Strøtanker om bæredygtighed

The International Institute for Sustainable Development, IISD, laver hver dag en lille videorapportage fra forhandlingerne i Bonn. Det er en god måde at få indblik i forhandlingerne på, så jeg har kopieret dem ind herunder – og vil i fortsætte med at tilføje de daglige opdateringer fra de forestående to ugers forhandlinger.

IISD laver også en daglig billedrapport fra Bonn:

Highlights from Monday, 3 June 2013, IISD 03.06.2013.
Highlights from Tuesday, 4 June 2013, IISD 04.06.2013.
Highlights from Wednesday, 5 June 2013, IISD 05.06.2013.
Highlights from Thursday, 6 June 2013, IISD 06.06.2013.
Highlights from Friday, 7 June 2013, IISD 07.06.2013.
Highlights from Saturday, 8 June 2013, IISD 08.06.2013.

Highlights from Monday, 10 June 2013, IISD 10.06.2013.
Highlights from Tuesday, 11 June 2013, IISD 11.06.2013.
Highlights from Wednesday, 12 June 2013, IISD 12.06.2013.
Highlights from Thursday, 13 June 2013, IISD 13.06.2013.
Highlights from Friday, 14 June 2013, IISD 14.06.2013.

I blog-indlægget Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni er der links til artikler op til og omkring forhandlingerne, organiseret dag for dag.

Læs mere »

I dagene 3.-14. juni er delegationer fra så godt som alle verdens lande igen samlet til klimaforhandlinger i Bonn. Målet er at komme nærmere en afklaring af det konkrete indhold af den globale klimaaftale, som der for halvandet år siden i Durban blev nået enighed om skulle ligge klar fra 2015 med virkning fra 2020. Der vil således ikke blive truffet store beslutninger i denne runde, som på mange måder er forberedende til COP19 i Warszawa 11.-22. november, men det er i høj grad ved disse mellemliggende samlinger, at det egentlige arbejde foregår.

Ved den seneste samling i Bonn i begyndelsen af maj var forhandlingsklimaet sjældent konstruktivt (se blog-indlægget Forhandlinger i Bonn 29.04.-03.05.), og alle synes i denne fase at være indstillet på at nå det bedst mulige resultat. Så selvom meget endnu kan komme på tværs, så tegner det her ved optakten til næste runde i Bonn til, at det vil lykkes at få en aftale på plads til underskrivelse ved COP21 i Paris i slutningen af 2015.

Der er således grund til en form for optimisme. Ikke bare fordi det ser ud til, at UNFCCCs klimaforhandlingsspor, som er grundlagt helt tilbage ved Rio-konferencen i 1992, endelig kommer til at bære frugt, men nok så meget fordi der rundt omkring i verden bliver taget skridt til at håndtere klimaudfordringen. Sydkorea har på det seneste meldt ud, at man arbejder på etableringen af et kvotemarked, som sigter på at nedbringe udledningerne med 30% inden 2020 (se blog-indlægget Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning). Kina har signaleret, at man er indstillet på bindende reduktioner (se blog-indlægget Kina indstillet på bindende klimamål). Det har man nu gjort tidligere, men efter en afvisende fase, er det på banen igen, og det ser lige nu ud til, at Kina når at få et egentligt landsdækkende kvotemarked klar til indkøring som del af den næste femårsplan. I en nylig oversigt udarbejdet af ECOFYS for Verdensbanken var der etableret (eller ved at blive etableret) kvotemarkeder og/eller CO₂-afgifter i 40 lande og 20 (del)stater i verden.¹ De spænder vidt, fra Californiens nyetablerede kvotemarked, som kun  gælder kun for en enkelt delstat (se blog-indlægget Californien indfører CO₂-kvotesystem), til EUs kvotesystem, som omfatter størstedelen af Europa.

Og selvom vi stadig mangler at se, om Obama mener sine vidtløftige ord om den amerikanske klimaindsats dertil, at han rent faktisk gør noget, så var det interessant at erfare, at USA og Kina i april aftalte et tæt samarbejde omkring klimaindsatsen og bestræbelser på at samordne de fremtidige kinesiske og amerikanske kvotemarkeder og klimaindsatser i de hele taget. Kina og USA repræsenterer tilsammen 40% af verdens samlede udledninger, og begge lande har indtil nu ofte været at finde blandt de store sten i skoene på vejen mod den globale klimaaftale. Så samtidig med, at det giver en risiko for, at vigtige beslutninger tages uden for UNFCCCs forhandlingsproces, så er det er glædeligt, at der er taget hul på denne akse. Senest er Kinas og USAs chefforhandlere Xie Zhenhua og Todd Stern her i de allerseneste dage mødtes her i Bonn  for at forberede mødet mellem de to landes præsidenter, Xi og Obama i Californien sidst i denne uge.

Selvom det med det nuværende republikanske flertal i den amerikanske kongres, som er fastkørt i skinger klimafornægtelse, kan være svært at se, hvordan noget som helst konstruktivt vil kunne lade sig gøre i USA, så arbejder Obama-adminstrationen tilsyneladende målrettet på en situation på den anden side heraf, hvor klimafornægtelsen er endeligt brudt sammen.

Læs mere »

Umiddelbart efter vedtagelsen i Doha har UNFCCC rundsendt denne pressemeddelelse, som giver et rids af konferencens resultater. Slutdokumenterne omfatter i alt omkring 40 enkeltdokumenter. De er tilgængelige fra UNFCCCs hjemmeside.
.

Doha climate conference opens gateway to
greater ambition and action on climate change

(Doha, 8 December 2012) At the UN Climate Change Conference in Doha, Qatar (COP18/CMP8), governments have taken the next essential step in the global response to climate change.

Countries have successfully launched a new commitment period under the Kyoto Protocol, agreed a firm timetable to adopt a universal climate agreement by 2015 and agreed a path to raise necessary ambition to respond to climate change. They also endorsed the completion of new institutions and agreed ways and means to deliver scaled-up climate finance and technology to developing countries.

“Doha has opened up a new gateway to bigger ambition and to greater action – the Doha Climate Gateway. Qatar is proud to have been able to bring governments here to achieve this historic task. I thank all governments and ministers for their work to achieve this success. Now governments must move quickly through the Doha Climate Gateway to push forward with the solutions to climate change,” said COP President Abdullah bin Hamad Al-Attiyah.

The Executive Secretary of the UN Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), Christiana Figueres, called on countries to swiftly implement what has been agreed in Doha so that the world can stay below the internationally agreed maximum two degrees Celsius temperature rise.

Læs mere »

.
I denne blot 3 min. lange video gør lederen af UNFCCCs klimaforhandlinger Christiane Figueres i dag fredag status over de første dage i forhandlingerne. Hun siger, at der på alle fronter er fremskridt, at der inden lørdag aften vil ligge opsummeringer til videre bearbejdning i anden uge.Så foreløbig er forhandlingerne forløbet planmæssigt som forhandlingsforløb.

Forhandlingsdelegationerne er alle spændt op i dilemmaet mellem det rådighedsrum, de har med hjemmefra og den næsten desperate oplevelse af nødvendigheden af en stærk aftale, som kan løfte den nødvendige klimaindsats frem i alle verdens lande.

Så én ting er det meget omtalte ’emission gap’. Men COP18 har måske endnu mere udtalt end tidligere et ‘gap of understanding’ mellem den videnskabelige forståelse af den nødvendige indsats og den politiske formåen – og det helt grundlæggende magtpolitiske spørgsmål, om vi er i stand til at sikre, at omkring 80% af de allerede kendte fossile reserver forbliver liggende i undergrunden?

Med plads til kun at udvinde omkring 20% af de allerede kendte ressourcer, hvis vi skal have en chance for at klare 2ºC-målsætningen, er det kun at gøre problemerne større at efterforske nye forekomster.

Der er brug for en andenforståelsesmåde, hvor man ikke bare ser på, hvad man kan gøre for at spare lidt mere her og der i det vi allerede gør, men også træder det lille skridt udenfor, som gør at vi får det samlede billede. For det giver vigtige korrektiver tilbage på, om det vi kalder vores klima- og energipolitik rent faktisk fører os derhen, hvor vi skal.

Her må vi indse, at selv vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard ikke mener, at den danske befolkning vil kunne forstå, at vores eventuelle forekomster af gas i undergrunden skal blive liggende og end ikke skal efterforskes (i hvert fald ikke i de førstkommende årtier), hvis vi skal levere vores lille del af 2ºC-målsætningen.

Man kan vende det om – de fossile forekomster er dannet gennem milliner af år. Hvad er det, der gør, at vi synes det er i orden at brænde det hele af  på ganske få årtier. Skal der ikke være noget til danskerne i det 22. århundrede, det 23. århundrede og det 24. århundrede? Bare lidt.

Indimellem kan man synes, at der var brug for i højere grad ved disse forhandlinger at tale paradigmer og perspektiver – at prøve i større udstrækning af få det globale perspektiv med og få det kommunikeret tilbage i verdens befolkninger. For hvis ikke vi her i Danmark kan holde os fra yderligere udforskning, hvordan skal man så få verdens udviklingslande til at afstå fra at udforske deres potentielle gaseventyr?

2ºC-målsætningen er på den led en vidunderlig sten i skoene ved de mange forhandlere. For den går ikke væk lige meget, hvor meget, der bliver spundet. Klimaet står på den led ikke til forhandling.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

.
I videoen herover¹ taler Ed King fra RTCC (Responding To Climate Change) med lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres om udfordringerne og perspektiverne for de forestående to ugers forhandlinger ved COP18 i Doha.

Hun lægger ud med, at klimaudfordringen i de amerikanske valgs slutfase, hvor alle medier var rettet mod USA, med Sandy blev tydeliggjort. Men at det ikke med et slag ændrer alt. Siden COP 17 i Durban er der fortsat blevet arbejdet på, at COP18 kan levere resultater. Først og fremmest skal Kyoto-aftalens anden fase fastlægges endeligt, da den nuværende fase udløber med udangen af 2012. Dernæst er der en stor gruppe af aftaler (The Bali Action Plan), som har været længe under vejs, som skal endeligt stadfæstes. Og for det tredje, er der det nye “barn” fra Durban – en stor global aftale, som skal være i gang fra 2020 og være færdigforhandlet senest i 2015. Det er denne samlede pakke, som der har været arbejdet på siden COP17 i Durban, og Figueres er, som hun siger det  i videoen (2:45 ff.) “cautiously but certainly optimistic that they will take that package forward in Doha.”

Figueres giver under vejs et godt overblik over, hvor mange faktorer, som skal spille sammen, for at nærme sig en global klimaaftale.

Onsdag udsendte UNFCCC og Figueres et sidste briefing document, som opregner de vigtigste punkter for forhandlingerne² – jeg har kopieret hovedpunkterne ind nedenfor.

I forbindelse hermed understregede Figueres nødvendigheden af, at verdens lande styrkede deres indsats, hvis det – som verdens ledere vedtog ved COP15 i København – skal lykkes at holde den samlede globale opvarmning under 2ºC.

Blogindlægget Klimaforhandlinger i Bonn har links omkring det mellemliggende klimamøde i Bonn i juni, mens Optakt til COP18 har links om de mange positioner og bevægelser fra klimamødet i Bangkok i september op til COP18, som starter 26. november.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

UN climate chief Christiana Figueres, (Ed King video-interview) Vimeo 14.11.2012.¹

Climate action must be accelerated at Doha talks, warns UN climate chief, RTCC 21.11.2012.

.

Læs mere »

Selvom klimaudfordringen er vor tids måske største udfordring – og set i sammenhæng med bæredygtigheds- og biodiversitetsudfordringen uomtvisteligt er det – så fylder den foruroligende lidt i vores bevidsthed og dagligdag. Måske fordi det ikke er rart at tumle med ting, som er svære at få til at gå op, måske fordi vi er trætte af at høre om uafvendelige katastrofer, måske fordi vi ikke helt er til sinds at slippe de mange flyrejser og røde bøffer og det materielle forbrug (når der er så mange ting som er et større problem). Måske fordi vi ikke har tillid til, at de institutioner, som skulle tage de store beslutninger, rent faktisk tager den – eller bare prøver på det. Måske … allermest bare fordi vi ikke får ordentlig besked.

Dette indlæg er først og fremmest en linkside for at råde bod på klimaspørgsmålets alarmerende usynlighed i de danske medier, at vi om mindre end to måneder tager hul på næste runde i verdenssamfundets klimaforhandlinger, COP 18 i Doha, Quatar.

For ikke at løbe med halve vinde lavede jeg her primo oktober en søgning på politiken.dk. Her var der kun en enkelt artikel, som overhovedet nævner COP18 – i en opremsning i en artikel om madspild af Selina Juul (som er ekstern skribent). Berlingske har bragt et enkelt telegram fra BNB i februar, mens BT ud over samme BNB-telegram tilbage i december bragte en egentlig artikel om alliancen mellem EU og de fattigste ulande, som var med til at repolarisere forhandlingerne ved COP17. Ingeniøren har intet om COP18. Også Ekstrabladets søgemaskine melder pas, men spørger håbefuldt, om jeg mente COP15?

Information er i en klasse for sig med hele fem artikler, hvori COP18 er nævnt, heraf to fra i år. Begge af Jørgen Steen Nielsen, som om nogen holder fanen højt, når det gælder lødig, solid, perspektiverende information om klimaudfordringen.

Man kan forledes til at tro, at der kun sker noget én gang om året. Men positionerne flytter sig sjældent på konferencerne, og hvis de gør, skal der oftest repareres og redefineres efterfølgende, så det vigtigste sker i høj grad mellem de store konferencer. Siden sidste større runde af klimaforhandlingerne, COP17 i Durban, har forhandlerne været samlet først i Bonn og siden i Bangkok – hvilket heller ikke på nogen måde dominerer i de danske medier.

I tiden frem til COP18 vil jeg derfor på dette sted løbende samle links ind til artikler om COP18 og de problemfelter, alliancer, forhåbninger, sympatier og antipatier, som udfolder sig omkring næste store runde i klimaforhandlingerne, som indledes 26. november i Doha, Qatar.

I bedste fald har vi inden COP18 en genvalgt Obama, som har både flertal og vilje til at gennemføre en amerikansk klimalovgivning, et EU, som er villig til at stramme sin klimaudfordring, som nu er så slap, at vi kommer i mål med målsætningen om 20% reduktion inden 2020 længe før tid – 30% ville være overkommeligt, og 40% ville kalde på opfindsomheden – og et EU, som vil lave de opstramninger af kvotesystemet, som gør, at det rent faktisk gør en forskel.

I Doha skal Kyoto-aftalen forlænges, klimaindsatser verden rundt finansieres, skibsfart og luftfart indrulleres, og den store globale klimaaftale, som blev skitseret i Durban, hvor alle yder efter evne, skal lægges i langt fastere rammer, samtidig med at tiden inden dens iværksættelse ikke må gå til spilde. I bedste fald er de store BASIC-lande med de svulmende økonomier og drivhusgasudledninger klar til at tage deres del. Så der er masser af vitale temaer på højkant.

Og hvis du støder på en god artikel om COP18, så send gerne linket.

Se blog-indlægget Klimaforhandlinger i Bonn – links.
Se blog-indlæg tagged COP17 / COP18.

Se UNFCCCs side om Doha Climate Change Conference – November 2012.

PS: her 25. november, dagen inden COP18 starter, gentog jeg søgningerne. Der var nu tilkommet yderligere 2 artikler på politiken (23.11. og 25.11) og hele 5 yderligere på Information her i november. Berlingske har yderligere tre artikler, heraf én om situationen i Syrien, én hvor Morten Messerschmidt mener COP18 er ligegyldig, og én hvor klimaministeren siger, at det endda giver mening at afholde COP18. Så her er klimadækningen tilbage i klassisk pro et contra helt uden detaljer om de reelle problemstillinger. Ekstrabladets søgemaskine spørger stadig håbefuldt, om det var COP15, jeg mente?

Fiona Harvey: Doha climate talks: what to expect? The Guardian 25.11.2012.

Climate offender Qatar hosts the world, Deutsche Welle 25.11.2012.

Jørgen Steen Nielsen: ’Tanken om at være kommet for sent er ubærlig’, Information 25.11.2012.

Alister Doyle & Reagan Doherty: UN talks seen falling short despite climate change fears, Reuters 25.11.2012.

Wu Wencong & Lan Lan: China urges turning climate talks into action, China Daily 25.11.2012.

Matt McGratt: Doha climate talks: Will ‘hot air’ derail the process? BBC News 25.11.2012.

Heike Schroeder: Is it time to modernise UNFCCC? RTCC 25.11.2012.

Geoffrey Lean: Doha climate talks; a Gulf between need and action, 25.11.2012.

Karl Ritter: 2012 UN Climate Talks In Doha, Qatar Face Multiple Challenges, (AP) Huffington Post 25.11.2012.

John Vidal: Time is running out: the Doha climate talks must put an end to excuses, The Guardian 25.11.2012.

Abdullah Bin Hamad Al Attiyah: Climate change is Qatar’s biggest long-term challenge, RTCC 25.11.2012.

Ahmed Yonis: Arab nations must lead on ambition in Doha, RTCC 25.11.2012.

Michael Rothenborg: Klimatopmøde begynder med dommedagsrapporter i bagagen, Politiken 25.11.2012.

Læs mere »

I dag indledes en ny runde af FNs klimaforhandlinger i Bonn 14.-25. maj 2012. Her skal de spæde spirer fra Durban-aftalen i december stå deres første prøve, om verden vitterligt er på vej mod sin første samlede klimaaftale, som ifølge planerne skulle træde i kraft i 2020 men ligge klar fra 2015. Hvorfor der ikke skal ske noget i disse år er uforståeligt og dybt uforsvarligt – og hvert års tøven kommer til at koste.

Det bliver også denne gang, at en ny runde af Kyoto-aftalen skal fastlægges. Med store lande som USA, Canada og Rusland ude af Kyoto-aftalen kommer anden fase kun til at dække omkring 15% af verdens samlede udledninger. Det har således fuldt så stor betydning som signalpolitik – at der er rige industrilande, som rent faktisk vil gå foran, og som herigennem vil give de virksomheder, som arbejder for at udvikle grøn teknologi og grønne produkter, ordentlige rammebetingelser for at fortsætte deres udviklingsarbejde.

Men dette lille indlæg er først og fremmest tænkt som en løbende linkopsamling. Pressedækningen er forsvindende lille – søgninger på politiken.dk og information.dk viser stort set ingen omtale af de forestående klimaforhandlinger i Bonn. Det handler jo også kun om vores fælles fremtid, og det er der ikke noget nyt i.

Via UNFCCs hjemmeside kan man følge med i de vigtigste forhandlinger i Bonn (se on demand webcast), ligesom præsentationer og forhandlingsdokumenter løbende gøres tilgængelige.

På Twitter finder man løbende opdateringer for eksempel via @UN_ClimateTalks og @CFigueres.

Bob Berwin: Global warming: Inching ahead at Bonn climate talks, Summit County Citzens Voice 27.05.2012.

Little Progress Made at Bonn Climate Negotiations, Union of Concerned Scientists 25.05.2012.

Fiona Harvey: Bonn climate talks end in discord and disappointment, The Guardian 25.05.2012.

Nathan Witkop: Bonn climate talks end in squabbling, Deutsche Welle 25.05.2012.

Karl Ritter: Is China poor? Key question at climate talks, Bloomberg 25.05.2012.

Connie Hedegård: Statement, 25.05.2012.

Richard Balk: Climate talks stall with nations ‘wasting time’, BBC News 25.05.2012.

Bonn Climate Talks Close in Disappointment; World Leaders Whistle Towards Disaster, Common Dreams 25.05.2012.

Credibility and will can move climate talks forward, Can Europe 25.05.2012.

Jesper Løvenbalk: Klimaaftalen fra Durban hænger i en tynd tråd, Information 25.05.2012.

Alex Morales: Climate Deadlock Breaks as Slow UN Talks Frustrate U.S., EU, Bloomberg 25.05.2012.

Clancy Moore: Australia: new negotiator, new opportunities? Adopt a Negotiator Project 25.05.2012.

Stephen Leahy: Global Temperatures Rising on a Devastating Trajectory, IPS News 25.05.2012.

Bonn UN Climate Change meeting delivers progress on key issues, (pressemeddelelse) UNFCCC 25.05.2012.

Bonn Climate Change Conference – May 2012, Press Briefing, (EU) (video) UNFCCC 25.05.2012.

Bonn Climate Change Conference – May 2012, Press Briefing, (Christiana Figueres) (video) UNFCCC 25.05.2012.

Chris Lang: REDD discussions at the UN climate meeting in Bonn: “The only thing negotiators did here was produce more things to disagree on”, Redd Monitor 25.05.2012.

Michelle Kovacevic: One of Indonesia’s top REDD+ experts discusses logging moratorium progress, Forests News 25.05.2012.

Alexander Besant: Climate talks in Bonn end in disappointment, Global Post 25.05.2012.

Mariette la Roux: Climate pact process stumbles as countries bicker, AFP 25.05.2012.

China says it holds fast to Durban outcome, Xinhua 25.05.2012.

US, Europe and Australia trying to evade climate commitments: climate, AFP 25.05.2012.

Nina Chestney: Deadlock breaks at UN climate talks, mistrust remains, Reuters 25.05.2012.

Warming could exceed 3.5C, say climate scientists, The News (Pakistan) 25.05.2012.

China to spend $27bn on energy efficiency and renewables, (Reuters) The Guardian 25.05.2012.

U.N. climate talks stall over rich-poor divisions, (AP) San Fanciso Chronicle 25.05.2012.

Climate scientists say warming could exceed 3.5 C, AFP 24.05.2012.

Michel Rose: Global CO2 emissions hit record in 2011 led by China: IEA, Reuters 24.05.2012.

Mariette la Roux: China hits back at claims it is blocking climate talks, AFP 24.05.2012.

Nina Chestney: Countries doing too little on warming: researchers, Reuters 24.05.2012.

Nina Chestney: U.N. Doha climate talks risk sinking ‘like Titanic’, (Reuters) moneycontrol.com 24.05.2012.

Alex Morales: Greenhouse Gas Gap Grows as Climate Pledges Fall Short, Bloomberg 24.05.2012.

Nina Chestney: CO2 Cut Review Could Raise Kyoto Ambition – EU, Reuters 24.05.2012.

Mark Bonner: Agreement on draft text for CCS in the CDM, Global CSS Institute 24.05.2012.

Anthony Lucas & Mariette le Rou: UN climate talks ‘stalled’, Kyoto architect tells AFP, AFP 23.05.2012.

EU warns climate talks at risk of floundering, AFP 23.05.2012.

Vananda Shiva: Eco warriors, arise! The Asian Age 23.05.2012.

James Murray: G8 pledges climate action as Bonn talks stall, Business Green 23.05.2012.

Læs mere »

I går blev der fra UNFCCC, som leder forhandlingerne frem mod en klimaaftale i København til december, offentliggjort tal som viser, at de rige lande minus USA (de lande som indgik bindende reduktionsmål i Kyoto-aftalen) tilsammen frem mod 2020 har budt ind med CO₂-reduktioner på 15-21 % i forhold til 1990. Det svinger over ganske store forskelle. EU og de øvrige europæiske lande har budt ind med de højeste reduktioner, mens lande som Japan og Rusland ligger i den tunge ende. Det amerikanske bud på den kommende klimaaftale er at være tilbage på 1990-niveau i 2020!

Der er således lige nu meget langt til de 25-40 %, som ifølge klimavidenskabsmændene er nødvendige i 2020, for at afbøde de værste klimaforandringer – og for at være på rette kurs for at nå den reduktion på 80% i 2050, som G8-landene for nylig besluttede sig for i Frankrig. Og … hvor svært det kan blive at nå en de 80% reduktion i 2050, så er det endda i underkanten af det nødvendige, hvis temperaturstigningerne skal holdes under 2° C, som G8-landene også fastholdt på deres seneste møde.

Der er således en graverende kløft mellem ikke bare, hvad klimavidenskaben siger er nødvendigt, og de politiske mål, men også mellem de overordnede politiske målsætninger og det de enkelte lande er villige til at binde sig til. Så lige nu tegner det til, at vi får en klimaaftale i København til december, men en aldeles utilstrækkelig en af sin slags.

De rige landes fedten med tilsagnene er det helt forkerte signal, hvis man skal gøre sig håb om at få resten af verden med på bindende reduktionsmål. Og det er dobbelt paradoksalt på baggrund af, at vi med at svindende oliereserver står overfor, at oliepriserne i nærmeste fremtid igen vil stige til nye svimlende højder, så en systematisk omlægning til vedvarende energikilder ud fra helt rationelle betragtninger vil være en samfundsøkonomisk sund beslutning. Selv Det Internationale Energiagentur advarer nu om at vi hastigt nærmer os den sidste olie.¹

Alister Doyle: Rich Nations Offer 15-21 Percent CO₂ Cuts By 2020: U.N., Reuters 12.08.2009.

Steve Connnor: Warning: Oil supplies are running out fast, The Independent 03.08.2009.¹

I dagene 1. til 12. juni mødes forhandlere fra hele verden til Bonn Climate Change Talks for at færdiggøre den klimaaftale, som skal vedtages i København til december. I den forbindelse har man offentliggjort forhandlingsteksten, så langt som den er.¹ Det er en tekst, som udstiller spændvidden i forventningerne. Således stiller en stadig større gruppe lande spørgsmålstegn ved målsætningen på 450 ppm, og ønsker i stedet en CO₂-målsætning på højest 350 ppm. Så der står svære forhandlinger forud, og der vil blive forhandlet kommaer procenter og promiller til sidste øjeblik. Men de store aktører er så småt ved at være enige om de principper, som skal ligge til grund for aftalen. Vi står derfor lige nu til en aftale med global deltagelse – hvilket er et stort mål i sig selv. Og trods de dårlige erfaringer fra Kyotoaftalen står vi til at få en aftale, hvor kvotesystemet bliver den centrale mekanisme.

Selvom der fra mange sider har været rejst stærk kritik af kvotesystemet, har ingen villet markere kritikken så voldsomt, at man har sat aftalen i tvivl. Vi vil derfor i de kommende år se et nyt gigantisk spekulationsfelt producere kvotespekulanter, kvotebaroner og kvotemilliardærer. I lyset af den nuværende økonomiske afmatning kan man derimod komme alvorligt i tvivl om, hvor meget handling for et bedre klima, kvotesystemet kommer til at generere. Man kunne derfor visualisere en form for gigantisk Grøn Verdensbank, som havde til opgave at sikre, at kvotepriserne altid holdt et vist niveau – lidt på linje med den måde, hvorpå EU gennem årene har garanteret mindstepriser på landbrugsprodukter.

Hvis blot en udledning på ét ton CO₂ altid kostede over 100 euro, kunne den for så vidt godt svinge på markedsvilkår. Men når kvoteprisen som nu ligger og roder betænkeligt nær nul, er det alt alt alt for billigt ikke at gøre noget.

Der er langt fra tale om enighed i aftaleteksten. Det illustreres for eksempel med punkt 12 (pp. 8-9):

“12: The long-term global goal for emission reductions {shall}{should} be set

Option 1: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere at {400}{450 or lower}{not more than 450}{450} ppm carbon dioxide equivalent (CO₂ eq) and a temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by at least 50 per cent {from 1990} levels by 2050.

Option 2: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere well below 350 ppm CO₂ eq and a temperature increase limited to below 1.5 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by {81-71}{more than 85} per cent
from 1990 levels by 2050.

Option 3: as a global temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level.

Option 4: as a reduction in global average GHG emissions per capita to about 2 t CO₂.

Option 5: on the basis of 5.1: historical responsibility / 5.2 emissions debt / 5.3 per capita accumulative emission convergence / 5.4 an equitable allocation of the global atmospheric resources.”

Option 1 er IPCCs officielle målsætning. Men på baggrund af de seneste års erkendelse af, at klimaet er langt mere følsomt overfor temperaturforskydninger end hidtil antaget, peger klimatologerne i dag på option 2, som vil indebære en meget radikal udfasning af fossile brændstoffer meget hurtigt. Når de andre ‘muligheder’ overhovedet er i spil, er det manglende politisk mod og langsigtet realitetssans.

AWG-LCA Negotiating Text, UNFCCCs aftaletekst pr. 19.05.2009 (pdf).¹

Pauli Andersen: FN lægger op til vidtgående klimaaftale, Berlingske 20.05.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Klima-aftale afslører kløft af uenighed, Information 22.05.2009.

Ved det store amerikanske universitet MIT udarbejdede man i 2001 et særligt lykkehjul, som et temperaturhjul – eller rettere to temperaturhjul, som viser, hvilke temperaturer, vi kan forvente henholdsvis hvis vi gør noget, og hvis vi ikke gør noget ved de på verdensplan stigende CO₂-udledninger.¹ Man har netop opdateret sandsynlighedshjulet, og det viser, at med en viden og de modeller, vi har i dag, vil vi få markant større globale stigninger end ved de tilsvarende beregninger i 2002. Gambling-metaforen er slående – i disse år, hvor vi ved, at der skal handles hurtigt og radikalt, men alligevel ikke rigtig gør noget, som for alvor reducerer CO₂-udledningerne, gambler vi kort sagt helt uansvarligt med klodens fremtid. Gambling har med chance og sandsynlighed at gøre, og med den natur, som klimamodeller har, vil de svar, som vi får om det globale klimas fremtidige udvikling, altid komme ud som sandsynligheder.

Som man kan se på det nyligt opdaterede temperaturhjul til venstre, som viser den sandsynlige temperaturstigning frem mod år 2100, hvis vi ikke gør noget ved CO₂-udledningerne, er der størst sandsynlighed for, at vil ende med en temperaturstigning på 5-6ºC, efterfulgt af 4-5ºC og 6-7ºC.

Målet for den klimaaftale, som gerne skulle underskrives i København til december, er at holde den samlede globale temperaturstigning inden for 2ºC.

De 2ºC er hvad man fra politisk side har defineret som mål for et ‘acceptabelt’ omfang af klimaforandringer.

Læs mere »