Med Hu Jintaos nylige tilbagetræden har Kina fået nye kræfter i sin allerøverste ledelse. Noget af det første, det nye styre stod overfor, er luftforureningen, som denne vinter har været værre end nogensinde og i flere måneder har ligget helt oppe i det røde felt. Luftforureningen er således et yderst håndgribeligt billede på, at Kina er kommet til et sted i sin udvikling, hvor det ikke blot er udvikling for enhver pris, hvor prisen for blot at fortsætte ufortrøden vil have uoverskuelige menneskelige konsekvenser. Det nye styre har derfor lanceret en vision om at udvikle en ‘økologisk civilisation’.
Tilbage i 2008 gav Kina udtryk for, at man fra 2012 var klar til at indgå i en anden fase af Kyoto-aftalen, hvis alle de store udledere kom med. Men det gled hurtigt i baggrunden, også fordi USA end ikke har overvejet det, og en række lande som Rusland, Canada og Japan er endt med at sige fra.
Kina har da også siden været meget utilbøjelig til at indgå absolutte reduktionskrav, men har i stedet sat ganske snærende målsætninger for energieffektiviseringer, at man vil kunne lave mere og mere med mindre og mindre energi. Så selvom udledningerne har fortsat med at stige i et foruroligende tempo, så var det gået endnu hurtigere, hvis man blot havde fortsat helt ureguleret.
Nu er det som om signalerne igen vender rigtigt. Man er i en række provinser allerede i gang med forsøgsordninger, hvor der lægges en CO2-afgift på i udgangspunktet 10 yuan (~9 kr.) pr. ton CO2. Og det forlyder nu, at man allerede fra 2016 (næste femårsplan) vil søge at etablere et landsdækkende kvotesystem. De seneste beregninger tyder således på, at Kinas udledninger vil kulminere i 2025 og ikke som hidtil antaget i 2030.
Det kan man sige meget for og imod – de kinesiske udledninger per indbygger er allerede i dag på højde med EUs, og selvom man kan argumentere med en form for historisk retfærdighed, så kan man håbe, at der i Kina opstår en forståelse af, at man i den udstrækning man påkalder sig denne “historiske ret” begår en kolossal uret overfor fremtiden.
.
Denne 25 min. udsendelse fra Al Jazeera ser på den amerikanske klimafornægtelse i lyset af den netop fremlagte undersøgelse af artikler om klimavidenskab, som viser, at der blandt videnskabsmændene m/k er tale om en endog meget høj grad af konsensus om, at klimaforandringer er menneskeskabte. Ud af næsten 12.000 artikler, som blev undersøgt, var der faktisk kun 12, som afviste, at den globale opvarming var menneskeskab (se gårsdagens blog-indlæg: En overvældende klimakonsensus).
I udsendelsen får man et rids af den amerikanske klimasituation – og det paradoksale, at befolkningen trods den videnskabelige konsensus i stor udstrækning tvivler derpå. Studievært Shihab Rattansi har en række fremtrædende gæster i studiet, klimaforskeren Manfred Mann, Dana Nuccitelli fra Skeptical Science og Rick Piltz fra Climate Science Watch. Så alt i alt en yderst seværdig udsendelse.
Mod slutningen drejer samtalen sig im geoengineering – og Mann siger meget rammende, at vi allerede er i fuld gang med et storstilet geoengineering-projekt, som er ved at vise sig at have graverende bivirkninger, nemlig det at lukke store mængder CO2 ud i atmosfæren.
Al Jazeera udspringer fra Qatar og associerer måske til noget meget arabisk, men Al Jazeera er i gang med at etablere en amerikansk afdeling. Man overtog fra nytår Al Gores kanal Current TV, som leverer billeder til 40 mio amerikanske hjem, og synes indstillet på at etablere et højkvalitets nyhedsprodukt til det amerikanske marked.
Uden at kende det fulde udbud af amerikanske TV-stationer er det mit indtryk, at Al Jazeera i hvert fald på klima-området giver en langt mere seriøs dækning end nogen anden amerikansk kanal.
Indimellem de store årlige klimatopmøder er der flere gange i løbet af året forhandlingsrunder rundt omkring i verden, mange af dem i Bonn. De foregår i den rigsdagsbygning, som er et af de mest utrolige stykker arkitektur, jeg nogensinde har oplevet, som blev udsat og udsat og udsat og udsat, og da man endelig efter mere end 20 års omprojekteringer tog fat på at opføre bygningen, blev Østtyskland og Vesttyskland forenet, og hovedstaden flyttet til Berlin. Man nåede lige at tage den i brug, højrefløjen hadede den for dens antiautoritære, nogle ville sige anti-æstetiserende arkitektur, som stammer fra Behnisch & Partners mest viltre periode og om noget er et manifest i demokratisk arkitektur. Så det er glædeligt, at denne enestående bygning nu kan tjene som samlingssted for disse års nok allervigtigste proces: Forsøget på at etablere en global klimaaftale, som i tide kan vende den nuværende klimaudvikling bort fra den nuværende katastrofekurs.
Disse mellemforhandlinger er ikke noget, der fylder meget i de danske medier. Nu har jeg været på ferie, så jeg har ikke kunnet følge de seneste forhandlinger på tæt hold. Men det plejer, når det går højt, at give anledning til et enkelt telegram i Politiken, og nogle gange laver Jørgen Steen Nielsen en lettere forstemmende status i Information. Så jeg prøver med dette blog-indlæg at samle nogle få af de tråde, som løber gennem forhandlingssporet og med en række links give en fornemmelse af, hvor komplekse spørgsmål, der er på banen. I den sneglefartslangsommelige arbejden sig frem mod den globale klimaaftale, som alle ved er nødvendig, men ikke rigtig synes at vil gøre deres del til kan det for almindelige mennesker være svært at se, hvad der overhovedet sker fra topmøde til topmøde. Så selvom det er rystende, at det forholder sig sådan, så må man erkende, at det rammer skævt på de fleste mediers væsentlighedskriterier. Klodens fremtid er ligesom for stort og uhåndterligt et projekt til at være væsentligt i den evindelige nyhedsstrøm af fodbold, grand prix og vejrudsigter. Vores medier har fuldstændig fralagt sig opgaven at medvirke til, at politikerne tager klimaudfordringen alvorligt.
Men tilbage til Bonn, så har det denne gang været et arbejdsmøde, hvor man frem for at diskutere de store principper og målsætninger har fokuseret på at få den detaljerede struktur frem i den globale aftale, som det siden COP17 i Durban for 1½ år siden har ligget fast skulle være klar til vedtagelse i 2015 – og til effektuering fra 2020.
Undskylder for reklamen forud, men denne 7 min. video rummer en samtale på NBC News’ Hardball med Steven Brill fra Time Magazine, som har lavet en ret enestående artikel om det amerikanske sundhedssystem, Bitter Pill. Videoens dialog giver et godt billede af, hvor parasit-agtigt det amerikanske sundhedssystem har udviklet sig. Og Brill påpeger, at man i den Obama-care, som Obama efter drabelige slag fik indført, i alt for stor udstrækning har koncentreret sig om spørgsmålet hvem som skulle betale, og stort set er gået uden om spørgsmålet, hvor meget man bør betale. Det er der ikke noget underligt i – hvis man havde søgt at nedbringe de exorbitant høje profitter i det amerikanske sundhedssystem, var man sandsynligvis ikke kommet igennem med omlægningen, som til gengæld opnåede at næsten 50 mio. amerikanere, som har stået uden sundhedsforsikring, nu kan blive syge uden at måtte gå fra hus og hjem.
Og her giver Steven Brill en 3½ min. video-introduktion på Time Magazines hjemmeside. Hvis videoerne giver mod på mere, er Brills artikel et lysende eksempel på kritisk journalistik, når den er bedst. Artiklen er lang, 28 sider, og ikke umiddelbart frit tilgængelig fra Time Magazine, men linket nedenfor skulle virke.
Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?
Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.
Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?
Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).
Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.
•I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.
I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.
Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?
Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.
Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.
.
I dag aflagde Barack Obama præsidentløfte for sin anden periode og gav efterfølgende sin Iauguration Speech. Den kan ses i sin helhed herover, og teksten kan blandt andet findes på The Atlantic Wire. Halvvejs i sin tale kom Obama ind på klimaindsatsen og dens uomgængelighed (se 10:00 min ff.) Han sagde her:
”We, the people, still believe that our obligations as Americans are not just to ourselves, but to all posterity. We will respond to the threat of climate change, knowing that the failure to do so would betray our children and future generations (applause). Some may still deny the overwhelming judgment of science, but none can avoid the devastating impact of raging fires and crippling drought and more powerful storms.
The path towards sustainable energy sources will be long and sometimes difficult. But America cannot resist this transition, we must lead it. We cannot cede to other nations the technology that will power new jobs and new industries, we must claim its promise. That’s how we will maintain our economic vitality and our national treasure – our forests and waterways, our crop lands and snow-capped peaks. That is how we will preserve our planet, commanded to our care by God. That’s what will lend meaning to the creed our fathers once declared.”
Efter års klima-tavshed må dette siges at være en overraskende klar udmelding. Joe Romm fra Climate Progress benævnte ligefrem Obama som “Climate Hawk”. Men vi har stadig til gode at se, hvad det betyder i praksis, om Obama reelt formår at lade den “all of the above”-politik bagude, han præsenterede i valgkampens sidste fase, hvor der ikke var grænser for, hvor meget der skulle frackes, drilles og produceres.
Her i allernærmeste fremtid skal han tage endeligt stilling til Keystone XL rørledningen, som hvis den etableres vil give canadierne fri adgang til deres verdensmarked med den både for deres egne landskaber og for verdens klimaindsats ødelæggende tar sand-olie. Det er en svær afgørelse for Obama – af mange miljøorgansationer set som en lakmustest for, om der er handling bag hans veltalenhed. For forsyningssikkerhedesmæssigt er det fristende at veksle den nuværende afhængighed af arabisk olie til en afhængighed af den canadiske olie. Men nu hvor valget var ovre, er det på tide at få sat nogle principper og standarder. Et amerikansk nej til Keystone XL vil nok ikke i sig selv standse canadiernes vanvidsprojekt (se tidligere blog-indlæg tagged Alberta). Men samtidig er EU tæt på at have sat standarder, som gør at olien ikke kan bruges i Europa. Og USAs nabo mod nord trænger i den grad til en klimamæssig vækkelse.
Klimadiskussionen har i Obamas første præsidentperiode været ganske betændt – på den ene side præget af, at den ultrahøjreorienterede Tea Party-fraktion af det republikanske parti har været ganske højtråbende i sin klimafornægtelse, på den anden side det lidt paradoksale, at Obama efter tilsvarende udmeldinger i sin valgkamp i 2008 tilsyneladende valgte ikke at tage kampen om luftherredømmet op, når det galdt klima-diskussionen, og på et møde i 2009 bad miljøorganisationerne om at holde lav profil.
Nu er der gang i en omstrukturering af den store maskine af frivillige, som har været med til at sikre, at Obama blev genvalgt. Der er tale om hundredetusindvis af mennesker, som ikke mindst i svingstaterne har gået fra dør til dør igennem store dele af 2012. Hvis hele denne ‘hær’ af informanter i stedet satte ind med policy-information, så ville det kunne styrke forståelsen af nødvendigheden af, at USA går målrettet ind og tager sin del af ansvaret for at få stabiliseret klimaet. Hvis først alle disse mennesker skal ud at tale om nødvendigheden af gun control, dernæst om forestående immigrationslove og nødvendigheden af at fastholde de sundhedsreformer, som Obama endte med at prioritere højere end klimaet i første periode, så er det ikke sikkert, at det det er nok til at få den folkelige forståelse af klimaindsatsens nødvendighed konsolideret én gang for alle. For Obama har ikke bare et flertal i Kongressen imod sig – i det mindste i de kommende to år. Han er samtidig oppe mod en massiv misinformationskampagne, som er kynisk finansieret af en amerikansk kul- og olieindustri, som siden 2. verdenskrig har vænnet sig til, at man i den amerikanske lobby- og medievirkelighed kan købe sig til snart sagt hvad som helst.
Men med talen i dag har han i det mindste spillet klart ud med, hvad han – og USA – burde gøre. I den udstrækning, det rent faktisk sker, er den globale klimaaftale, som har så hård en fødsel i FN-regi meget tættere på at kunne blive virkelighed. Selvom Obama i sin tale i dag undlod den hope og change-retorik, som bar ham gennem valget for fire år siden, så er der efter i dag paradoksalt mere grund til håb på klimaets og fremtidens – og USAs fremtids – vegne.
I øvrigt er Obamas inauguration speech en på mange måder fremragende tale, hvor han får forbundet en række af de nødvendige indsatser og den forestående klimaindsats med fundamentale størrelser i den amerikanske grundlov. Så den er i den grad værd at høre i sin helhed.
Lø. 08.12. – Vores klimaminister Martin Lidegaard, som varetager forhandlingerne for EU i ADP-sporet, skrev tidligt i morges på Facebook: “To timers søvn, to kopper kaffe og to paragraffer, der skal forsvares. Forhandler den fremadrettede aftale på vegne af EU. Lidt for spændende….”
Det er endnu ikke endeligt vedtaget, men Lidegaard arbejder intenst på at få en aftale på plads igennem om en klimaindsats frem til 2020, hvor den store globale aftale skal iværksættes, som gør, at håbet om 2ºC ikke går tabt i de mellemliggende år. Foreløbig er EU og AOSIS-landene bag, og i Deadline i går aftes lød han stadig optimistisk, at det ville lykkes at få igennem.
Uenighederne synes lige nu at samle sig om to spørgsmål – ikke nødvendigvis de største i et større perspektiv, men dem som i slutspillet har skabt mest konflikt. Dels er det spørgsmålet om ‘hot air’, som efter at det syntes løst i går aftes igen dukkede op, da en række østeuropæiske lande ikke ville goutere formuleringen i det fremlagte udkast til aftalen om Kyoto-aftalens fortsættelse. Dels er det spørgsmålet om erstatning for tab i forbindelse med naturkatastrofer i de fattigste lande udløst af klimaforandringer, hvor AOSIS-landene er desperate over USAs totalt ansvarsforflygtigende attitude.
.
I denne video kan man høre Alden Meyer fra Union of Concerned Scientists give sit bud på situationen efter Doha. Han starter med at sige, at nogle fra Union of Concerned Scientists mener, at de snarere burde hedde “Union of Panicked Scientists”.
Meyer er meget klar i mælet om, at selv med alt det positive man kan sige om forhandlingerne ved COP18 – så er der en fuldstændigt fraværende kobling mellem den nødvendige indsats og reelle indsats – der er en alarmerende lack of urgency.
Meyer fortæller i løbet af disse 10 minutter mest om den amerikanske situation, hvor der har været meget forvirring om kliomaudfordringen, en forvirring, som i høj grad er produceret af højrepolitikere og kul- og olieindustriens massive fornægtelseskampagner. Men at der i det seneste år, støttet af den alvorlige tørke, som har ramt store dele af USA, og orkanen Sandy, som ramte i solar plexus mens medier fra hele verden fulgte den amerikanske situation tæt, har været en voksende forståelse af klimaudfordringens alvor, som det nu er NGOernes opgave at omsætte til et mere direkte politisk pres.
Ifølge Meyer nytter det ikke kun at tale om urgency og male voldsomme klima-scenarier op. Hvis ikke det følges om med konkrete muligheder for at gøre tingene anderledes, så viser alle psykologiske undersøgelser, at det blot føre til fornægtelse.
Mod slutningen citerer han en artikel af Kevin Anderson and Alice Bows, at “a 4ºC World will be incompatible withan organised global community”¹ – og opfordrer til at lade det synke ind for et øjeblik.
Ma. 03.12. – i dag blev der taget hul på anden uge af klimaforhandlingerne i Doha. I løbet af dagen i dag og i morgen vil en lang række ministre og statsoverhoveder ankomme, og forhandlingerne forandrer gradvist karakter. Hvor den første uger har søgt at klarlægge mulighedsfeltet på embedsmandsniveau, går processen nu ind i mere en mere regulær politisk fase. Med skikkelser som Todd Stern (USA), Xie Zenhua (Kina) og Connie Hedegaard (EU) på banen kan man håbe på en anderledes fremdrift, hvor også det, som driller og står i vejen bliver direkte adresseret.
Vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard er også ankommet. Han skriver på Facebook: “Hoteller og konferencenter overdådige, til gengæld serveres ingen alkohol af nogen art. Går måske an til klimatopmøde, men lidt sværere at forestille sig, når Qatar skal være vært for VM i fodbold 2022 :-)”
Der har været meget fokus på fortsættelsen af Kyoto-aftalen. Men Connie Hedegaard understregede i dag, at det ikke er nok at se på de lande, som er med i Kyoto-aftalens fortsættelse. Tværtimod er det vigtigt at se på de 85% af verdens udledninger, som ikke er med i Kyoto-aftalens fortsættelse – hvad sker der med dem?
Hun påpegede, at Kinas udledninger pr. person nu er steget til 7,3 ton pr. år, og dermed næsten er oppe på højde med EUs, som er på 7,5 ton pr. år. Lande som USA, Canda, Rusland og Australien har stadig udledninger på 17-18 ton pr. person per år, så nogle af de gamle industrilande har stadig volsomt store udledinger. Men inden for et par år vil Kinas udledninger pr. person overhale EUs.
Med Obama genvalgt og hans begyndende tale om at tage klimaudfordringen alvorligt i anden rundre var der næret håb om, at der kunne gode nyheder fra USA, måske ikke ligefrem, at man ville gå med i Kyoto-aftalen, hvilket ellers ville være lidt af et signal, men i det mindste at man ville stramme sin klimaindsats frem for som nu at arbejde næsten febrilsk på at drive mere fossil energi ud af egen jord. Men Todd Stern havde intet nyt at byde på. Selv EU fastholdt sine 20% i 2020, hvis ikke der kom højere tilsagn på bordet fra anden side.
Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.
Vi har allerede nået 0,8°C deraf, og der er med de nuværende udledninger lagt i kakkelovnen til, at det vil nå at blive meget varmere, selv hvis vi rent faktisk kunne stoppe fra dag til dag med de nuværende CO2-udledninger.
“We’re moving very fast in the wrong direction,” sagde Hedegaard: “All major economies, being it the EU, or U.S., or emerging economies, all of us will have to do more.”
Seyni Nafo, som er talsmand for de afrikanske lande, sagde herom: “Developed country Parties to the Kyoto Protocol must honour their commitments through ambitious mitigation obligations for a second and subsequent commitment periods. They must reduce their emissions of greenhouse gases by at least 40 per cent during the second commitment period from 2013 to 2017 and by at least 95 per cent by 2050, compared to 1990 levels, as an equitable and appropriate contribution. We stress the urgency of agreeing on a second commitment period in Doha and of elaborating measures to avoid a legal gap between commitment periods.”
Tilsvarende fremlagde den filippinske forhandlingsleder på vegne af 24 U-lande sine forventninger til de riges landes reduktionsmål i Kyoto-aftalens anden del: Mindst 40-50% under 1990-niveau i 2020 og mindst 25-40% by 2017.
Det ville fremtiden værdsætte, men selv i EU, hvor 30% i 2020 er overkommeligt (EU synes med de nuværende initiativer på vej mod 27% i 2020), vil reduktioner i den størrelsesorden være vanskelige. Og for en række lande ligger udledningerne stadig lige så højt som i 1990 eller højere, som det fremgår af kurven herunder.
Ma. 26.11. – Så er COP18 skudt i gang – og umiddelbart er ikke meget ændret siden klimaforhandlerne sidst mødtes til COP17 i Durban for snart et år siden. Klimaudfordringen er om noget blevet større siden sidst, som understreget af en række forskningsresultater, som er fremlagt i de seneste måneder:
1) En undersøgelse fra NASA viser, at den øgede forekomst af ekstremvejr i de seneste årtier direkte kan tilskrives klimaforandringer, og at det som for blot får årtier siden måtte betragtes som usædvanligt, er blevet det nye normalvejr (se blog-indlægget Terningerne er kastet).
2) Det internationale Energiagentur IEA kunne for nylig konstatere, at verdens udledninger igen var markant stigende efter at have været lidt vigende omkring den økonomiske krise i 2008-09 – og det i en situation, hvor det står klart, at verdens samlede udledninger skal kulminere inden for 2-3 år og herefter falde hurtigt, hvis vi skal have en chance for at holde de samlede globale temperaturstigning under 2ºC, som verdenssamfundet vedtog ved COP15 i København for tre år siden (se blog-indlægget IEA: Verdens CO2-udledninger steg 2,5% i 2011).
3) Men en undersøgelse fra Verdensbanken påpeger, at vi med den nuværende indsats er hastigt på vej til globale temperaturstigninger på 4ºC eller mere – og karakteriserer 4ºC som den ultimative katastrofegrænse, hvor verdens kystbyer oversvømmes, fødevareproduktionen er truet, verdenshavenes forsuring når et punkt, hvor de nuværende fødekæder kollapser, mens vejrfænomener som tørke, varme og storme vil blive endnu mere ekstreme (se blog-indlægget Verdensbanken: “Skru ned for varmen”).
4) PricewaterhouseCoopers laver årligt en ganske tankevækkende beregning af, hvor meget, vi må sænke vores carbon intensity, for at holde so under 2ºC – her er vi alvorligt bagefter (se blog-indlægget ‘Carbon Intensity’ skal reduceres 6 gange hurtigere end i dag).
Jeg har sat paper.li-siden 
Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.
