Strøtanker om bæredygtighed

I de fortsatte globale klimaforhandlinger er der midtvejs mellem de årlige COP-konferencer fast indbygget en to ugers samling i klimakalenderen. Den ligger typisk i maj, og i de næste to uger vil klimadelegationer fra fra hele verden være samlet i FNs klimasekretariat UNFCCCs hovedkvarter i Bonn. Næste ‘store’ konference vil være COP22 i Marrakech i november.

Der er umiddelbart meget at fejre oven på vedtagelsen af Paris-aftalen i december. Men der er samtidig en lang række områder, som i de kommende år kræver yderligere afklaring for at Paris-aftalen kan mutere fra principbeslutning og overordnet vision til konkret ramme for klimaindsatsen for verdens lande.  

Hugh Breakey, som er Moral philosopher ved Institute for Ethics, Governance and Law, Griffith University, har på The Conversation skrevet en introduktion til et centralt tema for de kommende to ugers forhandlinger: Fairness. Med en aftale, som i udgangspunktet er frivillig, bliver en størrelse som det retfærdige central i sikringen af, at alle lande gør deres del af den nødvendige indsats for, at Paris-aftalens målsætning kan nås. Artiklen er her gengivet ifølge en Creative Commons-aftale.

Fairness on the agenda as UN begins job of strengthening the Paris climate deal

By Hugh Breakey

The dust has long settled from December’s Paris climate summit, which hammered out the first truly global deal to reduce emissions. But the negotiations ended with widespread acknowledgement that the deal needs significant strengthening if its overall goal of keeping warming well below 2℃ is to be met.

The Paris Agreement therefore requires countries to ramp up their efforts significantly over the coming years and decades.

That job arguably begins today, with the opening of an 11-day meeting in Bonn, Germany, featuring the first session of the Ad Hoc Working Group on the Paris Agreement (APA).

The APA functions rather like a much more modest version of the Paris conference. Parties to the Paris Agreement send delegations, and small groups can be tasked with resolving specific issues before reporting back to the larger group for decision-making.

Among the most important items on the meeting’s agenda is the Global Stocktake to assess overall progress towards fulfilling the Paris Agreement’s goals. This stocktake will kickstart the process of five-yearly reviews to strengthen the Paris Agreement, the first of which will happen in 2023.

Læs mere »

Symbolikken var til at tage og føle på, da den klimaaftale, som blev vedtaget ved COP21 i Paris i december, som skal sikre den hurtigst mulige afvikling af det fossile samfund, i dag havde første underskrivelsesdag på Moder Jords dag, 22. april. For den aftale har i allerhøjeste grad at gøre med at beskytte Moder Jord mod vi menneskers måske største fejlgreb til dato, afbrændingen af fossile brændstoffer. Meget vanvittigt har vi fundet på gennem tiderne, men med den fossile ild har vi udløst kræfter og muligheder, som intet førindustrielt samfund har kendt til. Det har i de seneste to århundreder ført til, at vi er blevet ikke bare voldsomt mange flere, men også voldsomt meget mere indgribende i de økosystemer, vores eksistens i sidste ende er afhængig af. Så selvom Paris-aftalen er en klimaaftale, så handler det om meget mere end kul og olie. Det handler om beskyttelsen og bevarelsen af hele det livsgrundlag, som har båret menneskeheden igennem hele dens historie, og som vi nu som ‘tak’ er i fuld gang med at smadre. Paris-aftalen er frugten af 21 års forhandlinger under UNFCCC, som FN iværksatte i forlængelse af Rio-konferencen i 1992. Det har ikke været noget enkelt forløb, og resultatet er ikke bare entydigt indlysende, men vi står nu med Paris-aftalen med et instrument, som hvis verdens lande slutter op om den i de kommende årtier vil gribe transformativt ind i mere eller mindre alle aspekter af menneske- og samfundslivet og forhåbentlig sikre, at fremtidige generationer også får mulighed for at leve med, af og på den generøse Moder Jord, som har båret menneskeheden frem til i dag.

For at Paris-aftalen overhovedet bliver en gyldig aftale, skal mindst 55 lande med i alt mindst 55% af verdens klimaudledninger underskrive og ratificere aftalen. I dag har 175 af verdens 195 lande underskrevet, heriblandt stort set alle de største udlederlande. Dette er ny rekord for FN – aldrig før i FNs historie har så mange lande underskrevet en aftale på samme dag. Efter dagens signing ceremony skal aftalen gennem en ratifying process, hvor de enkelte lande har sikret sig de nationale godkendelser mv., som den endelige ratificering indebærer. Her har foreløbig 15 af verdens mindste og mest sårbare lande taget også dette skridt. Men store udlederlande som Australien, Indien, Kina og USA har klart markeret, at de vil foretage den endelige underskrivelse allerede i år og har i fællesskab opfordret alle til at tage også dette skridt hurtigst muligt, så det egentlige arbejde kan begynde. Her kan EU vise sig at være blandt de langsomme, fordi aftalen skal frem og tilbage mellem godkendelser i EU og i de enkelte medlemslande. Men alt tyder lige nu på, at de 55 lande og 55 procent vil være i hus inden årets udgang.

Læs mere »

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

.
Ovenstående video som på nær de første 2 minutter er på engelsk, stammer fra en pressekonference i dag i forbindelse med lanceringen af UNFCCCs synteserapport, som analyserer og sammenfatter de 146 INDC (nationale klimaplaner), som var indleveret pr. 1. oktober i år. På én gang en stor dag, hvor verdens samlede klimaindsats frem mod 2030 blev gjort op, og en dag, som det er svært at fejre, fordi de indmeldte klimamålsætninger tilsammen langt fra formår at løfte den fælles målsætning at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C.  

Da der 1. oktober var der deadline for indlevering af klimaplaner forud for COP21 klimakonferencen i Paris, havde 146 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen – et navn som understreger det frivillige i de enkelte landes indsats og den bottom up-tilgang, som ikke er ideel, fordi den er svær at styre i forhold til en samlet målsætning, men som man ikke desto mindre har valgt, fordi det er det, man har kunnet formå at enes om på tværs af alle forskelle landene imellem. I mellemtiden er der indleveret flere INDC, så der nu er fra 156 lande, som tilsammen dækker omkring 90% af verdens samlede CO₂-udledninger, og der skal nok nå at komme en håndfuld mere inden Paris, for der arbejdes stadig mange steder på at få klimaplaner klar inden COP21 skydes i gang om blot fire uger.

Inden vi forfalder til desperation over, hvor utilstrækkelige disse klimaplaner er i forhold til, hvad der er brug for, er det værd at hæfte sig ved det positive, at hvor Kyoto-aftalen kun dækkede omkring 15% af verdens udledninger, så er der nu reelt tale om en global aftale. Alle de største udlederlande har indgivet deres bud på en klimaindsats frem mod 2030, og samtlige disse landes statschefer har meldt deres ankomst i Paris ved konferencens begyndelse – hvilket er en nyskabelse, som Francois Hollande har insisteret på, da statslederne ved de forudgående klimatopmøder først har indfundet sig i den anden uge. På den måde er der lagt op til to uger, hvor det ikke bare er embedsmænd med bundne agendaer, men med mulighed for reelle politiske forhandlinger.

Det var ikke forud forventet, at alle lande ville udarbejde klimaaftaler. Tidligere på året udtrykte lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres håb om, at der ville komme INDC, som dækkede mindst 60% af verdens samlede udledninger. Men selv for det afrikanske kontinent, hvor man finder verdens aller fattigste lande, som aldrig tidligere har haft klimaplaner udarbejdet, har man i stor udstrækning bidraget, og det endda med et ambitionsniveau, som sætter størstedelen af de industrialiserede landes og de rige udviklingslandes klimaindsats i et skammeligt perspektiv. Så der foreligger i skrivende stund 46 afrikanske INDC ud af 54 mulige, og der er gode chancer for, at endnu 2-3 afrikanske lande når at få deres INDC på plads inden Paris (se blog-indlægget Paris 2015 – En række afrikanske INDC). Så uanset hvad resultatet bliver i Paris her om blot en måned, så er denne del allerede lykkedes over al forventning.

Nøgletallet i dagens synteserapport kendte vi allerede fra Climate Action Trackers løbende analyse af de indkomne INDC: Med de indgivne INDC står verden til ved udgangen af dette århundrede at have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 2,7°C. Det er faktisk betragteligt lavere end de 4-5°C, som der har været udsigt til, hvis vi blot uantastet fortsatte den fossile afbrænding business as usual. Men det er langt fra den 2°C-løsning, som hele konferencen er bygget op om at sikre. Og med vi ved i dag om klimaforandringernes omfang og styrke slev ved 2°C, så ville en 1½°C være en mere rimelig målsætning. For på bare lidt længere sigt (ud over år 2100) må vi forvente omkring 3 m havstigninger for hver grad temperaturstigning. Så hvis vi varigt accepterer at lade den globale gennemsnitstemperatur øge med 2°C, vil mere eller mindre samtlige verdens atolriger og deltaer på sigt forsvinde i havet.

Af samme grund er der to størrelser, som er blevet endnu mere vigtige i klimakonferencen: For det første er det selvindlysende, at vi ikke bare kan cementere verdens klimaindsats frem til 2030 vel vidende, at vi til den tid har forpasset alle chancer for en 2°C-løsning – tværtimod skal der etableres en mekanisme, hvor de enkelte landes indsatser løbende strammes op. For det andet at verdens rige lande tilvejebringer en finansiering, som kan understøtte ikke bare en tidlig mitigation, så verdens fattigere lande tidligt bliver sporet ind på en fossilfri udvikling, men fuldt så meget etablerer midler til adaptation og loss and damage. Ved den seneste forhandlingsrunde i Bonn for blot en uge siden, blev dette sagt så udtrykkeligt fra G77-gruppen af lande, som omfatter to tredjedele af verdens lande, at der overhovedet ikke kunne blive tale om nogen aftale, hvis ikke der som en del af aftalen var indbygget den finansiering på 100 mia. $ pr. år fra 2020, som de fattige lande i årevis er blevet stillet i udsigt, og som verdens rigere lande igen og igen er gledet af på (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). Det sagt skal der nok komme en klimaaftale i Paris. Men det vil skabe et virkelig dårligt nord-syd-klima, hvis den industrialiserede verden, som har påført verdens fattigste dette klimaproblem, endnu engang fornægter sit medansvar.

Tilbage til dagens synteserapport, så omfatter den ud over den ganske teknisk betonede analyse en grafisk sammenfatning af situationen, som så at sige fortæller det hele i et enkelt billede:

Læs mere »

Der er nu blot halvanden måned til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. Som forberedelse hertil er der i den kommende uge er der sidste officielle samling inden – hvis ikke der viser sig behov for yderligere møder. Dette blog-indlæg rummer et første rids af udfordringerne for den kommende uges forhandlinger og nederst en link-samling, som i løbet af ugen vil blive løbende opdateret. Samtidig er det planen under vejs at lave flere kommentarer og updates. Forhandlingerne vil kunne følges fra UNFCCCs hjemmeside, hvor de centrale sessions både kan ses live og on demand.

Selvom der har været stor anerkendelse af den forkortede tekst, som forelå tidligere på måneden (se blog-indlægget Konturerne af den endelige Paris-aftale), ikke mindst at den havde opnået en nødvendig entydig struktur, så er der også fra mange sider rejst alvorlige spørgsmål til tekstens indhold – herunder ikke mindst hvad der nu mangler i teksten. EUs klimakommissær Miguel Arias Canete har klart meldt ud, at teksten er dårligt afbalanceret og at ambitionsniveauet er for lavt – han efterlyser en aftale, som kan holde hele århundredet – og dermed at aftalen overordnet rummer et rids af den nødvendige udvikling videre fra det fossile samfund.

Indien har været blandt de mest markante kritikere, og der er en vis sandsynlighed for, at vi i den kommende uge vil se Indien ‘larme’ på vegne af udviklingslandene, i hvert fald er der fra indisk side rejst en massiv kritik ikke bare af af den nu foreliggende tekst, men af de rige landes ‘ferie’ fra klimaindsatsen, og der er formuleret minimumskrav for at aftalen overhovedet kan vedgås. Ed King sammenfatter på Climate Home 16.10. fem indiske hovedkritikpunkter:

– Finance: no predictability or adequacy
– Loss and damage: just notes the problem
– Long term goal: no mention of decarbonisation
– Mitigation cycles: when will these happen?
– How binding will the national commitments be?

Fra indisk side vil det givet også blive påpeget, at referencerne til equity og en common but differentiated indsats så godt som er forsvundet fra teksten. Indien synes ikke at tale alene – tværtimod fornemmes det fra hele G77-blokken, som omfatter 134 lande, at aftaleteksten med den nu foreliggende formulering har fået en katastrofal slagside, så der er lagt op til en hektisk uge i Bonn.

Her forud for den (måske) sidste forberedelsesrunde i Bonn er der gjort adskillige forsøg på at sammenfatte de vigtigste punkter. Lad mig herunder bruge fem punkter fra WRIs intro 15.10. og supplere efter behov.

Læs mere »

5. oktober forelå en ny udgave af forhandlingsteksten, som er kogt ned fra 83 sider til blot 20 sider. Som man kan få en fornemmelse af i dette lille udsnit, er der stadig mange ord og passager, som står i kantede parenteser, som indikerer stadig uafklarede steder i teksten. Den fulde udgave kan downloades her (pdf).  

Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder, de to formænd for det ADP-forhandlingssporet ved UNFCCCs klimaforhandlinger, som forestår forberedelsen og udarbejdelsen af den klimaafale, som skal vedtages i Paris om nu mindre end to måneder, fik ved sidste forhandlingsrunde i Bonn pålagt at koge en stadig mere end 80 sider tekst ned efter at uge efter uge af forhandingsrunder måske nok havde givet et klarere billede af, hvilken tekst man var på vej mod, mens teksten stadig forblev uklar i sin stuktur og mastodontisk lang (se blog-indlægget: Klimamøde i Bonn, fem minutter i Paris). Og de har nu barslet med en udgave, som med blot 20 sider er radikalt kortere.

Teksten har stadig en lang række ting stående i kantede parenteser, hvor først de endelige politiske forhandlinger i Paris vil have det politiske mandat til at kunne vælge den endelige ordlyd. Men den nu foreliggende tekst har præciseret de enkelte landes hjemmearbejde forud for Paris, og den giver gradvist et klarere billede af, hvad vi kan forvente af den aftale, som ender med at blive vedtaget.

Samtidig var der pr. 1. oktober i år, ved fristen for indlevering af INDC, hvis de skal kunne nå at indgå i den UNFCCCs forudgående analyse, kommet nationale klimaplaner fra 146 ud af verdens 195 lande, som i alt dækker omkring 90% af verdens udledninger, samtidig med, at der blandt mange af de resterende lande stadig arbejdes på højtryk for at nå det. Så det står klart, at aftalen vil få en endog meget bred opbakning. Det står til gengæld også klart, at summen af disse nationale klimaindsatser langt fra vil være i stand til at overholde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning på under 2°C, som siden København i 2009 har været det centrale pejlemærke for den globale klimaindsats – en række vurderinger synes lige nu at pege på, at verden ved udgangen af det 21. århundrede vil være blevet et sted mellem 2,7°C og 3°C varmere end før industrialiseringen. Så målt på den skala, er Paris ikke nogen fest. Men i forhold til at vi, hvis vi blot havde fortsat som hidtil, nærmere havde set 4-5°C global temperaturstigning ved århundredets slutning, kan man nu endelig sige, at det gør en forskel. Og det er første gang at Climate Action Trackers analyse af de samlede klimaplaners indflydelse på den gennemsnitlige globale opvarmning er kommet under 3°C, så det går den rigtige vej.

Grundlæggende er der al mulig grund til at glæde sig over, at der endelig tegner sig en enighed om at lave en sådan global indsats. Som det så fint er udtrykt – nu er alle kommet på dansegulvet, så må vi finde ud af at skrue op for tempoet. Noget af det vigtigste ved aftalen er således nok også, at Paris-aftalen er en begyndelse – at der er lagt op til ikke bare 5-årige revisioner, men 5-årige stramninger, så verdens lande år for år må blive bedre til at udfase og omstille.

Dette kan lyde naivt, men for rigtig mange af de indleverede klimaplaner ville man meget vel kunne gøre det meget bedre. Blandt de industrialiserede lande ville for eksempel Australiens, New Zealands, Canadas og Japans klimaplaner meget let kunne forbedres – og vil sandsynligvis blive det ved et politisk skifte til regeringer, hvis holdninger og handlinger er mindre købt af den fossile industri. Selv EUs bebudede klimaindsats er forsigtig og defensiv frem for fuldt ud at at favne det mulighedsfelt, som den grønne omstilling rummer. Men udviklingen går lige nu i retningen af, at sol og vind – og i en række situationer også andre vedvarende energikilder – er lige så billige som og billigere end de fossile brændsler, så der også ligger en kortsigtet økonomisk tilskyndelse til at lægge de fossile brændstoffer bagude. Så det virker som andet og mere end ønsketænkning, at verdens lande ikke bare kan stramme sine klimamålsætninger og styrke sin klimaindsats, men rent faktisk vil gøre det. For eksempel Kina har netop annonceret, at man vil stramme sin solcellemålsætning med 30% for 2015 og firedoble sin installerede solcellekapacitet inden 2020.

Læs mere »

.
Herover ses et af mange små videoklip fra Carbon Briefs interview med Christiana Figueres, hvor hun svarer på, om det stadig er muligt for verden at begrænse den globale opvarmning til 1½°C.

På Carbon Brief har man i efterhånden nogen måneder kørt en serie med interviews med centrale personer i klimaindsatsen, og for et par dage siden var turen kommet til UNFCCCs generalsekretær Christiana Figueres (link her), som siden Yvo de Boer lagde op efter COP15 i København har stået i spidsen for verdenssamfundets bestræbelser på at nå til enighed om en klimaindsats. Her har hun i mine øjne gjort et enestående arbejde, og uanset hvor umulige elever der har været i klassen altid formået at fastholde en positivt fremadrettet attitude.

Disse forhandlinger kan virke umådeligt langsommelige og bureaukratiske, og det system af forhandlinger, man har fået sat op, kan virke som en mastodont, hvis konstruktion nærmest umuliggør noget klart og entydigt resultat. Men når man åbner op for, hvor mange aspekter, der er af klimaproblematikken, hvor mange stater og interessenter, som skal bringes til at spille sammen, for at det lykkes, og hvor foranderlig en situation, der er tale om, så er det indlysende, at det er alt andet end enkelt. Som verden er skruet sammen, kan man ikke bare pålægge alle at lukke for hanerne. Alt må udspille sig i frivillighed, så det er en kæmpe pædagogisk opgave, som handler om uendeligt meget mere end at få sat en pris på CO₂, så den globale opvarmning kan holdes under 2°C – eller som stadig mere tyder på, må holdes under 1½°C for at undgå de værste klimaforandringer.

Interviewet med Christiana Figueres på Carbon Brief giver et godt indblik i denne kompleksitet, og i det perspektiv, Figueres er i stand til at fastholde, så alle har en rolle at spille. For Figueres er det ikke noget, som blot kan ske som dekret fra forhandlingerne. Tværtimod er forhandlingernes fremdrift og resultater helt afhængige af, at der hele tiden er byer, virksomheder, regeringer, grupper af mennesker, som viser vejen, og at der er et civilsamfund, som repræsenterer de oprindelige folkeslag, biodiversiteten, retfærdigheden, ungdommen, fremtidens levevilkår og de i forhold til klimaforandringerne mest sårbare nationer, som ofte er dem som har haft mindst at gøre med at skabe problemet og har færrest midler til at imødegå klimaforandringerne, så konsekvenserne her bliver så meget større. Så det er ikke kun at få vænnet verden fra de fossile brændstoffer. Det er et spørgsmål om at etablere samfund verden over, som lever i en helt anden økologisk balance med deres omgivelser end i dag.

Læs mere »

Sébastien Duyck har i to artikler for for The Adopt a Negotiator Project 22. og 24. oktober lavet en gennemgang af de enkelte landes og grupper af landes positioner forud for COP19, som samtidig er illustreret i Word Clouds – ordbilleder, hvor særligt betydningsfulde ord og begreber er fremhævet. Herover er det for eksempel en Word Cloud over Brasíliens input til de forestående forhandlinger ved COP19 i Warszawa. Og herunder er det en tilsvarende Word Cloud for de afrikanske landes fælles oplæg.

Jeg skal ikke forsøge af gentage Sébastien Duycks yderst læseværdige rids af de enkelte landes oplæg, blot opsummere, at der er rigeligt at tale om, at der i de kun langsomt udkrystalliserende konturer af en global klimaaftale synes at være masser af knaster – ikke bare hvor meget, der skal reduceres hvor hurtigt, men nok så meget hvem. Samtlige 19 Word Clouds fra de to artikler er samlet her:

Læs mere »

De polske værter for det snart forestående COP19 i klimatopmøde i Warszawa lagde i går et blog-indlæg ud på den officielle COP19 hjemmeside, som frydede sig over, hvordan afsmeltningen af Arktis ville give hurtigere og billigere transport mellem Europa, Asien og Nordamerika. Hermed har man endnu en gang udstillet sin manglende forståelse for klimaudfordringen og dens konsekvenser, hvis ikke den mødes hurtigt og konsekvent.

De polske arrangører har valgt den lette løsning og fjernet ikke bare blog-indlægget, men har lukket bloggen midlertidigt ned (link). Hvis man klikker ind nu, så står der blot “Dear readers” og så en forklaring, at man for øjeblikket har valgt ikke at bruge tid på bloggen. Der står så efterfølgende, at man ikke havde forudset, at nogle læsere kunne få den opfattelse, at det man kunne læse på bloggen ordret repræsenterer den officielle polske holdning, at man beklager, hvis nogen har fundet teksten anstødende, og at det på ingen måde var hensigten at støde nogen.

En schweizisk borger skriver ganske rammende: “Your webpage is currently hosting climate denier views. This is simply outrageous coming from the presidency of the COP. Does your presidency really have so little commitment to ensuring the success of the conference that it is ready to provide a platform for counterfactual statements undermining everything the UNFCCC is about?  Dear COP19, would you please get your acts together?” Det afspejler blandt andet, at der tidligere på den officielle COP19 side stod, at klimaforandringer var en naturlig ting, som var sket mange gange før.

Men den arktiske genvej har igen rejst spørgsmålet om det passende/upassende i valget af Polen som værtsland.

Det har vakt anstød, at den polske kulindustri er blandt hovedsponsorerne for COP19, og at man (måske af samme grund) har signaleret ganske utvetydigt, at Polen ikke har til hensigt at spare på kullene. Hvis der skal reduceres i udledningerne, så må det ske ved tekniske løsninger, bedre forbrænding og CCS-teknologi. Det kunne måske også være løsninger, hvis vi havde 100 år til at afvikle de fossile samfund. Men ikke mindst i lyset af IPCCs senest fremlagte carbon budget, så er en sådan gradvis forbedring af CO₂-udledningerne fra kulafbrænding ikke nogen løsning, men tværtimod en opskrift på store problemer. For CCS-teknologierne lader vente på sig, og selv den dag, vi bliver i stand til at kunne fjerne størsteparten af CO₂-udledningerne direkte fra kulafbrændingen, så vil det i det teknologiske felt, som nu undersøges, blive så dyrt, at en CCS-renset kulkraft ikke er konkurrence-dygtig. Så det er under alle omstændigheder et blindspor.

Det er problematisk, hvis den polske kulindustri får lov at sætte sig på perspektivet for COP19, men det er der en hel verden til at undgå. Og et dårlig turneret blog-indlæg er ikke i sig selv noget uløseligt problem, det peger blot på den meget lille forståelse af problemernes alvor og manglende vilje til en fælles klimaindsats. Nøgleproblemet er således Polens erklærede uvillighed overfor den fælles klimaindsats i EU, hvor landet efterhånden har udvidet sig til kronisk bremseklods.

Jeg ser to løsninger: Enten ‘tvinges’ Polen til at gå med i aftaler, som afspejler det nødvendige ambitionsniveau for at EU kan fortsætte som motor i den globale klimaindsats, som for eksempel at EUs klimamålsætning for 2020 øges fra 20% til 30 eller 35% og for 2030 øges fra 30-40% til 55% – og så får den fornødne hjælp til at gennemføre disse forandringer. Eller også er EU nødt til at fravige det princip, at alle medlemslande skal reducere lige meget lige hurtigt og opstille et system, hvor alle lande er reelt udfordret.

Hvor Danmark måske fik sat overlæggeren op til 70% i 2030, så kunne Polen ‘nøjes med’ 35% – og man med forskellig omstillingstakt stadig kunne holde en fælles EU-målsætning på 55%, som det har været beregnet er nødvendigt for 2030, hvis man skal nå 95% i 2050. Hvis man vil stadig fastholde princippet, at EU bevæger sig lige hurtigt – hvilket reguleringsmæssigt osv. har en række fordele – så må EU til gengæld være indstillet på at yde en massiv støtte til omstillingen i et land som Polen, helt tilsvarende den måde EU gennem årene har ydet enorme midler på opbygning af ny infrastruktur i en række regioner. For ellers vil kulkraftværkerne blot blive ved med at pulse.

Polen får i dag mere end 90% af sin elektricitet fra kulafbrænding – alene Elektrownia Belchatow-værket, som er Europas største enkelte CO₂-kilde (billedet herover), udleder mere end 30 mio. ton CO₂ om året – så bare udsigten til, at EU løfter sin klimamålsætning for 2030 fra 30 til 40%, som lige nu ser ud til at være det felt, der drøftes, får alle polske alarmklokker til at ringe, og Polen har truet med at bruge sin vetoret ad infinitum for at modvirke, at EU overhovedet får flere klimamålsætninger.

Således er Polen lige nu EUs klimaindsats’ ligtorn – for nu ikke at sige kræftsvulst. I mit perspektiv er det derfor ikke en dårlig idé, at Polen i slutningen af næste måned står som vært for COP19. Tværtimod er vi nødt til at fokusere på de svageste led i kæden og målrettet styrke dem. Men det er vigtigt, at det ikke lykkes Polen at forestille sig, at business as usual er en mulighed, at man qua omtalen op til, under og efter COP19 bliver klar over, at det ikke er nogen mulighed, at Polen brænder alle sine kullagre af inden man omstiller til vedvarende energi, at tingene må forandre sig, og at det er ikke bare i Polens, men i alles interesse, at denne omstilling sker så hurtigt som muligt.

Derfor er det vigtigt at give de polske arrangører røde ører, når de danser tango med kulindustrien, og derfor er det vigtigt, som det skete i går, at markere, at man ikke bare kan lege med fremtidsudsigterne. For den dag Arktis er isfri året rundt, er der ikke meget i de polske livsvilkår, som minder om det Polen, vi kender i dag.

I blog-indlægget Tilløb til COP19 samler jeg løbende links omkring processen forud for COP19. Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

Forhandlerne har været samlet flere gange siden COP18 i Qatar, se blog-indlæg fra juni-samlingen i Bonn: Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni, Daglige video-rapporter fra klimaforhandlingerne i Bonn og Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale? med artikler op til og reaktioner på juni-mødet i Bonn.

Update 25.10. – Hvor mange med undren har set de polske værter for COP19 klynge sig til kullene, så er en gruppe NGOer og forskningsinstitutioner – Institute for Renewable Energy, DLR, European Renewable Energy Council, Global Wind Energy Council og Greenpeace – gået sammen om at lave en rapport, som viser, at Polen ville kunne halvere sit kulforbrug til elektricitet, som for 90% vedkommende bliver til i kulkraftværker – og dermed skære en betydelig del af sine CO₂-udledninger. med i købet ville en sådan omlægning til sol, vind og biomasse skabe 100.000 jobs. Det vil kræve en betydelig investering – omkring 264 mia. $ mod 132 mia. $ ved business as usual – men på sigt vil det tjene sig ind igen, da den vedvarende energi er gratis, når først den er etableret.

Så det er bare om at komme i gang – EU burde kunne hjælpe med finanseringen på favorable vilkår mod at Polen gik med til at standse sin udbygning af kulkraften. Og man må håbe, at de mange tilrejsende til Warszawa i næste måned tager sin opgave alvorligt at lægge pres på de polske værter om at tage sin del af klimaudfordringen alvorligt og ikke bare vente på, at en CCS-teknologi gør kullene grønne. For det kommer vi til at vente endog meget længe på, og det bliver aldrig nogen god løsning.

Rapporten kan ses her: Energy [r]evolution. A Sustainable Poland Energy Outlook, oktober 2013 (pdf).

6 af EUs 10 mest forurenede byer er polske, først og fremmest på grund af den omfattende kulafbrænding, så en afvikling af kulkraften vil samtidig kunne lægge adskillige år til den polske gennemsnitsalder.

Nilima Choudhury: Greenpeace stages Poland coal protest on eve of UN climate talks, RTCC 11.11.2013.

Michalina Golinczak: Warsaw UN climate talks: Welcome to Coaland, The Guardian 11.11.2013.

Greenpeace protests at six coal plants across Poland, (pressemeddelelse) 09.11.2013.

Lindsay Abrams: Poland double-books climate conference with coal summit, Salon 08.11.2013.

Monica Scislowska: Poland To Host Both UN Climate Change Conference And International Coal Summit, Huffington Post 08.11.2013.

Marcin Korolec: trust is key to achieving an effective climate deal, RTCC 08.11.2013.

Ed King: Is Poland’s coal and climate summit outrageous or irrelevant? RTCC 08.11.2013.

UN climate talks: Poland gives coal a voice, (AP) The Guardian 08.11.2011.

Danny Hakim & Mateusz Zurawik: Poland, Wedded to Coal, Spurns Europe on Clean Energy Targets, New York Times 31.10.2013.

Sophie Yeo: Polish environmental groups urge Prime Minister to reject coal plant, RTCC 29.10.2013.

Alister Doyle: Poland could halve demand for coal by 2030, study says, (Reuters) Global Post 25.10.2013.

Katie Valentine: UN Climate Forum Host: Melting Arctic Ice Will Make Chasing Pirates Easier, Climate Progress 10.10.2013.

Ed King: Arctic ice melt means more pirate and terrorist chases say UN climate hosts, RTCC 10.10.2013.

Adam Vaughan: Arctic melt means more pirate chases, say Polish climate hosts, The Guardian 10.10.2013.

Matthew L. Wald: Despite Climate Concern, Global Study Finds Fewer Carbon Capture Projects, New York Times 10.10.2013.

Jacub Muller: Oops … Poland did it again aka standing in the way of climate progress, Bankwatch 09.10.2013.

Will the climate change in Warsaw? IRIN 07.10.2013.

Ed King: What effect will the IPCC report have on UN climate negotiations? RTCC 01.10.2013.

Sophie McNabb: 50 days til the UN Climate Talks: Poland and their Polluters, UKYCC 30.09.2013.

Will Nichols: EU carbon markets set ‘to be oversupplied until 2027’, Business Green 20.09.2013.

Barbara Lewis: Europe weighing 40 percent 2030 carbon-cutting goal: EU sources, Reuters 19.09.2013.

Caroline Selle: Poland Partners with Coal and Oil Corporate Sponsors for COP19 Climate Conference, Desmogblog 18.09.2013.

Challenges ahead before COP19 summit in Warsaw, Polskie Radio 17.09.2013.

Korolec: business must be included in climate negotiations, PAP 16.09.2013.

Nilima Chodhury: COP will not change Poland’s appetite for coal, says MEP, RTCC 10.09.2013.

Poland anchors energy strategy in coal, shale gas: PM, phys.org 10.09.2013.

Agnieszka Barteczko: Poland to lower emissions with technology, not coal cuts: PM, Reuters 10.09.2013.

Poland outlines ambitions for 2013 UN climate summit, RTCC 09.09.2013.

Poland on collision course with Brussels over ‘illegal’ coal plant, EurActiv 22.08.2013.

Agnieszka Barteczko & Henning Gloystein: Analysis: Poland to get dirtier as it leans towards lignite coal, Reuters 29.08.2013.

Terry Macalister: Meet Belcha – Europe’s biggest carbon polluter (and it’s about to get even bigger), The Guardian 22.07.2013.

Europe must cut emissions 55% by 2030 – Ecofys report, RTCC 12.06.2013.

John Parnell: Korolec: Poland needs time to ditch coal addiction, RTCC 05.06.2013.

Gennemgående har de globale klimaforhandlinger ikke den store plads i de danske medier – og slet ikke her flere måneder forud, selvom det ofte er indimellem de store samlinger, at de store spørgsmål er i bevægelse. Jeg har derfor oprettet dette blog-indlæg, som løbende vil blive opdateret til artikler, kommentarer mv. som tilsammen forhåbentligt kommer til at tegne scenen for den forestående COP19 i Warszawa 11.-22. november i år.

Det er jo ikke fordi klimaspørgsmålet og forhandlingerne om en global klimaaftale ikke er interessante, og vi så med COP15, som foregik i København, at det godt kunne lade sig gøre at finde pladsen og ressourcerne. Men det synes gennemgående at være vanskeligt at få en størrelse som de globale klimaforhandlinger passet ind i de gængse nyhedskriterier, så den smule, som endelig bliver rapporteret, er ofte personfikseret og overfladisk, helt uden det nødvendige perspektiv, som kunne gøre den lille detalje væsentlig for det store billede.

Måske hovedforhandlingerne i sig selv er lidt kedsommelige. Det kræver en særlig tålmodighed at høre alle verdens lande bedyre, hvor meget de gør for klimaet – ikke mindst, når man ved at mange af dem i virkeligheden laver rigtig meget grams i atmosfæren. Men tonen er forsøgsvis høfligt urban, og en COP er samtidig en utrolig masse sideevents og NGO-aktiviteter med et helt anderledes frodigt og billedmættet udtryksregister. Så hvis man vil, er der masser at skrive om, og hvis man blot ser lidt ud over hovedforhandlingerne, så trækker en COP tråde ud til levevilkårene og presserende problemer verden rundt.

Måske mangler der bare i den danske nyhedsverden de folk, som skal til for at dække de store spørgsmål. Men nej, det er snarere et prioriteringsspørgsmål. Sidder lige med politiken.dk åben og kan konstatere, at en event som Tour de France – som ligesom FNs klimaforhandlinger er en årligt tilbagevendende begivenhed, som tilsvarende strækker sig over flere uger – alene i dag er blevet tildelt 11 artikler. Hvis man vil, kan man sagtens finde gode vinkler: Hvad Froome mener om Contador, at Froome blev overvældet af følelser, at Evans håber igen at køre i spidsen for BMC næste år, at Contador kommer igen næste år … alt sammen så uimodsigeligt vigtigt, at man forstår, hvorfor der ikke er plads til den globale klimasituation (foreløbig har politiken.dk i juli kun bragt én artikel under klima).

Læs mere »