Indlæg tagged med Tour de France

Gule drømme

11. juli 2011

Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig. Cykelsportens største medieridt Tour de France holdt hviledag i dag, på tiendedagen i hvad der indtil nu har været et usædvanligt morbidt løb. Stort set hver dag har haft sine brækkede krave- og lårben, sine bristede drømme og sine alvorlige asfaltskrabere i den sammenbidte kamp om sekunderne. Men ingen er døde, endnu. Og hele ti dage skulle der gå i dette års udgave af Tour de France, før vi fik det første eksempel på doping. Nok ikke fordi feltet er clean, men snarere fordi kampen mellem dem som slører, og dem som afslører, endnu er så uafgjort, at det stadig frister nogen over evne.

Men hvad har cykelløb med bæredygtighed at gøre, kunne man spørge? Og svaret er ingenting, absolut ingenting.

I disse dage, hvor agurketiden er sat på i bero af Touren, er det faktisk noget af det mest ubæredygtige, jeg kan forestille mig. Ikke bare fordi det er ved at være sidste udkald til at få demonteret den først, størst, hurtigst-attitude, som Touren iscenesætter så rendyrket, hvis vi skal lykkes at komme overens med vores omgivelser i blot nogenlunde behold. Men fordi Touren står som et stadig mere centralt ritual fastholdelsen af den moderne forbrugerkultur.

Selv en ellers begavet avis som Politiken publicerer i disse dage op til ti tour-artikler dagligt, hvoraf kun et forsvindende lille antal hæver sig over banaliteterne. Flertallet ryger direkte fra Ritzau ind på hjemmesiden og kan findes helt mage til på adskillige andre nyhedssider. Den kritiske journalistisk er sendt på sommerferie. Den kan alligevel kun forstyrre det kultiske i denne årligt tilbagevendende rituelle forfølgelse af den gule drøm.

Læs mere »

Share