Bevægelser under Himlen
14. marts 2015
.
Pludselig den 28. februar var den der, Under the Dome, en syv kvarter lang film lagt ud på det kinesiske internet, som bedst kan karakteriseres som den kinesiske pendant til Al Gores An Inconvenient Truth, blot med luftforureningen som fokus.
Det er den tidligere TV-kommentator Chai Jing, som står bag Under the Dome (på kinesisk: 穹顶之下; qióngdǐng zhī xià). Chai trak sig tilbage da hun stod overfor at skulle føde sit barn, og hele fortællingen i Under the Dome er bygget op omkring fødslen og ønsket om at kunne give sit barn de bedst mulige opvækstvilkår.
Luftforureningen er en gigantisk ligtorn i det moderne Kinas selvforståelse. Op imod 500.000 mennesker dør hvert år for tidligt som følge af luftforureningen, og den folkelige utilfredshed med situationen er massiv og lader sig ikke bare feje bort. Den nuværende ledelse har da også klart signaleret, at man vil gøre noget, og der er sat en række initiativer i gang. Men problemerne er ikke bare gigantiske af omfang, de er så tæt sammenvævet med hele den gigantiske moderniseringsproces, som landet har gennemløbet siden 1949, at man ikke bare kan ændre situationen fra dag til dag, men må langt ind i maskinrummet og er tvunget til at tænke i ganske radikale omstillingsprocesser. Problemerne er ikke så anderledes fra tyske, engelske og amerikanske industriområder, som har haft deres epoker med sviende luft og langt mellem dage med blå himmel. Men problemerne i Kina er forstærket af skalaen – det er så at sige Ruhr-området, Po-sletten, The Midlands, Detroit og Chicago da de var allerværst klemt sammen skulder ved skulder over flere tusinde kilometer. Så hvor gerne man gerne ville, er der ikke nogen let måde at rense luften fra dag til dag.
Alle forventede da også, at videoen ville blive stoppet nærmest øjeblikkeligt, men tværtimod fik den rosende ord med på vejen fra ledende embedsmænd. China Daily skrev i en leder, at “The government needs to be pushed for more action and the people need to have their awareness raised about what they can do to fight against pollution,” og Kinas nyudnævnte miljøminister Chen Jining sagde, at han havde set hele filmen, og at det burde “encourage efforts by individuals to improve air quality”.¹ Allerede dagen efter skulle den have været set 155 mio. gange. Men efter tre dage efter blev den lukket ned af den kinesiske censurmyndighed, og alle online-diskussioner og artikler for og imod blev beordret fjernet.