Strøtanker om bæredygtighed

..

Dagens pausebillede er et lydbillede – eller rettere fire lydbilleder, af vand fra det japanske K-MusicLife: Ét med vandlyde fra en strand åben til det store ocean, ét fra vandlyde fra rismarkernes overrislingskanaler, ét fra en drypvåd japansk skov, hvor fuglestemmer stemmer i, og ét hvor det regner i lotusdammen.

..

Efter en hel dag med konstant larmende vejarbejde lige neden for mine vinduer voksede en gammel længsel om et hus med en have med et rislende vandløb igennem frem igennem de voksende nakkespændinger, og jeg gik på jagt efter vandlyde for om muligt at finde et opblødende, distancerende, beroligende udglattende, rummeligt lydfilter.

For lyden af vand er måske det mest beroligende der findes. I hvert fald er det noget af det mest beroligende, jeg kender. Selvom jeg er vokset op i byen, har jeg haft havet i øret helt tilbage fra min barndoms sommerhus på kanten af Kattegat, bogstaveligt så tæt at det er ved at skylle i havet. Her vågnede man til havet, levede med havet, dets langsomme hæven og sænken i pagt med månen, som tidvist lod store sandrevler dukke frem, og man slumrede ind i havets uudgrundelighed. Mange somre rundt i de skandinaviske farvande har jeg haft den beroligende lytten til bølgeslagets uendeligt langsomt ændrende rytme, om det er dovent slikkende store sten, voldsomt brusende materialepolering, langsom tilbagerislen, eller skramlen med havstokkens skaller eller klukken i bådskrogets klinkbordlægning. Og på det seneste er jeg kommet til at holde af regnen i byen, fordi den lukker af for så utroligt mange lyde og gengiver os stilheden eller næsten-stilheden – det at vi ikke i vores bevidste eller underbevidste konstant skal forholde os til titusinde irrelevante ting i vores omgivelser.

Læs mere »

I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.

I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹

Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min. yderst seværdig.

Læs mere »

WTO, World Toilet Organization, (ikke World Trade Organization!), har netop afholdt sin årlige World Toilet Summit and Expo på Macau. I den forbindelse udtaler formanden Jack Sim til Time Magazine, at verden ikke vil kunne fortsætte det vandskyllende toilet fremover: “This ‘flush and forget’ attitude creates a new problem which we have to revisit.”¹

Denne iagttagelse er helt på linje med den danske filosof K.E. Løgstrups tanker om bivirkningsdeterminisme i bogen System og symbol, at løsningen af ét problem ofte fører et nyt sæt af problemer med sig. Det vandskyllede toilet blev opfundet i 1596. Og sammen med kloakeringen af de større byer, som mange steder i den industrialiserede verden blev påbegyndt midt i 1800-tallet, løste det umiddelbart en række hygiejnemæssige problemer. Og en række sygdomme som kolera og dysenteri, som mennesket havde kæmpet med i århundreder, forsvandt stort set.

I begyndelsen lignede kloakeringen en løsning, når blot røret blev ledt langt nok ud i havet. Men kloakeringen medførte overtid, at en meget stor mængde næringsstoffer blev ledt ud i havmiljøet. 100 år senere står vi derfor i de danske farvande med havområder, som er uddøde eller tidvist dør på grund af iltmangel fremkaldt af en kombination af byspildevandet og de store mængder næringsstoffer, som udvaskes fra landbrugets uhensigtsmæssigt store brug af kunstgødning.

Kloakeringen af København blev indledt i årene 1860-85, men som man kan se Axel Larsens tegning fra Larslejsstræde i 1890erne (min gade), var der stadig ved århundredeskiftet åbne rendestene mange steder i København, og den vestlige del af byen blev først kloakeret i de første årtier af det 20. århundrede. Renseanlægget Lynetten blev først indviet i 1980.

I Danmark er vi forkælet med masser af godt drikkevand, men andre steder i verden er situationen en helt anden. Vi nærmer os hastigt et ‘peak water’, hvor vandforsyningen i store dele af verden ikke kan følge med behovet. Med udsigten til 3 mia. flere byboere indenfor de kommende få årtier er det et åbent spørgsmål, om der vil være 22 l vand pr. person blot til at skylle vores daglige efterladenskaber ud?

Læs mere »

Nu er boblevand – eller designervand, som nogen kalder det – faktisk en af de få chancer vi har for at kunne se CO₂. Men selvom det nærmest er blevet symbol på klima-uansvarlig adfærd, så er den CO₂, vi lukker ud af flasken, når vi drejer låget om, kun en meget lille del af den drivhusgas, der følger af at drikke de CO₂-perlende dråber.

Når sandt skal være, er det københavnske vandhanevand er ikke verdens bedste drikkevand. Men jeg har lært mig at holde af det ved at bruge godt med citron. Citronsaften fjerner fuldstændig den kalkede fadhed, samtidig med at det giver lidt ekstra antioxidanter. Og fra nu af, hvor vi har haft de første varme dage, har jeg hen over sommeren næsten altid en stor kande med vand stående i køleskabet, så jeg ikke behøver at lade vandhanen løbe kold helt op på anden sal mange gange om dagen blot for at få et enkelt glas. Limefrugt kan på samme måde åbne det københavnske vand.

Men tilbage til boblevandet fandt jeg for nylig på Yale sustainability blog 10 facts om boblevand, som måske lige er værd at memorere, så der nu hvor sommeren står for døren altid er citroner i huset.

Læs mere »