Indlæg tagged med terrassevarmere

Red Light District – Fiolstræde

22. maj 2012

I dag var årets første rigtige sommerdag, og varmen blev hængende, så der var 20ºC til langt ud på aftenen. Endda kører terrassevarmerne på fuldt tryk i Middelalderbyen.

Samtidig er forhandlere fra hele verden i disse dage samlet i Bonn for at konkretisere forhandlingsresultatet fra COP17 i Durban. Et af de helt centrale spørgsmål er, hvordan man lukker “the mitigation gap” – forskellen på det, verdens lande har forpligtiget sig til at gøre for at imødegå klimaforandringerne, og den nødvendige indsats for at sikre, at den globale temperaturstigning holdes under 2ºC. AOSIS-landene, en alliance af 43 små østater, prøver endda at fastholde, at vi må skærpe målsætningen til 1½ºC.

Og de har ret – ikke bare giver 1½ºC gode chancer for, at de mange atolriger ikke skyller i havet. Det vil også være med til at afbøde, at vores økosystemer disintegrerer.

Hvis det skal lykkes at lukke “the mitigation gap” og sikre de kommende generationer gode livsvilkår, så bliver vi nødt til at lægge en række meget uhensigtsmæssige vaner bort – heriblandt ikke at spise under grisevarmere. Og når vi bestiller mad, så at vælge en menu med markant mindre kød end i dag.

Undskyld jeg ømmer mig over det, men jeg ser grisevarmerne gløde hver eneste dag. Det er grimt, det er unødvendigt, og det er en absurditet i hjertet af en by, som kalder sig Verdens Miljømetropol og arbejder målrettet på at blive CO2-neutral i 2025.

 

Share

Red Light District

13. maj 2012

I de seneste år har det centrale København fået sine Red Light Districts, hvor Middelalderbyens smukke huse ligger badet i infrarødt lys. Billedet herover er fra Gråbrødretorv, hvor så godt som alle spisesteder efterhånden har arrangeret sig med grisevarmere i et forsøg på at fastholde et Middelhavssommervarmt klima året rundt på 56. breddegrad.

Op til klimatopmødet var det på tale at lave en fælles aftale om ikke at bruge sådanne terrassevarmere, men det glippede. Siden er tingene gledet tilbage til business as usual. Måned for måned kommer der flere og flere af disse grisevarmere i bybilledet, og i dag er der kun en enkelt af Gråbrødretorvs restauranter, som holder stand mod denne hån mod klimaet.

Blev de så kun tændt i den udstrækning, at restaurantens gæster udtrykkeligt bad om det, men stort set hver aften her i foråret har grisevarmerne strålet deres rødgustne lys ud over tomme borde og store i al slags vejr.

Fiona Hall, som repræsenterer de liberale i Europa-parlamentet, udtalte i 2008: “Following the introduction of the UK smoking ban outdoor patio heater sales have soared, and I appreciate that if we ban heaters there are implications for those in the hospitality industry. Individuals do have practical alternatives to keeping warm outside. However, Climate Change is now affecting all of us, and we must all do our part. I believe outdoor patio heaters are a luxury the planet cannot afford.”

En række engelske butikskæder har da også taget konsekvensen og har fjernet terrassevarmere fra deres varesortiment.

Jeg kan derfor kun opfordre Københavns Kommune til fremover kun at forny udeserveringstilladelser på betingelse af, at det sker uden brug af grisevarmere. De er et helt forkert signal at sende for en by, som vil være Verdens Miljømetropol i 2015 og CO2-neutral i 2025. Og indtil disse røde lamper bliver fjernet, må vi markere vores utilfredshed ved ikke at spise i griselampernes skær.

Se tidligere blog-indlæg: KLIMA+ restauranter og Phil Whoolas: When outside, wear a jumper.

 

Share

KLIMA+ restauranter

31. marts 2009

Som en del af forberedelserne til klimatopmødet til december har vi fået en ny kategori af KLIMA+ restauranter. Initiativet kommer som en del af Københavns Kommune virksomhedsarbejde KLIMA+. Ideen er god, da der er virkelig store CO2-reduktioner at hente på fødevareområdet – ikke mindst i en omlægning af den nuværende industrielle produktionsmåde, som i sin drift konsumerer enorme mængder af fossile brændstoffer, som fører til enorme CO2-udledninger. Det kan den enkelte restaurant ikke umiddelbart gøre meget ved. Men gennem at efterspørge produkter, som undsiger det industrielle landbrug og dets både for klodens og vores sundhed ofte dybt problematiske produkter, kan restauranterne være med til at skabe grobund for en sundere, mere klimavenlig, lokal fødevareproduktion samtidig med, at det vi som kunder får serveret i restauranterne bliver sundere og mindre belastende for klimaet.

Under præsentationen af KLIMA+ kan man på siden Gå ud og spis klimavenligt læse, at “københavnske restauranter med en klima-ret på menuen [vil] blive promoveret på klimatopmødet til december, hvor 15.000 tilrejsende skal bespises på byens restauranter.”¹

Én klima-ret lyder dog ikke særlig ambitiøst, og man kan frygte, at man ved at sætte overliggeren så lavt ender med endnu en omgang greenwashing. – ville for eksempel en pølsevogn kunne kvalificere sig, eller er det et krav, at man kan få is til dessert? I anvisningerne for Klima+ restauranterne får man et lidt klarere billede af ambitionsniveauet. Der er ingen krav til eller kontrol af en Klima+ restaurant ud over, at den bør have en særlig klimamenu med 2-3 retter, som følger disse ganske fornuftige retningslinjer:²

1) Køb dine råvarer lokalt og efter årstiden.
2) Brug mindre kød, især mindre oksekød. Brug mere fisk og fjerkræ.
3) Brug flere grøntsager og mere frugt.
4) Brug økologiske varer, hvor det er muligt.
5) Brug så lidt halvfabrikata (frosne og konserverede varer) som muligt.
6) Minimer mængden af madaffald.

Her så jeg meget gerne et punkt syv tilføjet, at

7) restauranten afstår fra at bruge terrassevarmere.

For et sådant energifråseri hører simpelthen ikke hjemme i en by som skal være vært for Kyoto-aftalens afløser, som taler højt om at være Verdens Miljømetropol og centrum for verdens miljøpolitik, og som pt. har en klimaplan på vej i offentlig høring med en målsætning om CO2-neutralitet i 2025.

Læs mere »

Share

Phil Whoolas: When outside, wear a jumper

4. juni 2008

Brugen af terrassevarmere foran engelske pubber og restauranter er øget til det tidobbelte siden man sidste år indførte rygeforbud. På den baggrund var den engelske klimaminister Phil Whoolas i dag fremme med riven: “The official line to take is, when outside, wear a jumper.”¹

Det er klar tale. Debatten om disse ‘patio heaters’, som helt bogstaveligt fyrer for fuglene, er ganske ophedet i England med krav om forbud. Man regner med, at antallet er fordoblet på blot et år, og allerede sidste år blev CO2-udledningerne fra de engelske terrassevarmere anslået til 1 mio. ton.²

Det forlyder da også, at der på EU-plan er flertal for et forbud mod disse udendørs varmere. De er blot et af mange eksempler på, at selvom vi måske lærer at vaske ved lidt lavere temperaturer og efterhånden får skiftet ud til sparepærer, så kommer der hele tiden nye muligheder for forbrug. Noget man knapt vidste eksisterede for blot få år siden, er på kort tid sneget sig ind i dagligdagen. Ordet terrassevarmere giver 52.000 sider på Google, mens patio heater giver 630.000 sider.

De skyder op som paddehatte i det københavnske bybillede – og givet er det et aktiv for omsætningen at kunne opretholde skorteærmetemperatur i de københavnske gaderum en stor del af året, men det er kort og godt hasard med fremtiden. Man kunne derfor ønske sig, at en forening som Danmarks Restauranter & Cafeer påtog sig sin del af ansvaret for, at det ikke blev standard ved al udendørs servering. Men når man læser et indlæg som EU-farce om terassevarmere af DRCs informationschef Carsten Kruuse, må man indse, er der ikke meget andet at gøre end et forbud.³

Indtil forbuddet er på plads, kan jeg kun opfordre alle til systematisk at vælge serveringssteder med terrassevarmere fra, så det om noget bliver en negativ konkurrenceparameter at udstille sin foragt for verdens klima- og energisituation på den måde.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Andy Bloxham: Calls for ban on ‘polluting’ patio heaters, Telegraph 04.06.2008.¹

Paul Eccleston: Patio heaters targeted over CO2 emissions, Telegraph 25.07.2007.²

Carsten Kruuse: EU-farce om terassevarmere, DRC 27.02.2008.³

Frede Madsen: Forbud mod varmelamper vil koste restauranter millioner, Erhvervsbladet.dk 29.02.2008.

Niels Bygballe Christiansen: Behov for terrassevarmer? Jyllandsposten 13.02.2008.

Share