid er vi bagefter med vores reduktioner – faktisk har vores udledninger under de seneste års højkonjunktur igen været svagt stigende – så vi kommer til i de kommende år at bruge milliardbeløb på opkøb af CO₂-kvoter for at overholde vores forpligtigelser. Disse kvotemidler overføres herefter til andre dele af verden, hvor de skulle sikre en tilsvarende CO₂-reduktion gennem CDM-investeringer i ren teknologi (Clean Development Mechanism). Markedslogisk skulle pengene således hele tiden flyde derhen, hvor reduktionen af CO₂-udledningerne er billigst.

På verdensplan indebærer CDM-aftaler i dag overførsler for omkring 20 mia. $ årligt, og man regner med inden for få år at nå 100 mia. $ årligt. På den baggrund er det alarmerende at erfare, at disse kvotemidler tildeles yderst lemfældigt. John Vidal skrev i går i The Guardian, at milliarder af pund bliver spildt ved at betale virksomheder i udviklingslande for at reducere udledningerne af drivhusgasser. En meget stor del af projekterne under CDM-ordningen fører ikke til de forventede CO₂-reduktioner.¹

Læs mere »