Afkøling af varmeøer
5. august 2008Ifølge en leder i Asahi Shimbun i går er Tokyos temperatur i de seneste 100 år steget med 3ºC. En tredjedel heraf tilskrives global opvarmning, mens to tredjedele tilskrives det fænomen, at store byens store bygningsvolumener og befæstede arealer tilsammen akkumulerer så meget varme, at temperaturen i bymæssig bebyggelse er markant højere end i det omgivende landskab. Man taler direkte om varmeøer.
På denne tid af året er klimaet Japan i forvejen næsten ubehageligt varmt, ikke fordi temperaturerne er voldsomt høje – det bliver sjældent over 35ºC – men luftfugtigheden ligger i sommerperioden ofte tæt ved de 100%, så man kan ikke komme af med sin kropsvarme, og ikke mindst inde i bycentrene kan den fugtige varme blive ubehageligt anmassende. Antallet af ‘tropiske nætter’, hvor nattetemperaturen på intet tidspunkt falder under 25ºC, er nu for en by som Osaka over 50 om året, og undersøgelser viser, at når nattetemperaturerne kommer over 30ºC, har over halvdelen søvnproblemer.
Derfor begyndte man sidste år nedrivningen af en 60 m høj bygning nær Tokyo Station, for at genskabe adgangen til havbrisen fra Tokyo-bugten. Man regner med at det vil kunne øge hastigheden af havbrisen fra Tokyo-bugten med 30% ind over byens finansdistrikt og dermed at lindre lidt på Tokyos varmeø.