The Promise of Biochar
23. maj 2009
Over alt i troperne fældes der hver dag store regnskovsområder for at tilfredsstille et umætteligt globalt behov for eksotiske træsorter og nye arealer til dyrkning. På én måde forståeligt, men det har store konsekvenser for biodiversiteten, og tabet af regnskov fører til store udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. Det tragiske er, at jorden under de frodige regnskove viser sig bedrøveligt næringsfattig, hvorfor dyrkningen af de ryddede jorder ofte må opgives efter kort tid på grund af manglende frugtbarhed. Men i urskovsområderne finder man indimellem steder med terra preta, en ‘sort jord’ skabt af indfødte, som langt tilbage i tiden har kendt til en teknik med at blande trækul i det øverste jordlag. Dette hjælper med at holde på jordens fugtighed mikroorganismer og næringsstoffer, og på disse jorder har man år efter år kunnet dyrke med stort udbytte.
Samtidig binder trækullene store mængder af den CO2, som planterne gennem fotosyntesen hiver ud af atmosfæren, så fremstilling af trækul, eller biochar, har i lyset af klimaudfordringen fået en ny opmærksomhed: Kan de være med til at løse både problemerne med de for store mængder af drivhusgasser i atmosfæren og det industrielle landbrugs udpinte jorder.
I morges havde jeg en yderst interessant samtale med to mennesker fra Carbon Diversion Inc., som står med en færdigudviklet teknologi til fremstilling af biochar: Hvad er trækullenes rolle i at hive CO2 ud af atmosfæren, få CO2 tilbage i landbrugsjorden og gøre jorden mere frugtbar. Hvor passer biochar ind i billedet? Hvornår skal der komposteres, hvornår skal der afleveres til forbrændingsanstalten (og vores fjernvarme), og hvornår er det relevant at lave biochar? Kunne man forestille sig, at der i fremtidens affaldssystem blev kildesorteret, så noget gik til biochar, andet til formuldning?
Forkulningsprocessen kan udføres i alle skalaer, fra små gryder og tønder til store industrielle anlæg. Kunne vi få den situation, at kviste og blade fra byens gadetræer og facadeplanter gik tilbage til landbrugsjorden som biochar, og byvegetationen dermed var med til at trække CO2 ud af atmosfæren og styrke landbrugsarealernes frugtbarhed? Så ville der være endnu en god grund til at styrke vegetationen over alt i det urbane landskab.
Vi nåede ikke til nogen endelig afklaring, men jeg vil meget gerne være med til at etablere forsøg med biochar som del af byens affaldshåndtering. Som jeg ser det, bør så meget som muligt af vores organiske affald, som er egnet dertil, principielt vende tilbage på markerne som kompost. Men i virkeligheden er der en masse af vores organiske affald, som er pesticidramt, som har risiko for snyltekredsløb og smittefare, har let ved at give lugtgener osv. Her kunne forkulningsprocessen dels være en helt relevant renselsesproces, dels gøre den videre transport langt enklere. Så jeg hører meget gerne overvejelser om, hvordan biochar er rigtigst indplaceret i byens kredsløb med naturen.
Ifølge Wikipedia kan biochar binde CO2 i jorden i tusindvis af år. Moderne biochar fremstilles ved pyrolyse, en opvarmning af biomasse i iltfattige omgivelser. Dette kan kombineres med produktionen af biobrændstof i en proces, som er exotermisk (netto energiproducerende) – giver 3-9 gange mere energi end der er tilført – samtidig med at den er CO2-negativ. Derfor ser klimaforskere biochar som en del af løsningen, hvis vi ikke blot skal mindske stigningen af CO2-koncentrationerne i atmosfæren, men reducere den til på bare lidt længere sigt førindustrielle niveauer.¹
Nedenfor er der en video om biochar produceret af International Biochar Initiative til COP14 i Poznan december 2008. Læs mere »
