Strøtanker om bæredygtighed

Architecture 2030 er et meget visionært amerikansk initiativ, som har lavet en køreplan for et USA, hvor bygninger er CO₂-neutrale inden 2030, med en tilhørende uddannelsesplan – at alle amerikanske arkitektstuderende i løbet af i år skal være i stand til at designe sådanne CO₂-neutrale bygninger. I samarbejde med forskere fra NASA og National Renewable Energy Laboratory har Architecture 2030 fået udarbejdet et paper, som undersøger mulighederne for et at udfase brugen af kul i USA i 2030. Den endelige artikel vil først udkomme i juni, men er i dag rundsendt i draft form.¹

I den nuværende situation, hvor den amerikanske klimalovgivning og dermed den globale klimaaftale hænger i en endog meget tynd tråd efter et massivt lobby- og støjarbejde fra kul- og olieindustrien, er det et dybt interessant indspark i den amerikanske debat. Alene geotermisk energi vurderes at have 10 gange større energipotentiale end det nuværende amerikanske energiforbrug, og der er masser at spare ved mere hensigtsmæssig indretning af den amerikanske infrastruktur.

Blandt artiklens forfattere finder man også lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen.

I artiklens abstract hedder det afsluttende: “Vi konkluderer, at USAs emissioner fra kul kan være udfaset i 2030 gennem anvendelse af eksisterende teknologier eller teknologier, som vil være konkurrencedygtige indenfor det kommende tiår. Fjernelsen af subsidier til fossile brændstoffer og en markant øget pris på CO₂-udledninger er de fundamentale forudsætninger for en ren, emissionsfri fremtid.”

Jeg har kopieret artiklens abstract ind nedenfor.

Pushker A. Kharecha et al.: Options for Near-Term Phaseout of CO2 Emissions from Coal Use in the United States, Draft accepted for publication in Environmental Science & Technology (pdf).¹

Læs mere »

Med et lånetilsagn på 8 mia. $ gav Obama først på ugen grønt lys til opførelsen af et atomkraftværk med to reaktorer i Georgia – det første i mere end 30 år. Den amerikanske klimaminister Steven Chu mere end antyder, at dette er blot første af en hel række tilsvarende lån, måske 6 eller flere. Og Obama-administrationen har bedt Kongressen løfte lånegarantierne til udbygningen af atomkraft til 54 mia. $.

Motiverne er mange. Sikkerhedspolitisk set er det en del af at frigøre sig af mellemøstlig olie. Samtidig er atomkraften med til at mindske de amerikanske CO₂-udledninger, og værket vil, når det i 2016-17 står færdigt, årligt fortrænge hvad der svarer til 15 mio. ton CO₂ fra kulkraftværker – eller omkring 30% af de årlige danske CO₂-udledninger. 6-7-8 af sådanne værker vil kunne ses på den amerikanske CO₂-balance.

Energipolitisk set har USA så mange lavthængende frugter, som umiddelbart kunne høstes. På den baggrund virker satsningen på atomkraft umiddelbart paradoksal. For atomkraft er langt fra nogen billig løsning. Men i et land, hvor erhvervslivets lobbyister står så stærkt som de gør, er almindelig fornuftstænkning på samfundsniveau – for slet ikke at tale om globalt niveau – stort set sat ud af kraft. Og det er nok heller ikke nogen tilfældighed, at en af de store donorer til Obamas valgkampagne er det Chicago-baserede Exelon Corporation, som er USAs største producent af atomkraft.

I begyndelsen af 2009 var der tilmeldt 2.340 lobbyister på Capitol Hill alene på klimaforandringsområdet eller rundt regnet seks for hver medlem af Kongressen. Heraf har op imod 85% det formål at modarbejde – eller i det mindste forsinke – det politiske systems vedtagelse af en egentlig klimalovgivning. Satsningen er således også et billede på, at det i den klimalovgivningsmæssigt pt. helt uafklarede situation er lykkedes atom-lobbyen at komme til fadet.

Der er meget stærke interesser i det amerikanske samfund, som helst så klimalovgivningen nedstemt, og den nylige opblomstring af klimaskeptiker-aktivitet skal også ses i denne sammenhæng.

Fra Obama-administrationens side er atomkraft-pakken et forsøg på at vinde republikanske stemmer dertil, at en klimalovgivning med en kvotepris på udledningen af CO₂ vil kunne gennemføres også i kongressen. Republikanske senatorer har krævet støtte til igangsættelse af op til 100 reaktorer i det kommende årti – USA har i dag lige godt 100 reaktorer kørende, som står overfor udskiftning, da man ikke har opført nye atomkraftværker siden uheldet ved Three Mile Island i 1979.

Intet tyder på, at åbningen overfor republikanerne på dette område i sig selv vil sikre en kvote-lovgivning. Så mulighederne for Obamas klimapakke er lige nu meget skrøbelig. Og man må nok indstille sig på, at en vedtagelse i Kongressen vil koste en stribe af tilsvarende særordninger om for eksempel ‘clean coal’ og offshore olieudvinding, som er langt bedre for kul- og olieindustrien og bio-ethanol-producenterne end for klimaet.

Med alle disse strategiske manøvrer er Obama hastigt er i færd med at miste sin opbakning fra miljøorganisationerne.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama gives green light to new wave of nuclear reactors, The Guardian 16.02.2010.

Suzanne Goldenberg: Big firms drop support for US climate bill, The Guardian 16.02.2010.

Matthew L. Wald: U.S. Supports New Nuclear Reactors in Georgia, New York Times 16.02.2010.

Kate Sheppard: Obama’s risky nuclear renaissance, The Guardian 17.02.2010.

John M. Broder: Environmental Advocates Are Cooling on Obama, New York Times 17.02.2010.

De havde let spil under Bush-administrationen – klimafornægterne og alle dem, som har en kortsigtet økonomisk interesse i, at det er gratis at svine atmosfæren til med drivhusgasser og svovlforbindelser. Og nu, hvor man under Obamas ledelse er ved at indføre en kvotelovgivning, som sætter en pris på disse udledninger, kan man se, hvordan mennesker og ikke mindst virksomheder tænker mere med pengepungen end med forstanden. Selvom man ved, at det er vigtigt for verdens klima, at disse udledninger bringes til ophør og at USA præsterer en konsekvent klimalovgivning forud for klimatopmødet i København, ser man i disse måneder systematiske forsøg fra kul- og olieindustrien og deres lobbyister på at forvirre, forfurre, forfalske, forplumre – kort sagt gøre hvad man kan for at sabotere en klimaaftale. Efter Obama har overtaget Det Hvide Hus, er kampagnebudgetterne mod kvotesystemer og reguleringer af udslippene af drivhusgasser blevet sat markant op. Dagligt kan man i amerikanske radiospots høre, at det vil koste en typisk familie i tusindvis af dollars, hvis klimalovgivningen kommer igennem.

Olie- og kulindustrien finansierer sålede ikke bare lobbyvirksomhed, men fuldt så meget massive annoncekampagner og radioannoncer samt systematisk støtte til klimaskeptikere, ud fra devisen: Kan man ikke modbevise, kan man altid så tvivl og lave informationsstøj. Senest har man afsløret falske henvendelser til kongrespolitikerere fra borgere, som angiveligt boede på alderdomshjem.¹

Det er kort sagt demokrati på vrangen, hvor mennesker, som burde vide bedre – og måske rent faktisk ved bedre – spammer medier og diskussionsfora med mistænkeliggørelser og fejlagtige informationer, mens sagesløse mennesker, dyr og planter verden over tavse må se til, mens verdens skæbne afgøres af ignoranter og kortsigtede positioner.

Suzanne Goldenberg: US Congress inquiry reveals fake letters from ‘voters’ opposed to climate bill, The Guardian 19.08.2009.¹

Kevin Grandia: US coal industry won’t give up easily on using atmosphere as a dumping ground, The Guardian 19.08.2009.

Suzanne Goldenberg: Oil lobby to fund campaign against Obama’s climate change strategy, The Guardian 13.08.2009.

Nick Thomas: ExxonMobil is not a climate change denier, The Guardian 10.07.2009.

George Monbiot: Climate denial ‘astroturfers’ should stop hiding behind pseudonyms online, The Guardian 08.07.2009.

David Adam: ExxonMobil continuing to fund climate sceptic groups, records show, The Guardian 01.07.2009.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama’s key climate bill hit by $45m PR campaign, The Guardian 12.05.2009.

Tidligere på måneden var der i New Scientist et ganske læseværdigt interview med Obamas videnskabelige rådgiver John Holdren. Det giver et godt billede af situationen i USA forud for COP15, hvor der fra mange sider har været udtrykt frygt for, at arbejdet med en sundhedsreform kom til at stå i vejen for, at man når at få en klimalovgivning på plads inden klimatopmødet i København til december. Men Holdren ser ikke bare den amerikanske klimaaftale, som på sin lange vej gennem Repræsentanternes Hus blev noget udvandet, komme igennem i Senatet i tide. Han ser endda, at den på et par steder kan bliver styrket.

I interviewet understreger han, at det ikke bare er muligt, men nødvendigt, at kombinere økonomiske og klimamæssige mål.

Det er langt fra radikale klimamål, amerikanerne er ved at beslutte sig for. En 17% reduktion i forhold til 2005 vil nemlig kun lige bringe USA under udledningerne i 1990. Og som Holdren selv er inde på, må de industrialiserede lande gå foran med markante reduktioner, hvis man med rimelighed skal kunne forvente at verdens udviklingslande skal gøre det samme.

Adspurgt, om 450 ppm er et tilstrækkeligt reduktionsmål svarer han, at “fra et videnskabeligt perspektiv er 350 ppm bedre end 450 ppm. Grunden til at 450 ppm er blevet ‘the mainstream view’ er, at det er noget nær det bedste vi kan klare og måske det værste vi kan tåle.” Det er markante udtalelser fra en centralt placeret politiker.

Læs mere »

Så lykkedes det. 21 år efter at James E. Hansen i Det Hvide Hus gjorde de amerikanske politikere opmærksomme på, at vi med de stigende koncentrationer af drivhusgasser stod overfor et problemkompleks med potentielt kolossale konsekvenser, har Repræsentanternes Hus endelig vedtaget en lovgivningspakke, som etablerer et kvotehandelssystem til gradvist at nedregulere CO₂-udledningerne fra det land, som historisk har stået bag de største udledninger. Der er da også glædelige reaktioner fra mange sider.

Al Gore taler om et gennembrud, et vendepunkt, en historisk dag … og det var nok ikke kommet hertil uden Obamas valgsejr. Efter vedtagelsen i Repræsentanternes Hus skal forslaget videre til Senatet, hvor det stadig ikke er givet at det bliver vedtaget.

Forslaget har været længe under vejs, og der var da også lagt op til en ganske radikal lovgivning, som sigtede på en 80% reduktion i 2050. Men trods Obamas vision om at få lovgivningsprocesserne renset for lobbyisme og lobbyister det har været gennem den store vridemaskine, og lovforslaget er under vejs svulmet op til 1200 sider, med masser af særhensyn og smuthuller til følge. På den korte bane har man besluttet sig for en reduktion på 20% inden 2020. Men det er i forhold til 2005-tallene. I forhold til 1990, som normalt bruges som reference, er det en reduktion på blot 1½ %. Og da der samtidig er åbnet for, at en del af reduktionerne kan tilvejebringes gennem mere eller mindre ukontrollerbare kvotehandelsaktioner og teknikoverførselsprojekter i sydlande, vil det sandsynlige resultat være, at USA i 2020 udleder mere CO₂ end i dag.

Læs mere »

Der er netop udkommet en rapport fra USGCRP (United States Global Change Research Program) om klimaforandringer i USA – dels de klimaforandringer, man allerede i dag kan iagttage, dels hvad man med den nyest tilgængelige viden forventer, at fremtiden vil bringe af klimaforandringer ved henholdsvis et markant CO₂-reduktionsscenario og et business as usual-scenario.

Rapporten tegner et forstemmende billede. Selv hvis USA sammen med resten af verden beslutter (og efterlever) en stærk klimaplan, vil et land som USA opleve markante klimaforandringer i de kommende år, og hvis den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer ikke bringes til ophør inden for ganske få år, vil der være tale om voldsomme forandringer, som vil give størstedelen af USA en markant anden karakter end i dag. I nord vil tundraegnene tø, med accelerende metanudledninger og klimaforandringer til følge, umiddelbart syd herfor er det store bælte af nåleskove i fare for sammenbrud. Nedbøren vil falde mere sparsomt og mere ujævnt fordelt, og ørkenagtige tilstande vil udvikle sig i de sydvestlige egne. Store skovområder vil være stærkt udsatte for skovbrande, og mange steder vil varmen stige voldsomt, så temperaturen i store dele af året vil nå over 40ºC i dagtimerne, mens millioner af mennesker langs øst- og sydkysten står overfor at måtte flytte på grund af stigende oceaner.

I videoen nedenfor, som varer en lille time, bliver USGCRPs rapport introduceret af en af Obamas nærmeste rådgivere, John Holdren, samt en række af de eksperter, som står bag udarbejdelsen af rapporten Global Climate Change Impacts in the United States.

Læs mere »

I går var der igen nyt fra James E. Hansen, som rundsendte sin præsentation for en ‘Ways and Means’ (virkemiddel-) kommission i Det Hvide Hus. Den rummer en tankevækkende analyse af det kvotesystem, vi er ved at indføre som mekanisme for at nedbringe verdens samlede CO₂-udledninger. Foreløbig er resultaterne svære at begejstres for, hvis ikke lige man er markedsfundamentalist. Kvotesystemet fastholder virksomhederne i banal kassetænkning uden at formå at styre udviklingen, og lidt sat på spidsen har det europæiske kvotesystem foreløbig mest af alt haft karakter af erhvervsstøtte.

Carbon Tax & 100% Dividend vs. Tax & Trade, Testimony of James E. Hansen to Committee on Ways and Means United States House of Representatives 25.02.2009 (pdf).

Hansen, som gennem en menneskealder har været leder af Goddard-instituttet ved NASA er en af de klimaforskere, som klarest har markeret, at menneskeheden med sin nuværende afbrænding af fossile brændstoffer med usvigelig sikkerhed bevæger sig mod klimakatastrofen. Han har rejst verden rundt for at tydeliggøre nødvendigheden af et moratorium for udbygningen af kulkraft. Han er fadder til 350-bevægelsen, som arbejder for at få en CO₂-koncentration på 350 ppm gjort til det globale klimamål (hvor det nu er 450 ppm). Og i det her foreliggende paper diskuterer han kvotesystemets problemer set i forhold til en CO₂-skat, som vel at mærke betales 100 % tilbage. Et sådant system vil på ganske enkel vis gøre CO₂-tunge produkter og aktiviteter dyrere end CO₂-neutrale, samtidig med at det bevarer købekraften. Kvotesystemet har heroverfor store problemer på en lang række områder, og dets logik vil betyde, at et land som Danmark typisk vil købe sig fra at rydde op i egen baggård. Det største problem er dog ifølge Hansen, at det ikke løser klimaproblemet.

Hansen deltager i Københavns Universitets klimakonference 10.-12. marts. I den forbindelse har vi fået mulighed for at arrangere, at han møder Folketingets Energipolitiske Nævn og giver interviews med en række af de danske nyhedsmedier, så i den kommende tid vil vi komme til at høre meget mere til Hansen på vores hjemlige breddegrader.

Nedenfor følger Hansens mail – det er tankevækkende, at der i Washington nu er fire klima-lobbyister for hver parlamentariker. Så klimaet er på godt og ondt kommet på den amerikanske dagsorden.

Se tidligere blog-indlæg tagged med James Hansen.

Læs mere »

Her nytårsmorgen var der mail fra klimaforskeren James Hansen med link til et brev, han har sendt til Michelle & Barack Obama i anledningen af Obamas overtagelse af præsidentembedet.

Hansen påpeger i brevet til Michelle & Barack utilstrækkeligheden i de nuværende politiske redskaber overfor at stabilisere det globale klima samt nødvendigheden af at standse den nuværende afbrænding af kul som del af at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm.

Jeg har bragt brevet i sin fulde længde nedenfor.

James Hansen kommer til København i marts i forbindelse med Københavns Universitets klimakonference. Vi håber i den forbindelse at kunne lave et ekstra arrangement med Hansen.

Læs mere »

Andrew C. Revkin, miljøskribent ved New York Times, har i dag et indlæg på sin blog Dot Earth med overskriften: If CO₂ Were Pink… . Udsagnet stammer fra en tale ved overrækkelsen af John Chancellor Award 2008, tildelt for hans enestående arbejde som miljøskribent gennem mere end et kvart århundrede. Revkins tale ved den lejlighed endte blot så langt fra det planlagte, at han i dag bragte den forberedte tale i sin helhed.

“In some ways it’d be nice if carbon dioxide had a color – let’s say pink – so you could see the buildup”, siger han i manuskriptet til talen: “But it’s not like the noxious, sulfurous pollution that the environmental movement came of age around way back in the 20th century. That stuff stung your eyes and lungs. You could pass laws and stick on filters and the air grew cleaner in your time”¹

Billedet: ‘Hvis CO₂ var pink …’ er værd at lade stå på nethinden et øjeblik.

Hvordan forholder vi os til den usynlige, ikke direkte sansbare trussel, som de stadig øgede CO₂-udledninger udgør? Det er lidt samme problemstilling som den ultrafine partikelforurening, som koster voldsomt mange flere liv end højresvingsulykkerne, men slet ikke får den tilsvarende opmærksomhed.

Revkin er en af verdens største miljøskribenter og har igennem 20 år formidlet, hvad klimaforskere som James Hansen fra NASA har søgt at fortælle os – at kloden står overfor alvorlige problemer, hvis ikke vi sadler om øjeblikkeligt. Det var også Revkin, som afdækkede, hvordan Bush-administrationen i en periode systematisk har givet forskere som James Hansen mundkurv på og omformuleret rapporter og informationer, så de stod mindre i kontrast til Bush-administrationens konsekvent klimaskeptiske politik.

Hvis man vil have en fornemmelse af Revkins journalistisk, har Environmental Health Perspectives indekseret mere end 200 af hans artikler alene under klimaforandringer. Hans forberedte tale ved prisoverrækkelsen findes nedenfor.

Andrew C. Revkin: If CO₂ Were Pink…, New York Times 23.12.2008.¹

Læs mere »

Dette indlæg er nr. 400 på Strøtanker om bæredygtighed siden starten i januar. Det havde jeg tænkt at fejre ved at dvæle et øjeblik ved det glædelige, at Obama er blevet præsident. I løbet af valgkampen er det blevet stadig klarere, at valget mellem kandidaterne ikke blot var et spørgsmål om pest eller kolera. Tværtimod har Obama i den afsluttende fase nærmest stået som lotusblomsten, jo mere mudret og beskidt der blev omkring ham, jo mere lysende hvid og klar udfoldede han sin vision for en ny og bedre verden.

Ofte kommer den slags menneskelig forfinelse til kort i mødet med den politiske virkelighed. Der har da også været prøvet lidt af hvert – for eksempel er der næsten 1 mio. Google opslag med Obama Antichrist, og både race- og socialistkortene har været flittigt spillet. Endda står Obama efter næsten to års valgkamp som sejrherre. Og han er nået dertil med en etik og en klarhed sit værdigrundlag, som har skabt håb og forventninger ikke bare i store dele af det amerikanske samfund, men verden rundt. Her var den karismatiske skikkelse, som kunne lede USA ud af mørket, her var begyndelsen til et USA som konstruktiv kraft, som deltager i verdenssamfundet.

Obama står således over for tårnhøje forventninger, ikke mindst på baggrund af de ganske dystre perspektiver for den amerikanske økonomi, hvor rigtig meget lige nu peger alvorligt nedad. Men det synes som om Obama har perspektivet, begavelsen og de rette rådgivere til at forløse situationen og gøre den økonomiske redningsplan til startskuddet til et nyt USA. Og selvom klima og bæredygtighed har haft en underlig veg placering både i primærvalgene og i kapløbet mellem Obama og McCain – som var det politisk set for farligt for alle kampagner at binde sig for direkte op på klimaspørgsmålet – så står vi med valget af Obama med det klart bedste valg for planetens fremtid. Han har klart givet udtryk for, at bilindustrien ikke bare skal have penge til at fortsætte som hidtil, men meget præcist til at lave en ny generation køretøjer, som kan frigøre USA fra den nuværende afhængighed af olie. Han synes at have erkendt, at USAs problemer, som var store nok før finanskrisen, ikke kan løses uden at løse det fossile samfunds grundproblemer.

Læs mere »