Strøtanker om bæredygtighed

I den månedlige samling af Satellit Eyes on Earth fra The Guardian Environment var der denne serie af tre billeder taget over samme sumpområde i det centrale Kansas, The Cheyenne Bottoms Wildlife Wetlands. De er fra venstre mod højre taget hhv. juni 2010, juni 2011 og juni 2012, og man får en umiddelbar fornemmelse af, hvor hårdt tørken har fat i det centrale USA. Og jeg fik lyst til at zoome lidt ind.

Cheyenne Bottoms er med 166 km² USAs største sumpområde og et af USAs 29 vådområder under Ramsar-konventionen. Cheyenne Bottoms er et fugle-eldorado, og i forårs- og efterårstiden svirrer luften af kolssale flokke af fugle på træk mellem vildmarken i nord og vinterkvarterer under sydligere himmelstrøg. Gennem året kan man således iagttage 340 forskellige fuglearter i området, som er vitalt for en række arters overlevelse. I de senere år har man gennem anlæg af diger, kanaler osv. søgt at sikre stedet som varieret biotop for fuglelivet – deraf de “unaturlige” linjer i landskabet. Men når vandet er helt væk, er der ikke meget at gøre.

Det er ikke første gang, at der er tørke i området – satellitbilleder fra 2003¹ viser, at der kun var vand tilbage i ét af de inddæmmede rum. Men i år er Cheyenne Bottoms helt tørlagt. På USGS’ hjemmeside er der flere satellitbilleder af Chayenne Bottoms.² 

Jeg har nedenfor samlet en række billeder af Cheyenne Bottoms mange enestående skabninger.

Læs mere »

Som resultat af COP3 klimatopmødet i Kyoto indgik verdens rigeste lande i 1997 verdens hidtil første og eneste bindende aftale om reduktion af udledninger af drivhusgasser. I den forbindelse bandt Danmark sig til at reducere sine udledninger med 21% inden udgangen af 2012, hvor gennemsnittet af de lande, som indskrev sig med forpligtigelser, var en reduktion på blot 6%. Men det forlyder nu, at Danmark er i hus.

Ifølge Kyoto-aftalen må vores samlede nationale udledninger i 2012 maksimalt udgøre 54,8 mio. ton CO₂. De ligger dog stadig på 59,7 mio. ton CO₂, men differencen udlignes gennem køb af kreditter, hvor Danmark betaler for en reduktion svarende til differencen i forskellige tredjeverdenslande. Dette kvotesystem kan man mene meget om, men det var et af grundelementerne ved Kyoto-aftalen – et stort anlagt forsøg på at få markedets simple logik til at spille med i klimaindsatsen. Det er ikke slået fuldstændigt fejl, men prisen for at udlede 1 ton CO₂ på det europæiske kvotemarked er så lav, at det på ingen måde ansporer til at reducere ved kilden.

Kyoto-aftalen var langt fra nogen perfekt aftale, da den blev indgået, og det af flere  grunde. Men det var dengang det bedste, man kunne blive enige om – en form for begyndelse, vedtaget på COP3 blot 6 år efter at man i Rio i 1992 havde lovet hinanden at arbejde frem mod en klimaaftale til beskyttelsen af det globale klima.

For det første omfattede aftalen kun de ‘gamle’ industrilande – eller rettere var det kun dem, som havde bindende reduktionsmål. Og da USA verdens den gang største udleder af drivhusgasser sprang fra, var virkningen allerede reduceret. Så USAs udledninger ligger i dag omkring 30% over landets udledninger i 1990. For nylig meddelte Canada, at man ville udtræde af Kyoto-aftalen, efter at man i nogle år havde opgivet klimaaftalen og set landets udledninger eksplodere i forbindelse med udviklingen af tar sand i Alberta-området, hvilket i sig selv er en tikkende bombe under klodens klimaindsats. Og vi vil nok se, at Japan står til heller ikke at klare sine forpligtelser efter at man har haft samtlige sine A-kraftværker sat på stand by i forlængelse af Fukushima-katastrofen.

Læs mere »

Op til det amerikanske præsidentvalg opdaterer Huffington Post løbende dette Election Dashboard. Det er skabt på baggrund af hundredvis af enkeltmålinger. Det amerikanske valg afgøres stat for stat, og den kandidat som kan samle mindst 270 valgmandsstemmer, bliver præsident. Man kan således godt blive præsident uden at have flertal af befolkningen bag sig, hvis man blot vinder flertallet af valgmændene.

Mange stater er hhv. sikre republikanske stater (de mørkerøde) og sikre demokratiske stater (de mørkeblå), og man vil se, at Obama og Romney her i slutspurten op til valget den 6. november vil fokusere deres indsats præcist i de områder, hvor de er nødt til at sikre en lille fordel, som når Demokraterne lægger deres konvent i North Carolina (den gule, som lige nu er helt åben). Kortet opdateres løbende, og man kan abonnere på de seneste opdateringer via et RSS-feed. Som man kan se til højre, har North Carolina inden for det seneste døgn skiftet kategori to gange. Under selve kortet kan man stat for stat se, hvem som vandt ved de seneste tre præsidentvalg.

Som det ser ud nu, står Obama til et vinde komfortabelt – her 6 uger inden valgdagen står Obama til at vinde 332 valgmænd overfor Romneys 191. Men meget kan endnu ske frem mod valgdagen. Hvis blot en stat som Florida glipper (den største af de lyseblå blokke på den øverste sammentællingslinje) – og republikanerne har gjort hvad de kunne for at besværliggøre valget for typiske Obama-vælgergrupper i Florida – så er situationen allerede langt mere åben. Så vælgerne i disse svingstater vil i de kommende uger blive tæppebombet med reklamer, systemariske opringninger osv.

Læs mere »

Når vi er ved klima-dimensionen ved det amerikanske valg, så er der på climatesilence.org lavet en fin oversigt over, hvad de to præsidentkandidater Obama og Romney gennem tiderne har sagt om klimaudfordringen, dens natur og vigtighed.

Det er lavet på en lang tidslinje, som spænder fra 2007 til i dag. Illustrationen herover er et lille udsnit fra midten af 2011 til begyndelsen af 2012. Fra hvert af de enkelte udsagn kan man klikke til dets fulde sammenhæng, og hvert udsagn er vertikalt ordnet efter en skala som øverst har “action”, og længere nede af skalaen har undgåelse, fornægtelse og modarbejdelse.

Og lade det stå klart, der sker langt mest under den stiplede linje – også for Obamas vedkommende. Før valget i 2008 svingede Obama sig op til at love at møde vor tids vigtigste udfordring. Men efter hans indsættelse er det blevet ved løfterne – kun en enkelt “action” er det blevet til (krav om højere  brændstof-effektivitetskrav i 2009). Romneys kurve ligger gennemgående lavere. Tilbage i 2007-08 var han ved flere lejligheder oppe over den stiplede linje, i det affirmative felt, men med Tea Party-bevægelsens dominans i det republikanske parti er det blevet sådan, at ingen republikaner tør vedkende sig klimaudfordringen.

Så selvom Obama foreløbig i manges øjne har “spildt” fire års muligheder, og har skuffet mange, fordi han forud for valget talte så klart og direkte om udfordringen og direkte lovede at bremse havenes stigning, så er der klimamæssigt set mere at håbe på med Obama i Det Hvide Hus end hvis Romney tager over. Og hvad man ikke ser af diagrammet er, at demokraterne i tiden omkring Obamas valg som præsident arbejdede systematisk med at få en klimaplan igennem, som sigtede mod en 80% CO2-reduktion i 2050 (se blog-indlægget: Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej).

Det lykkedes som bekendt ikke, og efter midtvejsvalget hvor republikanerne genvandt en del mandater, var der politisk set lukket for den videre udvikling. Men klimaplanen havde også modstand i demokraternes egne rækker ikke mindst fra stater, som i dag har en betydelig kulproduktion.

På en data-side er udsagnene samlet i mere udførlig form. Det første udsagn fra Obama er fra en høring om Kyoto-protokollen i 2005, da han stadig var senator i Illinois, hvor han fastslår, at klimaudfordringen og videnskaben bag ikke står til diskussion, og han efterlyser handling og lederskab. Han slutter her med at sige: “And I hope that our primary response as a country is not simply to try to study the problem more to death or to think that voluntary initiatives by the private sector alone are somehow going to achieve the important goals that need to be achieved.”

climatesilence.org.

Goldenbergs artikel i The Guardian (skrevet fem uger efter dette blog-indlæg) afdækker ganske præcist Obama-admnistrationens valg ikke at nævne klimaudfordringen:

Suzanne Goldenberg: Revealed: the day Obama chose a strategy of silence on climate change, The Guardian 01.11.2012.

.
Donald Brown: Romney 13:37 min. video.

For godt en uge siden bragte jeg miljøetik-juristen Donald Browns video i tre dele om, hvordan den nuværende klimafornægtelse, som den praktiseres af de amerikanske kul- og olieinteresser, kan betragtes som en forbrydelse mod menneskeheden.

Nu har Brown lavet en videreførelse, hvor han ser på Mitt Romneys klimaperspektiv – eller rettere mangel på samme. Og på Browns hjemmeside Ethics and Climate kan man finde en fuld transskription af vidoen.¹

År tilbage, da Romney var guvernør i Massachusetts, var han  indforstået med, at klimaforandringerne var virkelige og klimaudfordingen var reel. Men i takt med, at Tea Party-fløjen har overtaget luftherredømmet i det republikanske parti, har Romney skiftet standpunkt, og han er nu helt afvisende overfor, at der er et problem, som USA skal tage sig af eller særlige forpligtelser overfor.

Lad mig sige med det samme, Romney har ikke nogen god sag i Browns etiske ret. Romney anklages for enten at lyve bevidst eller udvise ansvarspådragende misligeholdelse ved på trods af verdens samlede ekspertise at fastholde sin benægtelse af, at klimaforandringer er menneskeskabte. Han overtræder ikke bare forsigtighedsprincippet, men basale regler om ikke at skade andre (lande), og han øger udgifterne til den nødvendige indsats voldsomt ved at forhale processen.

Romneys insisteren på, at det kun giver mening for USA at handle, hvis alle lande gør tilsvarende, holder heller ikke i Browns perspektiv. Uanset andres indsats er alle lande forpligtet til at søge at tage vare om deres rimelige del (Brown kommer her end ikke på, at USA stadig historisk set er det land i verden, som samlet har haft de største klimaudledninger). Så Romneys afvisning af en amerikansk klimaindsats er etisk set dybt problematisk.

Romneys modkandidat til det forestående præsidentvalg, Barack Obama, kom til magten ikke med detaljerede klimaløfter, men alligevel klare udmeldinger om, at klimaudfordringen var vigtig, og at vi under hans styre ville se verdenshavene mindske deres stigningstakt – hvilket måske er meget ambitiøst på blot fire år. Men to af de stadigt tilbagevendende Obama-citater fra 2008 viser, at han faktisk har en god forståelse af klimaudfordringen:

“All across the world, in every kind of environment and region known to man, increasingly dangerous weather patterns and devastating storms are abruptly putting an end to the long-running debate over whether or not climate change is real. Not only is it real, it’s here, and its effects are giving rise to a frighteningly new global phenomenon: the man-made natural disaster.”

Læs mere »

.
Donald Brown: Why The Climate Change Disinformation Campaign is So Ethically Abhorrent.

Donald A. Brown, som i dag forsker ved Widener’s Environmental Law Center, har lavet hjemmesiden Ethics and Climate om den etiske dimension af klimaspørgsmålet, som han ser som næsten fuldstændigt fraværende i vores nuværende håndtering af klimaspørgsmålet.

I introduktionen til Ethics and Climate skriver Brown: “Climate change must be understood essentially as a civilization challenging ethical and moral problem. It is an ethical problem because some people and nations more than others are responsible for causing this problem, the consequences to those who will be most harmed from climate change are potentially catastrophic, and those most vulnerable to climate change often can’t protect themselves from harsh climate impacts. Their best hope is that those causing the problem will respond to their ethical duties to reduce their greenhouse gas emissions to their fair share of safe global emissions.”

Ethics and Climate har på nuværende tidspunkt mere end 80 indlæg, som søger at inddrage den etiske dimension i klima-problematikken, heriblandt en serie på tre videoer, hvor Brown belyser klimafornægtelsen og den systematiske dis-informationskampagne, som ikke mindst i USA kører særdeles massivt i medierne.

Den første af de tre videoer (herover) ser på, hvorfor den fossile industri overhovedet finansierer denne misinformationskampagne, og hvorfor markeds-fundamentalisternes støtteorganisationer er “så etisk forkastelige.” Hans historiske gennemgang har næsten rettergangsagtig karakter, og han stiller da også ad flere gange spørgsmålet, om den bevidste forstyrrelse af verdenssamfundets erkendelsesproces, som gør, at vi igennem tre årtier, hvor vi kunne have handlet, blot har udskudt at gøre det, må betragtes som “crime against humanity.”

De to følgende videoer kan ses herunder:
.

Læs mere »

En undersøgelse af amerikanske TV-mediers dækning af den ekstreme varme og tørke, viser, at man i meget høj grad undlader at sætte vejrfænomenerne i forbindelse med klimaforandringer.¹

Samtidig med at USA denne sommer står med den værste varme og tørke siden mellemkrigsårene, er der fremkommet en stribe forskningsresultater, som tilsammen gør det indlysende klart, at den stadigt hyppigere forekomst af ekstremvejr i meget høj grad er menneskeskabt og stort set forårsaget af menneskeskabt global opvarmning. Men sandheden er ilde hørt, og ikke mindst i et valgår, hvor de republikanske præsidentkandidater på stribe har meldt sig som klimafornægtere, har de amerikanske TV-medier stort set været tavse.

En undersøgelse af TV-mediets omtale af hedebølgen i juli viser, at situationen kun i 8% af indslagene blev sat i forbindelse med klimaforandringer. I CNN for eksempel blev klimaforandringer kun nævnt i 4% af indslagene, og på ABC i 2% af indslagene.¹

Det er alt efter temperament foruroligende, tankevækkende eller dybt provokerende, at man i God’s Own Country, som historisk er verdens største udleder af drivhusgasser, er så fuldstændigt fornægtende overfor sin egen indvirkning på levevilkårene.

Fornægtelsen er en sammensværgelse af kul- og olieinteresser, som for at sikre kortsigtede interesser finansierer den konstante tvivlssættelse af alt, som har med menneskeskabte klimaforandringer at gøre. Selv når man få virkeligheden trukket op, som man har fået det i år, hvor afgrøderne svigter og skovbrandene hærger, bliver det stort set fortiet og fortrængt.

Kortet herover viser tørkesituationen primo august 2012, hvor 52% af USA havde moderat tørke, mens 20% havde ekstrem eller exceptionel tørke.

Den amerikanske tørke er alvorlig og har været så massiv så længe, at årets høst mange steder ikke står til at redde, selvom det har regnet let i de seneste dage. Midtvesten er et af verdens store spisekamre, så man kan frygte, at verdens fødevarepriser på ny vil stige. Prognoser taler om, at sojabønner, majs og hvede vil kunne stige 30-40%.

I en fornuftsbetonet lille husholdning ville man et sådant år bruge mindre af afgrøderne til at lave bio-ethanol og spare på køreturene, så der var mad på bordet til alle. Men i markedsvirkeligheden vil vi se, at det er de sultne motorer, som står først til at blive mættet. Bilerne – eller rettere deres ejere – har større købekraft end verdens fattige.

Læs mere »

Tre forskere fra NASAs klimaforskningsafdeling har med James Hansen i spidsen netop offentliggjort et nyt studie i Proceedings of the National Academy of Sciences. Artiklen er ikke frit tilgængelig fra PNAS, men der er en fri udgave tilgængelig via Columbia Universitys hjemmeside: The New Climate Dice: Public Perception of Climate Change (pdf).

Hansen et al. kunne ikke have valgt bedre tidspunkt at offentliggøre artiklen på, for vejret i USA har i år vist sig fra sin mere ekstreme side, med bragende hede og knasende tørke. I vejrudsigten i går blev der lovet +40ºC i store dele af det centrale USA, og majs- og kornhøsten i et af verdens største spisekamre er i år alvorligt truet af tørke. Der har da også været spekuleret en del over, om det var et udslag af klimaforandringer.

Hidtil har meteorologer været hurtige til at afvise sådanne spekulationer og igen og igen sagt, at man må skelne mellem klima og vejr. Men det, som Hansen et al. demonstrerer gennem den foreliggende analyse af det observerede vejr i USA for de seneste seks årtier, er, at det sandsynlighedsfelt, som klimaet varierer inden for, gradvist forandrer sig.

Hvis man ser på grafen i øverste til højre, er det umiddelbart aflæseligt, at sandsynlighedsfeltet årti for årti bliver varmere og varmere.

Men man ser også, at spredningen bliver større, at fordelingskurven bliver bredere og fladere. Så selvom gennemsnittet gradvist bliver varmere, vi stadig indimellem vil have kolde isvintre og kølige somre, samtidig med at forekomsten af de ekstreme vejrforhold bliver gradvist mere og mere hyppige. Stadig er det svært at sige, at orkanen Katrina, som for nogle år siden forvoldte kolossal skade i det sydlige USA, skete på grund af klimaforandringer. Men det er rigtigt at sige, at sandsynligheden for, at der dannes orkaner af en voldsomhed som Katrinas, er markant forhøjet.

Læs mere »

.

Ecovillage – en 6:47 min. video om et irsk økofællesskab i Cloughjordan.

Da vi i 2009 afholdt Klimabundmøde parallelt med Klimatopmødet i København, var det blandt andet i samarbejde med LØS, Landsforeningen for Økosamfund, GEN, Global Ecovillage Network. Med indrejsende fra økosamfund i alle dele af verden blev et tilbagevendende tema igennem de to uger, hvordan vi kunne gøre brug af erfaringerne fra disse små idealsamfund i storbyernes ofte mere uoverskuelige og umedgørlige virkelighed. For i økosamfundene fandt man mennesker, som på mange måder havde indrettet sig som RIO+20-konferencen efterspørger for hele verden, med en høj grad af livskvalitet og harmoni med omgivelserne samtidig med, at man havde en klimabelastning og et økologisk fodaftryk, som kloden kunne bære … måske ikke fuldt ud i alle henseender, men i fuld gang med at skabe fremtiden. Der ligger i økosamfundene en vital fond af viden om, hvordan vi fremover kunne indrette os.

Derfor var det glædeligt at se, at mange af de video-eksempler, som man har medtaget på hjemmesiden The Future We Want – som er lavet for at alle verden over kan være med til forud for Rio+20 at formulere den verden, de ønsker – beskriver tilværelsen i økofællesskaberne. En anden kategori af videoerne beskriver forskellige aspekter af Urban Farming og transformationerne af bymiljøerne. Gennem at bringe livet tilbage på landet og fødevare-produktionen og det nære samfund ind til byen giver de tilsammen en fin introduktion til nye måder og muligheder på by-land-aksen.

Jeg har samlet et udvalg af videoerne herunder.
.
Læs mere »

Dette lille stykke infografik blev her til aften rundsendt fra 350.org. Den bygger på en undersøgelse fra University of Massachusetts lavet i 2009¹ som stiller det for et USA med omkring 10% arbejdsløshed helt centrale spørgsmål, hvordan man får mest beskæftigelse for sine investeringer?

Rapporten tydeliggør, at investeringer i biomasse, energieffektiviseringer, vedvarende energi og kollektiv transport giver langt mere beskæftigelse pr. investeret dollar, end hvis pengene blev brugt på at vriste mere kul og gas op ad jorden.

Når undersøgelsen bliver taget frem igen nu, er dels i forbindelse med kampagnen for, at få de mange subsidier til den fossile industri fjernet (hvilket ville bedre konkurrenceevnen for de vedvarende energikilder markant) Dels har republikanerne i valgkampen ved gentagne lejligheder fremdraget investeringer i kul- og gasudvindingen som beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

I den situation er det godt at have tal for, at investeringer i mere klimavenlige løsninger ikke bare er mere klimavenlige, men samtidig også giver to til tre gange mere beskæftigelse.

Hvis man tænker over det, så er det er ikke så underligt – for eksempel energirenovering er særdeles arbejdsintensivt, og størstedelen af udgiften er ikke materialer, men arbejdsløn. Omvendt falder lønningernes andel af de samlede udgifter, jo mere højteknologisk et område, der er tale om. Her er vindkraft allerede mindre arbejdsintensiv end solenergi og biomasse, men giver stadig dobbelt så meget beskæftigelse pr. investeret dollar som udvinding af kul og gas. A-kraft er ikke med i oversigten, men må formodes at ligge i en kategori for sig med en forsvindende lille beskæftigelse pr. investeret dollar.

I rapportens konkluderende kapitel gives (s. 47) som eksempel, at hvis USA lavede kombinerede offentlige og private investeringer for i alt 150 mia. $, så ville det i clean energy-sektoren kunne skabe 2,5 mio. jobs, hvorimod samme investering i den fossile industri kun ville føre til 0,8 mio. jobs.

Under finanskrisen blev der indledende talt meget om en “New Green Deal” – og det indlysende i at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men med undtagelse af lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Siden har vi set problemerne vokse, ikke mindst i det sydlige Europa. Det ligger i logikken og aspirationerne, at vi skal skabe flere kapital- og know-how-intensive high-tech-jobs “for at kunne konkurrere”. Men med en ungdomsarbejdsløshed på 22,4 % i EU-27 og over 50% i lande som Spanien og Grækenland,² var det måske bedre at få kickstartet den arbejdskraft-intensive del af omstillingen til bæredygtige samfund.

Robert Pollin, et al.: The Economic Benefits of Investing in Clean Energy. How the economic stimulus program and new legislation can boost U.S. economic growth and employment, Department of Economics and Political Economy Research Institute (PERI), University of Massachusetts juni 2009 (pdf).¹

Robert Pollin, et al.: Clean Energy Investments, Jobs, and U.S. Economic Wellbeing: A Third Response to Heritage Foundation Critics, PERI, University of Massachusetts august 2009 (pdf).

Unemployment statistics, EuroStat (tal for april 2012).²