.
I begyndelsen af oktober fremlagde FNs miljøagentur UNEP sin årlige Emissions Gap Report. I konsekvens af Paris-aftalen, som fastsatte et mål om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning well below 2°C og aspirere til at den blev på kun 1,5°C er der denne gang fokus på, hvad det vil kræve at nå 1,5°C med bare 50% sandsynlighed.
I videoen herover kan man høre UNEPs leder Jacqueline McGlade fortælle herom. De seneste tre år er verdens samlede udledninger kun steget med en ubetydelighed. Hvis vi skal holde 1,5°C, så kræver det, at verdens samlede udledninger kulminerer og begynder at falde inden 2020, og at de herefter falder meget hurtigt.
Forskellen mellem 1,5°C og 2°C kan forkomme ubetydelig. Men i virkelighedens verden synes denne lille forskel at afspejle drastiske forskelle i, hvor voldsomt fremtidens levevilkår vil blive påvirket negativt af klimaforandringerne. Det er bogstaveligt liv eller død for mange af verdens lavtliggende atolsamfund og deltaområder. Det er forskellen på, om Saharas ørkendannelse breder sig også nord for Middelhavet, det er et nyt niveau af voldsomhed i storme, oversvømmelser og skovbrande, og det er på lidt længere markante forskelle i havstigninger, som kan tvinge verden til at måtte relokalisere de mange nuværende kystbyer.
Samtidig synes mange verdens økosystemer blot med 2°C at blive så forstyrrede, at der kan blive tale om, hvad man har kaldt “the sixth extinction”, en proces drevet dels af menneskets stadig mere omsiggribende ødelæggelse af oprindelige biotoper, dels af det forhold, at den tilpasningskraft, som naturen har, og som igennem årmillioner har drevet evolutionen, slet ikke formår at følge med den hast, hvormed de menneskeskabte forandringer foregår.
Ud fra alle humane, etiske, biodiversitetsmæssige osv. synspunkter er 1,5°C derfor den indlysende rigtige målsætning. Problemet er blot, at det stiller meget skarpe krav til, hvor hurtigt vi må afvikle den nuværende brug af fossile brændsler.
Indtil nu har en stor del af klimavidenskaben fokuseret på 2°C. Men med Paris-aftalens målsætning, som igen afspejler de seneste års begyndende erkendelse af, at selv 2°C vil føre til omfattende ødelæggelser og forstyrrelser, er der ved at komme nyt fous på 1,5°C temperaturudvikling som tærskel. Dette afspejles også i, at IPCC, som i de seneste årtier har forestået en række store sammenfatninger af hvad vi ved om klimavidenskaben, er gået i gang med at forberede en særlig rapport om 1,5°C.
Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.
Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.
Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.
Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.
Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.
Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.
Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.
.
En af de ting, som virkelig har givet stærk resonans i Doha i det sidste døgn, er en rapport, som UNEP fremlagde i går, om den tikkende metanbombe, som ligger gemt i permafrosten, som spænder over store dele af jordkloden nord for polarcirklen. Det er udledninger, som ikke er medregnet i de nuværende klimamodeller, men med den accelererende afsmeltning af Arktis rykker stadig nærmere. Der ligger skønsmæssigt 1.700 gigaton CO2e bundet i permafrosten – eller omtrent det dobbelte af den mængde drivhusgasser, som i dag findes i atmosfæren. Så hvis størstedelen heraf frigives, står vi overfor et klimatologisk tipping point, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende (se Arktiske faresignaler og Permafrosten måske ikke så permanent).
I den 5:46 min. lange video herover anslår rapportens hovedforfatter Kevin M. Schaeffer, at blot en temperaturstigning på 2-3ºC vil udløse et sted mellem 30-60% af den nu indeholdet metan og CO2 i permafrosten, så det er vigtigt at indregne disse drivhusgasser i vores klimamodeller for at få et retvisende billede af, hvilke reduktioner, der skal til for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC.
Med denne viden er loftet for yderligere CO2-udledninger for at holde 2ºC-målsætningen blevet endnu lavere. Så deltagerne i COP18 har endnu en gang fået understreget, at det er uomgængeligt at få reduceret udledningerne radikalt i allernærmeste fremtid.
Stadig under udarbejdelse … grafer fra rapporten på vej.
Forud for COP18 i Doha har FNs miljøorganisation UNEP fremlagt en rapport, The Emissions Gap Report 2012, som dels ser på, hvilke tilsagn om CO2-begrænsende tiltag, som er afgivet fra de enkelte lande, dels ser på, hvilke samlede CO2-reduktioner, som er nødvendige, for at kunne holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i det 21. århundrede, som det blev besluttet i København i 2009, eller 1½ºC, som flere og flere lande ønsker målsætningen skærpet til, efterhånden som det står klart, hvor voldsomme klimaforandringer vi har fået blot med den nuværende temperaturstigning (på ~0,7ºC).
Tilsammen giver rapporten et meget klart billede af det nuværende “emission gap” – og ser derefter på, hvordan dette “emission gap” kan lukkes.
Kurven herover viser sammenhængen mellem forskellige udledningsscenarier og den forventede samlede globale temperaturstigning i år 2100. Den lodrette skala er gigaton CO2e, og som man kan se, vil den øverste violette kurve, som modsvarer et business as usual-scenario føre til globale temperaturstigninger over 5ºC i år 2100 (og en situation, hvor temperaturen vil fortsætte med at stige længe efter at man tog sig sammen og mindskede udledningerne). Et scenario som den grønne, hvor temperaturstigningerne i år 2100 er holdt under 2ºC, kræver derimod, at kurven knækkes snarest og at de samlede udledninger på verdensplan mindskes inden for ganske få år.
Derfor er den køreplan for en global klimaaftale, som man lagde grunde til i Durban sidste år dybt problematisk. Den foreskriver at fastlægge den nødvendige aftale senest i 2015, men derefter, at aftalen først effektueres i 2020. De fem år er decideret ubegavede. Alle, som har bidraget dertil, må vide, at det er det helt forkerte og kun gør det endnu sværere at lykkes med at holde den samlede stigning under 2ºC.
Men det er ikke sandsynligt, at man ændrer ved denne Durban Platform. Derfor bliver opgaven i Doha i de kommende to uger at sikre, at der i årene 2012-2020 sker en reel klimaindsats. Og det er ikke gjort med, at EU hæver sit ambitionsniveau fra 20% til 25%, 30% eller 40%. Det er i disse umiddelbart forestående år, at CO2-kurven skal være knækket i samtlige lande verden rundt, hvis det samlede mål på 2ºC ikke skal tabes af syne.
Nedenfor har jeg hentet illustrationerne fra rapportens executive summary ind – det giver et godt billede af udfordringerne her i årene frem mod 2020. Kan vi lukke hullet til 2ºC-scenariet, er verden på rette kurs. For det er den første omstillingsproces, som for alvor er vanskelig. Dernæst vil der være en fase, hvor udviklingen “af sig selv” fører til løsninger med mindre emissioner, men når alle de lavthængende frugter er høstet, vil der tilbagestå en kategori af emissioner, som kan blive meget vanskelige at slippe af med – som vil kræve teknologiske nybrud, eller noget så uartigt at spørge om som markante ændringer af vores nuværende livsstil.
UNEP, United Nations Environmental Programme, er en af de institutioner, som er kommet styrket ud af Rio+20. Selvom det er vege formuleringer, kan man forvente, at UNEP i de kommende år får udvidet sine arbejdsmuligheder. UNEP står centralt i en lang række processer i forhold til en global omstilling til bæredygtighed.
Jeg har her samlet seks UNEP pressekonferencer fra Rio+20. De giver tilsammen et godt billede af organisationens perspektiv og indsatsområder.
Det er blot et lille plaster på såret overfor de enorme beskadigelser, vi har påført miljøet, sagde den mexicanske præsident Felipe Calderon i går lørdag ved en træplantningsceremoni nord for Mexico City. I løbet af dagen blev der plantet 8 millioner træer i Mexico.
Officielle tal siger, at der hvert år illegalt ryddes 26.000 hektar skov, men det reelle tal menes at ligge langt højere, og Mexico er blandt de lande, hvor rydningen af oprindelig skov finder sted i stor stil. Dette giver dels gradvist store ødelæggelser af levevilkårene og landets naturkapital, dels meget store CO2-udledninger, når tropisk regnskov erstattes af simpel landbrugsproduktion.
UNEP, United Nations Environment Programme, kører i disse år omfattende træplantningskampagner. Sidste år deltog Mexico således i UNEPs kampagne A Billion Trees med plantningen af ikke mindre end 250 millioner træer. Selvom langt fra alle disse træer ender med at vokse op og blive store, er der et vigtigt socialt aspekt og en vigtig bevidsthedsmæssig dimension i at få en befolkning til at medvirke til og forstå betydningen af, at disse træer bliver plantet.¹
UNEP har siden hævet ambitionsniveauet, og i videoen nedenfor kan man høre UNEPs leder Achim Steiner introducere UNEPs seneste træplantningskampagne, som har som mål på verdensplan at nå plantningen af 7 milliarder træer inden klimatopmødet i København ved udgangen af næste år.
UNEP, United Nations Environment Programme, undersøger løbende afsmeltningen af gletsjere rundt omkring i verden. Og de seneste tal viser, at afsmeltningen ikke på noget tidspunkt i de seneste 5.000 år har været større end i dag. UNEP har derfor i dag slået alarm, at man må skride øjeblikkeligt ind med klimabeskyttende foranstaltninger for at sikre den fremtidige vandforsyning for store befolkningsgrupper.
Gletsjere vokser i tykkelsen med vinterens snefald, og bliver tyndere igen i løbet af sommerens afsmeltning. I perioden 1850-1970 anslås det, at nettotabet ved afsmeltning i gennemsnit har været omkring 30 cm pr. år. I perioden 1970-2000 steg afsmeltningen til 60-90 cm pr. år. Siden år 2000 har den årlige nettoafsmeltning været over 1 m pr. år. Og sidste år var afsmeltningen med 1,5 m større end nogensinde.
Det er således en stærkt accelererende udvikling, som ikke bare vil medføre stigende verdenshave, men på sigt vil give problemer med vandforsyningen – og dermed også fødevareproduktionen – i store dele af verden. For eksempel overrisles 80% af Pakistans landbrugsareal med vand fra Indus, som får 70-80% af sit vand fra gletsjere. Floder som Ganges og Yangtze har ligeledes markante vandtilførsler fra gletsjere, og de udgør hver især vandforsyning for 350-400 millioner mennesker.
Achim Steiner, executive director ved UNEP, siger ifølge AFP, at klimakonferencen i København i 2009 vil være den virkelige lakmusprøve for at teste regeringernes vilje til at reducere udledningerne af drivhusgasser den CO2-forurening fra fossile brændstoffer, som ødelægger klodens klimasystem. Ellers vil vores muligheder for at gribe ind simpelthen smelte bort sammen med gletsjerne.
Gletsjere vokser i tykkelsen med vinterens snefald, og bliver tyndere igen i løbet af sommerens afsmeltning. I perioden 1850-1970 anslås det, at nettotabet ved afsmeltning i gennemsnit har været omkring 30 cm pr. år. I perioden 1970-2000 steg afsmeltningen til 60-90 cm pr. år. Siden år 2000 har den årlige nettoafsmeltning været over 1 m pr. år. Og sidste år var afsmeltningen med 1,5 m større end nogensinde.
