Klimarigtigt byggeri – vi kan, hvis vi vil!
28. september 2008I sidste uge fremlagde Teknologirådet sin nye rapport, Klimarigtigt Byggeri – vi kan, hvis vi vil!¹ Den giver en skarp analyse af et af de helt store problemområder, hvis vi i de kommende år skal kunne reducere forbruget af fossile energikilder i en grad, så vi får lavet de nødvendige reduktioner i CO2-udledningerne for at langtidsstabilisere klimaet. For samtidig med at den vedvarende energisektor skal udbygges markant, må vi over alt lære at spare på energiforbruget gennem at gøre tingene langt mere intelligent og energieffektivt end på en tid, hvor energien var noget nær gratis.
Omkring 40% af Danmarks energiforbrug finder sted i landets boliger, det offentliges bygninger og det private erhvervslivs bygninger. Det svarer til en årlig udgift i størrelsesordenen 50 mia. kr. Ved nybyggeri kan med i dag med kendt teknologi lave nulenergihuse – eller endda plusenergihuse. Det virkelig svære er den eksisterende bygningsmasse, men det er realistisk i snit at spare omkring to tredjedele af energiforbruget.
Rapporten anbefaler, at man hurtigst muligt iværksætter en systematisk energirenovering af 3-4% af vores samlede bygningsmasse hvert år. På den måde vil man i løbet af cirka 30 år have fået energirenoveret alle bygninger, og man vil gradvist have nået meget store energibesparelser og CO2-reduktioner på omkring 10 mio. ton eller 20% af Danmarks samlede nuværende udledninger. Det er vel at mærke en 20% reduktion, som udelukkende bygger på allerede kendt teknologi, og som med de nuværende energipriser har en relativt kort tilbagebetalingstid.
Planlægningsgruppen bag rapporten konkluder, at udviklingen i retning af mere klimarigtigt byggeri ikke går af sig selv. Gruppen har derfor udarbejdet seks anbefalinger, som især er rettet til regering og Folketing: