Strøtanker om bæredygtighed

Onsdag i sidste uge havde Californien startskud for sit CO₂-kvotemarked. Det har til formål frem mod 2020 at reducere Californiens CO₂-udledninger til niveauet i 1990, hvilket indebærer en reduktion på 17%. Ordningen omfatter omkring 350 større virksomheder med i alt 600 enheder, først og fremmest i fremstillings- og energisektoren.

I går var det så auktionsdag for den første pulje af forureningstilladelser (allowances). Dagen forløb uproblematisk, og samtlige 23,1 mio. udbudte allowances (som hver giver ret til at udlede 1 ton CO₂) blev afsat. Prisen var på blot lige godt 10 $, så det er på samme lave niveau som EUs kvotesystem er endt på. Der havde været frygt for, at banker og spekulanter havde opkøbt tilladelserne. På den baggrund var det positivt at erfare, at 97% af tilladelserne blev købt af de direkte involverede virksomheder.

I bedste amerikanske stil rejste California Chamber of Commerce få døgn inden første auktionsdag en retssag med påstand om, at kvotelovgivningen var ulovlig. Men det blev afvist med henvisning til, at kvoteordningen har været under forberedelse i omkring 6 år.

Så nu er den californiske kvoteordning en realitet. Den vi blive fulgt med stor spænding fra resten af USA. Forventningerne – både positive og negative – er store. I den negative ende er der spået store omkostningsfordyrelser for både virksomheder og forbrugere, og at virksomheder i stor stil vil udvandre – på den led kan man sige, at det måske er heldigt, at prisen pr. ton CO₂ foreløbig har lagt sig så lav som 10 $, for det vil kun føre til helt marginale fordyrelser. I den anden ende er der en tiltro til, at kvoteordningen vil være med til at skabe økonomisk incitament til at energieffektivisere og klimaoptimering – og at cap & trade udgør den perfekte “styring” af klimaindsatsen, fordi markedet ikke er sat ud af spil. Her ville effekten omvendt være stærkere, hvis kvoteprisen blev højere. Men lettelsen over, at alt kørte efter planerne, er udtalt.

Læs mere »

Kurven herover stammer fra en artikel i Science Progress torsdag,¹ hvor Dr. James Powell har lavet en ganske tankevækkende undersøgelse af samtlige peer-reviewed artikler om global opvarmning igennem de seneste 20 år og delt dem i to bunker: I den ene dem, som tager menneskeskabt global opvarmning alvorligt, og i den anden de artikler, som klart afviser global opvarmning eller tilskriver opvarmningen andre årsager end CO₂-udledninger (og udledningen af andre drivhusgasser).

Ud af i alt 13.950 artikler siden 1992 var der kun 24 til den bunke, hvor forfatterne afviste den globale opvarmning eller at opvarmningen var forbundet med udledningen af drivhusgasser. Det svarer til en enkelt artikel for hver 581 artikler, eller 0,17%.

Og hvor hver af klimaskeptiker-artiklerne i snit har været citeret 5 gange, da var hver af de 13.926 artikler, som godskriver fænomenet global opvarmning i snit citeret 19 gange. Powell har beskrevet sin metodologi nærmere her.

Powells opgørelse taler sit klare sprog om, at der i klimavidenskaben ikke er den mindste tvivl om, at klimaforandringer er en realitet. der er stadig mange delelementer i klimamodellerne, som kun er delvist forstået, og forståelsen af, hvor hurtigt klima og havstand forandrer sig, har ændret sig igennem de 20 år, som Powell har undersøgt – hvilket for eksempel afspejler sig i, at den overordnede målsætning for en global klimaindsats på få år har forandret sig fra max 550 ppm til max 450 ppm til at det ville være bedst at komme tilbage under 350 ppm. Men der er tale om en grundlæggende enighed om, at klimaudfordringen er en realitet, og at den bliver en af det 21. århundredes helt store udfordringer.

Læs mere »

.
Ved et pressemøde i Det Hvide Hus i går blev Obama spurgt om sine planer og overvejelser omkring klimaudfordringen i den kommende tid. I det fire minutter lange svar i videoen herover, giver han sig vitterligt tid til at udfolde sine tanker og overvejelser.

Efter en lang valgkamp med næsten demonstrativ tavshed om klimaspørgsmålet er det befriende at høre, at han betragter det som en af de helt store udfordringer, som USA må samles om, og som vil præge hans indsats i de kommende fire år.

“You can expect that you’ll hear more from me in the coming months and years about how we can shape an agenda that garners bipartisan support and helps move this agenda forward,” siger han på pressemødet. “I am a firm believer that climate change is real, that it is impacted by human behavior and carbon emissions,” siger han, “and as a consequence, I think we’ve got an obligation to future generations to do something about it.”

Man fornemmer i Obamas næsten tøvende svar, at han gør sig store overvejelser om, hvordan man kan tale om klimaudfordringen, så man får alle med. Det er ikke gennem akopalyptiske skræmmebilleder og tipping points, hvorfra klimaet løber løbsk – den del klarer vejrguderne til fulde, med ødelæggende orkaner og en tørke, som i år har spoleret høsten i store dele af USA.

Obama ved, at han er nødt til at navigere i et USA, som stadig er på vej bort fra afgrunden, som stadig mest af alt mangler flere arbejdspladser, som stadig er stærkt delt mellem et rødt og et blåt USA, hvor ingen endnu rigtig ved, hvor republikanerne lander ovenpå det svinede valgnederlag, som endnu kun er en uge gammelt – og som måske blev ekstra sviende, fordi det så længe og så ekstremt blev kørt på værdipolitikken.

Læs mere »

Flyvning er en af de måder, hvor vi kan præstere den største klimapåvirkning på den korteste tid. Blot en smuttur til New Zealand t/r medfører lige så megen drivhuseffekt som vi producerer på et helt år. Men i de første forsøg på at etablere en global klimaindsats med Kyoto-aftalen i 1997 fik man hverken den internationale skibsfart eller luftfart med ind i beregningsgrundlaget – en stor fejl, da disse sektorer begge er stærkt voksende og repræsenterer en markant klimabelastning.

I årevis har de internationale luftfartsorganisiationer fumlet med mere eller mindre halvhjertede forsøg på at lave en klimaaftale for luftfarten – men det er aldrig rigtigt blevet til noget. Derfor indførte EU fra starten af 2012 en CO₂-afgift for alle fly, som benyttede EUs lufthavne. Dette er et indlysende skridt – og et godt billede på, hvordan EU på en lang række områder søger at sætte klimadagsordenen også uden for FNs forhandlingsspor. Men EUs tiltag har vakt voldsom modstand fra en række lande, først og fremmest Indien, Kina og USA, som har kritiseret EU for med tiltaget at snigløbe den internationale proces og har procederet for at få kendt EUs tiltag ugyldige.

Fredag meddelte ICAO, International Civil Aviation Organisation, at man var indstillet på at forsøge at opstille en form for markedsbaseret kvoteordning på området uden på nogen måde at være præcis med detaljerne. Derfor meddelte Connie Hedegaard i dag, at EU af respekt herfor i det kommende år vil nøjes med opkræve CO₂-afgiften inden for EUs område, men holder pause med opkrævningen for fly ind og ud af EU.

Connie Hedegaard sagde til gengæld i meget bestemte vendinger, at hvis ikke der til den tid var kommet en tilfredsstillende aftale på banen fra ICAOs side, så ville EUs nuværende CO₂-afgift for alle fly, som bruger EUs lufthavne, automatisk blive genoptaget: “But let me be very clear: if this exercise does not deliver – and I hope it does – then needless to say we are back to where we are today with the EU ETS. Automatically.”

Læs mere »

.
Natten mellem torsdag og onsdag vandt Obama Four More Years som præsident for USA – ikke stort, men sikkert nok til at han og demokraterne kan gå videre med et mandat til at fortsætte den genopretning efter Bush-tiden og det deraf følgende kaos, som han har brugt kolossale kræfter på at rydde op i. Som man kan høre i hans sejrstale i Chicago natten til 7. november i videoen herover, har han genfundet de store, stærkt malende fraser, som forud for hans valg i 2008 skabte en næsten global bølge af håb – håb om en fremtid, hvor der var lige muligheder for alle, uanset race, køn, opvækst og seksuel orientering.

Det er et andet håb, han søger at tænde nu, et håb mærket af fire år med hårde tider, et håb om at der findes et samlet USA efter en fase, hvor højrefløjen har været på ideologisk korsttog, og hvor den fossile mafia har sat kolossale ressourcer ind på at modarbejde – for ikke at sige dæmonisere – hans visioner om forandringer, som ikke bare ville løse USAs umiddelbare problemer, men bringe natonen styrket ind i det 21. århundrede. Men det er på en måde et stærkere håb – for det bygger på det, at han midt i al modstanden fra den nært kollapsede økonomi og den rabiate højrefløj, er lykkedes med at vende udviklingen. Selvom hans håb ikke har samme vidtløftighed, så er det et erfaringens håb, et materialiseret håb, et håb om at kunne udfolde og færdiggøre det, som der er lagt grunden til i de første fire år.

Det har været fire hårde år. I 2010 genvandt republikanerne flertal i begge kamre i Kongressen, og siden da er 80% af alle Obamas lovforslag faldet på modstand i Kongressen. Så listen af incompletes er foruroligende lang. Som det er nærmere behandlet i et efterfølgende indlæg om Obamas klimastrategi (se blog-indælgget Obama om den forestående klimaindsats) tog Obama den i bakspejlet nok fejlagtige beslutning ikke at tale direkte om klimaudfordringer og klimaforandringer, men stilfærdigt at søge at implementere en række af de forandringer, som er nødvendige for at nedbringe USAs nu gigantiske klimafodaftryk, uden at referere til klimaet, men tværtimod give det begrundelser i energisikkerhed, jobskabelse osv.

I både demokraternes og republikanernes kampagner har klimaspørgsmålet i denne valgkamp været stort set fraværende (se blog-indlægget Den unævnelige klimaudfordring). For Romney forståeligt, da det var et af de områder, hvor hans umage bagland lige under overfladen er dybt uenigt. For Obamas kampagne ganske paradoksalt, da der syntes at være et stærkt klima-argument overfor den del af vælgerne, som stadig ikke havde besluttet sig (se blog-indlægget Det klimaløse valg).

Under vejs har Obama ved enkelte lejligheder, som for eksempel ved demokraternes konvent markeret, at klimaudfordringen ikke var en hoax. Men der synes blandt Obamas nærmeste rådgivere at have hersket en så stor usikkerhed om, hvilke dæmoner, man ville fremmane i det meget ladede landskab, hvis man tog hul på klimaspørgsmålet, at man har prioriteret andre områder. Men ingen i USA er i tivivl om, at en klimaindsats vil være i bedre hænder med Obama end med Romney, så måske endda at Obamas kampagnerådgiver Axelrod så rigtigt i, at det ikke havde flyttet stemmer at inddrage klimaudfordringen.

Først i valgkampens allersidste fase tvang orkanen Sandy emnet på bordet, og selv da lykkedes det næsten Obama ikke at tale om det. Men det var som om at en forbandelse var brudt, og allemulige andre tog hul på diskussionen, om Sandy var forårsaget af klimaudfordringen? Sandy ramte direkte ind i noget, som man godt vidste, men i det betændte Tea Party-klima havde holdt tilbage. Med Sandy var det alvor langt ind i de republikanske rækker (se blog-indlægget Sandy bryder klimatavsheden). Og New Jerseys republikanske senator Chris Christie personificerer det opgør med højrefundamentalismen, som Sandy fremkaldte. Ikke bare skamroste han Obama for sin indsats og for den statslige beredskabsstøtte, som Romney principielt havde sagt burde afvikles. Han samarbejdede med fjenden (Obama) og erkendte åbent, at der måtte gøres noget ved klimaudfordringen. Man kunne da også i valgkampens sidste døgn høre Obama referere til klimaudfordringen, ligesom han gør det i sin sejrstale herover (11:22 min. ff.).

Endda findes der en ikke bare formodning om, men ganske stærk forventning om, at Obama i en anden valgperiode vil prioritere en klimaindsats højt. Hvor højt får vi allerede en fornemmelse af her op til COP18 i Quatar sidst på måneden. Amerikanerne har siden COP15 i København været en næsten destruktiv størrelse i de globale klimaforhandlinger.

Læs mere »

.
I disse dage, hvor støvet efter den amerikanske valgkamp langsomt lægger sig og verdens egentlige problemer igen toner frem af valgtågerne, får Obama mange henvendelser og formaninger om, hvad han skal gøre i de kommende fire år.

En af dem er fra Pa Ousman Jarju, som er forhandlingsleder for verdens 48 fattigste lande, de såkaldte LCD-lande ved FNs klimaforhandlinger. Han påpeger, at selvom LCD-landene tegner sig for 12% af verdens befolkning, står de kun for 1% af verdens CO₂-udledninger, men har 34% af verdens dødsfald som følge af klimaforandringer. I et åbent brev til Obama opfordrer Jarju direkte Obama til at gå i alliance med EU, LCD og AOSIS-landene (Alliance of Small Island States) om at få fastlagt en stærk og nødvendig klimaindsats.

Jarjus brev starter som følger:

.
Dear President Obama,

As the lead negotiator for the world’s 48 Least Developed Countries (LDCs) in the United Nations climate change negotiations, I congratulate you on your re-election. I also want to express my admiration for your response to superstorm Sandy: without the preparations that you made, the impacts to those hit by the storm would have been even more devastating. As communities in the north-east work to rebuild and recover, the world has an opportunity to begin a new, reality-based conversation about climate change.

I write with a simple request: as this discussion continues in the world’s most developed countries, remember those who live in its poorest regions. Remember that as a result of climate change, this kind of fatal weather event has become commonplace for us while we lack the infrastructure and resources to adequately protect our citizens.

As researchers at Brown University’s climate and development lab have shown, climate-related disasters such as droughts, extreme temperatures, floods, and hurricanes have caused an estimated 1.3 million deaths since 1980. Two-thirds of these deaths (over 909,000) occurred in the least developed countries. We are only 12% of the world’s population, but we suffer the effects of climate-related disasters more than five times as much as the world as a whole.

Læs Jarjus fulde henvendelse på The Guardian …

Pa Ousman Jarju: An open letter to Obama from the world’s poorest countries, The Guardian 08.11.2012.

Da orkanen Sandy i den amerikanske valgkamps slutfase trak op lags den amerikanske østkyst og lagde sine ødelæggende spiralarme tungt ind over det nordøstlige USA, forbandt mange spontant det ekstreme vejr med den voksende – men i USA i vide kredse fortrængte – klimaudfordring. Endelig gik der hul på den klimatavshed, som havde ligget som en forbandelse over valget.

Og i nærmest samme åndedrag blussede diskussionen op, om man nu kunne sige, at Sandy var forårsaget af klimaforandringer eller blot var skiftende vejr? Ikke mindst i forhold til den politiske medievirkeligheds fordringer om korte enkle statements blev der vævet ganske meget i, hvordan Sandy ikke var forårsaget af klimaforandringer, men forstærket af klimaforandringer. Et af problemerne med at gøre klimaforandringerne forståelige ligger i sprogliggørelsen af deres natur.

Meteorologerne søger næsten krampagtigt at fastholde sondringen mellem klima og vejr, mens omvendt lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen i en nylig undersøgelse påviste, at hele sandsynlighedsfeltet har flyttet sig. Han bruger her en terning som billede, hvor terningens 1, 2, 3, 4, 5 og 6 for eksempel betegner en skala fra ‘køligere end normalt’ over ‘normalt’ til ‘varmere end normalt’. Og han viser, hvordan denne sandsynligheds-terning på blot få årtier er blevet meget anderledes. Den har i dag måske nærmere værdierne 1, 3, 5, 6, 6, 7, og det som for blot få årtier siden var usædvanligt varmt bliver en ny normal (se blog-indlægget Terningerne er kastet).

Tilsvarende er sandsynligheden for en orkan af Sandys styrke markant større, og faktisk satte Sandy en ny rekord med det dybeste lavtryk i den amerikanske meteorologis historie. Men vi har dårligt sprog for at tale præcist om, hvordan – og i hvilken udstrækning – et fænomen som Sandy er forbundet med klimaforandringer og med klimaudfordringen.

Her markerede George Lakoff fra Berkeley, University of California, sig med et meget klart udsagn, at “den globale opvarmning systemisk forårsagede orkanen Sandy”.

“Yes, global warming systemically caused Hurricane Sandy,” skriver Lakoff indledende: “and the Midwest droughts and the fires in Colorado and Texas, as well as other extreme weather disasters around the world. Let’s say it out loud, it was causation, systemic causation.”

“Systemic causation is familiar,” skriver Lakoff videre: “Smoking is a systemic cause of lung cancer. HIV is a systemic cause of AIDS. Working in coal mines is a systemic cause of black lung disease. Driving while drunk is a systemic cause of auto accidents. Sex without contraception is a systemic cause of unwanted pregnancies.”

Læs mere »

Det nordøstlige USA er i disse dage vidne til et helt usædvanligt vejrfænomen, en tropisk storm, Sandy, som har bevæget sig endog meget langt nordpå og netop i disse timer trækker ind over land i det nordøstligste USA.

Ingen ved endnu, hvor voldsomt, det kommer til at foregå – men der er varslet markante regnfald, vindstyrker af op til stormstyrke, og tre meter stormflod, en cocktail som vil lave alvorlig ravage langs de nordøstlige kyster i de kommende døgn, og foreløbigt tegner det meget voldsomt. Sandy går på land syd for New York med det dybeste lavtryk, som er målt i USA nogensinde. Som man kan se af det lille kort herover, som findes i større størrelse nedenfor, vil Sandy husere det meste af ugen. Efterhånden trækker orkanens centrum ind over Canada, og forventes fredag og lørdag at passere hhv. Montreal og Quebec. Hvor voldsomt det bliver, og hvor længe Sandy holder pusten inde over land, kan ingen endnu vide. Men der har været tale om op imod 10 mio. mennesker uden strøm i op til en uge, det store beredskab er aktiveret, New Yorks toge, busser og undergrund er blevet indstillet i løbet af dagen og New Yorkerne har hamstret som vilde.

Den amerikanske valgkamp, som igennem de sidste mange måneder har skubbet stort set alt andet i baggrunden, er for et øjeblik sat på standby. Både Obama og Romney har måttet indstille en lang række aktiviteter – Obama er rykket tilbage til Det Hvide Hus for at stå i spidsen for beredskabsarbejdet, Romney er blæst inde i en lille flække i Ohio med kun 10.000 indbyggere, hvorfra han, samtidig med at han og konen ved en fundraiser-event karakteriserede Obama som umoden, over fjernsynet kunne se Obama som statelig statsmand dirigere forsvaret mod den indtrængende fjende og få forærende ikke bare ros fra republikanske senatorer for sin indsats, men nok så meget en uvurderlig taletid, hvor folk må forventes at høre efter – til forskel fra den tæppebombning med valgspots, som på nuværende tidspunkt er ved at drive folk til vanvid. Begge må de regne med at ændre deres kampagneplaner radikalt for de kommende dage, for flytrafikken vil være stærkt begrænset i store dele af svingstatsområdet.

Det er som om at det klima – og den klimaudfordring – som både Obama og Romney er gået i en stor bue udenom, her i allersidste øjeblik på sin helt egen måde insisterer på alligevel at være med i valgkampen. Mike Tidwell, leder af Marylands Chesapeake Climate Action Network og forfatter til bogen The Ravaging Tide (2006) siger i en artikel i dagens Huffington Post: “The irony is that the two presidential candidates decided not to speak about climate change, and now they are seeing the climate speak to them,” … “That’s really what’s happening here. The climate is now speaking to them – and to everyone else.”¹

Læs mere »

Også i den anden af de tre planlagte debatter mellem Obama og hans udfordrer ved det snart nært forestående amerikanske præsidentvalg var noget af det eneste, de to overhovedet kunne enes om, fuldstændigt at fortie klimaspørgsmålet.

Debattens format var ellers sådan, at der var mange gode muligheder for at komme ind på det – en hel serie spørgsmål fra tilhørerne hvor hver af de to kandidater til præsidentvalget havde to minutter og derefter to minutter til “debat”. Som Chris Hayes fra nyhedskanalen MSNBC udtrykte det i en af de mange analyser umiddelbart efter debatten, så var det at fortie klimaspørgsmålet fra den ganske diskuterede energisituation som at diskutere rygning uden at tale om kræft.¹

Debatlederen tirsdag nat var CNNs Candy Crawley. Og hun gjorde det på mange måder kompetent, men på grund af den manglende disciplin fra de to kombattanter – det var flere gange lige før man frygtede, at de ville tage næverne i brug – nåede hun kun 11 spørgsmål fra salen, hvor planen forud havde været, at man på de halvanden time ville nå 13 runder. Adspurgt efter debatten, hvorfor hun ikke inddrog et klimaspørgsmål, siger Candy, at hun havde planlagt det, men at der så ikke var tid, og at de fleste nok var mere interesseret i at høre om økonomi (se klip på Treehugger²).

Under vejs i debatten var de to kombattanter på et tidspunkt ved at falde over hinanden for at sandsynliggøre, hvem som havde pumpet mest olie op, hvem som ville flest pipelines, hvem som ville mest fracking og mest kul. Her var den Obama, vi kunne se anno 2012, endog meget langt fra den Obama, som i 2007 ville sikre, at verdenshavene steg langsommere, og at der efter års neglegt blev taget seriøst hånd om klimaudfordringen.

Læs mere »

Det har været sagt, at det eneste Obama og Romney havde til fælles, var deres uvilje over for at skulle inddrage klimaet i valgkampen. Det af forskellige grunde – Romney har et blodtørstigt Tea Party bagland, som over en kam pure benægter, at klimaforandringer finder sted, eller i hvert fald at de er menneskeskabte, mens Obama og den demokratiske lejr mere synes nervøs ved at lukke op for et spørgsmål, som deler vandene meget voldsomt. Konventionel visdom har da også været, at miljøspørgsmål ikke egnede sig som valgspørgsmål – og vi så måske en bekræftelse af den frygt på vores hjemlige politiske scene med den hårde medfart, som forslaget om en betalingsring omkring København fik. Det kan meget let blive noget, som det er lettest at være imod.

Men grafen herover fra Mother Jones 3. oktober¹ mere end antyder, at klimaspørgsmålet kunne blive vigtigt for Obama i valgets slutspurt. Den bygger på en undersøgelse fra Yale / George Mason University² af holdningen til klimaspørgsmål blandt de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig, om de vil stemme demokratisk eller republikansk, og den viser ganske interessant, at hvor under en tredjedel af dem som sandsynligvis vil stemme Romney mener at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er der omkring to tredjedele af både af dem som hælder til at stemme på Obama (men som ikke har besluttet sig endeligt), og dem som er åbent i tvivl finder, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Hvor mange miljøorienterede næsten havde opgivet Obama, som syntes helt at have svigtet klima- og miljøindsatsen eller at have indset, at der ikke var noget at komme efter med republikansk flertal i Kongressen, kunne man da også ved demokraternes konvent i begyndelsen af september høre Obama sige følgende: “And yes, my plan will continue to reduce the carbon pollution that is heating our planet – because climate change is not a hoax. More droughts and floods and wildfires are not a joke. They are a threat to our children’s future. And in this election, you can do something about it.”³

Læs mere »