Strøtanker om bæredygtighed

Disse to kort er måske ikke umiddelbart så forskellige. Men hvis man zoomer ind på kortet til højre, som er en 1.000-års-fremskrivning af det afrikanske kontinent, så ser man effekten af de to voldsomste klimaforandringer for det afrikanske kontinent: Ørkenerne er vokset betragteligt, mens de stigende have har ædt de lavtliggende flodsenge, så for eksempel hele det i dag beboede egyptiske Nildelta er fuldstændig væk.

I tiden op til COP21 i Paris er der her på strøtanker efterhånden lavet adskillige indlæg om enkeltlandes klimamålsætninger, INDC, som udgør fundamentet for klimaaftalen, Kina, Island, Indien, Brasílien, New Zealand, Japan, Canada, Australien, Indonesien og OPEC-landenes INDC. Det er på ingen måde tanken at gøre dette for samtlige verdens lande. Men igennem det meste af året har jeg samlet artikler om klimasituationen i Afrika – ikke systematisk, men løbende når jeg er faldet over dem for gradvist at søge at få en fornemmelse af, hvordan klimaindsatsen håndteres i denne del af verden, hvor klimaforandringerne står til at ramme voldsomst. Så dette blog-indlæg består af flere dele. Øverst en lille intro om de afrikanske INDC, som slutter med et par små videoer. Derunder først links til artikler som generelt belyser klima- og bæredygtighedsudfordringen på det afrikanske kontinent. Derefter følger en række links til artikler om de enkelte landes klimaplaner og klimaindsats, som er organiseret alfabetisk efter landenavn. For hvert land findes der et ultrakort resume af pågældende lands INDC, som stammer fra Panafrican Climate Justice Alliance.

Der har ikke været noget uomtvisteligt krav om, at alle lande indleverede INDC, og Christiana Figueres sagde en gang i sommers i et video-interview, at hun fandt det realistisk at håbe på, at der forud for Paris ville være klimaplaner, som dækkede to tredjedele af verdens samlede udledninger. Afrika har her nok været et kontinent, hvor man ikke har taget det for givet, at der forud for Paris blev udarbejdet klimaplaner. De gennemsnitlige udledninger for hele det afrikanske kontinent er blot 1,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år, og en lang række lande har udledninger helt nede omkring 0,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år.

Der er da også stadig lande, som endnu ikke har afleveret – i nogle situationer er en medvirkende grund den banale, at man ikke kender landets samlede klimaregnskab og ikke har det datagrundlag, som skal til for at lave en egentlig klimaplan. Men allerede i marts kom den første afrikanske klimaplan på banen, og her omkring deadline 1. oktober, hvis man ville være rettidig i forhold til den analyse af verdens klimaplaner, som UNFCCCs sekretariat lige nu er i gang med, kom der en hel sværm af afrikanske klimaplaner. Ifølge PACJA er der pr. 1. oktober indkommet INDC fra 44 af 54 lande, og siden er der kommet fra både Malawi og Uganda, så der i skivende stund kun mangler otte. Men sandsynligvis kommer vi op omkring INDC fra omkring 50 afrikanske lande inden Paris.

I foråret blev der forelagt en form for skabelon for, hvordan INDC kunne udarbejdes, og mange lande har fulgt den et langt stykke af vejen, så de er ikke så forskellige som man kunne frygte. Og en række af de allerfatigste lande har fået proceshjælp fra instanser som Climate Analytics og UNEP til udarbejdelsen af deres INDC.

Blandt de lande, som endnu ikke har afleveret INDC, finder man Egypten. Egyptens miljøminister Khaled Fahmy siger 10.11. til Al-Monitor, at “Egypt did not have a major role in the negative environmental impact, as it contributes to only 0.5% of the world total carbon dioxide [C02] emissions. Nevertheless, it is among the countries that are most at risk of sinking into the Mediterranean Sea.” Fahmy tilføjer på den baggrund, at: “Based on Egypt’s aspirations [to increase] economic development, the government’s stance in the international negotiations on climate change tends to focus on solutions to adapt to the climate change impact, while not committing to the decisions and actions to reduce CO₂ emissions”. Det fremgår af samme artikel i Al-Monitor, at man knapt har de grundlæggende klima- og emissionsdata, som gør det muligt at udarbejde en egentlig klimaplan. Hvis der således overhovedet kommer en egyptisk INDC, vil det nok primært være en plan for en stærkt påtrængende klimatilpasning.

Klimaforandringerne er i dag mere fremskredne over det afrikanske kontinent end mange andre steder i verden, og livsbetingelserne er mange steder over det store kontinent så sårbare, at selv marginale forandringer kan have voldsomme konsekvenser for levevilkårene. Det er tydeligt ved læsningen af de afrikanske INDC, at man gennemgående er gået meget seriøst til arbejdet og har brugt situationen til at gøre status over situationen – ikke blot, hvad man kan gøre for at mindske nogle ofte forsvindende små udledninger, men nok så meget hvordan man kan klimatilpasse og inden for rammerne heraf sikre en bæredygtig udvikling. Så det er ikke for meget at sige, at der i mange af de afrikanske klimaplaner er betydeligt mere klimaambition og vilje til forandring end i de mere velsituerede landes INDC.

Blot for at give et par eksempler har Etiopien fremlagt en INDC, som indebærer en reduktion med to tredjedele i 2030 (i forhold til BAU), mens højdespringeren er lande som Comorerne – den lille øgruppe nord for Madagaskar – som i sin INDC regner med at kunne reducere sine udledninger med 85% i 2030, og Namibia, som planlægger en 89% reduktion i 2030, primært gennem bedret skovbrug.

Men ligesom Afrika er et stort kontinent med meget forskellige lande, er klimaplanerne særdeles forskelligartede. Der er lande med forsvindende små klimafodaftryk og lande med rivende udvikling. Mens omkring halvdelen af de afrikanske lande har udledninger på 0,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år eller mindre, og an anden stor gruppe ligger under 1 ton så er de tilsvarende tal for Equatorial Guinea 7,7 ton, Libyen 7,7 ton, Sydafrika 9,5 ton og Sechyellerne 14,1 ton – typisk fordi disse lande har en i forhold til deres størrelse betydelig olie- og gasproduktion. Til sammenligning er EUs samlede per capita-udledninger på 7,2 ton CO₂. Kontinentets største klimapåvirkning kommer fra Sydafrika, som alene står for mere end 40% af Afrikas samlede udledninger. Her har man som del af sin INDC lovet at standse stigningerne i 2025 for så fra 2035 at lade udledningerne falde. Og planerne her er gradvist at erstatte den ganske opfattende kulafbrænding med A-kraft og vedvarende energi.

For langt de fleste landes vedkommende er der tale om, at den i INDCerne beskrevne klimaindsats rækker ud over den snævre mitigation. Der er lagt op til en indsats, som kombinerer mitigation, adaptation og økonomisk udvikling i hvad der ofte beskrives som climate-smart development, hvor en bæredygtig udvikling i et holistisk perspektiv er søgt kombineret med både klimaindsats og klimatilpasning.

De afrikanske landes INDCer viser gennemgående en dybt seriøs tilgang til klimaindsatsen, hvor selv de fattigste lande med de mindste per capita-udledninger har stillet sig det dobbelte spørgsmål, hvor langt man kan komme med egne ressourcer, og hvad man derudover ville kunne gøre under forudsætning af den fornødne finansielle hjælp. Langt de fleste afrikanske landes klimaplaner opererer således med to kategorier af indsatser, en unconditional, som man vil gennemføre under alle omstændigheder, og en unconditional, som man gerne ser gennemført under forudsætningen af finansiel og teknologisk støtte (se grafen nedenfor).

Hvis man ser Climate Action Trackers oversigt, så er der kun ét land, Bhutan, hvis klimaindsats bliver karakteriseret som role model, men tre landes INDC er klassificeret som sufficient, heriblandt Marokko og Etiopien. De øvrige landes klimaplaner er placeret i enten medium eller inadequate, som kan oversættes til noget i retning af fra noget utilstrækkelig og helt utilstrækkelig til at imødekomme 2°C-målsætningen. Her er Sydafrikas klimaindsats karakteriseret som inadequate. De øvrige afrikanske lande er simpelthen ikke medtaget, fordi deres udledninger i det store billede er forsvindende små.

Læs mere »

.
The Animal Communicator er en 52:01 min. YouTube video om Anna Breytenbach og hendes evne til at kommunikere med vilde dyr.

Denne dokumentar følger sydafrikanske Anna Breytenbach, som over en tiårig periode har udviklet en i dag sjælden evne til at kommunikere med vilde dyr. Jeg vil ikke sige så meget om filmen ud over, at den rejser vigtige spørgsmål om dyrs bevidsthed og vi menneskers forsnævrede forståelse deraf. Jeg havde under vejs flere flashbacks til Gregory Batesons forsøg på at indkredse, hvad det er for en form for bevidsthed og intelligens, som gennemsyrer og sammenbinder naturen og dens økosystemer, som ikke er begrænset til naturens individers hjerne-nervesystemer, men forbinder de mange arter og individer til komplekse økosystemer.

Hvad det er for en evne til sansning, lytten til og medleven i naturen og urmenneske-naturbevidsthed, som vi måske alle stadig bærer i os i kimform, men som vi mere eller mindre har tabt følingen med, i takt med at vi gjorde os først til bønder, siden til fortravlede bymennesker?

Det er en dybt betagende film. Men hvis 52 minutter er længe, er de sidste 17 minutter seværdige i sig selv (fra 37:30 og frem). Og har man set denne slutsekvens, er det måske forløsende efterfølgende at se det to minutter lange videoklip, Spirit Update – Jukani Wildlife Sanctuary, som genbesøger den efter et ophold i en belgisk zoo dybt traumatiserede sorte leopard, som Anne Breytenbach på enestående vis formår at nå ind til.

Dette billede af et hvidt næsehorn, som forbløder efter at have fået fjernet sine horn, har jeg haft liggende længe på min computer. Det sammenfatter på mange måder den absurditet, hvormed vi behandler vores omgivelser. Og nu hvor jeg har sat mig for at lave en række små biodiversitetstekster, satte jeg en lille afsøgning i gang.

Hvad får mennesker til at maltraktere næsehornene, så de verden rundt er alvorligt udryddelsestruede?

En af de afrikanske savanners store flotte dyr er næsehornet. Som mange af de andre store dyr har det været stærkt eftertragtet. Det var efterhånden lykkedes at få skabt reservater, hvor de store dyr kunne overleve, det værste krybskytteri var ved at være kommet til livs, og en bestand, som havde været nær udryddelse var igen i fremgang.

Men i den senere år har hornene været voldsomt eftertragtede i Sydøstasien – i lande som Malaysia, Thailand, Vietnam og Kina bliver hornene solgt til astronomiske summer. Hornene har fået ry som detox-middel, hvis man har drukket og spist og svælget i fede sager, vil et udtræk af pulveriseret horn være en god kur mod tømmermænd og generelt være styrkende for helbredet. Hornene har været kendt fra den traditionelle kinesiske medicin og har her i nyere tid fået ry for at kunne helbrede terminalt syge kræftpatienter. Sådanne myter omkring hornene har dels skabt en guldrandet forretning, dels en voldsom stigning i antallet af næsehorn, som forbløder efter at have fået hornene skåret af ved roden.

I et land som Zimbabwe regner man med, at der i 1970 var omkring 65.000 sorte næsehorn. I dag er der kun 440. Det er ikke kun krybskytteri og indskrænkede levevilkår, men i høj grad på grund af illegal afhorning til det sydøstasiatiske marked. Med kilopriser på op til 35-50.000 £ for de afskårne horn er de genstand for en kynisk organiseret kriminalitet, som man formoder, er drevet af den vietnamesiske mafia.

Der er tale om velorganiseret kriminalitet, som bruger helikoptere, bedøvelsesmidler og avanceret moderne teknologi som infrarødt lys. Alene i Kruger Nationalpark i Sydafrika var der i første halvdel af 2011 så mange træfninger mellem vagtpatruljer og indtrængende næsehornsjægere, at 17 næsehornsjægere er dræbt. Så der er tale om en veritabel næsehornskrig.

Læs mere »

En af The Guardians faste miljøskribenter, John Vidal, skriver i ugerne op til COP17 i Durban en artikelserie med beretninger fra sin vej til Durban. Startskuddet gik for 3 dage siden i Egypten, og på den lange vej hen over det kolossale kontinent fra nord til syd, var turen i dag kommet til Sudan. Under vejs til Sydafrika vil han passere Etiopien, Uganda, Kenya og Malawi.

I Egypten står det nu frugtbare Nildelta overfor kolossale problemer, hvis havet stiger blot én meter, og på grænsen til ørkenen truer den stadig mere udbredte varme og tørke med at skrumpe det dyrkbare areal betragteligt, mens Nilen som vandressource ikke er uendelig.¹ I Sudan har tørke for tredje år i træk, den værste i 60 år, bragt millioner på flugt. Ørkenen breder sig adskillige kilometer om året, nedbøren er på få årtier faldet med 30-40%, og de mange spændinger mellem forskellige grupperinger i området eskalerer i takt med at livsgrundlaget for mennesker og husdyr svinder ind. Og samfundet har meget få ressourcer til at sætte ind med den nødvendige klimatilpasning. Vandmangel bliver det fundamentale problem, og blot 20 år frem regner man med at over halvdelen af Afrika har udtalt vandmangel.² I Uganda møder John Vidal kaffedyrkere, som kan se både nedbøren og deres afgrøder blive mindre og mindre – i Rwenzori-distriktet er kaffehøsten reduceret til en tredjedel siden 1980.³

I den afrikanske virkelighed står klimaudfordringens retfærdighedsaspekt – eller man burde nærmere sige det uretfærdige i klimaforandringerne – frem med skræmmende voldsomhed. I mange af disse lande, som er blandt de lande som har mindst skyld i den tikkende klimakatastrofe, er klimaforandringer ikke noget måske i en fjern fremtid kommende, men en i dag alt for nærværende, sine steder overlevelsestruende realitet.

Allerede i dag betaler Afrika dyrt for de rige landes manglende klimaindsats, og med de forventede udviklingsmønstre vil det i de kommende årtier kun blive værre. Ørkenerne er i fremmarch, og mange steder vil de nu kendte afgrøder få meget vanskelige vilkår. Samtidig er kontinentet er plaget af mange andre problemstillinger, som gør at klima- og bæredygtighedsbetragtninger sjældent får plads overfor mere umiddelbart påtrængende problemer ned borgerkrige, sult, AIDS-epidimier og en eksplosivt voksende befolkning.

Hvis man ser på befolkningsprognoserne for de lande, John Vidal besøger på sin vej til Durban, så forventes befolkningen fra 2010 og frem til år 2100 i Egypten at vokse fra 81 til 123,5 mio. (52%), i Sudan fra 43,5 til 127,5 mio. (192%), i Etiopien fra 83 til 150 mio. (+80%), i Uganda fra 33,5 til 172,5 mio. (+416%), i Kenya fra 40,5 til 160 mio. (+292%), i Malawi fra 15 til 128,5 mio. (+762%), og i Sydafrika fra 50 til 54,5 mio. (9%). Allerede i dag har Så hvor omkring 15% af klodens befolkning i dag er afrikaner, så vil mere end hver tredje være afrikaner i år 2100 – se tidligere blog-indlæg: State of the World Population 2011 og Nu 7.000.000.000 mennesker i verden).

Det vil kræve en fremadrettet indsats at få et kontinent, som allerede i dag har problemer med at brødføde sin befolkning, til i år 2100 at brødføde befolkning, som forventes at være tre gange så stor som i dag. Det vil kræve en grøn revolution, og det vil kræve, at vi får solidt fat om at bremse klimaforandringerne i allernærmeste fremtid.

Når man i disse dage ser de danske medier, fylder de forestående klimaforhandlinger i Durban foruroligende lidt – ikke mindst sammenholdt med den kolossale opmærksomhed, som blev bygget op forud klimakonferencen i København.

Man skal faktisk til værtslandet Sydafrika for for alvor at finde engagementet og troen på, at det lykkes i Durban at finde fodslag om større fremadrettede tiltag – eller i det mindste en tro på at Kyoto-aftalen kan videreføres indtil en fuld global aftale er på plads.

I blog-indlægget Nedtælling til COP17 opdaterer jeg løbende med links til artikler med perspektiver på COP17 forud for næste runde af de drøftelser, som burde være det vigtigste samlingspunkt for hele kloden: At få truffet de nødvendige beslutninger for at få vendt udviklingen omkring klimaudviklingen.

John Vidal: Drier, hotter: can Egypt escape its climate future? The Guardian 18.11.2011.¹

John Vidal: Sudan – battling the twin forces of civil war and climate change, The Guardian 21.11.2011.²

John Vidal: Uganda – the coffee king desperate for a downpour, The Guardian 22.11.2011.³

John Vidal: Uganda: nomads face an attack on their way of life, The Guardian 27.11.2011.

John Vidal: Kenya – ensuring Wangari Maathai’s legacy branches out, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South African fisherwomen: ‘The whole marine environment has changed’, The Guardian 25.11.2011.

John Vidal: At Durban, the big emitters will no doubt fail us again on climate change, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South Africa – where climate change may trigger a toxic timebomb, The Guardian 26.11.2011.

John Vidal: From Cairo to the Cape, climate change begins to take hold of Africa, The Guardian 01.12.2011.

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »