Strøtanker om bæredygtighed

George Monbiot sendte i dag via Twitter link rundt til en artikel af Mike Lofgren, som ifølge Monbiot “explains a host of mysteries, including the decline of rational problem-solving in America”.

Efter et langt livs sandsynligvis tavshedsbelagt arbejde som embedsmand i Det Hvide Hus system tager Lofgren bladet fra munden og giver sig lov til at fortælle. Det er ikke rar læsning, Både Republikanerne og Demokraterne er alvorligt i lommen på de store virksomheders særinteresser, systemet gør de to partier pilrådne, men de er ifølge Lofgren rådne på forskellig måde. Han karakteriserer direkte den republikanske oppositionsstrategi som “political terrorism” – og vi har måske efter seneste valg oplevet en snert af det samme herhjemme – hvor oppositionen fra at agere som en loyal opposition, som støtter op om de parlamentariske grundprincipper og spiller ind hvor muligt, ser sin rolle som tvivlssætter, som destruktiv. Selvom det vil få enorme omkostninger for den amerikanske økonomi og for amerikanernes tillid til den politiske ledelse, så er det blevet et mål i sig selv at udstille Obamas magtesløshed og sikre, at han ikke får lavet noget som helst fornuftigt.

Ifølge Lofgren har særligt det republikanske parti i de senere år udviklet sig mod det ekstreme:

It should have been evident to clear-eyed observers that the Republican Party is becoming less and less like a traditional political party in a representative democracy and becoming more like an apocalyptic cult, or one of the intensely ideological authoritarian parties of 20th century Europe. This trend has several implications, none of them pleasant.¹

A couple of years ago, a Republican committee staff director told me candidly (and proudly) what the method was to all this obstruction and disruption. Should Republicans succeed in obstructing the Senate from doing its job, it would further lower Congress’s generic favorability rating among the American people. By sabotaging the reputation of an institution of government, the party that is programmatically against government would come out the relative winner.¹

To små smagsprøver fra indledningen til en meget lang og tankevækkende artikel, hvor Lofgren påpeger det paradoksale og direkte skizofrene i, at et parti, som ser sig som systemets og konstitutionens vogter, agerer så destruktivt, at det meget vel kan føre til langtidsskader på den amerikanske befolknings tillid til den amerikanske konstitution og ledelse.

Videre i artiklen fokuserer Lofgren (som ikke er Obama-fan) mest på republikanerne under tre overskrifter: 1. The GOP cares solely and exclusively about its rich contributors, 2. They worship at the altar of Mars, og 3. Give me that old time religion.

Jeg vil ikke på dette sted gå videre ind på Lofgrens analyse, men blot pege på artiklens eksistens – søger i disse dage ikke at hvirvle Strøtanker for stærkt ind i den amerikanske valgkamp. Men omvendt er samtlige kandidater i det republikanske primærvalg er klimafornægtere. Vi står således i en situation, hvor det amerikanske valgcirkus kan føre til, at vi om et år har en præsident for verdens største økonomi, som er totalt afvisende overfor at gøre noget ved klima- og bæredygtighedsudfordringerne. At dette vil køre USA helt bagud som økonomiske stormagt er én ting, men hvis en Tea Party-styret præsident kommer i Det Hvide Hus, er det yderst vanskeligt at forestille sig gennemførelsen af en global klimaindsats, som den blev ridset op på det nyligt afsluttede klimatopmøde i Durban.

Mike Lofgren: Goodbye to All That: Reflections of a GOP Operative Who Left the Cult, Truthout 03.09.2011.¹

Under et besøg i USA fortalte den kinesiske chef-klimaforhandler Su Wei i dag, at Kina planlægger at indføre en afgift på CO₂ for at mindske forbruget af fossile brændstoffer, først og fremmest kul.

Der er tale om en afgift på i første omgang 10 yuan pr. ton CO₂, som man påregner at indføre i løbet af de næste tre år. Og der er planer om dels gradvist at øge afgiften, dels at udvide til andre forureningskilder som SO_x. Modsat EU er der ikke tale om et markedssystem med kvotetilladelser, som kan handles, men om en regulær afgift som først og fremmest lægges på producenter og større enheder. Der er således tale om et meget simplere system, som ikke på samme måde lægger op til spekulation.

“I think that the carbon tax is one of the instruments that can be used in order to direct (the economy) to low-carbon development,” sagde Su Wei under et besøg ved tænketanken World Resources Institute.¹ Su fortalte yderligere, at man overvejede en frivillig mærkning af produkter med lav CO₂-intensitet for at stimulere virksomhedernes klimaindsats. Og i talen om de nyligt afholdte klimaforhandlinger i Durban understregede han, at princippet om, at verdens lande historisk havde forskellige forpligtigelser, og dermed at den nuværende opdeling i U-lande og I-lande ville fortsætte.¹

10 yuan svarer til godt 9 kr., hvilket er endnu lavere end den nuværende alt for lave kvotepris på det europæiske marked og under 10% af den afgift man er ved at indføre i Australien.² Men inden man laver sådanne 1:1-sammenligninger, burde man overveje at anerkende det vigtige i, at Kina overhovedet tager sådanne skridt. Og generelt er det kinesiske prisniveau markant lavere end i de industrialiserede lande, så måske det endda kan gøre en forskel i Kina.

Det må være underligt for amerikanerne, som i årevis har måttet høre undskyldninger om, at det kun gav mening for amerikanerne at gøre noget ved klimaudfordringen den dag store udledere som Kina også gjorde noget. Nu står USA til også på dette område overhalet indenom.

Se tidligere blog-indlæg om Kina og omkring klimaforhandlingerne i Durban.

Shaun Tandon: China looks at carbon tax, official says in US, AFP 12.01.2012.¹

Sarah-Jane Tasker: China’s carbon tax price a worry, National Affairs 09.01.2012.²

Wei Tian: Officials weighing green benefits of carbon taxation, China Daily 06.01.2012.

Tan Yingzi: Think tank develops low-carbon city models in China, China Daily 12.01.2012.

.
New Hampshire’s GOP Voters Speak Out About Climate Change, 5:32 min YouTube video.

Denne lille video søger forud for det amerikanske primærvalg i New Hampshire 10. januar at finde republikanere, som offentligt tør vedkende sig, at klimaforandringerne er virkelige – og er menneskeskabte. Men i skyggen af Tea Party-bevægelsens skingre højrepopulisme er samtlige kandidater, som i disse dage dyster om at blive republikanernes præsidentkandidat, blankt afvisende overfor klimaproblematikken. Går man blot et år eller to tilbage, havde politikere som Gingrich, Perry og Huntsman langt mere nuancerede synspunkter, når det gælder klimaproblematikken.

Kerry Emanuel, klimatolog fra MIT, præsenterer sig i videon som en af de få republikanere, som tør stå frem som “troende” på, at klimaforandringerne er virkelige og menneskeskabte. “Responsibility is a big Republican theme,” siger han: “Why should they not take responsibility for what we collectively are doing to the climate system?” Mod slutningen siger han: “It makes me feel to some extent disgusted with politics and to some degree shamed to be an American”.

Man kan håbe, at republikanerne med klimaspørgsmålet får sig malet op i et hjørne, hvor klimafornægtelsen (og fornægtelsen af videnskabeligheden) måske er nødvendig for at vinde primærvalgene, men omvendt er en tabersag til præsidentvalget. For køreplanen for den klimaaftale, man fik lavet i Durban for blot en måned siden, får meget svært ved at holde, hvis amerikanerne ender med at vælge en klimafornægter ind i Det Hvide Hus.

Videoen er lavet af ClimateDesk, et journalistisk samarbejde “dedicated to exploring the impact – human, environmental, economic, political – of a changing climate.”¹ Det amerikanske valgcirkus er i gang, og der er meget lang tid til afgørelsen 8. november.

www.climatedesk.org/about.¹

Suzanne Goldenberg: Climate scientist disowned by Newt Gingrich speaks out over book spat, The Guardian 06.01.2012.

Andrew Revkin: Still Searching for Republicans With Climate Concerns, New York Times 05.01.2012.

Lisa Hymes: Santorum vs. Romney: The climate is screwed either way, Grist 04.01.2012.

Dette er ikke et egentligt blog-indlæg, men blot en henvisning til en artikel af Coral Davenport i National Journal: Heads in the Sand, som giver en meget præcis gennemgang af republikanernes skingert populistiske klima- og videnskabsfornægtelse.

Både kvotesystem, grønne afgifter og offentlige investeringer er centrale virkemidler i stort set alle forsøg på at instrumentalisere den forestående klimaindsats, og det er hver især tre særdeles svære størrelser at sluge for republikanerne, som med Tea Party-strømningen for en tid er holdt fast i fundamentalistiske minimalstatsdogmer.

Den amerikanske klimafornægtelse er massiv. Og som Davenport indledende beskriver i sin artikel, har fornuften i disse tider svære kår i det republikanske parti. Men på baggrund af en undersøgelse, som viste at den globale opvarmning for 59% af alle amerikanere er en realitet, slutter han nøgternt med at konkludere, at hvor klimafornægtelsen kan vinde primærvalg, vil den meget vel vise sig at tabe kampen om præsidentposten.

Coral Davenport: Heads in the Sand, National Journal 03.12.2011.

Andrew Restuccia: Sen. Boxer to climate-change deniers: ‘You are endangering humankind’, The Hill 07.12.2011.

.
I denne video taler Noam Chomsky, professor i lingvistik ved MIT, om den amerikanske klimafornægtelse og hvordan den blandt andet hjulpet af mediernes ryggesløse ‘for og imod, så kan du selv vælge’-formidling har kunnet vokse sig så stor, at USA lige nu står overfor kollektivt at afvise den videnskabelige konsensus som den menneskabte globale opvarmning som “a liberal hoax”.

Videoen stammer fra en serie fra The Nation over temaet “Peak Oil og klimaforandringer”, som har mange andre fine bidrag fra blandt andet Bill McKibben, Lester Brown og Richard Heinberg.¹

Peak Oil and a Changing Climate, The Nation 05.01.2011.¹

Kathy Seal: Why Isn’t Climate Change on More Lips? Miller-McCune 15.12.2011.

www.chomsky.info.

.
I denne 8 min. video, The Story of Broke, med undertitlen “Hvorfor der stadig er masser af penge til at bygge en bedre fremtid”, stiller Annie Leonard skarpt på vores skattepenge – og hvad de går til. Den bygger klart på amerikanske forhold, men kan fint overføres på dansk virkelighed. Hvorfor er så mange af vores skattepenge bundet op på udgifter og støtte til ting, vi ikke ønsker os? Hvorfor støtter vi, i en tid, hvor vi ved, at der skal omstilles til vedvarende energi, stadig den fossile industri i stedet for at inddrage det fulde skatteprovenu og få den til at betale de mange nu eksternaliserede klima-, miljø- og sundhedsomkostninger?

Annie Leonard lavede tilbage i 2007 filmen The Story of Stuff, som gennem sin stærke analyse og større varighed (20 min.) kommer mere til benet af problemstillingen end i The Story of Broke. Men efterfølgende er det blevet til en hel serie kortere (8-10 min.) videoer: The Story of Cap & Trade (2009), The Story of Bottled Water (2010), The Story of Cosmetics (2010), The Story of Electronics (2010), The Story of Citizens United v. FEC (2011) samt nu senest The Story of Broke (2011), som netop er lanceret.

Herover en frame fra The Story of Broke, hvor hun på et splitsekund får det amerikanske samfund omstillet til bæredygtig energi for skatteydernes penge.

Det er et enestående fortællesprog, som hun har udviklet med disse “Stories of …”. Hun formår virkelig at formidle, og Los Angeles Times vurderede i juli 2010, at alene The Story of Stuff var set af mere end 12 mio. mennesker. Det er godt gået af en tegneseriedokumentar. Man får rigtig meget at vide på en underholdende men aldrig pjattet måde, og skulle man have lyst til at checke detaljerne, så findes der til Story of Stuff en 15-siders pdf-fil med samtlige referencer.¹ Og … karakteristisk for det amerikanske medieunivers, hvor man mere og mere utilsløret køber sig til sandheden, er der på YouTube lavet modvideoer, som fuldstændig på linje med klimafornægtelse modsiger alt og erklærer det for venstreorienteret propaganda.

The Story of Broke må være det indtil nu i særklasse bedste bidrag til den amerikanske valgkampagne.

Se tidligere blog-indlæg: The Story of Stuff.¹

Margot Roosevelt: Teaching ‘stuff’ about ecology, Los Angeles Times 13.10.2010.

I Durban, hvor disse dages klimaforhandlinger synes fastlåst af manglende vilje og mandat fra flertallet af de centrale spillere til at kunne skabe den nødvendige klimaaftale, er et af de få glædelige tegn kommet fra Kina. Fredag forlød det, at Kina under visse omstændigheder ville kunne indgå bindende reduktionsaftaler fra 2020. Og søndag blev dette uddybet ved to møder.¹

“China has always said that they’re open to a legally binding treaty,” sagde Connie Hedegaard i går ved en reception Durban: “The interesting part is will there be an agreement that would also legally bind China?”²

Et af de kinesiske krav er, at Kyoto-protokollen, som fastholder de gamle rige I-lande i en målrettet klimaindsats, fortsættes, indtil den nye aftale er på plads. Derudover markante bidrag til en klimafond for de fattigste lande, en række støtteordninger, så udviklingslandene kan imødegå klimaforandringer og igangsætte CO₂-reduktioner, samt at man i 2015 videnskabeligt skal revurdere, om klimamålsætningerne er de rette i forhold til den etablerede viden (om de nuværende 450 ppm / 2°C er tilstrækkelige). Og Kina understreger, at der i 2020 udtrykkeligt må være tale om en pagt, hvor landene også reduktionsmæssigt skal yde efter evne.

Læs mere »

Naomi Klein havde tidligere på ugen en tankevækkende (og ganske lang) artikel i The Nation om klimasagens stilling i USA. Hvor 71% af alle amerikanere i 2007 var enige i, at fortsat afbrænding af fossile brændstoffer ville føre til klimaforandringer, så var det i 2009 nede på 51% og i juni 2011 blot 44%. I visse dele af USA er det i dag kun én ud af fem republikanere, som vedkender sig, at klimaforandringer er menneskeskabte. Og hvor der for få år siden var forståelse for klimaudfordringen både til højre og til venstre på den politiske scene, så er det lykkedes inden for det republikanske parti at skabe en skinger konspirationsforståelse, hvor klimasagen og dens fortalere er både anti-kapitalistisk og anti-amerikansk.

Artiklen starter med en lille stemningsrapport fra ‘Heartland Institute’s Sixth International Conference on Climate Change’, hvor klimafornægtere fra hele verden over to dage mødes for at samle kræfterne mod klimaforkæmperne, som blot er ude på at gafle dollars til dem selv. Klimaforandringer, “the global warming con”, er blot en trojansk hest med det formål at promovere socialismen. Det er faktisk ganske morsomt, hvis ikke det var for, at det er så aldeles tragisk.

Klein påpeger, at hvor disse klimafornægtere er helt galt på den med deres alternative klimavidenskab (klimafornægterne opererer i et totalt usammenhængende forklaringsunivers), så er klimafornægternes forståelse af, hvilke løsninger, der skal til for at håndtere klimaudfordringen, ganske præcis. En konsekvent håndtering af klimaudfordringen vil føre til et samfund med mere omfordeling, mere planlægning, mere fællesskab, langt stærkere kontrol af det frie markeds excesser og meget mere af det, som karakteriserer det socialistiske samfund.

Naomi Klein har fat i noget centralt i med sin fornægtelsesanalyse – at det er vigtigt, hvis man vil imødegå klimafornægterne og klimafornægtelsen, så mere at gøre det på værdisiden end på klimaspørgsmålet, som så at sige blot er et lag af støj for at skjule, hvad de fleste med en blot gennemsnitlig begavelse skulle kunne indse (og måske for længst har indset), at det ikke kan fortsætte videre som nu.

Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, The Nation 09.11.2011.

Naomi Klein: Occupy Wall Street: The Most Important Thing in the World Now, The Nation 08.10.2011.

Andrew Revkin: Naomi Klein’s Inconvenient Climate Conclusions, New York Times 07.12.2011.

U.S. Department of Energy har i dag fremlagt tal for verdens CO₂-udledninger i 2010. Efter en lille stagnation i forlængelse af finanskrisen er der igen fuld gang i afbrændingen af kul og olie jorden rundt, og med 6% på et enkelt år er stigningen fra 2009 til 2010 den største stigning nogensinde. CO₂-kurven ligger dermed over worst case scenariet fra IPCCs klimarapport fra 2007 og ligner lige nu ikke noget, som kan stabiliseres inden 450 ppm.

Så dette er i den grad et wake-up call til verdens politikere her forud for COP17, næste runde i klimaforhandlingerne, som starter sidst i november i Durban.

Over halvdelen af stigningen stammer fra USA og Kina. Forklarligt, ja. Forvarligt, nej.

Seth Borenstein: Biggest jump ever seen in global warming gases, AP 04.11.2011.

Faldt lige over en kommentar på New York Times¹ til OECDs nyligt udkomne rapport om social retfærdighed.² Til artiklen er udarbejdet en illustration, som sammenfatter rapportens indikatorer (se nedenfor). Her ligger de nordiske lande forventeligt højt, hvorimod det er tankevækkende, for nu ikke at sige forfærdende, at se USA ligge helt i bund. De forhenværende østbloklande, som er med i OECD, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Ungarn, scorer alle bedre; kun Mexico, Tyrkiet og Chile har lavere samlet score.

Det amerikanske samfund er båret af drømmen om at blive rig og få succes, men virkeligheden tegner anderledes for de fleste. Mere end 20% af børnene vokser op i fattigdom, alt for mange får ikke en ordentlig uddannelse, den økonomiske ulighed er alarmerende – altsammen måske forståeligt i et fattigt udviklingsland, hvor der vitterligt ikke er til alle, men utilgiveligt, at dette skulle karakterisere verdens største økonomi.

Det er ikke ond vilje. Amerikanerne er tværtimod dybt involveret i en utrolig vifte af charity-programmer. Men OECD-rapporten er også et godt billede af, at børnecheck, socialhjælp, fri uddannelse og frit sundhedsvæsen kan noget, som almissen og den personlige godgørenhed ikke formår: skabe et sammenhængende, socialt bæredygtigt samfund.

Læs mere »