Strøtanker om bæredygtighed

.
Denne 18:44 min. video fra The Laura Flanders Show har besøg af John Fullerton, som taler om divestment, forestående carbon bubbles og fossile brændsler som The New Slavery.

Fullerton er tidligere J.P. Morgan olie- og gasinvestor, som i 2010 ‘stod af’ ræset for at grundlægge en tænketank, som problematiserede økonomiens og finansverdenens manglende indkalkulering af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring. Han giver i denne video indledende et fint rids af ‘videnskaben bag’ divestment tanken og hele den situation, at hvis det lykkes og at gennemføre den planlagte klimaindsats, som kan holde klodens temperaturudvikling under 2°C, så vil vi stå med et gigantisk volumen af ‘værdiløse’ fossile reserver med alvorlige økonomiske implikationer for olieselskaberne til følge. Jeg vil ikke her afsløre hans slavery plot, men blot sige, at videoen giver et fint indblik i den økonomiske dimension af den forestående fossile afvikling.

John Fullerton grundlagde i 2010 tænketanken Capital Institute, hvis mission det er: “to explore and effect the economic transition to a more just, regenerative, and thus sustainable way of living on this earth through the transformation of finance. Through our thought leadership, storytelling, and activating projects we illuminate how our financial system can operate as a restorative, even regenerative agent, supporting a new way of living on this earth that promotes a shared social, economic, and ecological prosperity.”

Se tidligere blog-indlæg: Carbon Bubbles,  Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math og Do the Math – The Movie.

Joe Solomon: Big Hopes for the Student Fossil Fuel Divestment Movement in 2014, Huffington Post 31.12.2013.

Andrea Schmidt: Heirs of anti-apartheid movement rise up, Al Jazeera 15.12.2013.

Victor Luckerson: College Divestment Movement Takes on Fossil Fuels After Battling Apartheid With  Mandela, Time Magazine 10.12.2013.

Bob Rocheleau: Boston-area college students vow to escalate call for schools to divest
from fossil fuel industry, Boston.com 10.12.2013.

Cara Newlon: Students push for fossil fuel endowment divestment, USA Today 05.12.2013.

Steven Mufson: On campuses, a fossil-fuel divestment movement, Washington Post 26.11.2013.

John Fullerton & Hunter Lovins: Creating A “Regenerative Economy” To Transform Global Finance Into A Force For Good, Fast Coexist 29.10.2013.

John Fullerton: Why We Need a Financial Transactions Tax, Huffington Post 25.08.2011.

John Fullerton: The Big Choice, The Future of Finance Blog juli 2011.

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Selvom mange A-kraft-fortalere i juli havde set frem til hurtig genstart, når først NRAs nye regelsæt var på banen, så er der efterhånden ikke noget, som tyder på, at der kommer reaktorer i gang inden nytår. Lige nu er der sagsbehandling på 7 reaktorer, og yderligere to ved Kashiwazaki-Kariwa-værket synes så småt at være kommet i gang, selvom det er endnu et af de værker, hvor der skal yderligere undersøgelser af undergrunden til.

Det går langsomt, det går trægt, der er modstand over alt i det japanske samfund, hvor et flertal stadig efter mere end 2½ års stram energiforsyning helst så Japan slå om på en kurs, hvor A-kraften blev udfaset.

Der var så meget, man kunne gøre i stedet, sol og vind og geotermisk varme, og måske allervigtigst systematiske energibesparelser. Der sker da også rigtig meget på snart sagt alle fronter. Lavenergihuse med egen energibackup, masser af sol- og vindprojekter. Men det sker uden styring, og det sker i blinde, og det er klart, at der i den grad mangler en egentlig energiplanlægning – i høj grad fordi den Abe-regering, som skulle lave den, trækker den længst muligt i håbet om at få mest mulig A-kraft med.

Det er med til at også Japans klimamålsætning sejler, og det er et åbent spørgsmål, om den kritik, Japan fik ved det netop opståede klimatopmøde i Warszawa var så massiv, at man indser, at man ikke bare uden videre kan nulstille Japans globale forpligtelser. 

Permierminister Abe har på det seneste fået en stadig mere massiv kritik fra egne rækker, ikke mindst fra hans mentor, forhenveærende premierminister Koizumi, som meget direkte udfordrer Abes A-kraft-plolitik. Koizumi er gået efter affaldshåndteringen, at det er absurd at søge genstarten og fortsætte udbygningen, når de foreløbige lagre rundt omkring på A-kraftværkerne er ved at være fyldte, og landet stadig ikke efter 50 års A-kraft har fået taget hul på at løse sit lagringsproblem. Han siger meget ligeud, at det ikke er muligt med den jordskælvsplagede japanske undergrund.

Koizumi går skridtet videre og siger til Abe, at han (Abe) er personen, som kan samle Japan om en kurs, hvor A-kraften udfases, og at det ville formå at samle Japan og give en kolossal følelese af fælles mål og retning, som ville frisætte enorme kræfter, hvis Abe indkorporerede omstillingen af Japan til vedvarende energi i sin økonomiske politik, kaldet Abenomics.

Abe har i første omgang blot afvist Koizumis ærinde som uansvarligt, men det har han fået lige i hovedet igen, at det er dybt uansvarligt at fortsætte udbygningen, så længe man ikke har fået hul på affaldsproblematikken (når det har været skubbet foran er det også fordi man i snart tre årtier har forsøgt sig med oparbejdningsanlæg og fast-breeder-reaktorer, så man kan bruge den fulde brændselsværdi og ikke som nu kun omkring 1%, men trods gigantiske investeringer er der endnu ikke noget, som tyder på, at dette lykkes). Spørgsmålet her op under jul er det stadig mere påtrængende, om Abe kan fortsætte med at sidde denne kritik fra egne rækker overhørig.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser december 2013

2. december – Indkøringsproblemer for ALPS-systemet
3. december – Oparbejdningsanlægget ved Rokkasho 200 mia. yen dyrere
3. december – TEPCO: Kashiwazaki-Kariwa fuldt i gang fra foråret 2016
3. december – Omfattende retssager mod Oi-værket
4. december – Nuclear-free Japan is a reality, not a political slogan

4. december – IAEA: Hæld det i Stillehavet *
5. december – Hemmeligholdt Chernobyl-rapport om evakuering *
6. december – A-kraften ‘vigtig’ for Japan *
6. december – Frankrig opgiver A-kraft i USA
7. december – NRA inspicerer undergrunden ved Mihama-værket

8. december – Rekordstråling omkring Fukushima-værket
9. december – Abe lander ny sikkerhedslov (lille politisk update)
10. december – fire atomaffaldspladser på vej
10. december – TEPCO-farce på NRA-møde: Saving money coming first
11. december – Væg til væg-asfaltering af Fukushima Daiichi

11. december – Sydkorea skruer ned for A-kraften
11. december – NRA accepterer genstart af oparbejdningsanlægget ved Tokai
13. december – Naoto Kan: LDP-modstandere mod A-kraften må stå frem
14. december – TEPCO: kernenedsmeltning skyldes tidligt tab af køling
16. december – Konturerne af den ny energiplan *

17. december – Undergrunden ved Tsuruga-værket genundersøges
17. december – Amerikanske søfolk sagsøger TEPCO
18. december – TEPCO opgiver reaktor 5 og 6 ved Fukushima Daiichi
18. december – NRA etablerer nye sikkerhedsregler for oparbejdningsanlæg
18. december – Handelsunderskud for november vokset 35%

19. december – Pressekonference: øget kræftforekomst blandt Fukushimas børn
19. december – IAEA tidlig formodning om fuld kernenedsmeltning
20. december – Forhøjet risiko for ødelæggende jordskælv i Tokyo-området *
20. december – Hamaoka-værket gør sig klar
20. december – Onagawa-værket gør sig klar til opstart

21. december – TEPCO vil lave særlig dekommissioneringsafdeling
21. december – ikke alle kan regne med at komme tilbage *
21. december – Igen forhøjet stråling ved Fukushima Daiichi *
23. december – Dekontamieringen af Fukushima-området stærkt forsinket *
25. december – Den luftbårne radioaktivitet faldende

27. december – Fukushima-fisk stadig forurenede
29. december – Horrible forhold for løsarbejdere ved Fukushima Daiichi *
30. december – Den indre opposition
30. december – LDP-forslag om et Japan uden A-kraft *
31. december – Status for genstart

Se Fukushima links for december 2013.

Læs mere »

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO₂ that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »

Første lange del af dette indlæg er skrevet i løbet af eftermiddagen mens forhandlingerne i Warszawa stadig stod på, så som med klimaforhandlngerne er der i allerhøjeste grad tale om work in progress. Forhandlingerne findes i en række webcasts, som der er link til umiddelbart nedenfor.

Kl. 13:45 bad lederen af Venezuelas klimadelegation, Claudia Salerno, om ordet for at påpege, at forhandlingerne nu havde været i gang i 30 timer uden pause, uden søvn. At det ikke kan fortsætte i en uendelighed, vi forhandlere er ikke maskiner. Hvornår er der pause? Hvor længe vil det stå på? Vil meget gerne kunne bidrage, men denne måde at føre forhandlinger på sætter små lande med små delegationer i en umulig situation.

Da jeg slukkede for forbindelsen til Warszawa kl. 3 i nat blev mødet midlertidig suspenderet til kl. 5 for at der kunne forberedes nye kompromis-tekster. “2(b) og not 2(b)” har været det helt store stridsspørgsmål, og mange har i løbet af natten muntret sig over, at forhandlingerne på denne måde er blevet litterære. Lige nu er der tre forskellige ændringsforslag til nogle få paragraffer, men det er svært at komme frem til at diskutere disse, fordi lande bliver ved med indledende at få ordet.

Slutspillet er ikke noget kønt syn, fronterne er trukket hårdt op. Ting som syntes at være kommet videre i de seneste år, er tilbage i gamle skyttegrave. Hvis man træder et skridt tilbage, så er det fordi U-landene oplever, at I-landene har svigtet totalt. Adskillige industrilande har helt opgivet deres hjemlige klimaindsats, og finansieringsdelen går meget trægt. På den baggrund er store udviklingslande som Indien og Kina tilbage til ikke at ville bidrage med noget, ikke at ville indgå i bindende aftaler, og ikke forud for Paris at ville fremlægge planer om klimaindsats overhovedet. Så forhandlingerne bombet tilbage til før Doha, hvor det blev vedtaget, at der skulle etableres en aftale, hvor alle bidrog efter evne.

Kl. 14:16 bliver der sendt til frokost og informelle diskussioner af, om der er en løsning – ellers må forhandlingslederne (Mr. Co-Chair) konkludere, at det ikke lykkedes at nå til enighed – så direkte siger han det ikke, men “if you don’t resolve in a half an hour we take it to the next step”. De tre ændringsforslag er fra henholdsvis Indien, Singapore og Filippinerne.

De tre tekster, som afventer endelig godkendelse – og hvor stridighederne i første omgang gælder ADP-teksten, som giver køreplanen for etableringen af en global klimaaftale ved COP21 i Paris i 2015 –  ser lige nu sådanher ud:

Læs mere »

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO₂ i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »

Det er stadig alt for tidligt at lægge COP19 i graven som en fiasko, men efter weekendens forhandlinger, som i flere spor trak ud til langt ud på natten, forlød det her mandag morgen, at det ikke var lykkedes at nå til enighed om etableringen af nye carbon markets og hvordan de skulle sammenkøres ud fra fælles opgørelsesregler og en grad af transparency, så der kan være gensidig tillid til systemet. Om det er en reel modstand mod fænomenet carbon markets, eller om det er ulandenes fortvivlelse over, at I-landene tilsyneladende er faldet så meget af på ambitionerne, at etableringen af disse markeder ender med at blive selve klimaindsatsen, er svært at gennemskue. Men for eksempel en række latinamerikanske lande har stærke principielle problemer med denne commodificering af hele verden – garvede kaptallogikere vil nikke med her – og det er sandsynligvis også en del af trægheden lige nu.

Hvor de rige lande synes at insistere på som et mål i sig selv at etablere flere kvotemarkeder, så vil de fattige lande først have de eksisterende kvotemarkeder til reelt at fungere. hvis kvotekursen – prisen for retten til at forurene med et ton CO₂ – var det tredobbelte (hvilket på ingen måde ville være urimeligt), så ville der blive genereret tre gange så mange midler ud af EUs kvotemarked til at finansiere klimainitiativer i udviklingslandene. EU har da også umiddelbart op til COP19 endelig formået at få vedtaget en lille krisepakke overfor sin kvotelovgivning, men i forhold til de bankpakker, som kom på banen under finanskrisen for blot få år siden, er det nogle små kosmetiske lappeløsninger, som ikke for alvor får løftet kvoteprisen. Det, som skal til, for at EUs kvotemarked rejste sig og fik kurserne derop, hvor de burde være, er at EU hævede sin klimaambition for 2020 fra de nuværende 20%, som er noget nær en garanti for at det forbliver alt for billigt at udlede i EU, til 30 eller 40% og allerede nu sigtede på 50-55% i 2030. Et sådant ambitionsniveau ville kunne få kvoteprisen til at stige dertil, at det for mange flere bliver en tilskyndelse til på hjemmebane at lave energieffektiviseringer og investere i vedvarende energi.

Omvendt vil etableringen af flere markeder uden nogen sikkerhed for, at prisen for at forurene blev holdt over en rimelig mindstepris kunne være med til, at ambitionen i selve EU forblev pinligt lav. For det fuldt integrerede marked vil hele tiden søge de klimaindsatser, som er de billigste. Dette er måske heller ikke helt urimeligt, men i stedet for så at lade forureneren i EU, som gennemgående har et højt prisniveau, købe billigt aflad i U-landene, så burde man sige, at man for den samme pris kunne få tre gange så meget klimaindsats i U-landene og så bruge alle pengene og få tre gange så meget klimaindsats. Nu bliver den bare tre gange billigere, og de sparede penge går direkte i de forurenende virksomheders lommer.

Også forhandlingerne om REDD+ ser ud til at være i vanskeligheder. På RTCCs live blog kunne man sidst på eftermiddagen læse:

“Hopes of a REDD+ package are quickly fading here in Warsaw. Papua New Guinea together with the Coalition for Rainforest Nations are again blocking the process insisting that a new Committee be established under a misguided apprehension that this would in some way contribute to the flow of finance to halt deforestation. It happened in 2012 in Doha and history is repeating itself here in Warsaw”, said through an e-mail statement Stephen Leonard, REDD+ Safeguards Working Group.

Ved en amerikansk pressekonference i dag sagde den amerikanske klimadelegations leder Todd Stern, at kullene mange år frem vil have en vigtig plads i mange landes energimix – hvilket desværre nok ikke helt forkert. For kullene er i markant tilbagegang i USA, først og fremmest på grund af konkurrencen fra skifergassen. Og inden for de nærmeste år er der markant skærpede krav til kulkraftværkernes præstationer på vej, hvilket republikanerne i det seneste års tid har kaldt “war on coal”. For Stern bliver CCS, Carbon Capture & Storage, dermed også den vigtigste klimateknologi at udvikle. Og det er givet bestilt hjemmefra, at USA på åbningsdagen for World Coal Summit, som “tilfældigvis” er lagt oven i COP19 i Warszawa, og som åbnede i dag med deltagelse af kulinteresser fra hele verden, fik signaleret, at der var plads til afbrænding af kul mange år frem.

Læs mere »

Op til COP19 i Warszawa er der blevet præsenteret et nyt værktøj, udviklet af forskere ved Maryland University i USA i samarbejde med Google. Det er et gigantisk kort over verdens skove, hvor man kan følge udviklingen år for år med en hidtil ukendt præcision, i første omgang i årene 2000 til 2012. Herover er det ændringerne i Kongeriget Danmark i perioden 2000-2012. Grøn farve er det skovareal, som var der begge år, blå farve er det skovareal, som er tilkommet i perioden 2000-2012, men rød farve er skov, som er forsvundet i perioden 2000-2012.

Som man kan se, er Danmarks skovareal relativt stabilt, men skovarealet har været stigende i perioden, i høj grad gennem nye skovarealer i det centrale Midt- og Sønderjylland – sandsynligvis er der tale om skovplantning på magre sandjorde fra afsmeltningsfladen efter sidste istid, som selv efter mange års forsøg på opdyrkning kun gav et beskedent høstudbytte. Der er røde pletter rundt omkring, men ikke mange, og mest i forbindelse med eksisterende skovarealer, da vi stadig i de fleste skove benytter os af en ret primitiv totalfældning i stedet for at praktisere plukhugst.

Med dette udsnit af Københavnsområdet er vi tæt på kortets højeste detaljeringsgrad. Hver pixel i kortene svarer til 30×30 meter, så hvis man zoomer længere ind, begynder pixeleringen blot at blive grovere. Man kan derfor ikke se enkelttræer, eller når Københavns Kommune fælder træerne på Nørre Voldgade for at give plads til den nye Nørreport Station. Men man kan se, at der er kommet ny skov til ude ved Kongelunden, og at der tilsyneladende er ryddet skovagtige beplantninger en række steder på Amager Fælled.

Kortene giver et klart billede af, at der stadig er meget lang vej til, at København har en sammenhængende urban canopy – eller som Michael Braungart altid insisterer, at byen er flyttet tilbage i skoven. Og man kan se, at den gave til eftertiden, som københavnere omkring 1850 gav eftertiden ved at skabe et samlet parkbånd ud af byens forsvarsværker, gradvist er ret gennemhullet på Sjællandssiden, mens det stadig er stort set intakt på Christianshavnssiden. Også derfor er det vigtigt at værne om Christiania som grøn bybiotop. For det er denne grønne ring, som om noget kan give den københavnske bynatur sammenhængskraft.

Læs mere »

HFC-gasser – hydrofluorcarboner – hører til de allermest aggressive klimagasser. Deres drivhuseffekt er kortvarig, typisk omkring 15 år, men de er til gengæld 100-1.430 gange kraftigere end CO₂. I de senere år har brugen af HFC-gasser på verdensplan været stigende, og prognoser har forudsagt, at hvis ikke det blev gjort noget ved dette område, så kunne det repræsentere op imod 20% af verdens udledninger i 2050.

Det giver derfor endog meget god mening, når en gruppe lande, som tilsammen repræsenterer 80% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, i forbindelse med det seneste G20 topmøde i Helsinki vedtog en indsats for at mindske mængden af HFC-gasser i atmosfæren. Ud over G20-gruppen står yderligere en række lande bag aftalen (EU plus 25 lande), og der er fastsat møde igen i Bangkok i oktober for at fastlægge detaljerne. Det ligger fast, at man vil søge at arbejde efter samme retningslinjer som Montreal-protokollen, som faktisk formåede at etablere en global indsats mod ozon.

Og eftersom COP19 i Warszawa nærmer sig, og der stadig er mindst 7 år til, at vi har en global klimaaftale, så kan man også uden at sige for meget sige, at verden har brug for en succes på klimaområdet, brug for at vise sig selv og hinanden, at noget kan lykkes.

Det var på tale allerede under COP18 i Qatar, hvor blandt andet Connie Hedegaard og Martin Lidegaard slog et slag for de indsatser, som kunne gøres forud for 2020, hvor en global klimaaftale om alt går vel iværksættes. EU synes at have en lovgivning på vej om at nedbringe HFC-gasserne i EU med 80% inden 2030, hvilket i 2030 skulle repræsentere en reduktion på 625 mio. ton CO₂. Men det blev Kina og USA, som under klimaforhandlingerne i Bonn i juni bilateralt aftalte en HFC-indsats, og siden inviterede alle interesserede til at medvirke. Og nu synes der at være sikret bred tilslutning til indsatsen.

Læs mere »

I dag var et råd under FNs internationale luftfartsorganisation ICAO samlet for at forberede et forslag til en international aftale for en CO₂-afgift for luftfarten forud for ICAOs treårige samling i Montreal sidst i denne måned.

Som del af Kyoto-aftalens vedtagelse, fik ICAO i 1997 til opgave at etablere en global løsning for luftfartens klimabelastning, men stadig her 17 år senere er der ikke rigtigt sket noget, hvilket er dybt problematisk, da luftfarten tegner sig for en stadig større del af verdens samlede udledninger. ICAOs eksperter vurderer således, at luftfartens udledninger, hvis ikke der gribes ind, vil stige med 70% i de næste 7 år og med 300-500% frem mod 2050.¹ Dette i en situation, hvor vi tværtimod behøver at reducere udledningerne med 80-95% i 2050.

Endda er man gennem snart to årtier krøbet udenom. Tilbage i 2004 endte ICAO opgivende med at anbefale at lave lokale løsninger, selvom det indlysende ville være bedst at lave en global aftale, og sidste år gennemførte EU i protest over de manglende fremskridt i forhandlingerne en klimabeskatning af samtlige fly, som landede og lettede i EU.

Der var tale om en næsten symbolsk lav afgift på blot 2 euro pr. passager for en langdistance-flyvning (som skulle dække 15% af udledningerne). Alligevel vakte det voldsomme protester: Kineserne truede med handelsboykot og indefrøs en række flyordrer, russerne truede med at dømme det ulovligt for russiske fly at betale afgiften, og amerikanerne var voldsomt imod ud fra nogle juridiske betragtninger, som siden har vist sig ikke at holde.

Kort tid efter indførelsen endte EU derfor med at trække sin klimaafgift tilbage i et år, hvis til gengæld ICAO i mellemtiden barslede med en international løsning (se blog-indlægget: EU indstiller CO₂-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale).

Det år er meget tæt på at være gået.

I den mellemliggende tid har man da også drøftet forskellige modeller for en sådan global klimaafgift. Men efter dagens møde i ICAO, er det så godt som utænkeligt, at ICAOs samling i Montreal i slutningen af måneden er i stand til at vedtage nogen klimaaftale for luftfarten. Udmeldingerne efter i dag er, at en klimaafgift for luftfarten tidligst bliver klar i 2016, hvilket ikke bare er for sent i det hele taget, men også dybt problematisk i forhold til at få en global klimaaftale klar til vedtagelse ved COP 21 i Paris i slutningen af 2015.

Brad Schallert fra WWF siger herom: “This is yet another missed opportunity to cut carbon emissions from aviation. Despite new research showing the financial and environmental benefits of reducing emissions sooner rather than later, ICAO has once again grounded hopes for a market-based solution – in the face of pleas from both industry and environmentalists.

“While the Council’s inaction makes it even more difficult for international leaders to find an emissions reduction solution before year’s end, the need could not be greater. Without a firm commitment to a global, market-based solution from delegates at the full ICAO Assembly later this month, another three years of delays and inaction are bound to follow.”²

Læs mere »

USA har en enestående politisk satire, fornemt repræsenteret ved The Daily Show og The Colbert Report. Hvor Jon Stewarts The Daily Show for mig var kærlighed ved første blik – sjældent har jeg mødt så spiddende indsigtsfuld kærlig satire – så har Stephen Colberts The Colbert Report mere været en acquired taste, noget man må lære at holde af. Begge er med humoren som våben i stand til at sige noget, man dårligt ville kunne skrive sig fra uden at komme i alvorlige vanskeligheder, og begge formår at skabe billeder, tableauer og situationer, som får ellers langhårede og svært tilgængelige analyser gjort ikke bare tilgængelige, men vedkommende.

I dette lille video-uddrag fra The Colbert Report 15. august i år udfolder Stephen Colbert sig i uimodståelig stil om fracking i et 4 min. indslag om ordet “gag gift“. Baggrunden er, at fracking-firmaet Range Resources har indgået et forlig med en familie i Pennsylvania, som indebærer, at de får 750.000 $ for at flytte og underskrive et dokument, som bekræfter, at de ikke har haft nogen miljømæssige, sundhedsmæssige eller sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med den nærliggende udvindelse af fracking-gas, og at de for al tid fremover vil holde mund med de sundhedsproblemer, de har været udsat for og undlade at udtale sig om fracking i de hele taget. Problemet er blot, at aftalen ikke bare omfatter forældrene, men også indebærer, at deres børn i al fremtid ikke kan udtale sig om fracking.

På den led er sandheden i USA i næsten uhyggelig grad betragtet en vare – og har man penge, så kan man få, som det hedder i en af vores børnesange.

Hvis Jon Stewart ofte giver den som den begavede iagttager, som viser os ting og sammenhænge, vi nok ikke lige selv havde fanget, og næsten altid har en to-tre overrumplende twists i finalen, så ser vi her en klassisk Colbert, hvor han tilsyneladende identificerer sig med den (eller dem) han hudfletter. Herved kan han lade sine ofre “tænke højt” ad absurdum og bringe os langt ind i sine ofres motivverden, hvor vi så som tilskuere selv må fatte og forstå og konkludere. Først på slutnoten bliver han igen den skarpsindige iagttager: “And in order to get cheap oil, I think we are all willing to lie to ourselves about fracking.”

Jeg tænker ofte på Stephen Colbert og Jon Stewart som vor tids hofnarre – i et system, som er fanget i sine egne fastlåste tanke- og handlingsmønstre, formår de igen og igen at spejle virkelighedens absurditeter og sætte fingeren, hvor det trænger allermest. De har i dagens USA en vigtig rolle overfor de mange nyhedskanaler, som er ganske alvorligt fastlåste i den politiske venstre-højre-skala.

Diane Sweet: Stephen Colbert: Fracking Companies Silence Their Victims, (med transskription af videoens tekst) Occupy America 16.08.2013.

Suzanne Goldenberg: Children given lifelong ban on talking about fracking, The Guardian 05.08.2013.