Strøtanker om bæredygtighed

Hvad som endnu ikke er lykkedes for Obama at gennemføre på nationalt plan, har man nu vedtaget i Californien, et cap and trade kvotesystem, som skal lægge et loft over CO₂-udledningerne. Fra 2013 vil Californiens mest CO₂-forurenende virksomheder være pålagt en CO₂-afgift for ad den vej at skabe tilskyndelser til at energieffektivisere og på anden måde klimamæssigt at omlægge produktionen. Målet med kvoteloftet er, at Californiens CO₂-udledninger i 2020 når tilbage på niveauet i 1990. Det lyder måske ikke af meget i sammenligning med EU, som med lidt held får vedtaget et reduktionsmål  på 40% for 2020. Men modsat EU har de amerikanske CO₂-udledninger været stadig stigende siden 1990, og fuldt udfoldet vil programmet i 2020 fjerne 273 mio. ton CO₂ (5 gange de officielle danske udledninger). I et USA, hvor der er stadig flere klimaskeptikere på de bonede gulve, er det et stort skridt. Og Californiens succes på dette område vil få stor betydning for mulighederne for at få en klimalovgivning gennemført i resten af USA.

På den måde har Californien flere gange været foregangsstat i USA, når det gælder klima og miljø. For eksempel havde de skærpede krav til bilers brændstof-effektivitet, som Obama fik gennemført for hele USA i 2009, forinden været afprøvet i Californien. En gruppe mindre stater omkring New York har tilsvarende indført en kvoteordning for energiforsyningen, men det er første gang, at man i USA lægger afgift ud på brede dele af de industrielle aktiviteter.

Arbejdsløsheden i Californien er lige nu tæt på 12%. Skeptikerne har da heller ikke været ikke sene til at pege på det halsløse i at lægge en ekstra afgift på et i forvejen hårdt presset amerikansk erhvervsliv og forudser, at arbejdspladser mv. i stor skala flytter til andre stater eller ud af USA.

Læs mere »

I går bragte Leo Hickman i The Guardian et interview med Bill McKibben,¹ som fint trækker konturerne op af de seneste udviklinger i den amerikanske klimakamp, som har ført til fortsatte markeringer foran Det Hvide Hus for at fremtvinge et stop for den XL Keystone pipeline, som står overfor vedtagelse i USA.

Keystone XL olieledningen skal føre den såkaldte tar sand-olie fra det nordlige Canada, hvor den findes i store mængder under udstrakte skovområder, til de store raffinaderier i det sydlige USA. Det er op til Obama at godkende olieledningen, men presset fra klima- og miljøorganisationer er lige nu stort for, at han kommer til besindelse og gør noget for klimaet, som han forud for sit valg som præsident så klart markerede, at han ville.

Olie fra Tar Sand er på mange leder en miljømæssig katastrofe. Ikke bare vil det medføre, at naturområder flere gange større end Danmark totalraseres. Det er beregnet, at CO₂-udledningerne fra forekomsterne i det nordlige Alberta vil være så store, at afbrændingen vil føre til udledningen af lige så meget mere CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse, hvilket vil føre til en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Hvis man siger ja til Keystone XL, har man dermed gjort det umuligt at holde den samlede koncentration under 450 ppm, som det har været målet med de globale klimaforhandlinger. Og vejen tilbage til et niveau under 350 ppm bliver voldsomt meget sværere. Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen har direkte sagt, at hvis vi først for alvor tager hul på udvindingen af tar sand, har vi tabt kampen for at stabilisere det globale klima.

Ifølge en artikel i Information i mandags er Connie Hedegaard er da også på vej med at forslag, som skal blokere for indførsel i EU af tar sand-olien, som kræver store mængde energi at udvinde og dermed giver store CO₂-udledninger.² Men det var langt bedre for klimaet, at olien ikke bare blev holdt uden for EU, men forblev i de sandede jorder under de canadiske skove. Så vi må håbe, at Obama her forud for næste valgkamp er sig sit klimaansvar bevidst og sætter sig igennem overfor de mange lobbyister fra olieindustrien, som klemmer voldsomt på for at få olieledningen igennem.

Man har endog set eksempel på astroturfing, det at olieindustrien finansierer pro Keystone XL aktivisme.³

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen og Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.

Leo Hickman: Bill McKibben on tar sands, Obama, geoengineering and population growth, The Guardian 06.10.2011.¹

Niels Ivar Larsen: EU på vej til at forbyde import af olie fra tjæresand, Information 07.10.2011.²

Kate Sheppard: Oil Companies Use Fake Twitter Handles to Rally Support for Tar Sands Pipeline, The Guardian 05.08.2011.³

Brant Olson: Tar Sands Pipeline Backers Resort to Fake Twitter Accounts To Show “Grassroots” Support, The Understory 04.08.2011.³

James Hansen har i dag undsendt disse ord, som han 29. august fremsagde foran Det Hvide Hus i en aktion, hvor man markerer det absurde i at lægge en olieledning fra Canadas tar sands-områder ned over USA. Der er tale om kolossale reserver.

Samtidig med, at det vil føre til ødelæggelser af naturområder fire gange Danmarks størrelse, vil drivhusgas-udledningerne ved produktion og afbrænding af den canadiske tar sand olie således være så omfattende, at det vil bidrage lige så meget CO₂ som der er udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag.

Inkluderingen af tar sand-forekomsterne i verdens fossile reserver vil derfor rykke risikoen for klimatologiske tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende, markant nærmere. 

Let us return for a moment to election night 2008. As I sat in our farm house in Pennsylvania, watching Barack Obama’s victory speech, I turned my head aside so my wife would not see the tears in my eyes. I suspect that millions cried. It was a great day for America.

We had great hopes for Barack Obama – perhaps our dreams were unrealistic – he is only human. But it is appropriate, it is right, in a period honoring Martin Luther King, to recall the hopes and dreams of that evening.

We had a dream – that the new President would understand the intergenerational injustice of human-made climate change – that he would recognize our duty to be caretakers of creation, of the land, of the life on our planet – and that he would give these matters the priority that our young people deserve.

We had a dream – that the President would understand the commonality of solutions for energy security, national security and climate stability – and that he would exercise hands-on leadership, taking the matter to the public, avoiding backroom crippling deals with special interests.

We had a dream – that the President would stand as firm as Abraham Lincoln when he faced the great moral issue of slavery – and, like Franklin Roosevelt or Winston Churchill, he would speak with the public, enlisting their support and reassuring them.

Perhaps our dreams were unrealistic. It is not easy to find an Abraham Lincoln or a Winston Churchill. But we will not give up. There can be no law or regulation that stops us from acting on our dreams. Have no doubt – if that tar sands pipeline is approved, we will be back, and our numbers will grow. For the sake of our children and grandchildren, we must find someone who is worthy of our dreams.

 Remarks at the White House, 29 August 2011.

.
Den oprindelige video i dette blog-indlæg: All Terrain: Bill McKibben on the Keystone XL Oil Pipeline, er fjernet fra AOL, hvorfor jeg har sat denne lidt senere reportage fra democracy.now fra 07.11.2011 op. Den giver bredere baggrunden for situationen omkring Keystone XL og rummer et godt interview med Bill McKibben.

Se også det forudgående blogindlæg, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, om 350-bevægelsens aktion ved det Hvide Hus.

Fra AAA til AA+ lyder den seneste diagnose af den amerikanske økonomi. Standard & Poor’s nedskrivning af den amerikanske kreditvurdering kommer i forlængelse af, at den højreekstreme Tea Party-fraktion af det republikanske parti ud fra en form for populistisk minimalstatsfundamentalisme i de seneste uger har kørt med klatten ved at blokere for en øgning af det amerikanske gældsloft.

Det har verden ikke set med milde øjne på. Dels har mange lande mange penge til gode i USA, som i de senere år har optaget stadig større lån i udlandet. Dels har der har været frygt for, at disse indenrigspolitiske skærmydsler ville skade ikke bare den amerikanske økonomi, men influere negativt på hele verdensøkonomien.

Havde det havde været en rating for grøn omstilling, havde den ligget langt lavere.

Klima- og bæredygtighedsmæssigt er USA er et af de lande, som gør det allerdårligst. Der var et håb om, at Obama ville bringe nye tider – han havde begavelsen, han knyttede rådgivere til sig, som forstod problemerne, og han talte indtrængende om ‘a planet in peril’. Men klimalovgivningen er totalt strandet, og det politiske system i Washington synes totalt styret af kortsigtet lobbyisme.

Snart fem år har vi haft økonomisk krise nu. Og selvom der hist og her har været små opsvingssignaler, så synes det at nærme sig en situation, hvor der igen skal nye store indgreb til.

I forbindelse ned bankkriserne for tre år siden blev der talt meget om at lave en ”New Green Deal” – om at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men bortset fra nogle få lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Læs mere »

I en spritny rapport, Climate Risks and Carbon Prices: Revising the Social Cost of Carbon,¹ har amerikanske miljøøkonomer beregnet, at hvert ton udledt CO₂ medfører omkring 900 $ i såkaldte SCC-udgifter, [The] Social Cost of Carbon. Eller sagt på en anden måde, så har samfundet miljøudgifter for rundt regnet 5.000 kr. for hvert ton CO₂, som udledes.

“The SCC is an estimate of the monetized damages associated with an incremental increase in greenhouse gas emissions in a given year. Another way of saying this is that the SCC is a measure of the benefit of reducing greenhouse gas emissions now and thereby avoiding costs in the future,” hedder det indledende i More than Meets the Eye. The Social Cost of Carbon in U.S. Climate Policy.²

Nogle af disse udgifter er umiddelbart håndgribelige, som ødelagte huse og afgrøder. Men de fleste giver blot forringelser af vores fælles levevilkår eller sendes videre til næste generation i form af nedslidning af vores fælles naturgrundlag.

Disse udgifter burde indregnes i prisen for at udlede CO₂ – så ville for eksempel den offentlige trafik med et slag blive konkurrencedygtig overfor privatbilismen, vindmøller ville skyde frem over alt uden at behøve nogen form for tilskud, genbrug og lokale produkter ville genvinde konkurrenceevnen overfor det globale markeds frenetiske materialestrøm, som hastigt slider kloden sønder og sammen, mens flyvning (som er en af de mest koncentrerede CO₂-udlednings”muligheder”) alene på grund af prisen ville blive en sjælden transportform. Med den viden vi har i dag, kan det ikke fortsat være gratis at forurene. Dette er da også baggrunden for, at verdenssamfundet gennem klimaforhandlingerne har søgt at opbygge et globalt kvotemarked.

Læs mere »

Først på måneden tog grundlæggeren af 350-bevægelsen Bill McKibben bladet fra munden i en frontal kritik af Barack Obamas klimaindsats.¹

Da Obama kom til magten, stod det for mange som det store håb for klodens fremtid. Han forstod, at noget måtte gøres, han havde begavelsen til at vende det fossile amerikanske samfund, han talte om “a planet in peril”, han ansatte folk omkring sig som John Holdren, som forstod klimavidenskaben og nødvendigheden at en hurtig radikal indsats, han lovede at råde bod på forgængernes fornægtelse af klimaproblematikken og gøre en indsats for at tæmme de stigende verdenshave. Han talte om håb og om forandring.

I stedet har han åbnet for nye tikkende miljøkatastrofer med øget dybhavs olieeftersøgninger, han har stimuleret yderligere amerikansk kuludvinding og er i gang med at lægge forsyningsrør til den nok mest beskidte olie-forekomst, de store tar sand-reserver fra Alberta-regionen i Canada. Alt sammen et resultat af den lobbyist-befængte situation i Washington, som han ville rense ud i. Nu nåede han kun at støtte atomkraft-industrien med store lånepakker, før han måtte opgive yderligere klima-lovgivning. Kul- og olieindustriens massive lobbyisme og misinformationskampagner har effektivt blokeret for enhver begavet udvikling i USA. Og den “New Green Deal”, som en overgang var lige ved at tegne sig,

I dag har Al Gore så taget bladet fra munden med en stor artikel i Rolling Stone, Climate of Denial,² som samtidig er sendt ud over AP³ og tilgængelig i hundredvis af medier kloden over. Hvor mange har mon ikke læst artiklen, når den udkommer på tryk 7. juli?

“Obama has never presented to the American people the magnitude of the climate crisis,” skriver Al Gore: “He has not defended the science against the ongoing withering and dishonest attacks. Nor has he provided a presidential venue for the scientific community … to bring the reality of the science before the public.”³

Gore slutter sin artikel sådanher: “The climate crisis, in reality, is a struggle for the soul of America. It is about whether or not we are still capable – given the ill health of our democracy and the current dominance of wealth over reason – of perceiving important and complex realities clearly enough to promote and protect the sustainable well-being of the many. What hangs in the balance is the future of civilization as we know it.”²

Læs mere »

.
Bill McKibben: EAARTH: Making a Life on a Tough New Planet – en 90 min. forelæsning ved Dominican University, Leadership Lecture Series, 22.04.2010.
.
De indledende kommentarer og introduktioner tager tid, men man kan uden at gå glip af det store klikke sig frem til 14:00, hvor Bill McKibben får ordet. Herfra kan man over en time opleve ham udfolde et enestende perspektiv på klimaudfordringens monumentalitet.

Ifølge McKibben må vi drosle ned og skabe samfund og økonomier, som kan indskrænke sig og fokusere på det essentielle. Forandring – fundamentale forandringer – er vores bedste håb for en planet, som er pludseligt og voldsomt ude af balance.

Vi ser her McKibben med sin søgende, malende, fortælleform, når den er bedst. Under vejs får man et virkelig godt indblik i, hvilken indsats, som ligger bag 350-bevægelsens tilblivelse og processen frem mod klimatopmødet i 2009 i København.

Se tidligere indlæg tagged Bill McKibben.

.
Bill McKibben på David Letterman Show 31. august 2010.

Bill McKibben, grundlæggeren af 350.org, fortæller på David Letterman Show om perspektiverne for det 21. århundrede og baggrunden for det kommende 10/10/10 Global Work Party den 10. oktober.

Se tildigere indlæg med Bill McKibben: We’re Hot as Hell and We’re Not Going to Take It Any More, Bill McKibben i København, Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse og McKibben at Yale.

Three Steps to Establish a Politics of Global Warming

Dette indlæg fra Bill McKibben offentliggjort på TomDispatch.com går i disse timer kloden rundt.

Try to fit these facts together:

• According to the National Oceanic and Atmospheric Administration, the planet has just come through the warmest decade, the warmest 12 months, the warmest six months, and the warmest April, May, and June on record.
• A “staggering” new study from Canadian researchers has shown that warmer seawater has reduced phytoplankton, the base of the marine food chain, by 40% since 1950.
• Nine nations have so far set their all-time temperature records in 2010, including Russia (111 degrees), Niger (118), Sudan (121), Saudi Arabia and Iraq (126 apiece), and Pakistan, which also set the new all-time Asia record in May: a hair under 130 degrees. I can turn my oven to 130 degrees.
• And then, in late July, the U.S. Senate decided to do exactly nothing about climate change. They didn’t do less than they could have — they did nothing, preserving a perfect two-decade bipartisan record of no action. Senate majority leader Harry Reid decided not even to schedule a vote on legislation that would have capped carbon emissions.

I wrote the first book for a general audience on global warming back in 1989, and I’ve spent the subsequent 21 years working on the issue. I’m a mild-mannered guy, a Methodist Sunday School teacher. Not quick to anger. So what I want to say is: this is fucked up. The time has come to get mad, and then to get busy.

Læs mere »