Strøtanker om bæredygtighed

Forskere har netop offentliggjort undersøgelser fra Kap Verde, som viser, at havene optager visse drivhusgasser fra atmosfæren langt hurtigere, end man hidtil har antaget. Særlig ozon trækkes hurtigere ud af atmosfæren, og det medfører, at metan også optages i øgede mængder. Begge luftarter virker ligesom CO₂ som drivhusgasser, og øgede koncentrationer vil lede til øget global opvarming. Baggrunden er ifølge forskerne bag undersøgelsen, at overfladen ofte er pisket op af bølger og skum, hvilket øger udvekslingen mellem atmosfæren og havet markant. Undersøgelsen viser, at ozonkoncentrationen relativt hurtigt falder fra 50 ppm over land til 10 ppm over havet.

Det kan umiddelbart lyde som en god nyhed. Men man ved i dag ikke, i hvilket omfang de øgede mængder ozon og metan i længden vil virke forstyrrende ind på verdenshavenes biologiske systemer. Og en af forskerne bag forsøget, Alastair Lewis, siger, at resultatet bør tilskynde til at reducere udledningerne af disse drivhusgasser, netop fordi de absorberes relativt hurtigt.¹ Resultaterne vil under alle omstændigheder indgå i den stadige finjustering af de klimamodeller, man benytter til at forudsige sammenhængen mellem drivhusgasser og global opvarmning. For hvis metan og ozon nedbrydes hurtigere end hidtil antaget, må det også betyde, at der er produceret mere af disse gasser end hidtil antaget.²

På det seneste har vi fået alarmerende meldinger fra havbiologerne om, at forsuringen af oceanerne på grund af havenes optagelse af CO₂ nu skrider så hurtigt frem, at det udbyder en markant risiko for, at fødekæder kan kollapser, i og med at forsuringen nærmer sig et niveau, hvor koralrevene er truet og skaldyr (som udgør vitale led i fødekæden), har problemer med at kunne danne deres beskyttende skaller (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner I, Sure oceaner II og Sure oceaner III).

Ian Sample: Oceans clearing greenhouse gases faster than expected, Telegraph 26.06.2008.¹

Michael Kahn: Study Highlights Need to Adjust Climate Models, Reuters 26.06.2008.²

Katie A. read et al.: Extensive halogen-mediated ozone destruction over the tropical Atlantic Ocean, (abstract) Nature 02.07.2008.

Acidifying oceans add urgency to CO₂ cuts, Science Codex (blog), Reuters 03.07.2008.

Ocean Chemistry: The Lost Issue Of Greenhouse Gas Concerns, Scientific Blogging, Reuters 04.07.2008.

I går var der i The Guardian en artikel, hvor Wallace Broecker – ledende forsker ved Lamont-Doherty Earth Observatory ved Columbia University i New York og den som i sin tid skabte begrebet global opvarmning – slog til lyd for, at vi bliver nødt til at iværksætte eksperimenter med CO₂-deponering i oceanerne. Eksperter har længe været af den formening, at CO₂-deponering ville være en enkel, billig og effektiv løsning. Når først CO₂en var deponeret tilstrækkeligt dybt, ville den blive nede ved bunden i adskillige århundreder.¹

Men en sådan CO₂-udledning vil ikke bare udslette livet på bunden af de berørte oceaner. Sidste år oplevede man flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst, at vand med meget lav ph-værdi fra oceanernes bund strømmede op over kontinentalsoklen (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Forsuringen af havene er allerede en fremskreden proces, og der er risiko for, at skaldyr som er vitale for havenes fødekæder, inden for få årtier ikke vil være i stand til at danne deres beskyttende kalkskjolde. Dette ledte for nylig til et moratorium overfor alle yderligere eksperimenter med at øge havenes CO₂-optagelse gennem forskellige former for gødning (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner II og FN moratorium om gødning af oceanerne).

The Guardian bringer samme dag en meget læseværdig respons, hvor Bill Hare fra Greenpeace går stærkt i rette med Wallace Broecker og gør opmærksom på, at CO₂-deponeringer i oceanerne vil føre til uoverskuelige miljøødelæggelser, samtidig med, at en betydelig del af den deponerede CO₂ på sigt ville vende tilbage til atmosfæren.²

Læs mere »

Oceanerne udgør en af klodens største ‘carbon sinks’ eller CO₂-depoter, og omkring en fjerdedel af de store mængder CO₂, som vores afbrænding af fossile brændstoffer har udledt i atmosfæren, er gradvist blevet absorberet i havet. CO₂ indgår i plankton-dannelsen i havenes øvre vandlag, og når planktonet henfalder, synker de mineralske rester langsomt mod havbunden. CO₂ danner kulsyre, når det opløses i vand. Kulsyre er en relativt svag syre, men endda har man over tid kunnet iagttage, at havet gradvist bliver mere surt langs oceanernes bund.

For et par uger siden kom de første varsler om, at havet er ved at nå en kritisk grænse (se tidligere blog-indlæg sure oceaner). Siden da er der fremkommet en hel stribe artikler med forskellige aspekter af samme problem.

Ved det australske Hobart Laboratory har man konstateret, at vægten af de beskyttende skaller for pteropods, bittesmå fritsvømmende snegle, som har en vigtig rolle i fødekæden i havet mellem Australien og Antarktis, på få år er faldet til det halve. Dette er et klart billede på, at vandet hurtigt kan blive så surt, at mange af havets organismer kan få vanskeligheder ved at opbygge deres beskyttende kalkskaller.¹

Oceanernes pH-værdi er faldet med 0,1 siden CO₂-udledningerne begyndte at stige voldsomt på grund af afbrændingen af fossil brændsel. Og Selina Ward fra University of Queensland forudsiger, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil vi ikke have rejer i 2070. Vandet vil til den tid være så surt, at krebse- og skaldyr ikke vil kunne danne deres beskyttende skjold, og der er risiko for, at hele fødekædesystemer bryder sammen i oceanerne.²

Læs mere »

I forbindelse med FNs konference om biodiversitet i den forløbne uge i Bonn, vedtog 200 lande i går et moratorium om ikke at fortsætte eksperimenter med at øge CO₂-aborptionen i oceanerne ved at tilsætte næringsstoffer.

Man har ellers været ganske langt fremme med at pode oceanerne med jern, for derigennem at øge væksten af phytoplankton og dermed CO₂-optagelsen. Firmaer har således været meget tæt på at tilbyde CO₂-kvoteprojekter (se tidligere blog-indlæg: Jerntilskud kan fremme havenes CO₂-absorption).

Hidtil har man lidt naivt antaget, at den CO₂, som havene absorberer, blot ville synke til bunds og blive der – og gennem årene er der lavet adskillige rapporter om havene som CO₂-recipienter. Formodningen har været, at hvis man blot førte et rør tilstrækkeligt langt ned under havets overflade, ville trykket blive så stort, at CO₂en blev til en væske tungere end vand, som derefter ville synke ned på havets bund – og blive der.

Men en nyligt offentliggjort undersøgelse af den amerikanske Stillehavskyst viser, at vand fra oceanernes dyb med en CO₂-påvirkning og dermed surhedsgrad så lav, at den er ætsende over for skaldyr og koralrev, ved flere lejligheder i undersøgelsesperioden i 2007 vældede op over fastlandssoklen med potentielle risici for det kystnære havs økologi og biodiversitet (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Når man tænker på, hvor store problemer, der har været med iltsvind i danske farvande på grund af det industrielle landbrugs udvaskning af store mængder af næringssalte fra overforbrug af kunstgødning, er FNs moratorium en klog beslutning, som man må hilse varmt velkommen.

Ved præsentationen af beslutningen sagde den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel til en gruppe journalister: “It’s a very strange idea that technology can solve everything. It’s very risky and shows what humans are ready to do. I’m glad we came to a de facto moratorium.”¹

Madeline Chambers: U.N. talks halt plans for oceans absorb CO₂, Reuters 30.05.2008.¹

UN biodiversity talks sketch a deal on protecting ecosystems, AFP 30.05.2008.

World Leaders Commit to Conserve Diversity of Life on Earth, Environment News Service 29.05.2008.

Michele Ma: Corrosive Sea Water Surprises Scientists, Curry Coastal Pilot 30.05.2008.

I klodens CO₂-kredsløb har verdenshavene en vigtig rolle i at afbalancere med atmosfæren, og havene har i løbet af de sidste 200 år optaget mere end 500 milliarder ton CO₂, eller omkring en tredjedel af vores produktion i perioden. Men dette er ikke uproblematisk. CO₂ sænker langsomt havenes ph-værdi, og det er kommet dertil, at det er på grænsen til at ætse koralrev og skaldyrs beskyttende skaller.

Forskere har længe antaget, at den absorberede CO₂ sank ned på dybt vand, men nye undersøgelser foretaget af PMEL (Pacific Marine Environmental Laboratory) langs hele den amerikanske Stillehavskyst viser, at store strømningsmønstre over tid igen fører dette forsurede vand op mod overfladen og ind over kontinentalsoklerne, hvilket kan få radikale følger for havets liv (se kort nedenfor). Selv hvis vi i dag stoppede yderligere CO₂-tilførsler, ville vi i de kommende 50 år se ph-værdien falde langs kysterne, efterhånden som vand fra dybderne cirkulerer forbi.

Læs mere »