Strøtanker om bæredygtighed

Den 23. juni var der folkeafstemning i Storbritannien om briternes videre tilknytningsforhold til EU. Resultatet blev, at 51,9% af de vælgerne, som stemte, satte kryds ved Brexit, som det i løbet af valgkampen kom til at hedde: At Storbritannien skulle forlade EU.

På valgdagen stemte 17,4 mio. briter for Brexit, mens 16,1 mio. briter markerede, at de ønskede at forblive i EU. Men stemmeprocenten var historisk lav, kun 72% af vælgerne stemte. Dermed var det kun 37,4% af de stemmeberettigede, som stemte for Brexit. Umiddelbart er dette et meget lille flertal, når det gælder afgørelsen noget så centralt som et 40-årigt ægteskab med det europæiske fællesskab, og i mange andre situationer kræver sådanne konstitutionelle afgørelser to tredjedeles flertal i to på hinanden følgende afstemninger.

Mange synes da også at være vågnet med alvorlige tømmermænd oven på en nærmest bizar valgkamp. Allerede morgenen efter stod det klart, at meget lidt af det, som Brexit-kampagnen havde stillet i udsigt, kunne lade sig gøre. Og hvis der havde eksisteret en fortrydelsespille for uoverlagt stemmeafgivning, tyder meget på, at afgørelsen ville være blevet en helt anden. For en underskriftsindsamling med det mål at få en ny afstemning, hvori der skal et flertal på mindst 60% af stemmerne, hvis valgdeltagelsen er under 75%, har efterfølgende fået en kolossal tilslutning.

Blot fem døgn efter Brexit-afgørelsen var en realitet, rundede kampagnen mere end 4 mio. underskrifter, og tallet er stadig stigende. (link) Disse underskrifter må først og fremmest formodes at komme fra mennesker, som enten ikke fik stemt eller har stemt Brexit, selvom de ‘kun’ ønskede at markere en utilfredshed, men på ingen måde ønskede, at Storbritannien forlod EU, eller havde forestillet sig, at det kunne blive konsekvensen.

Talløse læserbreve synes at bekræfte dette mønster, og i det første døgn efter afstemningen kunne man se en voldsom stigning i Google-søgninger på “What is EU” og “What is Brexit”. Lidt sent kunne man mene, men måske er vi kun næsten modne til den slags afstemninger. Og måske skulle man have formuleret afstemningen om det meget komplekse spørgsmål helt anderledes, så politikerne havde haft noget konkret at gå videre med og opbygge deres kampagner omkring. Ikke mindst synes det i en moderne medievirkelighed nødvendigt at holde mediedækningen og politikernes kampagner i kortere snor, for valgkampen har ikke gjort det lettere for den almindelige brite at gennemskue det komplekse spørgsmål. Tværtimod har der ikke mindst fra Brexit-side været luftet mange usandheder, og der har været talt til alle mulige former for had og indestængte følelser, selvom det måske havde meget lidt med EU at gøre, når det kom til stykket. Måske var det i virkeligheden mere et nej til den ekstreme ulighed i det britiske samfund, som kun er er uddybet efter årtiers neoliberalisme, end det var et nej til at være med i det europæiske fællesskab.

Læs mere »

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

For 100 år siden havde Storbritannien mere end 1 mio. minearbejdere beskæftiget med at skaffe kul til det engelske imperiums gigantiske industriapparat. Dengang var der 3.000 miner, men siden da er det gået støt tilbage, og til december lukker briterne deres sidste (undergrunds) kulmine. 

Det hele startede i England – altså det med den industrielle revolution. Her var luften tyk af kulrøg og skinger af prustende stampende dampmaskiner før noget andet sted i verden. Klædefabrikker, jernvalsefabrikker, altmulig-fabrikker satte en hel ny standard for, hvor meget der kunne produceres hvor hurtigt. Dette forspring var en vigtig nøgle til engelske koloniriges udbredelse, som da det var på sit højeste, spændte hele kloden rundt, større end noget rige forud i verdenshistorien.

Efter 2. verdenskrig har andre lande taget føringen i det industrielle kapløb, men i neo-kolonialismes æra behøver man ikke som tidligere at besætte et land for at kunne inddrive rigdommene. Så rent geografisk kommer der ikke noget større end det engelske kolonirige – hvilket er godt det samme.

Læs mere »

Siden 1800-tallet har togene trukket deres snavsede spor gennem byer og landskaber, først på kul, siden på diesel, men mange steder har man helt eller delvist skiftet til el-drevne tog, og flere og flere steder i verden ser man superlyntog, som med forrygende hast bevæger sig fra by til by uden fortidens frenetiske larm og hostende uddunstninger. Men så længe strømmen blot bliver til på et kulkraftværk, sviner det stadig, blot et andet sted, og klimapåvirkningen fra det at rejse med tog forbliver betragtelig, selvom den er markant mindre end med fly og privatbil.

Derfor er det interessant at følge briterne, som nu er ved at gå i gang med et pilotprojekt, hvor man vil rejse et stort antal små vertikale vindmøller langs jernbanesporene for ad den vej at producere kørestrømmen.

Det britiske Department for Energy and Climate Change har bevilget 16 mio. £ til første fase af forsøget, hvor man vil optimere en 80 kW vertikal mølle fra X-Wind til opstilling langs sporene. Dette skulle kunne give en effekt på 1 MW pr. km, hvilket måske ikke lyder af meget – der skal 25 af de små møller til blot at producere som en enkelt af Middelgrundens møller. Første fase af projektet skal blot teste det teknologiske i begrænset skala. Men fuldt udfoldet langs de engelske jernbaner vil det på årsbasis kunne give 2.200 GWh – hvilket skulle svare til omkring 70% af strømforbruget.

Ofte bliver det hævdet, at vindmøller skal ud på havet for at have optimale vindforhold. Og man skal nok ikke stille dem op langs sporene lige der, hvor man passerer en skov. Men de vertikale møller har ofte en helt anden følsomhed, som gør at de producerer selv ved lave vindhastigheder og under turbulente vindforhold.

Det for alvor interessante er, hvis produktionen sker så decentralt og såpas doseret, at man kan bruge de allerede eksisterende køretråde som grid. For så skal der ikke graves og ikke trækkes nye el-kabler gennem landskabet, og dermed bør driftsøkonomien kunne blive en helt anden.

Landskabspurister vil sikkert råbe op. Men det har sin egen naturlighed, at møllerne følger sporene i deres vej gennem det åbne land, og det bør kunne gøres, så de står på én gang præcist og nænsomt i landskaberne. Og selvom man helt tæt på ville kunne høre de små møller (som kan laves ganske lydsvage), så vil det være langt mindre, end når togene passerer.

I en tid, hvor alt, som har med vindkraft at gøre, bliver større og større, er det også tankevækkende, at man søger at udvikle en blot 80 kW mølle til at dække elforbruget for Storbritanniens største elforbruger. “Small is Beautiful” hed det tilbage i 60erne og 70erne, og biologerne fortæller os igen og igen, at den natur, vi er ved at rende over ende, rent faktisk fungerer decentralt, uden central styring og uden at måtte importere råvarer fra hele verden for derefter at distribuere resultatet til hele verden, men endda har vi aldrig rigtig lært at høste fordelene ved den lille skala. Tværtimod bliver næsten alting – inklusive vores problemer – i disse år større og større.

Og … selv en 80 kW mølle er ikke helt lille, faktisk forventer X-Wind, at deres 80 kW rotor bliver 19 m høj og 11 m i diameter. Så de planlagte møller vil stå som meget store, mekaniske solitærtræer i landskabet.

Inden man kaster sig ud i til tilsvarende forsøg langs de danske jernbaner – hvilket var oplagt at gøre – så kunne jeg ønske mig, at man gjorde sig nogle flere skulpturelle og landskabsæstetiske overvejelser, for eksempel om en trebladet vertikal mølletype som QR5 (fremstillet af det konkurrerende engelske firma Quiet Revolution) ville stå roligere i landskabet end X-Winds tobladede model.

De vertikale møller kan i den mindre skala have en udtalt elegance, som risikerer at gå tabt i opskaleringen, så det kunne være interessant at regne på, om man i stedet for 80 kW møller lige så godt kunne bruge flere 10 eller 20 kW møller, som så blev stillet tilsvarende tættere op.

Den visuelle effekt på landskabet ville i hvert fald blive mindre bastant, mere let og elegant, hvis man brugte endnu flere endnu mindre møller.

David Thorpe: Will the Future of Rail Run on Wind Energy? The Low Carbon Kid 03.07.2013.

.
Med denne lille tegnefilm tager George Monbiot, Leo Murray og PIRC hul på et alvorligt problem, som vi også kender herhjemmefra, at mens de officielle statistikker viser faldende CO₂-udledninger, så er vores samlede klimapåvirkning faktisk stigende.

Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO₂-produktionen er faldende i lande som Danmark og Storbritannien, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO₂-udledninger.

Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO₂-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.

At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.

www.carbonomissions.org.uk.

I går blev verdens største havvindmøllepark indviet ved Walney, ud for den kumbriske kyst. Den er interessant af flere grunde – dels står danske DONG bag projektet med en andel på 50,1% af Walney Offshore Windfarms Ltd. og viser dermed, at man er i fuld gang med at tage konsekvensen af sin målsætning om fremover primært at arbejde med vedvarende energi efter historisk at have været en olie- og naturgas-virksomhed. DONG Energy står således som den ledende part i opførelsen og driften af Walney Offshore Windfarms. De to øvrige parter er energiselskabet SSE, (Scottish and Southern Energy, 25,1%) samt OPW (24,8%), et selskab ejet i fællesskab af den hollandske pensionskasse PGGM og den hollandsk kapitalfond Ampère Equity Fund. Walney er således et godt eksempel på, at pensionsmidler og pensionskasser på mere end én måde kan være med til at sikre fremtiden, som man kunne håbe vinder langt større udbredelse fremover.

I en meddelelse fra DONG Energy siger DONGs leder Anders Eldrup: “Vi er meget tilfredse med at have udviklet og opført Walney havvindmøllepark på rekordtid. Dette er ikke alene den største havmøllepark i verden, men også den hurtigst opførte havmøllepark i verden. Den markerer en ny æra i forhold til finansiering som det første projekt i Storbritannien, der har tiltrukket institutionelle investorer. Walney er en milepæl inden for offshore vindkraft og DONG Energys mål om yderligere industrialisering af offshore vindkraft og reducering af omkostninger.”¹

Læs mere »

Forslag til nye højspændingsmaster til det engelske landskab af 1) Bystrup Arkitekter og Designere, 2) Plexus by Al-A med Arup, 3) Oval Partnership Architecture Ltd., 4)  og 5) Agencie Group LLC. Se konkurrencens seks short-listede forslag her.

I alt 88.000 elmaster trækker deres tråde gennem de britiske landskaber, og hvor formgivningen af sådanne objekter op igennem det 20. århundrede ofte har været et rent teknisk anliggende, så har den engelske arkitektforening RIBA haft udskrevet en konkurrence om fremtidens højspændingsmast, som blev afgjort i går – med en dansk vinder ved Bystrup Arkitekter og Designere.

Når man ser paletten af forslag (i det lille udvalg herover har jeg udeladt nogle af de mest fantasifulde), vil mange nok mene, at det danske forslag T-Pylon, er blandt de kedeligste. Det lægger sig præcist i en dansk designtradition, som skærer ind til den rene, nødvendige form. Ingen herresving, ingen pynt eller dikkedarer. Ingen kroge, hvor skidtet kan samle sig eller tæringen sætte uset ind.

Man kan umiddelbart savne den transparens, som har ligget i det 20. århundredes gittermaster, og som mange af de øvrige 250 bidrag til konkurrencen har søgt at viderearbejde til mindre teknisk betonede – for nogle forslags vedkommende direkte legende – udtryk. Men ud over at T-Pylon-masterne vil bruge mindre materiale end den traditionelle gittermast, vil de være mindre og fremstå mindre dominerende end gittermasterne i det åbne landskab. Så det ville være spændende at se dem prøveopsat også i det danske landskab.

Winner of the Pylon Design competition announced, RIBA, Royal Institute of British Architects, 14.10.2011.

Danish company wins pylon design contest, The Guardian 14.10.2011.

The winner of a new generation of electricity pylons is announced, (med billeder af en række af de fremhævede forslag) The Guardian 14.10.2011.

T-Pylon (2011), Bystrup Arkitekter og Designere.

.
I en situation, hvor den danske regerings klima-ambitioner kan ligge på et meget lille sted, er det opløftende at se, hvordan man i Storbritannien har håndteret situationen.

Instruktøren bag filmen Age of Stupid, Franny Armstrong, introducerede i 2009 i samarbejde med The Guardian en 10:10-kampagne, som i al sin enkelhed gik ud på at reducere ens CO₂-udledninger med 10% i løbet af et år (og når man så var kommet i gang at tage yderligere 10% næste år og næste år og næste år).

Kort efter at den nuværende engelske premierminister David Cameron tiltrådt, greb han 10:10-udfordringen for de engelske regeringsbygninger. Og på et år er det her lykkedes at reducere CO₂-udledningerne med 13,8% – eller 100.000 ton. Det er præcist den slags indsatser som skal til – og skal opretholdes over de næste årtier – for at vi kan vende klodens lige nu noget dystre klimaperspektiver. Det har været prisværdigt, at også konservative politikere tog klimaudfordringen seriøst. Derfor er det dobbelt sørgeligt, at en række af Camerons partifæller tidligere på måneden var med til at underminere den engelske støtte til på EU-basis at gøre de nuværende klimakrav på 20:20 til 30:20 eller 40:20 (40% reduktioner i 2020).

Alene i England havde 3.000 virksomheder og 80.000 individer et år efter lanceringen tilmeldt sig 10:10-kampagnen, som har fået fodfæste i 45 lande verden over. Byer som Amsterdam, Zagreb, Paris og Mexico City har tilmeldt sig. Og i Danmark har blandt andet Østerbro kastet sig ud i som bydel at spare 10%.

Kunne man udfordre de mange ministerier, organisationer og virksomheder i København til en tilsvarende kappestrid – ikke bare om 10% reduktioner det første år, men hvem som når først 20, 40, 60, 80% og CO₂-neutralitet? Det ville give Københavns Kommunes planer om at nå CO₂-neutralitet i 2025 et kærkomment skub i den rigtige retning.

Whitehall exceeds PM’s 10% carbon target, (pressemeddelelse) Department of Energy & Climate Change, 06.07.2011.

Fiona Harvey: UK government claims it has exceeded its own carbon reduction target, The Guardian 06.07.2011.

James Randerson: Cameron: I want coalition to be the ‘greenest government ever’, The Guardian 14.05.2010.

James Randerson: Coalition pledges to cut central government emissions by 10%, The Guardian 12.05.2010.

Franny Armstrung: 10:10 – our chance to save the world, The Guardian 01.09.2009.

The Guardian’s 10:10 climate change campaign, en 3:26 min. video, hvor Franny Armstrong introducerer 10:10-udfordringen.

Amy Fallon: 10:10 climate campaign gains support from four medical associations, 18.10.2010.

Tom Moseley: Four capital cities sign up to 10:10, The Guardian 14.10.2010.

Ashleigh Searle : London Underground goes greener by signing up to 10:10 campaign, The Guardian 10.06.2010.

Racchekl Williams: Schools back the 10:10 campaign, The Guardian 24.05.2010.

Juliette Jowitt: Foreign Office’s 10:10 plan takes off with economy flights for ambassadors, The Guardian 17.02.2010.

Ian Katz: 10:10 – The time for action, The Guardian 31.12.2009.

Hélène Mulholland: Boris Johnson signs London City Hall up to 10:10, The Guardian 08.12.2009.

Ian Katz: 10:10: What’s it all about? The Gaurdian 01.09.2009.

Ligesom den danske regering har den britiske til stadighed fremhævet, at det er lykkedes at afkoble økonomisk vækst og CO₂-udledninger. Officielt hedder det sig, at Storbritannien siden 1998 har reduceret sine CO₂-udledninger med 5% – ikke meget, slet ikke i forhold til hvad der er brug for, men nok til at vække opmærksomhed ude i den store verden, hvor udledningerne af drivhusgasser stiger og stiger i takt med den stigende økonomiske aktivitet.

For nylig beregnede Stockholm Environment Institute, at hvis man beregnede de samlede britiske udledninger, var CO₂-udledningerne i virkeligheden steget markant siden 1992 (se tidligere blog-indlæg: Samlede britiske CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Og nu har WWF i samarbejde med Stockholm Environment Institute en rapport på trapperne, som kommer frem til, at CO₂-udledningerne er steget med hele 44%, hvis man regner samtlige emissioner med – eller 49% højere end de officielle tal.

Det peger på et centralt problem med Kyoto-aftalen, som det kun delvist ser ud til at man kommer til at løse med den kommende Københavner-aftale. At de rige lande med en kombination af de nuværende kvotemekanismer og de globale markedsmekanismer overhovedet ikke skruer med for blusset, men blot systematisk udflager al produktion, som sviner og producerer CO₂ til lande, som endnu ikke er kvotebelagte. Det kan måske sminke den nationale statistik, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.

Læs mere »

I The Guardian indledte Andrew Simms 1. august artikelserien 100 months to save the world. Baggrunden er, at vi ifølge Simms hastigt nærmer os et klimatisk ‘tipping point’, som gør øjeblikkelig handling uomgængeligt vigtig. Den første af artiklerne, The final countdown, giver et rids af den underliggende metode.

Måned for måned følger han den klimapolitiske udvikling. Og med foreløbig fire artikler ligner det en artikelserie, som kan give et fint perspektiv. I den seneste rapport for oktober var et af de få lyspunkter den engelske beslutning om en 80% reduktion i 2050, som også omfatter luftfart og skibsfart. I Simms’ september-rapport skriver han om frikendelsen af Greenpeace-aktivister i deres aktion mod det engelske kulkraftværk Kingsnorth og betydningen af at få etableret et moratorium for afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: Britiske Greenpeace-aktivister frikendt).

I august-rapporten skriver han, at blot tre store engelske firmaer, BP, Centrica og Shell i første halvår 2008 havde en profit på 1.000 £ pr. sekund. I samme tidsrum var de samlede globale udledninger af CO₂ 1.000 ton CO₂. Det er således en opgave af kolossale dimensioner at bringe de nuværende CO₂-udledninger til ophør. Men i lyset af den nuværende kvotepris på omkring 13 £ (130 kr), som er markedsprisen på at reducere et ton CO₂, er det omvendt en mulig opgave, hvis vi blot kan mobilisere den politiske vilje.

Som den engelske klima-rådgiver Sir Nicholas Stern så klart har sagt det, prisen for ikke at gøre noget er astronomisk i forhold til at tage seriøst fat nu (se blog-indlægget: Prisen for ikke at handle).

Andrew Simms: The final countdown, The Guardian 01.08.2008.

Andrew Simms: 99 months, and counting, The Guardian 01.09.2008.

Andrew Simms: 98 months to save the world, The Guardian 01.10.2008.

Andrew Simms: 97 months left, The Guardian 01.11.2008.

www.onehundredmonths.org.

100 Months: Technical note (pdf).