Strøtanker om bæredygtighed

Claire Thompson præsenterede i går  under overskriften Have fun, stay single – it’s sustainable, et nyt studie på Grist om enliges miljøbelastning: The Living, Moving and Travel Behaviour of the Growing American Solo: Implications for Cities, hvilket stod ret vinkelret på min vanetænkning.

For det konkluderer, at de stadig flere i USA, som bor alene, lever mere bæredygtigt og har en mindre miljøbelastning end dem, som bor i familier, fordi de ofte vælger at bo småt og tæt lejligheder i byen, mens familierne i den udstrækning de har råd vælger parcelhuset i forstæderne, og dermed en livsstil, som kræve to biler, masser af energi til opvarmning og køling af den store villa osv.

Vi har umiddelbart samme billede i Danmark, klimabelastningen for dem som bor i villakvarterer er markant højere end dem som bor i byer. Da Københavns Kommunes klimaplan i 2009 var under forberedelse, hed det sig, at hvor klimabelastningen for en dansker på landsplan var omkring 10 ton pr. person pr. år, så var den for en københavner omkring det halve, først og fremmest fordi byen med dens tæthed lagde op til en anden livsstil, hvor man forbrugte langt mindre og langt mere bæredygtigt, men også fordi byen strukturelt lagde op til fælles fjernvarme frem for oliefyr, fælles offentlig transport frem for privatbilerne, fælles parker i stedet for villahaven, og fælles tag og ydervægge frem for carporte, udestuer og udekøkkener (energiforbruget ved at bo i lejlighed er typisk markant mindre end ved at bo i parcelhus).

Men stadig har jeg denne lille stemme i øret, som har svært ved at gøre single-livet til den endelige konklusion. For hvis de mange enlige flyttede sammen med andre – men fastholdt livsstilen og blev i byerne, forsatte med at cykle, bo i lejlighed osv. så ville der være to om hvert komfur og køleskab, madspildet ville være mindre, arealforbruget ville være mindre, og der ville kun være brug for halvt så mange køleskabe, vaskemaskiner opvaskemaskiner osv. Hvis man yderligere begynder at dele ladcykel og vaskemaskine med hele opgangen, bil med delebilslauget osv. kan man ressourcemæssigt gøre det langt smartere end den typiske single-livsstil. Så det er ikke det at være single, som er det afgørende. Det er det ikke at bo i parcelhus i forstæderne, med langt til skole, arbejde, indkøb og fællesskab, og den deraf “nødvendige” pendling i privatbiler.

Derfor er illustrationen herover valgt fra No Impact Man-projektet, hvor en New York-familie gennem et år søgte at reducere sin miljøbelastning til det ekstreme, ingen elektricitet fra stikkontakterne, ingen vaskemaskine, ingen fjernsyn og airconditioning, ingen køb af nye ting, ingen toiletpapir, intet affald (så godt som), kompostering af køkkenaffaldet, gang eller cykel til og fra arbejde og børnehave og ingen brug af elevator, hvilket er lidt af en præstation, når børnehaven er placeret på nte etage i en skyskraber (se blog-indlægget No Impact Man).

Det, Colin Beavan udsatte sig selv og sin familie for, kunne ingen single have gjort. Her fik det at være flere en ny nødvendighed og naturlighed – og en ny målestok for, hvor simpelt enkelt og renfærdigt (og for dem alle overraskende lykkeligt), en familie kan leve i byen.

Desværre er der kun fri adgang til Devajyoti Dekas abstract.¹ Men Eric Jaffe har på The Atlantic Cities en lidt mere grundig introduktion af Dekas studie.

Claire Thompson: Have fun, stay single – it’s sustainable, Grist 17.07.2013.

Eric Jaffe: The Rise of People Living Alone Has Led to More Sustainable Cities, The Atlantic Cities 16.07.2013.

Devajyoti Deka: The Living, Moving and Travel Behaviour of the Growing American Solo: Implications for Cities, Urban Studies 05.07.2013 (abstract).¹

I dagene 8.-13. juni blev konferencen Chapman Conference on Communicating Climate Science: A Historic Look to the Future afholdt i Granby, Colorado, USA. Programmet var ganske omfattende – med temaet bredt defineret omkring kommunikationen af klimavidenskaben og klimaudfordringen.

I alt omkring 50 af konferencens bidrag er tilgængelige via YouTube, og jeg har her blot herunder indlejret et lille udvalg sammen med deres abstracts.

En liste over konferencens indlæg kan ses her, og en søgning over tilgængelige YouTube-videoer fra konferencen kan ses her.

Læs mere »

.
Den amerikanske komiker Bill Maher – som aldeles ikke står tilbage for at diskutere alvorlige emner dybt seriøst – har i denne sekvens af Real Time with Bill Maher inviteret klimaforskeren Anthony Leiserowitz for at tale om klimaindsats og global opvarmning i lyset af Obamas nylige klimatale (se blog-indlæggene Obamas klimaplan og Obama om Keystone XL)

Leiserowitz, som er leder af Yale Project on Climate Change Communication, har forsket i den amerikanske befolknings klimaattitude, så måske lige bortset fra Mahers næsten tvangsagtige pukken på de troende er disse 7 minutter en yderst begavet samtale om, hvad der rører sig i en befolkning. Leiserowitz opruller 6 segmenter, hvoraf kun de 16% er egentlige fornægtere. Endda er denne fornægtelse i stand til at blokere for en egentlig indsats i Kongressen. Så mens attituderne i befolkningen måske ikke er så anderledes end i flertallet af verdens lande – i den modsatte ende af spekteret er der 16% som er dybt alarmerede over situationen – så er det, at et egoistisk mindretalssynspunkt i den grad kan styre og blokere for udviklingen i USA, et klart billede af, i hvor høj grad den politiske magt og diskurs i USA er styret af snævre økonomiske interesser.

Det har formået at pervertere hele værdidebatten derhen, at forsvaret for individets ret er blevet et forsvar for retten til at forurene uden at rydde op efter sig, retten til at profitere uden at tænke på fremtiden, retten til at mele sin egen kage, og retten til at afvise ethvert hensyn til helheden.

Og dette i ‘God’s Own Country’ – de opfører sig ikke alle sammen lige meget som Guds børn.

Har nedenfor sat referencer ind til en række blog-indlæg, som introducerer Leiserowitz’ forskning i klimaattituder og klimakommuniation.

Public Support for Climate & Energy Policies in April 2013, Yale Project on Climate Change Communication 20.05.2013.

Americans’ Global Warming Beliefs and Attitudes in April 2013, Yale Project on Climate Change Communication 09.05.2013.

A National Survey of Republicans and Republican-Leaning Independents on Energy and Climate Change, Yale Project on Climate Change Communication 02.04.2013.

Global Warming’s Six Americas in September 2012, Yale Project on Climate Change Communication, september 2012 (pdf).

.
I sin ugentlige tale til amerikanerne fortsatte Obama, hvor han slap ved sin klimatale ved Georgetown University i tirsdags. Som man kan se i videoklippet herover, fortæller han stille og roligt, præcist og indtrængende, at dette var nødvendigt, dette var fremtiden, og at det ikke bare var noget, regeringen kunne gøre alene, men at det krævede, at alle støttede op om det. Så han opfordrede alle til at italesætte problemet.

Jeg kunne have ønsket mig, at han havde gjort dette allerede i 2008 eller 2009 – eller i 2010, da det stod klart, at der ikke ville komme nogen klimalovgivning igennem Kongressen. Men … bedre sent end aldrig. Og man må sige, at han har forberedt dette rimelig grundigt. Man fornemmer en forståelse af klimaudfordringen, som ligger langt over, hvad der er almindeligt for politikere. Faktisk er der ikke ret mange andre af verdens statsledere, som ville kunne holde en sådan tale.

Og han får brug for sin indsigt. For selvom den klimaplan, han har fremlagt, er sammensat af initiativer, som går uden om Kongressen og dens klimafornægtende republikanske flertal, så er der ingen tvivl om, at hans klimaudspil vil støde på rigtig mange knaster.

Der har allerede rejst sig en storm af protester over hans “war on coal”, og Repræsentanternes Hus er i fuld gang med at fratage allerede vedtagne vedvarende energiprojekter deres finansiering. Så hvor Obama med sin beslutning i 2009 om for en tid at bøje af overfor klimafornægtelsen har givet plads for mange viltre påstande, så har Obama med fremlæggelsen af sin klimaplan i tirsdags talt den fossile lobby midt imod (se blog-indlægget Obamas klimaplan).

Se øvrige blog-indlæg om Obamas fremlæggelse af klimaplanen: Obama varmer op til klimaindsats, Obamas klimaplan, Obama om Keystone XL, samt Obama følger op.

Se blog-indlæg tagged Barack Obama, Keystone XL, USA.

Josh Lederman: Obama Talks Climate Change In Weekly Address: ‘I’ll Need You To Act’, (video), Huffington Post, 29.06.2013.

Claire Thompson: House responds to Obama’s climate plan with an offshore drilling plan, Grist 29.06.2013.

Op til Obamas klimatale i tirsdags var der givet det indtryk, at han på ingen måde ville komme ind på et af de mest centrale sprøgsmål i det seneste års amerikanske klimadebat, om USA skal tillade opførelsen af Keystone XL olieledningen, som vil kunne føre mere end 800.000 tønder tar sand-olie om dagen fra Alberta til Texas, hvor den vil blive raffineret og udskibet til det globale marked. Men i Georgetown talte han faktisk i halvandet minut derom, og nåede så at sige at repolarisere debatten.

Der har i de sidste snart to år været talt meget om Keystone XL i forhold til antallet af arbejdspladser, miljøødelæggelser, energisikkerhed og det vanvittige i på en gang at totalrasre et skovlandskab på størrelse med Frankrig og at medvirke til at gøre verdens mest snavsede olie tilgængelig på verdensmarkedet. Men Obama fik med sin tale præciseret, at det afgørende for hans godkendelse af keystone XL var, om rørledningen øgede klimapåvirkningen markant.

Obamas ord var som følger:

Our energy strategy must be about more than just producing more oil. And, by the way, it’s certainly got to be about more than just building one pipeline.

Now, I know there’s been, for example, a lot of controversy surrounding the proposal to build a pipeline, the Keystone pipeline, that would carry oil from Canadian tar sands down to refineries in the Gulf. And the State Department is going through the final stages of evaluating the proposal. That’s how it’s always been done. But I do want to be clear: Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward. It’s relevant.

Jeg hørte det umiddelbart som om, at han hermed sagde, at Keystone XL aldrig bliver til noget – ud fra en forudantagelse af, at Keystone XL er dybt problematisk for den globale klimaindsats, da den muliggør, at enorme forekomster af den mest snavsede (og CO₂-holdige) form for olie bliver lukket ud på verdensmarkedet. Men en række iagttagere har hørt det pæcist modsatte, at Obama på den baggrund ville kunne godkende Keystone XL. Der foreligger da også på nuværende tidspunkt en miljøredegørelse, som har været kritiseret sønder og sammen, fordi den slet ikke har fat om problemrnes kerne. Den konkluderer, at klimapåvirkningen ikke vil øges ved anlæggelsen af Keystone XL-rørledningen – men det har efterfølgende vist sig, at den er skrevet af en gruppe mennesker med tæt tilknytning til canadiske olieinteresser og betragtes i dag som kassabel.

Læs mere »

.
Her til aften dansk tid fremlagde Obama sin klimaplan ved en tale ved Georgetown University: “The question is not whether we need to act,” sagde han: “The question is whether we will have the courage to act before it’s too late.” Som sædvanligt er han sublimt veltalende, og har får faktisk på lidt under en time givet en ganske klar analyse af, hvorfor det er en god beslutning for USA at gå målrettet ind i en omstillingsøkonomi.

Selve klimaplanen blev frigivet tidligere på dagen – et 21 sider langt dokument, som kan downloades herfra. Og talens fulde transskription kan læses her.

Obamas klimaplan sætter ind på en lang række områder:

• Directs the EPA to issue draft emission rules for existing power plants by June 2014, to be finalized by June 2015.
• Asks the EPA to “work expeditiously” on finalizing rules for new power plants that the agency issued in March 2012.
• Pledges that the federal government will draw 20 percent of its power from renewable sources by 2020.
• Sets a goal of permitting an additional 10 gigawatts of renewable energy on public lands by 2020.
• Sets a goal of putting 100 megawatts of renewable energy on federally subsidized housing by 2020.
• Creates a new, $8 billion loan guarantee program for advanced fossil fuel projects at the Department of Energy.
• Directs the EPA and the Department of Transportation to work on fuel economy standard for heavy-duty trucks, buses, and vans for after 2018.
• Sets a goal of cutting at least 3 billion tons of carbon pollution by 2030 through improvements in energy efficiency standards.
• Calls for an end to US funding for fossil fuel energy projects overseas unless they include carbon capture technology.

Læs mere »

.
I går frigav Obama ovenstående video, hvor han forbereder amerikanerne på en tale tirsdag eftermiddag ved Georgetown University (25.06.), hvor han vil fremlægge sin klimaindsats. I videoen siger Obama:

This is a serious challenge – but it’s one uniquely suited to America’s strengths.

We’ll need scientists to design new fuels, and farmers to grow them. We’ll need engineers to devise new sources of energy, and businesses to make and sell them. We’ll need workers to build the foundation for a clean energy economy. And we’ll need all of us, as citizens, to do our part to preserve God’s creation for future generations – our forests and waterways, our croplands and snowcapped peaks.

There’s no single step that can reverse the effects of climate change. But when it comes to the world we leave our children, we owe it to them to do what we can.

So I hope you’ll share this message with your friends. Because this a challenge that affects everyone – and we all have a stake in solving it together. I hope to see you Tuesday. Thank you.

Ikke nogen dybtgående analyse, ikke nogen bebrejden nogen noget, ikke nogen tøven, blot en konstateren af, at kræver alles medvirken og at det er nu – at vi skylder vores efterkommere at arbejde sammen om at møde denne udfordring.

Vi skal nok heller ikke forvente det helt store fra Obamas side. Hans muligheder for at lave en radikal klimaindsats, som peger frem mod et fossilfrit USA, er lige nu er stærkt begrænsede. Det republikanske flertal i kongressen, som er domineret af en skinger klimafornægtelse, vil i den nuværende situation modsætte sig alt, som har med klimaindsats at gøre. Obamas klimapakke vil derfor være sammenstykket af en vifte af små indsatser, som han kan iværksætte uden om kongressen. Det står også nogenlunde klart, at et af de vigtigste elementer bliver en regulering af udledningerne fra de eksisterende kulkraftværker.

Sandsynligvis vil den klimaindsats, Obama introducerer, samlet set være tilstrækkelig til at nå den besparelse på 17% i forhold til 2005, som han lovede i København i tiden efter COP15. Og det vil sikkert blive frembåret som en betydelig klimaindsats. Men i 2005 lå udledningerne i USA markant over udledningerne i 1990, som normalt regnes som basisår. Disse 17% vil derfor kun lige akkurat bringe niveauet tilbage omkring det samme som det var i 1990 – hvor verdenssamfundet ved Earth Summit i Rio de Janeiro i 1989 aftalte at iværksætte en proces for at imødegå klimaudfordringen.

Set i lyset af den samlede globale situation og det ambition gap, som senest det Internationale EnergiAgentur har opridset (se blog-indlægget IEA: 2ºC målsætningen stadig mulig), så er en amerikansk indsats i denne størrelsesorden alt andet end ambitiøs.

Det ved Obama godt, for han er omringet af begavede rådgivere, som fuldt ud forstår udfordringens omfang. Men en egentlig klimaindsats, som Obama lovede ved sin tiltræden i 2008, skulle han set i bakspejlet have lavet i de første to år af sin regeringstid, hvor han havde flertal i begge kamre. For som det ser ud nu, er det ikke sandsynligt, at han genvinder flertallet i kongressen ved det næste valg hertil i 2014.

Læs mere »

I snart adskillige år har synspunkterne rejst sig for og imod Keystone XL olieledningen, som hvis den bliver bygget, vil muliggøre, at store mængder af canadisk tar sands-olie finder vej til det globale marked. Det vil samtidig være en katastrofe for vores chance for at håndtere den globale klimaudfordring, for tar sands-olien er meget energi-intensiv, og til trods for massiv lobby-virksomhed fra den canadiske stat er man i EU tæt på at forbyde tar sands-olien i Europa – ikke fordi det er tar sands eller fordi den kommer fra Canada, men fordi den har det kedelige problem, at for hver kørt km, for hver løftet sæk, for hver opgave, vi løser med tar sands-olien, medfører det omkring 20% mere CO₂ i atmosfæren end almindelig råolie. Den sætter hermed alle effektiviseringsbestræbelser adskillige årtier tilbage, og der er alt i alt rigtig mange gode grunde til ikke at godkende olieledningen. Senest har Goldman Sachs vurderet, at hvis Keystone XL ikke godkendes, så vil den canadiske tar sands-olie ikke være rentabel.

I starten af april sendte 29 af USAs ledende klima- miljø- og sundhedsforskere en fælles henvendelse til Obama-administrationen vedr. Keystone XL i form af en kommentar til den foreløbige supplerende miljøvurdering, EIS (Environmental Impact Assessment), som Obama-administrationen har udarbejdet for Keystone XL-projektet. Jeg har nedenunder medtaget den i sin helhed, da den fint opsummerer problemstillingen og redegør for, hvorfor olieledningen er både unødvendig og katastrofal. Alligevel har det været en meget vanskelig beslutning for Obama-administrationen at tage – ikke fordi det er nogen svær afgørelse: Som videnskabsfolkene påpeger i deres henvendelse, er det eneste rigtige ud fra klimamæssige, miljømæssige og sundhedsmæssige perspektiver ikke at opføre Keystone XL, men fordi der er så voldsomme økonomiske interesser forbundet med alligevel at få blåstemplet olieledningen.

I hele diskussionen for og imod er det faktisk ganske uhyggeligt at se, hvor lidt fremtiden og klimaindsatsen fylder i forhold til små her og nu-problemer. Og det i mine øjne allervigtigste argument, at når vi ved, at op imod 80% af alle kendte fossile reserver ikke kan bruges, hvis vi skal kunne holde verdenssamfundets klimamålsætning om ikke at overskride 2ºC/450 ppm, her slet ikke nogen plads, at det så var rimeligt at vælge ikke at bruge kul, ikke at bruge tar sands-forekomster, ikke at eftersøge nye forekomster og ikke at indlede udnyttelsen i Arktis, hvor risikoen for alvorlige miljøkatastrofer er overhængende, og så til gengæld bruge de sidste 20% målrettet på omstilling til bæredygtige ligevægtssamfund baseret på vedvarende energikilder.

Men her følger de 29 videnskabsmænds henvendelse.

Se tidligere blog-indlæg om Keystone XL: James Hansen: Game Over for the Climate, Opfordring til pensionskasserne, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands, Landskaber under ødelæggelse, Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Canadas klimasvigt, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus og Bill McKibben om Keystone XL olieledningen.
.

To: U.S. Department of State

Re: Comments From 29 Climate Scientists, Ecologists And Environmental Health Scientists on the Supplementary EIS for the Keystone XL Pipeline Proposal

Date: April 2, 2013

The 29 undersigned climate scientists, ecologists and health scientists are submittingthe following comments on the supplementary environmental impact statement on the Keystone XL Pipeline proposal.

The 29 undersigned climate scientists, ecologists and health scientists are submitting the following comments on the supplementary environmental impact statement on the Keystone XL Pipeline proposal.

We have reviewed the draft Supplemental EIS, and find its assertions to be without merit in many critical areas. Also, it is disingenuous to claim that the revised proposal shortens the pipeline by 509 miles, since the southern portion is being built as a separate project, and the impacts of that portion are not included in this EIS. The full project still extends from more than 300 miles within Canada to the Gulf of Mexico. Furthermore, it is clearly designed to pick up additional heavy crude from the Bakken Marketlink projects in Montana and North Dakota, and these impacts are not adequately accounted for.

While we question many aspects of the EIS we are particularly concerned with four issues related to the proposed pipeline: the claim that additional oil is needed in the United States from tar sand production in Canada, contribution to climate change, destructive ecological impacts and adverse human health consequences.

We have reviewed the draft Supplemental EIS, and find its assertions to be without merit in many critical areas. Also, it is disingenuous to claim that the revised proposal shortens the pipeline by 509 miles, since the southern portion is being built as a separate project, and the impacts of that portion are not included in this EIS. The full project still extends from more than 300 miles within Canada to the Gulf of Mexico. Furthermore, it is clearly designed to pick up additional heavy crude from the Bakken Marketlink projects in Montana and North Dakota, and these impacts are not adequately accounted for. While we question many aspects of the EIS we are particularly concerned with four issues related to the proposed pipeline: the claim that additional oil is needed in the United States from tar sand production in Canada, contribution to climate change, destructive ecological impacts and adverse human health consequences.

Læs mere »

I dagene 3.-14. juni er delegationer fra så godt som alle verdens lande igen samlet til klimaforhandlinger i Bonn. Målet er at komme nærmere en afklaring af det konkrete indhold af den globale klimaaftale, som der for halvandet år siden i Durban blev nået enighed om skulle ligge klar fra 2015 med virkning fra 2020. Der vil således ikke blive truffet store beslutninger i denne runde, som på mange måder er forberedende til COP19 i Warszawa 11.-22. november, men det er i høj grad ved disse mellemliggende samlinger, at det egentlige arbejde foregår.

Ved den seneste samling i Bonn i begyndelsen af maj var forhandlingsklimaet sjældent konstruktivt (se blog-indlægget Forhandlinger i Bonn 29.04.-03.05.), og alle synes i denne fase at være indstillet på at nå det bedst mulige resultat. Så selvom meget endnu kan komme på tværs, så tegner det her ved optakten til næste runde i Bonn til, at det vil lykkes at få en aftale på plads til underskrivelse ved COP21 i Paris i slutningen af 2015.

Der er således grund til en form for optimisme. Ikke bare fordi det ser ud til, at UNFCCCs klimaforhandlingsspor, som er grundlagt helt tilbage ved Rio-konferencen i 1992, endelig kommer til at bære frugt, men nok så meget fordi der rundt omkring i verden bliver taget skridt til at håndtere klimaudfordringen. Sydkorea har på det seneste meldt ud, at man arbejder på etableringen af et kvotemarked, som sigter på at nedbringe udledningerne med 30% inden 2020 (se blog-indlægget Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning). Kina har signaleret, at man er indstillet på bindende reduktioner (se blog-indlægget Kina indstillet på bindende klimamål). Det har man nu gjort tidligere, men efter en afvisende fase, er det på banen igen, og det ser lige nu ud til, at Kina når at få et egentligt landsdækkende kvotemarked klar til indkøring som del af den næste femårsplan. I en nylig oversigt udarbejdet af ECOFYS for Verdensbanken var der etableret (eller ved at blive etableret) kvotemarkeder og/eller CO₂-afgifter i 40 lande og 20 (del)stater i verden.¹ De spænder vidt, fra Californiens nyetablerede kvotemarked, som kun  gælder kun for en enkelt delstat (se blog-indlægget Californien indfører CO₂-kvotesystem), til EUs kvotesystem, som omfatter størstedelen af Europa.

Og selvom vi stadig mangler at se, om Obama mener sine vidtløftige ord om den amerikanske klimaindsats dertil, at han rent faktisk gør noget, så var det interessant at erfare, at USA og Kina i april aftalte et tæt samarbejde omkring klimaindsatsen og bestræbelser på at samordne de fremtidige kinesiske og amerikanske kvotemarkeder og klimaindsatser i de hele taget. Kina og USA repræsenterer tilsammen 40% af verdens samlede udledninger, og begge lande har indtil nu ofte været at finde blandt de store sten i skoene på vejen mod den globale klimaaftale. Så samtidig med, at det giver en risiko for, at vigtige beslutninger tages uden for UNFCCCs forhandlingsproces, så er det er glædeligt, at der er taget hul på denne akse. Senest er Kinas og USAs chefforhandlere Xie Zhenhua og Todd Stern her i de allerseneste dage mødtes her i Bonn  for at forberede mødet mellem de to landes præsidenter, Xi og Obama i Californien sidst i denne uge.

Selvom det med det nuværende republikanske flertal i den amerikanske kongres, som er fastkørt i skinger klimafornægtelse, kan være svært at se, hvordan noget som helst konstruktivt vil kunne lade sig gøre i USA, så arbejder Obama-adminstrationen tilsyneladende målrettet på en situation på den anden side heraf, hvor klimafornægtelsen er endeligt brudt sammen.

Læs mere »

.
Politisk set er USA er i disse år stærkt polariseret, republikanernes indre strid har rykket partiet langt mod højre, hvilket har givet plads til at det er Obama og demokraterne, som har den største appel til midten. Men valgsystemet med et repræsentanternes hus valgt i enkeltmandskredse favoriserer republikanerne. Derfor har de stadig et solidt flertal i kongressen, selvom der ved seneste valg var 5 mio. flere demokratiske end republikanske stemmer. Den politiske debat er stærkt ideologiseret, og der udkæmpes mere eller mindre ideologiserede slag om stort og småt, indvandring, våbenlovgivning, abortlovgivning, sundhedssystemet og ikke mindst vitalt for resten af verden, klimaindsatsen eller – som det indtil nu i alt for høj grad har været – manglen på samme.

Selvom USA har nogle af de mest fremtrædende klimavidenskabsmænd m/k, så er landet stadig fastholdt i begynderspørgsmålene, om der overhovedet er tale om global opvarmning, og om den er menneskeskabt. Ikke fordi videnskabsmændene er i tvivl (se blog-indlægget En overvældende klimakonsensus), men fordi det amerikanske politiske system i den grad har udviklet sig til de økonomiske særinteressers kampplads, at jeg indimellem vægrer mig ved at regne det som et demokrati. Der er mange gange flere fuldtids lobbyister end parlamentarikere, og til forskel fra lobbyisterne, som har al deres tid til at pleje deres særinteresser og for langt de flestes vedkommende har generøse midler i baghånden fra bil- og våbenindustrien, kul-, olie- og medicinalindustrien osv., er parlamentarikernes mest presserende opgave fundraising, fundraising og mere fundraising. Derfor er der opstået et beslutningsklima, hvor ideerne ikke brydes åbent og frit, men man kan købe sig til politisk goodwill og indflydelse dertil, at det i nu snart 30 år lykkedes politiske særinteresser at fastholde tvivlen, om den globale opvarmning er menneskeskabt. Var USA blot en lille bananrepublik, var det til at overse. Men USA er verdens rigeste land, indtil for få år siden verdens største udleder af drivhusgasser, og historisk set stadig den største. Så den amerikanske nølen har været en kolossal bremseklods for det internationale arbejde for en global klimaaftale.

I videoen herover fra 8. maj i år kan man høre Sheldon Whitehouse, demokratisk senator fra staten Rhode Island, gå i rette med en medsenator, som overfor klimaudfordringen defaitistisk har konstateret, at “God won’t allow us to ruin our planet” – at Gud ikke vil tillade mennesket at ødelægge kloden. Den slags magisk besværgelse har ikke noget med nutidig kristendom at gøre. Men den kristne fundamentalisme er stærk i USA, og fra samme front har det også for nylig været fremført, at verdenshavene ikke vil stige, fordi Gud i det Gamle Testamente lovede Noah ikke igen at oversvømme jorden.

Whitehouse er en af klimasagens stærke stemmer i det amerikanske politiske system. Han går her i rette med denne “a tidy up after us God” i  en tale, som nærmest er en vækkelsestale og slutter med en solid bredside til klimafornægterne:

“We need to face up to the fact that there is only one leg on which climate denial stands: money. The polluters give and spend money to create false doubt. The polluters give and spend money to buy political influence. The polluters give and spend money to keep polluting. That’s it. That’s it. Not truth, not science, not economics, not safety, not policy, and certainly not religion, nor morality. Nothing supports climate denial. Nothing except money. But in Congress, in this temple, money rules; so here I stand, in one of the last places on Earth that is still a haven to climate denial.

In our arrogance, we here in Congress think that we can somehow ignore or trump Earth’s natural laws, laws of chemistry, laws of physics, laws of science, with our own political lawmaking, with our own political influence. But we’re fools to think that. The laws of chemistry and the laws of physics neither know, nor care, what we say or do here. So we need to wake up. We need to walk not in the counsel of the wicked, nor sit in the seat of scoffers, but with due humility awaken to our duty and get to work. Because here on Earth, God’s work must truly be our own.”

Se tidligere blog-indlæg tagged USA / klimafornægtelse.