Strøtanker om bæredygtighed

Johan Rockström: Let the environment guide our development, 18:42 min. præsentation på TED-konferencen 2010.

I denne video fortæller Johan Rockström, som er leder af Stockholm Environment Institute og Stockholm Resilience Centre, om det virkelig spændende arbejde med at definere de Planetary Boundaries, de rammer eller grundlæggende livsvilkår, som vores fremtid må udfolde sig indenfor. Arbejdet er gennemført af et tværfagligt team af 28 forskere, deriblandt klimaforskeren James E. Hansen og vores hjemlige Katherine Richardson. De 28 forskere nåede frem til 9 sfærer, som vi må forstå at holde vores fremtidige udvikling indenfor. Rockströms beretning derom er fundamentalt spændende – på mange måder en opdateret udgave af bogen Grænser for vækst, som Romklubben publicerede i 1972.

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor man kan finde sådanne forskningsenheder i Sverige, mens vi har måttet døje med Bjørn Lomborg.

Johan Rockström et al.: Planetary Boundaries: Exploring the Safe Operating Space for Humanity, Ecology and Society vol. 14 no. 2 (pdf).

Sturle Hauge Simonsen: Tipping towards the unknown, Stockholm Recilience Centre 23.09.2009.

Fred Pearce: From ocean to ozone: Earth’s nine life-support systems, New Scientist 24.02.2010.

Robin Engelhardt: Dystre forudsigelser fra debatbogen “Grænser for vækst” holder stik, Ingeniøren 17.01.2009.

Ligesom den danske regering har den britiske til stadighed fremhævet, at det er lykkedes at afkoble økonomisk vækst og CO₂-udledninger. Officielt hedder det sig, at Storbritannien siden 1998 har reduceret sine CO₂-udledninger med 5% – ikke meget, slet ikke i forhold til hvad der er brug for, men nok til at vække opmærksomhed ude i den store verden, hvor udledningerne af drivhusgasser stiger og stiger i takt med den stigende økonomiske aktivitet.

For nylig beregnede Stockholm Environment Institute, at hvis man beregnede de samlede britiske udledninger, var CO₂-udledningerne i virkeligheden steget markant siden 1992 (se tidligere blog-indlæg: Samlede britiske CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Og nu har WWF i samarbejde med Stockholm Environment Institute en rapport på trapperne, som kommer frem til, at CO₂-udledningerne er steget med hele 44%, hvis man regner samtlige emissioner med – eller 49% højere end de officielle tal.

Det peger på et centralt problem med Kyoto-aftalen, som det kun delvist ser ud til at man kommer til at løse med den kommende Københavner-aftale. At de rige lande med en kombination af de nuværende kvotemekanismer og de globale markedsmekanismer overhovedet ikke skruer med for blusset, men blot systematisk udflager al produktion, som sviner og producerer CO₂ til lande, som endnu ikke er kvotebelagte. Det kan måske sminke den nationale statistik, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.

Læs mere »