Strøtanker om bæredygtighed

På billedet herover besøger den japanske premierminister Shinso Abe sammen med sin kone og datter præsident Obama i Det Hvide Hus – her er de tilsyneladende kommet til den obligatoriske gaveudvekslingsrunde.

I denne uge har den japanske premierminister Shinso Abe gæstet USA og det Hvide Hus. Hvad der politisk set er blevet udvekslet af gaver og tilsagn, kan man kun gisne om, men trods de næsten-fastlåste TPP-forhandlinger (TransPacific Partnership) og de eskalerende spændinger mellem Japan og mere eller mindre samtlige Japans naboer i en tid, hvor Japan er ved at skrotte sin pacifistiske selvforståelse, som har båret landets selvforståelse siden 2. verdenskrig, og opbygge et egentligt militær, som kan sættes ind i globale konflikter, har Obama tydeligvis formået at tale klimaindsats med sine japanske gæster uanset, at klimaindsatsen er et emne som ikke mindst siden Fukushima-katastrofens udbrud i marts 2011 har fyldt foruroligende lidt i den japanske diskurs.

Så USA og Japan har indgået en aftale om at udfase finansieringen af kulkraftværker – en aftale, som det er hensigten at få OECD-landene til at tilslutte sig ved den næst forestående samling i november.

Dette er lidt overraskende i og med at Japan i stor udstrækning har tilbudt finansiering af japanske kulkraftværker til opførelse i udviklingslande – og faktisk er det land i verden, som yder den største støtte til udbygning af kulkraften i udviklingslandene. Man har ydermere haft den frækhed både at indregne det både som U-landsbistand og i de senere år som klimafinansiering, selvom det retteligt burde kaldes eksportstøtte og klimamæssigt set burde forbydes prompte.

Læs mere »

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

Koch-brødrene – Charles og David Koch – hører til blandt USAs allerrigeste, hver med en formue på omkring 50 mia $. Herover er de indfanget i Victor Juhasz’ streg.

Koch-brødrene har tjent deres formue på olieudvinding og bruger rundhåndet deraf til at finansiere stort set enhver form for klimafornægtelse. De finansierer således et omfattende netværk af lobbyister og tænketanke, og søger målrettet at påvirke de demokratiske processer langt ud over, hvad et demokratisk system burde goutere.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted 8. november 2016, men den amerikanske valgkamp er lang, med omfattende primærvalg i hver eneste stat, hvor partierne i det kommende år skal afklare deres kandidat til præsidentvalget – såvel som til en lang række andre samtidige valg. Og forberedelserne hertil er allerede i fuld gang.

Koch-brødrene plejer at være blandt de allerstørste donorer, og i den forbindelse havde de i denne uge samlet 450 velstående mennesker – potentielle politiske donorer – samt en række potentielle kandidater til nomineringen som Det Republikanske Partis kandidat til at afløse Obama i Det Hvide Hus: Marco Rubio, Scott Walker, Carly Fiorina, Jeb Bush og Ted Cruz.

Konteksten er implicit, at den eller de kandidater, som bedst kan sikre de fossile interesser, kan forvente at få gigantiske millionbeløb stillet til rådighed til at føre valgkamp for. En vellykket præsidentkampagne kommer let til at koste et par mia. dollar. Hvis det tidligere hed sig, at ‘uden mad og drikke, duer helten ikke’, så kommer en amerikansk politiker i dag ikke nogen vegne uden enorme beløb at føre valgkamp for. Og den aktivitet, som så godt som alle amerikanske politikere i dag bruger mest tid på, er fundraising.

Koch-brødrene støtter som regel den republikanske præsidentkandidat rundhåndet. Politisk set er de dog ikke republikanere men libertarians – David Koch forsøgte sig ved valget i 1980 som vicepræsidentkandidat for Libertarian Party. Man kunne mene at Anders Fogh da han skrev Minimalstaten, havde skelnet lidt rigeligt til et sådant univers. For Koch-brødrene er staten en kræftsvulst på det frie initiativ: jo mindre stat og jo færre reguleringer, jo bedre. Og Koch-brødrene har i forbindelse med de seneste dages samling i Californien luftet en række ganske rabiate synspunkter.

Colin Taylor skriver på Occupy Democrats, at “Charles Koch just had the sheer nerve to compare his ultra-conservative organization’s efforts to dismantle America’s public institutions and all government regulations to the fight to end slavery and secure equal rights for women and minorities.”

Det er således en nærmest revolutionær indsats at nedbryde vefærdsstaten. Sophia Tesfaye taler i Salon direkte om et frelser-syndrom, ‘Messianistic delusions’.

Det giver en vigtig nøgle til hele den systematiske nedbrydning af de amerikanske ansatser til en velfærdsstat, som trods alt har udviklet sig i USA efter 2. verdenskrig, som republikanerne i de senere år har arbejdet på. Man har systematisk saboteret Obamas politiske muligheder gennem at indskrænke de statslige budgetter, og hele den samtale om, hvordan man kan gøre staten og centraladministrationen bedre ender blidt, fordi det for en betydelig del af den republikanske fløj er et plus, hver gang centraladministrationen demonstrerer sin uformåenhed og uegnethed til at løfte fælles opgaver. For der er ikke noget ønske om at få staten til at fungere bedre, kun at barbere den ned til det minimale, militær, domstole og … og så nok ikke ret meget mere.

I anden sammenhæng har Koch-brødrene været fortalere for helt at afskaffe statsskatten.

Læs mere »

.
I dag fremlagde Obama sin klimaplan i sin endelige form. I den forbindelse lagde Det Hvide Hus i går denne video ud, hvor Obama selv præsenterer sin klimapakke og inviterer alle amerikanere til at medvirke til at løse klimaudfordringen.

“Power plants are the single biggest source of harmful carbon pollution that contributes to climate change,” kan man her indledende høre Obama fastslå: “But until now, there have been no federal limits to the amount of that pollution those plants can dump into the air. Think about that. We limit the amount of toxic chemicals like mercury and sulfur and arsenic in our air and water, and we’re better off for it. But existing power plants can still dump unlimited amounts of harmful carbon pollution into the air we breathe. For the sake of our kids, for the health and safety of all Americans, that’s about to change.”

Planen sætter ind overfor de amerikanske kraftværker, og udstikker stat for stat retningslinjer for, hvor store reduktioner kraftværkssektoren skal gennemføre inden 2030, med belønninger for dem som kan klare det hurtigere. Denne indsats overfor kraftværkerne er grundstenen i den klimaindsats, som Obama fremlagde i 2013 og detaljerede i 2014 – og udgør den største enkelte post i den reduktion af de amerikanske udledninger på 26-28% i forhold til 2005, som Obama har forpligtiget USA til inden 2025.

Samlet er der for USAs energisektor tale om reduktioner som over en 15-årig periode vil udgøre 32% i forhold til 2005, hvilket er mere, end der hidtil har været lagt op til, ud over at reduktionerne i højere grad vil blive løst med vedvarende energi og mindre med indfasning af gas. Der er ikke tale om, at alle værker over én kam blot skal reducere det samme, tværtimod er der lavet forskellige reduktionsmål for hver af USAs stater (bortset fra Vermont og Washington BC, som ikke har nogen fossilt fyrede kraftværker), ligesom der er givet en stor frihed til at hver enkel stat inden for disse rammer frit kan sammensætte sin optimale energimix. Til gengæld er der lagt yderligere to år ind i tidslinjen for at have den nødvendige tid til at opnå de foreskrevne reduktioner – og til forud at udarbejde meningsfulde planer, for hvad der skal ske med de enkelte enheder, og hvilke vedvarende energikilder man regionalt vil prioritere.

Det hvide hus har lavet et fact sheet, som resumerer de vigtigste aspekter af Obamas Clean Power Plan, herunder et uddrag af første del:

The Clean Power Plan establishes the first-ever national standards to limit carbon pollution from power plants. We already set limits that protect public health by reducing soot and other toxic emissions, but until now, existing power plants, the largest source of carbon emissions in the United States, could release as much carbon pollution as they wanted. 

The final Clean Power Plan sets flexible and achievable standards to reduce carbon dioxide emissions by 32 percent from 2005 levels by 2030, 9 percent more ambitious than the proposal. By setting carbon pollution reduction goals for power plants and enabling states to develop tailored implementation plans to meet those goals, the Clean Power Plan is a strong, flexible framework that will:

• Provide significant public health benefits – The Clean Power Plan, and other policies put in place to drive a cleaner energy sector, will reduce premature deaths from power plant emissions by nearly 90 percent in 2030 compared to 2005 and decrease the pollutants that contribute to the soot and smog and can lead to more asthma attacks in kids by more than 70 percent. The Clean Power Plan will also avoid up to 3,600 premature deaths, lead to 90,000 fewer asthma attacks in children, and prevent 300,000 missed work and school days.
• Create tens of thousands of jobs while ensuring grid reliability;
• Drive more aggressive investment in clean energy technologies than the proposed rule, resulting in 30 percent more renewable energy generation in 2030 and continuing to lower the costs of renewable energy.
• Save the average American family nearly $85 on their annual energy bill in 2030, reducing enough energy to power 30 million homes, and save consumers a total of $155 billion from 2020-2030;
• Give a head start to wind and solar deployment and prioritize the deployment of energy efficiency improvements in low-income communities that need it most early in the program through a Clean Energy Incentive Program; and
• Continue American leadership on climate change by keeping us on track to meet the economy-wide emissions targets we have set, including the goal of reducing emissions to 17 percent below 2005 levels by 2020 and to 26-28 percent below 2005 levels by 2025.

Med planen er det lykkedes at skabe en situation, hvor der sandsynligvis ikke bliver opført flere kulkraftværker i USA, i det mindste ikke før der er udviklet en effektiv CCS-teknologi. Så den igangværende stime af lukninger af kulkraftværker må forventes at fortsætte. Da Sierra Clubs omfattende kampagne Beyond Coal startede i 2010, havde USA 519 kulfyrede kraftværker. For få dage siden stod det klart, at USA siden da var nået til udfasningen af kulkraftværk nr. 200. Så når der indimellem fra republikansk side bliver talt om “The War on Coal”, er det måske ikke helt forkert. Kulkraftens dage er talte i USA, omend udfasningen kommer til at ske i et tempo, så den vedvarende energi kan følge med. Beyond Coal behøver ikke i sin kampagne at trække på den store idealisme, for i dagens USA er sol- og vindenergien i de fleste situationer blevet billigere end kulkraften. Størstedelen af den nye energikapacitet, som tilføjes, er således i dag fra vedvarende energikilder.

Læs mere »

Søndag løftede Hillary Clinton sløret for første del af sin klimaplan, som gradvist vil blive fremlagt i de kommende måneder. Det står allerede nu fast, at hun, hvis det bliver hende som kommer til at overtage Det Hvide Hus, vil bygge videre på Obamas klimaindsats og fremme omstillingen af det amerikanske samfund til vedvarende energi.

Meget kan ske, før Obamas afløser i Det Hvide Hus er valgt. Men indtil nu synes Hillary Clinton at have stået som det indlysende bud. Blandt republikanerne er der snart flere kandidater, end man kan tælle på hænder og fødder, og med undtagelse af to er de alle erklærede klimafornægtere. Der er variationer i fornægtelsens karakter, men billedet er ret klart, og lige nu er det Donald Trump, som med sit forunderlige mediecirkus leder i opinionsundersøgelserne. Klimafornægtelsen hænger givet sammen med den stærke finansiering fra fossile interesser. Dette skaber samtidig et problem for de republikanske kandidater, for selv blandt de republikanske vælgere er der en stadig større forståelse af klimaudfordringen og nødvendigheden af ikke bare at fornægte tingenes tilstand. Der har da også været talt om, at republikanerne har brug for en exit-strategi – at hvor den interne kamp i primærvalgene sandsynligvis vil se klimafornægtelsen eskalere, så vil der for at en republikansk kandidat har en chance for at vinde Det Hvide Hus, være brug for at bløde op på klimafronten.

På demokraternes side har Hillary mere seriøs modstand, ikke mindst fra Bernie Sanders, som med sin klare og ligefremme venstreorienterede logik har ganske bred appel og i de seneste måneder har halet alvorligt ind på Hillary. For eksempel den amerikanske Noah-gruppe Friends of Earth har således anbefalet at Sanders som præsidentkandidat. Og selvom hans kampagne er nærmest uden økonomi sammenlignet med Hillarys milliarder, så kan man ikke udelukke, at det ender med at blive Sanders, som vinder primærvalgene, for der er omkring ham en uafrystelig begejstring, og gang efter gang samler han store lytterskarer.

Så han vil sandsynligvis bedre end nogen anden kunne samle partiets aktive kræfter. Den stærkt konservative (og i mine øjne meget lidt sympatiske) politiske kommentator Ann Coulter, sagde den anden dag i en dialog med Bill Maher, at Sanders ville blive meget vanskelig at slå, hvis det blev ham, som vandt primærvalgene, netop fordi han i et hidtil uset omfang ville kunne mobilisere partiets menneskelige ressourcer.

Efter to runder med Obama, som trods sin veltalenhed og sin stærkt håbefulde retorik er endt langt inde i normalområdet, kunne demokraterne forfalde til at lade sig repræsentere af en kandidat, som mere rent fremførte en langt mere radikal vifte af synspunkter. Og her trækker Sanders fornemt konturerne op. Knapt har Obama fået sikret sin sundhedsreform, som på den ene side har givet mange millioner mennesker adgang til sundhedsforsikring, før Sanders tordner mod det faktum, at det er en republikansk model, som stadig sætter sundhedssystemet til fals for profitmagere – nej det eneste rigtige er et offentligt finansieret sundhedssystem ala de skandinaviske landes.

De fleste politiske kommentatorer har indtil nu har taget Hillarys vej gennem primærvalgene for givet, og Sanders store fortjeneste kan meget vel ende med at blive, at han i primærvalgene formåede at fremtvinge en vis klarhed og profilering af det demokratiske parti. For eksempel har han igen og igen insisteret på, at Hillary meldte klart ud om hendes holdning til en lang række klima- og miljøforhold som fracking, Keystone XL, olieudvinding i det arktiske område osv.

Indtil nu har Clinton heroverfor været overraskende valen, og man har kunnet være bekymret for, om hun ville formå at løfte Obamas påbegyndte klimapolitik videre? – også fordi hun faktisk har taget betydelige støttebeløb fra de fossile selskaber. Men i søndags (26.07.) lancerede hun en decideret klimapolitik med video og det hele. Den er endnu mere en samling valgkampsegnede statements end en velafbalanceret, helstøbt plan, og man kan givet finde meget at forbedre. Men den giver begrundet håb om, at Hillary ikke bare vil videreføre Obamas klimaindsats – hun siger direkte, at hun vil fastholde hjørnestenen heri, EPAs regulering af kraftværkernes udledning – men give den nye dimensioner og bringe USA et betydeligt ryk videre mod det post-fossile samfund.

Læs mere »

Igennem adskillige år har Keystone XL rørledningen, som skulle bringe den canadiske tar sands-olie fra de store oliefelter i Alberta ned til de store olieraffinaderier i Texas, været centrum i en gigantisk ‘krig’ mellem på den ene side stærke olieinteresser og græsrodsbevægelser, hvor blandt andet Bill McKibben og 350.org så den stærke symbolske kraft i situationen, som i koncentrat rummede hele verdens dårskaber, på den ene side nogle få menneskers kortsynethed og pengegriskhed, på den anden side kolossale naturødelæggelser og miljørisici – den navnkundige klimavidenskabsmand James Hansen sagde på et tidspunkt, at hvis den canadiske tar sands-olie blev fuldt udnyttet, ville det være game over for the climate.

Det har været en stærkt betændt situation, hvor på den ene side stærke olieinteresser så det geniale i at koble de store tar sands-forekomster i nord med Texas’ raffinaderier i syd, hvorfra den raffinerede olie kunne udskibes til hele verden, men nok først og fremmest det europæiske marked. Der har været investeret milliarder i reklamer og politisk lobbyisme, og omvendt har Keystone XL formået at mobilisere meget stærke græsrodskræfter. Nogle gange har fokus måske endda været for voldsomt, for dels er det, selv hvis det skulle lykkes at få forpurret planerne om Keystone XL, ikke ensbetydende med, at de store olieselskaber opgiver udvindingen af tar sands-olien. Tværtimod vil man nok se den forsøgt transporteret via jernbane, ligesom der undervejs i de efterhånden mange års ventetid har været luftet planer om alternative rørføringer til den canadiske øst- eller vestkyst, som så blot ikke kunne trække på Texas’ raffinaderikapacitet og -ekspertise.

Rørledningen krydser grænser, og derfor er beslutningen om en eventuel etablering er i sidste ende Obamas. Men han har i årevis skubbet den som en varm kartoffel og dækket sig ind efter rapport efter rapport. I begyndelsen defensivt, men efterhånden som han i sin anden valgperiode har bevæget klimaudfordringen fra det næsten unævnelige til det nok mest centrale problem i hans indsats, har hans udsættelse nærmere fremstået som en mulighed for at tvinge Canada til at tage klimaudfordringen alvorligt, hvor man kunne frygte, at han endte med at acceptere Keystone XL mod at Canada tog sin del af klimaudfordringen alvorligt, hvilket det lige nu kniber alvorligt med.

I juni 2013 meldte han imidlertid ret klart ud, at Keystone XL ikke kunne komme på tale, hvis den ville medvirke til at øge klimaproblemerne:

“Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward” (se blog-indlægget  Obama om Keystone XL).

Siden da Obama har Obama skærpet retorikken, kaldt Keystone for en ‘export pipeline’ som underforstået ikke gjorde noget godt for USA,  og her i foråret karakteriserede han tar sands-olien som ‘extremely dirty’. Så Obama ville ikke kunne godkende rørledningen uden at sætte hele sit klimapolitiske eftermæle over styr. Og nu går rygterne, at Obamas endelige afgørelse kommer her i løbet af august, mens Kongressen er på sommerferie. Rygtet blev startet af den republikanske senator og Keystone XL-tilhænger John Hoeven, da han som del af sin tale i Senatet i går sagde, at:

“He’ll turn the project down while Congress is not in session to have less push back, less criticism of the decision, make it under the radar,” Hoeven said during his floor speech. “And that timing is understandable because he’s making a political decision rather than a decision based on the merits.”

Hoeven har siden sagt, at han har sin viden fra flere kilder, men har afslået at afsløre hvem. Hoevens udsagn er ikke er blevet hverken be- eller afkræftet af Det Hvide Hus og bliver tilsyneladende taget for gode varer i det politiske system, så meget tyder på, at vi efter 7 års proces står overfor den endelige afvisning af Keystone XL.

Læs mere »

Klimapåvirkningen fra flyvning er andet og mere end CO₂-udledningerne. De omfattende skystriber efter flymotorerne gør, at luftfartens klimapåvirkning er betydeligt større, hvorfor flyvning vil forblive stærkt klimabelastende selv hvis man går over til at anvende biobrændstof. 

For blot et par år siden var Obama med til at underminere det europæiske forsøg på at få luftfarten med på en internationale aftale om en CO₂-afgift på luftfarten – en nærmest symbolsk billetafgift set i forhold til problemets størrelse, men han syntes den gang at bøje af overfor pres fra de amerikanske luftfartselskaber. Så Europa måtte ende med kun at kunne opkræve afgiften for sin interne flyvning.

Siden er Obama trådt i karakter som klimaforkæmper. Trods et massivt flertal mod nogen form for amerikansk klimaindsats er det lykkedes ham at stykke en klimaindsats sammen uden om Kongressen, som synes at kunne bære igennem til en 17% reduktion i 2020 i forhold til 2005, hvilket er hvad han lovede efter COP15 i København i 2009. Når det har kunnet lade sig gøre, hænger det først og fremmest sammen med den amerikanske Clean Air Act fra 1970, hvis meget omfattende definition på luftforurening har muliggjort vidtgående indsatser overfor de amerikanske kraftværker og i de kommende år vil være med til at sende et stort antal kulkraftværker på pension.

Nu, hvor han ikke har flere valg at skulle vinde og ikke har flere sponsorer at skulle navigere mellem, synes han efter samme recept i gang med at etablere en afgift for den amerikanske luftfart. Der er stadig meget få oplysninger om detaljerne, men udgangspunkter er, at EPA kan fastslå, at lufttrafikkens udledninger er skadelige for sundheden, og på den baggrund kan indlede indsatser til at begrænse forureningen med klimaforurenende substanser og aktiviteter. Det har i den seneste tid været signaleret, at der allerede førstkommende fredag vil blive fremlagt et udspil til en indsats.

Man kan næsten få den fornemmelse, at Obama har sat sig for inden han takker af efter to præsidentperioder at have fået igangsat initiativer, som ikke bare får USAs udledninger reduceret med 17% i 2020, men også rækker videre frem til de 26-28% i 2025, som USA har indberettet. Reduktionsmål i den størrelsesorden uden om en egentlig klimalovgivning (og uden om Kongressen) kan ikke klares blot ved at se på de vigtigste to-tre faktorer. Det kræver tværtimod, at der tages hånd om alle udledningskilder.

Læs mere »

CAN Canada (Climate Action Network Canada) udsendte i torsdags en pressemeddelelse på baggrund af offentliggørelsen af Canadas INDC – Canadas Intended Nationally Determined Contributions – forud for FNs klimakonference til december i Paris. Indledningen lyder som følger:

“Canada today announced that it will cut carbon pollution by 30 percent below 2005 levels by 2030. The proposed target would be achieved five years later than the United States, relies on questionable carbon accounting practices in the forestry and land use sectors, includes international offsets to compensate for growing oil sands emissions rather than regulating the country’s fastest growing source of greenhouse gas emissions, and would emphasize regulations of methane and nitrous oxide rather than the primary greenhouse gas, carbon dioxide.”

Canada har ellers i årevis fastholdt, at man ville følge USAs klimapolitik, hvilket var en komfortabel position, så længe der ikke rigtig skete noget i USA. Det passede også med, at hvor Canada da det stod klart, at man ikke kunne overholde den reduktion i udledningerne på 6%, som man ifølge Kyoto-aftalens første del havde forpligtet sig til inden 2012, så meldte man sig bare ud af traktaten og lod udledningerne stige – igen som USA, som aldrig nåede at underskrive Kyoto-aftalen. Men hvor Obama i sin anden præsidentperiode rent faktisk har givet klimaindsatsen høj prioritet, har Canada i mellemtiden forvildet sig ud i et gigantisk tar sands-eventyr, som ikke bare er i fuld gang med at rasere store oprindelige landskaber, men har forplumret Canadas klimapolitik dertil, at Canada har gjort sig til en af den globale klimaindsats’ store bremseklodser.

Yderligere er man, som CAN påpeger, indstillet på at bruge alle beregningsmæssige smuthuller, inklusive at købe sig til reduktioner uden for Canadas grænser, for stadig at have plads til at afbrænde de store mængder af fossil energi, som skal til for at udvinde tar sands-olien. Billederne herover giver et par smagsprøver på udvindingen i Alberta, hvor et område på størrelse med Frankrig potentielt kan ende med at blive endevendt. Så oliesand-udvindingen må betragtes som verdenshistoriens største planlagte landskabsødelæggelse.

Man kunne ønske sig, at det var fornuften, som sejrede, så Canadas politiske ledelse stoppede dette absurde projekt, som James Hansen på et tidspunkt betegnede som ‘game over for the climate’, hvis det blev fuldt udrullet. Den canadiske befolkning ønsker det afviklet, men har endnu ikke formået at trænge igennem. Derfor giver det god mening, at protesterne mod Keystone XL har fået den centrale næsten symbolske rolle, som den har. I snart mange år er det lykkedes at holde en udvikling stangen. Men efterhånden er den mest realistiske grund til, at størstedelen af den canadiske tar sand-olie endte med at forblive uudnyttet, ikke, at politikerne endelig kom til fornuft, men at det med de faldende energipriser, som vi har set de seneste par år, nærmer sig det punkt, hvor det er urentabelt at udvinde tar sands-forekomsterne. For ikke nok med at de har en væsentlig større klimabelastning pr. udvundet energienhed, de er også væsentligt dyrere at udvinde end for eksempel den saudiarabiske olie eller den amerikanske skifergas, samtidig med at de vedvarende energikilder fortsætter med at blive billigere, så selvom det kan være svært at stoppe et projekt med så gigantiske investeringer, så er det stadig vanskeligere at se det økonomiske perspektiv i udvindingen og den dermed følgende ødelæggelse af landskaber og atmosfære. Hvis vi som, det lige nu tegner til, her til december i Paris ender med at få vedtaget en reel pris på CO₂-udledninger fra 2020, så ligner det canadiske tar sand-eventyr mere og mere en gigantisk fejlinvestering. Men det er nok for meget at forvente af den nuværende canadiske regering, at den skal kunne erkende dette efter i en årrække at have sat alt, ind på at få gang i udvindingen, kapital, prestige og global lobbyisme.

Læs mere »

I dag er det 50 år siden, at præsident Johnson som den første i en tale til den amerikanske kongres påpegede farerne ved de stigende CO₂-udledninger. “Air pollution is no longer confined to isolated places,” sagde han blot få uger after at han i 1965 var tiltrådt som præsident: “This generation has altered the composition of the atmosphere on a global scale through radioactive materials and a steady increase in carbon dioxide from the burning of fossil fuels.”

Alligevel er det først her de allerseneste par år, at den amerikanske klimaindsats har taget form, og der er endnu her et halvt århundrede senere stærke kræfter, som modarbejder udviklingen. Ikke på grund af uvidenhed, men på grund af manglende vilje til at tage konsekvensen af den basale indsigt, at man ved at fortsætte med at udvinde og brænde fossile brændsler ødelægger fremtidens levevilkår.

Dengang havde CO₂-koncentrationen endnu ikke nået 320 ppm, og målsætningen for langtidssikringen af klimaet, at få CO₂-koncentrationen tilbage under 350 ppm, slet ikke havde været så næsten uoverkommeligt. Vi kunne i den grad have brugt disse 50 år bedre, indrettet os med mindre og smartere transport, hjulpet store udviklingslande som Kina og Indien på vej til at blive de første velstående grønne samfund i stedet for de sidste fossile samfund osv.

Fremtiden vil dømme denne klimafornægtelse hårdt, fordi man ikke bare fortsatte trods fuldt vidende om at det var forkert, men brugte alle mulige tricks for at forsinke og forplumre, at verden blev klogere og spenderede milliardbeløb på at nedgøre indsigtens budbringere.

Der bliver i disse tider talt meget om ISIS og fundamentalistisk terror, men denne systematiske sabotage af en fornufts- og vidensbaseret udvikling blot for at kunne sælge fossile brændstoffer nogle få år endnu er i mine øjne nutidens helt store terror.

Læs mere »

.
Disse videoer synes fjernet fra YouTube, men dele af dem kan stadig ses her.

Jeg har i dag med stor fornøjelse set en hel stribe YouTube-videoer, som har samlet den amerikanske TV-komiker Bill Mahers religionskritiske kommentarer i sin tilbagevendende rubrik, New Rules, på sit ugentlige talkshow Real Time. Fem sådanne sammenklip er det efterhånden blevet til, med i alt næsten en times besk hudfletning af religionen og al dens væsen. Den seneste kan ses lige herover, mens der er links til alle fem nedenfor. De er udarbejdet af Agnostic Atheist Anti-Theist Foundation, som med Maher og hans forsøg på at etablere et ateistisk ståsted for det moderne USA klart har fundet en forbundsfælle.

Det står ikke helt klart, hvad der er klippet hvornår, men at dømme både ud fra temaer og fra Bill Maher selv, som bliver både tyndere og yngre, efterhånden som man bevæger sig tilbage i rækken, så spænder hans vidunderligt indsigtsfulde udfald mod det religiøse overdrev helt tilbage fra Real Times første begyndelse i februar 2003. Og det er faktisk imponerende, hvor konsistent Bill Maher er i sin stadige spidden, analyseren og udleveren af religionens væsen og uvæsen.

Der kan være mindelser om Dave Allen, som også havde en næsten rituelt tilbagevendende gøren sig munter over menneskets klamren sig til de mange – og set med en moderne alen meget inkonsistente – religiøse forklaringsuniverser og i årevis for hver eneste session havde en ny grotesk pavevits og rundede af med et ” … and may your god go with you.” Bill Mahers opgør med religionen og dens besættelse af hele vores tænkemåde er heroverfor mere kompleks – langt mere kritik og analyse, og mindre humor. Ikke at Maher ikke er morsom, tværtimod trillede tårerne flere gange under vejs ned ad kinderne, men han har med sin religionskritik et projekt, som rækker langt ud over det at more. Og humoren bliver her et våben, som kan betræde og belyse områder, man kun meget vanskeligt kunne nærme sig på anden måde.

For mange er fundamentalisme noget, som har med islam at gøre, men der findes både en videnskabelig og en økonomisk fundamentalisme, og ikke mindst i USA trives en meget stærk kristen fundamentalisme, som er ganske tæt sammenfiltret med en (højre)politisk minimalstatsfundamentalisme. Så med Maher får vi en bidende samfundsanalyse, som ikke bliver mindre til benet af, at han er bøsse og hele tiden parallelt udfordrer den ganske bornerte amerikanske seksualmoral. Maher leverer i Real Time en sjældent begavet humor, som kun fungerer i kraft af hans analytiske begavelse, hans evne til at se klart igennem mudrede landskaber og oversætte det til muntert-groteske paradokser.

Alt dette sagt må jeg sige, at jeg er fundamentalt uenig med Maher. For mig at se er ateismen ikke modsætningen til alt det, vi mennesker igennem tiderne har troet på, men et eget trossystem, en lægmandsreligion, hvor rationaliteten og videnskabsmændene m/k er ypperstepræster. Nutidens videnskab går præcist ind og leverer nye skabelsesmyter, nye forklaringer på arternes og solsystemets oprindelse osv., og – hånden på hjertet – de mange vidtløftigheder om Big Bang, ormehuller og tidsrejser er fuldt så trosbehæftede som vores overleverede religioner. De har gennem tiderne været forsøg på at samle og sammenfatte, hvad vi vidste om vores omverden og hvordan vi måtte gebærde os for at overleve som individer, familier og samfund. Ligesom vor tids Big Bang og hele den spekulative fysik om blot 100 år vil fremstå som ‘de kunne jo ikke vide bedre’-spekulationer, så vil vores vaccinationsprogrammer, kemoterapi, genmanipulationer, vores industrielle landbrugs dyre- og landskabsmishandlinger, vores umådeholdne brug af fossile brændstoffer og begrænsede ressourcer fremstå som ganske middelalderlige.

Videnskaben i dag fortrænger, at naturen er levende, at vi mennesker er levende. Dens rationaler, dens materialisme, åndshovmod og ureflekterede udviklingstrang er i fuld gang med at destruere vores livsvilkår. Måske oprindelige folkeslags mytebaserede forklaringer om tingens sammenhæng ikke havde samme teoretiske niveau eller logiske konsekvens som nutidens videnskabelighed, men de undgik at lave atomkriaftværker og masseødelæggelsesvåben, og de formåede at forankre os mennesker i en bæredygtig relation med vores omgivelser, hvor videnskabens verdensanskuelse har afskåret os fra vores sammenhæng, vores ophav, og vores spiritualitet dertil, at vi i vores fremmedgjorthed er blevet vores egen største fjende.

I et USA, hvor en ganske stor del af befolkningen kræver en kreationisme, hvor bibelens skabelsesberetning ikke ‘blot’ er en abstrakt myte eller forståelsesbillede, men en absolut virkelighed, som overskriver den moderne videnskabs forståelsesunivers dertil, at Darwins udviklingslære i mange stater er tabu i undervisningen, og ikke kan forestille sig, at Gud vil lade kloden ødelægge af klimaforandringer, bliver videnskaben det rationelle modstykke – den fornuft, vi må bygge fremtiden på. Og ateismen som rationelt trossystem bliver den umiddelbart indlysende antitese til mere eller mindre perverterede moderniseringer af gamle trossystemer, som stortrives i nutidens USA.

Men lad os nu se, om ikke Maher om 10 år er taoist – har indset, at vi ikke bare har, men behøver at nære en spirituel kerne. At religionens kerne ikke ligger i dens form, men i dens formløshed, at religionerne deres myriader af fremtrædelsesformer til trods må ses som forsøg på at nærme sig samme formløse kerne, men at religioner gennem tid med næsten naturlovsmæssig entydighed har genereret former og strukturer, ritualer og institutioner, som bevægede sig stadig længere fra essensen. Jo tættere på magten, jo sværere var det for formløshedens lys at trænge igennem. Indimellem har der været reformatorer, som formåede at genforbinde religionen til dens kerne og genkalde dens lys. Men henfaldet til form kom hurtigt. For eksempel den japanske religionsstifter Honen (1133-1212) erklærede i sin afvisning af formens og hierarkiets nødvendighed, at templet var præcist dér, hvor mennesket kaldte på Gud (Amida Buddha). Endda byggede hans tilhængere den tids største tempelbygninger for at demonstrere hans storhed.

Måske Maher om 10 år har indset, at man i det ateistiske projekt blot fik etableret et nyt trossystem med eksperterne og videnskabsmændene som ypperstepræster, og at vi ved den definitive bortskrælning af religiøse magtforviklinger og erkendelsesmæssige absurditeter, som Maher med sine New Rules og sin spiddende humor bidrager så fornemt til, ikke ender med et rationelt-ateistisk paradis på jord, men med på trods af al støjen fra den moderne tilværelse at erkende og genforbinde til den spirituelle kerne, til den væren, som forbinder alt levende på denne klode.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Five, 10:33 min: YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Four, 11:40 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Three, 11:33 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part Two, 14:53 min. YouTube video.

Collection of Bill Maher’s New Rules About Religion – Part One, 9:56 min. YouTube video.

Disse videoer synes fjernet fra YouTube, men dele af dem kan stadig ses her.