Strøtanker om bæredygtighed

Gå direkte til noter for 07., 08., 09., 10., 11. og 12. december, eller til link-sektionen, som ud over at dække anden uge af forhandlingerne i Paris omfatter et bredt udvalg af reaktioner på resultatet af COP21. 

Så er der taget hul på anden uge i Paris, hvor det efter at det lørdag over middag i ADP2-forhandlingssporet lykkedes forhandlingsdelegationerne at blive enige om et oplæg til de afsluttende forhandlinger, er den videre politiske proces, som står i centrum. Der er stadig mange ting at afklare, og stort set samtlige de ‘store’ problemer er endnu uafklarede. Men hvor forhandlingsteksten ved starten af første uge havde mere end 1.600 kantede parenteser, som hver især indikerer ord, sætninger eller tekstdele, som der er flere forslag til, så er der nu ‘kun’ 937 af disse kantede parenteser tilbage. Og de vigtigste problemer er så at sige blevet filtret så meget ud af hinanden, at de, selvom de hænger tæt sammen, endda meningsfuldt kan behandles, forhandles og besluttes hver for sig.

Sammen med dette tekstoplæg er ledelsen af forhandlingerne her i anden uge overgået til det franske værtskab, så fra nu af er den fanske udenrigsminister Laurent Fabius, som står i spidsen for forhandlingerne. I løbet af den første uge har jeg oplevet flere sessions, hvor han har deltaget, og man må sige, at COP21 med Christiana Figueres, Laurence Tubiana, Ségolène Royal og Laurent Fabius er i virkelig gode hænder. I forhold til hvad vi så i København i 2009, så har de en enestående procesbevidsthed og et meget klart billede af, hvad det er for en aftale, som fremtiden har brug for – og en så stærk procesbevidsthed at det, som skete i København ikke kommer til at gentage sig, at en lille gruppe lande så at sige ‘kuppede’ processen med et forslag, som var forberedt i kulissen en snæver kreds. Det kan man måske slippe godt fra i det politiske spil omkring en finanslov i Folketinget, men ikke i en aftale som denne, som skal guide verdens 195 lande gennem en stor og svær proces, som kommer til at tage det meste af det 21. århundrede. Så samtidig med, at Fabius (ligesom Figueres) synes at bære en naturlig autoritet omkring sig og ikke lægger skjul på, at han har ambitioner om en stor og ambitiøs aftale, så kan han ydmygt sige, at han har brugt ugen på at lytte – at gå fra gruppering til gruppering og tune sig ind på, hvilke forestillinger, der rundt i krogene er om det endelige resultat, og hvordan der kan bygges bro til en fælles aftale, som ikke bare er et kompromis, men en god aftale.

På en pressekonference i lørdags sagde Fabius meget betegnende, at succeskriteriet for ham ikke bare var en aftale, og ikke bare en god aftale. For selvfølgelig var aftalen central – den skulle på plads. Men der hvor processen for alvor blev forløst – konferencens tipping point – var først dér, hvor alle de mange non-state aktører, byer, regioner, virksomheder, organisationer og NGOer, var fuldt involveret i det videre arbejde. For løsningen af klimaudfordringen krævede, at ikke bare alle lande var med, men at alle dele af samfundet var med.

Med dette indlæg vil jeg søge i de kommende dage at fastholde en række elementer og stadier i forhandlingerne frem mod den endelige klimaaftale.

Læs mere »

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

To. 06.12. – I går blev ADP-forhandlingerne – det spor som handler om den globale klimaaftale, som blev besluttet i Durban – på et tidspunkt begæret standset. Connie Hedegaard antydede på en pressekonference i går, at det kunne være på grund af at de mindre forhandlingsdelegationer kunne have svært ved at følge med, når der blev forhandlet samtidigt i syv forskellige spor. Men det fremgår nu, at det var Kina, som begærede timeout. Skal det tolkes positivt, så tyder det på, at man faktisk er inde at have alvorligt fat om de svære spørgsmål.

Der har i de seneste dage været meget murren i krogene over manglende finansiering at klimaindsatsen i de fattigste lande. I dag rundsendte EU et notat om den finansielle støtte fra EU i 2013 og frem.  Bidrag fra EUs fælles budget plus bidrag fra individuelle lande som England, Frankrig, Tyskland og Sverige løber i alt op til 6,85 mia. euro, samtidig med at der skulle være mere på vej. Så selvom det langt fra lukker alle huller, er det mere end de foregående år. Connie Hedegaard erkendte på en pressekonference i går, at det ikke var tilstrækkeligt, og at der skulle private bidrag ind over.

De fattigste lande vil meget gerne have fuld klarhed over disse midler år for år frem til år 2020, også så man kan planlægge med dem, men økonomien i donorlandene er skrantende, og det er svært at lave den slags faste tilsagn så mange år forud.

Det har fra alle sider været sagt igen og igen, at det er denne finansiering (plus fortsættelsen af Kyoto-aftalen), som er afgørende for, at der kommer en global aftale. Rammeaftalen er, at de årlige overførsler frem mod år 2020 skal vokse til 100 mia. $ pr. år (hvilket sikkert er alt for lidt). Og det er igen og igen blevet påpeget, hvor urimeligt, der er, at det er så svært at finde de penge, når man uden videre finder 83 mia. $ til en genopretningsfond efter orkanen Sandy.

Filippinerne har været hårdt ramt – senest med orkanen Bopha, som har krævet mere end 300 døde. Det er anslået, at klimaforandringsrelaterede naturkatastrofer i dag koster 5% af landets bruttonationalprodukt. Da landets ledende forhandler Naderev Saño læste sit indlæg op, gik han i stå midtvejs og tårerne vældede ud af øjnene (se video). Jeg spørger jer alle: hvis ikke os, så hvem? Hvis ikke nu, så hvor? Hvis ikke her, så hvor? Han fik med en utrolig intensitet sagt, please: ikke flere forsinkelser, ikke flere undskyldninger.

Læs mere »

Ons. 05.12. – Ban Ki-moon understregede i dag, at det er de rige lande, som er ansvarlige for klimaproblemerne og derfor må gå forrest i løsningen af klimaudfordringen. Han insisterede på kompromisvilje og trygler om tilsagn om at finansiere klimaindsatsen for de fattigste lande. Han mindede om, at verdens lande i Durban havde lovet hinanden at have en global klimaaftale på plads senest i 2015: “This deadline must be met. There is no time to waste, no time to lose for us,” sagde han.

Brasilien insisterede på, at der blev fundet en løsning på Kyoto II, før de andre spørgsmål kom videre. Polen og Rusland er stadig ikke til sinds at slippe de mange tiloversblevne ‘hot air’ CO₂-kreditter, som truer med at udhule EUs klimaindsats frem til 2020. Japan synes at trække sig fra sine tidligere løfter om 25% i 2020, men at fastholde 80%-målsætningen for 2050. Connie Hedegaard siger OK til bindende tilsagn for EU i Kyoto II, men spørger, hvad med de resterende 85% af udledningerne? Todd Stern har tydeligvis ikke noget med fra USA andet end at det at skifergassen ser ud til at erstatte brugen af kul måske kan hjælpe med at holde Obamas løfte fra København om 17% inden 2020 – men set fra 2005, så USAs udledninger i 2020 vil være cirka som i 1990. Frustrationen er mærkbar over at køre i de samme loops igen og igen. Alle ønsker en fuld indsats, men måske mest fra de andre, og med 200 lande indblandet er det mere end vanskeligt at lande præcist hvordan.

Læs mere »