Strøtanker om bæredygtighed

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

Ofte forbindes el-biler med små fluevægtere, som kan snige sig ind på parkeringspladser, hvor ingen ‘normal’ benzinbil ville kunne kante sig ind. Men på personbilsområdet har Tesla med Tesla Leaf nu lavet, hvad man kunne kalde den elektriske version af Mercedes’en eller BMVen – biler med samme kørekomfort og rå accelerationskraft. Og nu har tyske BMW og SCHERM etableret sig med en 100% eldrevet lastbil med en fragtkapacitet på 40 ton. Ellastbilen er udviklet af det hollandske firma Terberg Benschops, som fremstiller special-køretøjer.

Stadig er rækkevidden begrænset. Fuldt lastet kan den køre 100 km, før den skal oplades, hvilket tager 3-4 timer. Den er i første omgang udviklet til at transportere bildele mellem to fabrikker i München med 3 km afstand op til 8 gange om dagen. Og den slags transportarbejde vil den sagtens kunne klare. Fordelen i den urbane sammenhæng er den indlysende, at den til forskel fra sine dieseldrevne kolleger er lydløs og stort set forureningsfri. Og BMW og SCHERM har beregnet, at den med det tilsigtede brug vil reducere udledningerne med 10,8 ton CO₂ pr. år.

Læs mere »

Herover protesterer tyske klimaaktivister overfor en netop indgået aftale med den tyske energisektor, som nok over en årrække lukker en den del af de tyske kulkraftværker, som fyrer med brunkul, men ikke lægger nogen samlet plan for udfasningen af kulkraft, som Merkel ellers lagde op til ved det nylige G7-topmøde.

Tysklands klimapolitik er lige som den danske bundet op på en målsætning om 40% reduktion af CO2-udledningerne i 2020 set i forhold til 1990. Og yderligere har man fastlagt en 55% målsætning for 2030, som Radikale i valgkampen lagde op til Danmark også skulle gøre til sin målsætning. Men trods massive investeringer i vedvarende energi er udledningerne ikke rigtig faldet de seneste de senere år. Som man kan se af grafen herover, lå Tysklands samlede udledninger i 2014 faktisk en anelse over udledningerne i 2009. Det hænger sammen med flere ting, dels giver etableringen af store vindmølleparker synlige ryk i kurverne, men den vigtigste enkeltgrund er, at Merkel i skyggen fra Fukushima valgte at lytte til den massive modstand mod den tyske atomkraft og lukkede de ældste reaktorer straks, mens lukningen af de øvrige blev sat til 2022. Hvis man sammenligner de to grafer herunder for 2009 og 2014, så er det tydeligt, at udledningerne fra energisektoren nærmest er konstante, mens udledningerne fra transportsektoren, som mere og mere tegner til at blive de industrialiserede landes hellige ko i klimaindsatsen, voksede fra 153 mio ton CO₂ til 164 mio. ton CO₂. Derfor må der yderligere midler til for at klare den 40% reduktion i 2020.

Læs mere »

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO₂-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af republikansk flertal i begge Kongressens kamre, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO₂-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO₂ i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »

Ligeom herhjemme har solen i dagene op til pinse velsignet størstedelen af Tyskland. Det gjorde, at den tyske elproduktion fra solcelleanlæg for første gang nåede op over 20 GWh – nærmere bestemt 22 GWh. Fredag midt på dagen svarede det til en tredjedel af det samlede tyske elforbrug, og lørdag midt på dagen svarede det til halvdelen af elforbruget.

Det er resultatet af en massiv satsning på vedvarende energi i de senere år, og Tyskland har i dag næsten lige så meget solcellekapacitet installeret som resten af verden tilsammen. Stadig er det på årsbasis kun nok til at dække omkring 4% af energiforbruget. Men udbygningen af vindkraften er også massiv, og I Tyskland er man nu på årsplan oppe på at dække omkring 20% af sin energiforsyning med vedvarende energikilder, og som det fremgår af grafen herover, har man planer om inden 2030 at nå op på, at to tredjedele af energiforsyningen kommer fra vedvarende energikilder.

I skyggen fra den japanske A-kraft-ulykke ved Fukushima-Dai-ichi-værket besluttede man i Tyskland at udfase samtlige A-kraftværker senest i 2020 samtidig med, at man øjeblikkeligt lukkede den ældste halvdel, så der har efterfølgende været rejst tvivl, dels om Tyskland kunne overholde sine klimaforpligtigelser – hvilket ikke ser ud til at være noget problem – dels om det overhovedet var muligt at udfase A-kraften så hurtigt. Men Tyskland klarede sig gennem selv den koldeste vinter med ni A-kraft-værker lukket ned, og uden at måtte importere strøm fra nabolandene. Tyskland har fået lagt sin omlægning til vedvarende energi ind i en solid rytme, og foreløbig vil man kunne fordoble sin solcellekapacitet uden at have “problemer med” overproduktion på de mest solrige dage.

Når de toppræsterer som her under pinsesolen, yder de tyske solcelleanlæg tilsammen en effekt svarende til 20 A-kraftværker. 20 gigantiske enheder med behov for konstant teknikeropsyn, strålingsovervågning,  sikkerhedsopsyn og sikkerhedsafstand, og med kolossale endnu kun næsten løste bortskaffelses- og lagringsproblemer, den dag, værkerne ikke mere er i produktion … over for tynde blånistrede solcelleflader spredt ud over titusindvis af tagflader, helt uden risiko for terrorangreb eller store blackouts. Er vi alligevel her i ellevte time på vej til at lære af naturen, at en af dens store genistreger er, at den løser selv store problemer i meget lille skala?

Prisen pr. installeret kvadratmeter solcelle er stadig for nedadgående – det er en fremtidens energiform, og nordgrænsen for deres rentabilitet er i disse år ved at nå Danmark. Solcellerne er stadig under udvikling, og der er plads til et par teknologiske kvantespring, før de for alvor viser deres potentiale. I dag er det mest et stort areal af optimalt solorienterede paneler på huse, tage og marker, men sandsynligvis vil vi i de kommende år se dem indlejret over alt, hvor vi har brug for energien – i vores overtøj, i vores transportcontainere, i vores mobiltelefoner osv. – ligesom verdens i særklasse mest raffinerede solfanger: bladet, som med sin fotosyntese formår at skabe brændstof  af solens energi. Træer klarer sig fint uden at være tilsluttet nettet, uden markedspriser, tilskudsordninger, feed-in-tariffer, oplysningskampagner, tilskud, teknikere og CO₂-kvoter. De fornyer sig selv af materialer, som findes lokalt i rigelige mængder og kan komposteres og genanvendes uden kedelige restprodukter, når de er udtjente.

Der findes allerede eksempler hist og her – som havelampen, der ved aftenstide afgiver dagens opsugede lys. Da jeg startede i gymnasiet, fik jeg en lommeregner, som var udstyret med en lille (5,5 cm²) solcelle. Jeg har den endnu, bruger den næsten dagligt. Den har fungeret upåklageligt i snart 40 år uden nogensinde at skulle have været opladet eller have skiftet batteri.

Vi er omgivet af al den energi, vi kan ønske os. Vi må lære at se den, orientere og organisere os i forhold til den, turde basere os på den og lære os at høste den begavet.

Se tidligere blog-indlæg: Svigtende strømforsyninger og Fra kulmine til energilager og geotermisk anlæg.

Erik Kirschbaum: Germany sets new solar power record, institute says, Reuters 26.05.2012.

Malene Breuch Hansen: Weekendrekord: Tyskland producerede solenergi som 20 atomkraftværker, Ingeniøren 30.05.2012.

Product Mindset (prod•uct mind•set | prädekt mahynd-set | noun) A global collective consciousness that reflects how people feel about products—whether people are making and selling products or buying and consuming them.

Denne lille rapport, Navigating the Product Mindset, som udkom i december 2011, dumpede lige ind i min mailbox. Og selvom der i høj grad er tale om kvantitative tilgange, så giver den lille rapport gennem sin eksemplariske grafiske overskuelighed et meget fint billede af den forskellighed, som præger udsynet både for forbrugere og producenter i hhv. Kina, Indien, USA og Tyskland. Det er de nye muligheders spirende optimisme og fremskridtstro overfor godt slidte, om end stadig mere eller mindre velkørende industrinationer. UL, Underwriters Laboratories, som står bag, er en verdensomspændende rådgivningsvirksomhed med i alt 9.000 ansatte.

I det sammenfatningen står der:

Key insights from the study include:

• Geography and culture play the largest role in shaping perceptions about products.
• Consumers are aware of an increasingly complex, global supply chain and have a growing interest in the traceability of products and product parts.
• Manufacturers in emerging markets rate themselves as being ahead of the curve regarding both product and operational sustainability more than manufacturers in developed markets.
• Few manufacturers appear to make the environment a top-tier issue when compared with safety and performance.
• Product safety and performance are the top two considerations that impact today’s Product Mindset for both consumers and manufacturers.

Læs mere »

I dag måtte nogle tusinde familier i det centrale København klare sig uden strøm i nogle timer. Situationen er udbedret, men i vores moderne tilværelse kører alt på strøm, og bare tanken om strømsvigt her i vintermørket er skræmmende: opladninger, computer & internet, radio og fjernsyn, madlavning, belysning, alarmsystemer og for nogen også deres varme. Det minder os alt sammen om, hvor sårbare vi er – hvor vitalt det er for den tilværelse, vi har skabt, at der altid er strøm i stikkontakterne.

Efter Fukushima-ulykken i Japan 11. marts 2011 har diskussionen om atomkraften og dens rolle i fremtidens energiforsyning fået ny næring verden rundt. I Tyskland tog man den indlysende konsekvens omgående at lukke otte af de ældste reaktorer – når det kunne ske i Japan, kunne det ske hvor som helst i verden. Og videre har man taget den energipolitiske konsekvens af Fukushima-ulykken, at A-kraften bliver fuldt udfaset i Tyskland, og at landet fremover skal være drevet fuldt ud af vedvarende energi.

Dette har givet anledning til mange pegede fingre: Med 9 GW taget ud af produktionen ville Tyskland så bare blive afhængig af norsk vandkraft. Og Tyskland måtte – endnu mere pinligt-inkonsekvent – regne med at skulle trække på fransk strøm fra A-kraftværker, når situationen virkelig spidsede til. Endda måtte Tyskland med sin nye energipolitik nok indstille sig på oftere at opleve nedbrud i strømforsyningen.

Nu har vi så i den seneste tid haft streng vinter over store dele af Europa. Tyskland har haft nattemperaturer ned til -30ºC, og man har da også i spidsbelastningsperioder været tættere på den maksimale produktionskapacitet end normalt. Men foreløbig har man klaret sig igennem uden problemer, og de tyske solcelleanlæg har med 25 GW (som på en klar vinterdag kan producere omkring 15 GW) givet sit betydende bidrag til forsyningen. I Frankrig derimod, det land i verden, som stærkest har baseret sin strømforsyning på A-kraft, har man været meget tæt på netsammenbrud og har måttet henstille kraftigt om at spare på elforbruget for at undgå kollaps. Og … man har måttet importere strøm fra Tyskland.

Læs mere »

Rundt omkring i Europa finder man en lang række små samfund, som er opstået omkring minedrift. Mange steder er minedriften ikke rentabel og har ikke været det i flere årtier. Men hvis man lukkede minerne, ville man sandsynligvis kort efter stå med spøgelsesbyer eller i bedste fald sovebyer. For eksempel i Tyskland har derfor man hældt milliardbeløb i at holde kulproduktionen kørende i Saarland og Ruhr-distriktet. Men også i lyset af klimaudfordringen blev det sidste år besluttet, at disse subsidier bortfalder helt fra 2018.

I det perspektiv var der i gårsdagens Der Spiegel et yderst interessant eksempel på, hvordan en tidligere kulmine plus et vandreservoir på overfladen kan anvendes til en kombination af vandkraftværk, jordvarmeanlæg og lager for vedvarende energi.
.

Som man kan se af tegningen herover, lader man vand fra et reservoir falde 1.000 m ned igennem en mineskakt, hvor faldenergien driver en turbine. Når der er overskud af el, for eksempel fra overskydende vindenergi, pumper man igen vandet op i reservoiret. Nede i de underjordiske gange er der varmt, så det vand man pumper op, kan nå op på omkring 40° C. Varmen herfra kan herefter via en varmeveksler kanaliseres over i et lokalt fjernvarmeanlæg og indgå i bygningsopvarmningen.

Foreløbig er der etableret forsøgsprojekter i Essen, Bottrop and Bochum, men Ruhrkohle AG arbejder målrettet på at lave de første fuldskala-projekter.

Frank Dohmen and Barbara Schmid: A Coal Region’s Quest to Switch to Renewables, Der Spiegel 09.11.2011.