Strøtanker om bæredygtighed

Et nyligt studie anslår, at der i dag flyder 269.000 ton plastic rundt i verdenshavene. Heraf er 92% småstykker af størrelse som et riskorn eller mindre, så man regner med, at der i alt svæver 5¼ trillioner stykker uendeligt langsomt nedbrydeligt plastic rundt i verdenshavene – eller rundt regnet 200 for hvert menneske på hele kloden. Disse enorme mængder af plastic er ikke blot spredt rundt i oceanerne, de findes tværtimod i og nær overfladen og har en tendens til at samle sig i store spiralformede affaldsøer på de steder i oceanerne – i de subtropiske bånd – hvor havstrømmene danner store spiraler.

På kortet herover kan man således se, at koncentrationerne (de hvide områder) er størst dels langs kyster med store befolkningskoncentrationer, dels i to bælter nord og syd for ækvator, hvor havstrømmene samler dem i store såkaldte garbage patches. Den største, The Great Pacific Garbage Patch, er at finde i Det Nordlige Stillehav. Forskere ved University of Columbia har vurderet, at dens udstrækning er omkring 8 mio. km² eller næsten det dobbelte af EU, og at de fem største garbage patches tilsammen omfatter næsten 16 mio. km².

Rundt regnet 80% af plastic-affaldet kommer fra land, mens 20% stammer fra skibsfart og fiskeri. Mange plastictyper er meget langsomt nedbrydelige, i havet er det først og fremmest lyset der nedbryder, og det tager typisk 4-500 år. Så inden for vores normale tidsperspektiv er det rigtigt at sige, at plasticen blot forbliver unedbrudt i miljøet – og blot nedbrydes mekanisk i stadig mindre stumper.

Disse plasticstumper findes ikke bare i disse kæmpestore plasticspiraler, men optræder over alt i fødekæden. Således har allerede i dag op imod 90% af alle havfugle plasticrester i organismen, og nylige fremskrivninger viser, at der i år 2050 vil være plasticrester i 99% af alle havfugle. Tilsvarende bevæger de mange mikroplasticstumper sig gennem havens fødekæder, hvor de ender tilbage på vores tallerkener. På billedet herover at af Chris Jordans skræmmende billeder af døde albatrosser, hvis indre er fulde af plasticrester (se flere af hans billeder her).

Det blev derfor nærmest hilst med begejstring, da en hollandsk ung mand, Boyan Slat, i 2012 fremlagde en idé til et pasticopsamlingsaggregat, som kunne genopsamle i hvert fald en del af disse kolossale plasticmængder. Han fik da også Best Technical Design award 2012 ved TU Delft for projektet. Efterfølgende samlede han en gruppe af frivillige i et udviklingsteam og crowdsourcede 100.000 $ til det første eksperiment, at etablere en solcelledrevet opsamlingsenhed som på billedet herunder foreløbig med et 40 m ‘vingefang’. Den har været afprøvet ud for Azorerne siden marts sidste år.

På baggrund heraf kunne The Ocean Cleanup-gruppen konkludere, at en enkelt enhed med et 100 km vingefang over en 10’årig periode ville kunne fjerne halvdelen af den pastic, som i dag roterer i den største af plastic-spiralerne, The Pacific Garbage Patch. Ydermere kan den opsamlede plastic genanvendes. Lige nu er et nyt forsøg under forberedelse for 2016 ud for Japans Stillehavskyst, og gruppen sigter på at kunne være klar til den fulde version med 100 km vingefang i 2020.

Læs mere »

Majuro, som i den kommende uge er vært for Pacific Islands Forum, et klimatopmøde med bred international deltagelse, er én af Marshalløernes 29 atoller, som med løs hånd er spredt ud over det Sydlige Stillehav. Den omkring 50 km lange atol er dannet af 64 langsmalle øer, som mange steder er under 100 m brede, og som med blot 9,7 km² landareal omkranser en lagune på 295 km². Majuros højeste punkt er blot 3 m over havets overflade, og langt størsteparten er mindre end 2 m over havespejlet. På billedet herover ses til venstre den blide lagune i atollens indre, til højre det store ocean, som de senere år i takt med klimaforandringerne har vist sig stadig mere aggressivt. Navnet Majuro bruges både om Marshalløernes hovedstad, om hele atollen og om dens største ø, som rummer langt hovedparten af atollens 30.000 indbyggere.  

Når man lever i et land, som er bygget på atoller, hvor ofte det højeste punkt kun er få meter over havoverfladen, så er svaret på spørgsmålet om mitigation eller adaptation – klimaindsats eller klimatilpasning – meget let at svare på. For ja, man er nødt til at klimatilpasse, der kan endda være meget presserende behov. Men hvis ikke verden meget snart får standset sine CO₂-udledninger, så vil der ikke være noget tilbage at tilpasse.

Som IPCC Nobelpris-modtager Elisabeth Holland udtrykte det ved åbningen af Majuro-konferencen 2. september: “There is simply no point of talking about sustainable development if we cannot reverse the impact of climate change.”¹

Tidligere på året forsvandt Marshalløernes hovedstad Majuro under vandet på grund af ekstremt højvande. Sidste år kostede ekstremvejr Fijiøerne 100 mio. $ og Samoa 29% af landets i forvejen sparsomme økonomi. Havstigningen, som ved Marshalløerne stadig er under 4 mm pr. år, er nu flere steder i Stillehavsområdet oppe på 8 mm pr. år (80 cm pr. århundrede), og med den stigningstakt vil de lavtliggende atolriger, som ofte ligger under 2 m over havets overflade, i de kommende år stadig hyppigere have problemer med oversvømmelser.

Forandringer i vejmønstrene (El Niño) har givet væsentligt mindre regnvand, og det ferske grundvand er stadig mere udsat for saltindtrængning, hvilket gør både drikkevandsforsyningen og dyrkningen af en lang række afgrøder stadig vanskeligere. Med den nuværende udvikling er perspektivet for mange af Stillehavets atolsamfund derfor, at livsgrundlaget i løbet af det 21. århundrede vil forsvinde i havet og man må emigrere til mere højtliggende lande.

Samtidig med at verdens små østater har et meget lille ansvar for den nuværende klimauredelighed, så står de til at blive stærkest og mest uigenkaldeligt ramt af klimaforandringerne – og simpelthen forsvinde under havets overflade, hvis ikke verden meget snart samler sig om en konsekvent klimaindsats. Maldiverne bruger i dag systematisk sine turistindtægter til at købe højereliggende land. Kiribati har annonceret planer om at købe 2.000 ha land på Fijiøerne, hvor man i første omgang kan producere fødevarer, men på sigt kan blive nødt til at bosætte sig permanent. Andre øgrupper ligger i forhandlinger med New Zealand om tilsvarende løsninger. Men det er ikke nogen let beslutning at forlade atollerne, som med deres blive tropiske klima er basis for en enkel men paradisisk tilværelse, hvis bare ikke nogle mennesker på den anden side af jordkloden var kommet på at afbrænde kul, gas og olie.

Derfor afholder verdens østater løbende klimamøder, og det næste, det 44. i rækken af Pacific Summits, som afholdes på Marshalløernes hovedø (og hovedstad) Majuro, afvikles i den kommende uge under temaet “Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge”. De mange små østater har inviteret alle landene omkring Stillehavet, The Pacific Rim, med til klimamødet, som med store udledere som USA og Kina, Japan og Australien tilsammen repræsenterer over 70% af verdens samlede CO₂-udledninger. John Kerry ville have deltaget, men har måttet aflyse på grund af situationen i Syrien og har i  stedet sendt en video message,² og for eksempel Connie Hedegaard være med for EU, så det bliver en slags uformelt forhandlingsforum, som i bedste fald kan sætte sig ud over FN-forhandlingernes ofte meget formaliserede forhandlingsmøder, som har tendens til at drukne i procedurer og positionsspil.

Majuro er på mange måder det prefekte sted for sådanne forhandlinger, for med udsigt til, at hver grad vi varmer det globale system på sigt vil give havstigninger på 2,3 meter, er det uomtvisteligt klart, at det er i tolvte time med en global klimaindsats, som inden for meget få år radikalt opbremser den nuværende fossile afbrænding og får alle verdens lande omstillet til bæredygtige ligevægtssamfund drevet på vedvarende energikilder.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Efter at LDP 21. juli sikrede sig et komfortablet flertal også i overhuset, vil vi august sandsynligvis se Abe forfølge sin A-kraft-venlige erhvervs- og energipolitik langt mere direkte og med langt mindre omsvøb, end han har gjort indtil nu. Spørgsmålet er, om han vil kunne lade være med at blande sig i processerne omkring genstarten og lade dem udfolde sig på egne præmisser. 

Vi vil måske også se NRAs godkendelsesproces nå dertil, at den må afklare en række ‘svære’ problemstillinger, hvor for eksempel det at fastholde, at der er aktive foldelinjer i undergrunden under en given reaktor, får den direkte konsekvens, at pågældende reaktor ikke kan genstartes.

I lyset af de seneste måneders mange småproblemer ved Fukushima Daiichi og TEPCOs stadige fortielser af situationens alvor er der en stadig mere udbredt mistillid til TEPCOs evne til at varetage opgaven at rydde op og få situationen bragt definitivt under kontrol. Det kunne meget let føre til en reorganisering af indsatsen, hvor TEPCO enten direkte bliver frataget ansvaret for dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi, eller at man fik lavet en situation, hvor i det mindste der var så mange eksterne instanser direkte involveret, at de strategiske beslutninger blev taget på en helt anderledes klart og åbent grundlag end i dag.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser august 2013

1. august – TEPCO fremviser overskud for 2. kvartal 2013
2. august – Fukushima Blues: En dagligt opdateret nyhedsside
2. august – Nye prisstigninger
3. august – EDF opgiver amerikansk A-kraft
3. august – Slagsmål om A-kraften på Taiwan

3. august – 2007-jordskælv 2,5 x mere end Kashiwazaki-Kariwa er bygget til
4. august – TEPCOs barriere formår ikke at standse den radioaktive udsivning
5. august – NRA erklærer Fukushima Daiichi i undtagelsessituation
6. august – Hiroshima-bomben 68 år
7. august – Guvernør: Staten må overtage arbejdet ved Fukushima Daiichi

7. august – TEPCO kan ikke løfte økonomien bag grundvandssikringen
8. august – Opfordring til NRA: Brug kræfterne på Fukushima Daiichi
9. august – Ingen retssager mod Naoto Kan og TEPCOs ledelse
9. august – Mindestund i Nagasaki
10. august – Barsebäck

11. august – TEPCO hemmeligholdt enorme grundvandsstrømninger
12. august – Sydkoreansk energimangel efter reaktorlukninger
12. august – TEPCO øger kulafbrændingen
14. august – Nuklear mikado ved reaktor 4
15. august – Krav om forhøjede diger ved Takahama-værket

15. august – NRA godkender dekommissioneringsplan for Fukushima Daiichi
16. august – LDP-udvalg: Ikke flere reaktorer før affaldsproblemet er løst
20. august – Undergrunden under Oi-værket frikendt
20. august – Nye lækager af radioaktivt vand ved Fukushima Daiichi
20. august – Om undergrund og vandstrømning ved Fukushima-værket

21. august – Fiskere overvejer at acceptere udledning af rent grundvand
21. august – NRA hæver klassifikationen til level 3 efter de seneste lækager
21. august – Flere Fukushima-børn får kræft i skjoldbruskkirtlen
21. august – Risiko for alvorlig atomulykke voldsomt forøget
22. august – Kystfiskerne indstiller fiskeriet på ubestemt tid

23. august – Sorry, sorry, sorry
23. august – Fukushima-krisen stadig sværere for Abe at komme udenom
23. august – Yoshida mindet
24. august – IAEA alvorligt på afveje
24. august – Fransk foto(sur)realisme: ‘Bad Dreams’

25. august – TEPCO: Flere selvforskyldte problemer
26. august – Stadig ingen japansk klimamålsætning
26. august – Ex-premierminister Koizumi: toward zero nuclear power
29. august – NRA: Fukushima-lækage hævet til risiko-niveau 3
29. august – Hirohiko Izumida: Regeringen må træde til

31. august – Skjoldbruskkræft stigende efter indførelse af A-kraft

Se Fukushima links for august 2013.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I maj vil Abe og regeringspartiet LDP vil sandsynligvis vise klarere signaler om deres A-kraft-politik. NRA vil komme nærmere de endelige krav for genstart, og måske komme ud i de første situationer, hvor man ‘er nødt til’ at erklære en reaktor for uegnet til videre brug på grund af jordskælvsmæssigt uheldig placering.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser maj 2013

1. maj – Forsyningsselskaberne står med gigantiske underskud 
2. maj – Igen tid for ‘Cool Biz’ 
3. maj – NRA indleder ny undersøgelse af Fukushima-katastrofens første fase 
4. maj – Risplantning igen efter to års moratorium 
5. maj – Abe underskriver aftale om levering af tyrkisk A-kraftværk 

6. maj – Mafiaen lukrerer på oprydningsarbejdet 
7. maj – Japansk fiflen med klimaindsatsen 
8. maj – Eksperterne langt gladere for A-kraft end lægfolk 
9. maj – TEPCO vil lede radioaktivt vand i Stillehavet 
11. maj – 500 shanghaiet til at arbejde på Fukushima Daiichi 

12. maj – NRA kræver fornyede undersøgelser ved Oi-værket 
12. maj – LDP melder klart ud om reaktorstart forud for valget 
13. maj – Den vedvarende energiudfordring 
13. maj – Ferskvandsmiljøet også radioaktivt forurenet 
14. maj – Hamaoka-værket i gabestokken 

15. maj – Reaktor ved Tsuruga-værket i gabestokken 
15. maj – Monju-reaktoren i gabestokken 
16. maj – Tohukus kyster indstøbt i beton
18. maj – KEPCO på skolebænken 
19. maj – Abes industriministerium involveret i astroturfing 

20. maj – tæt på plutonium-ulykke i Hamburg 
21. maj – JAPC indkalder egne eksperter
22. maj – Cæsium i alle plankton-prøver
22. maj – Cool Biz 2013 
23. maj – Kulkraftværk på tegnebordet

24. maj – Panel: 70% chance of Nankai Trough quake by 2040s 
25. maj – Alvorligt uheld på japansk atomforskningsanlæg 
25. maj – Fukko nationalpark langs Tohukus østkyst 
26. maj – Abe: Reaktor-start vigtig for japansk økonomi 
27. maj – FN-udvalg: Kun få sundhedskonsekvenser fra Fukushima-katastrofen

28. maj – Ikke kun i Japan
29. maj – Nankai-strategi: Ikke forudsigelser men forberedelser
30. maj – Fire forsyningsselskaber i kø for genstart af reaktorer
31. maj – TEPCO beordret til at mindske mængden af radioaktivt vand

Se Fukushima links for maj 2013.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.

I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.

Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?

Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.    

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2013

1. marts – Edano: Energiplanen må fastholdes 
2. marts – Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme – blog-indlæg
2. marts – Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften 
3. marts – Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima 
4. marts – A Tale of Two Forests

5. marts – Abe sætter klima- og miljøfolk på porten 
6. marts – Rygter om genstart af flere A-kraftværker 
6. marts – TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet 
6. marts – Stadig høje strålingsdoser i vild mad 
7. marts – Stor online 3/11-database åbner

8. marts – Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror 
9. marts – Sikkerhedskultur – eller mangel på samme 
9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde 
9. marts – Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat 
10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger 

10. marts – Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen
11. marts – TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer 
11. marts – En stribe før-efter-billeder
11. marts – Fukushima – 2 år senere – blog-indlæg
11. marts – Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne 

12. marts – 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO 
13. marts – Japan løber fra sine klimamålsætninger 
13. marts – Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen 
13. marts – Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft
13. marts – Chernobyl vs. Fukushima 

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer 
14. marts – Nye dyrkningsmetoder i Fukushima 
15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11
16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse 
16. marts – A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg 

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab 
18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – blog-indlæg
19. marts – Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi
19. marts – Oi-værket får lov at køre indtil september
19. marts – Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

20. marts – Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP 
21. marts – Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk 
22. marts – Dekontaminering et Sisyfos-arbejde 
24. marts – 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft 
25. marts – TEPCO taget i falsk folkelighed 

25. marts – Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning 
28. marts – Not in my backyard 
28. marts – Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed 
28. marts – NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen 
29. marts – Google Streetview “for ikke at glemme Fukushima” 

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt 
30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Se Fukushima links for 1.-11. marts 2013 / 11.-31. marts 2013.

Læs mere »

.

Kunne ikke stå for denne parodi på en dokumentar, som i bedste heroiske naturfilmstil følger plasticposens livscyklus fra indkøbscentrenes erotisk ladede øjeblikke i San Franciscos asfaltjungle over den lange vandring med vinden mod forløsningen i det store ocean, hvor den opsluges i Stillehavets perpetuelle affaldsspiral.

Noget andet er, at det er alvor. Der produceres på verdensplan omkring 300 mio. ton plastic pr. år, hvoraf omkring 90% ikke recirkuleres. Hvor plastic over tid er nedbrydelig på landjorden, så nedbrydes den kun meget langsomt og ufuldstændigt i havet. Så for eksempel i den nordelige del af Stillehavet er der gradvist opstået en kolossal spiral af plasticstumper – The Great Pacific Garbage Patch. Nogle har beskrevet den så stor som det halve USA, andre som det dobbelte af Texas. Men under alle omstændigheder et kolossalt havområde totalt plastificeret. Her fra Danmark har plasticposen svære livsvilkår. Den opsnappes ofte for at ende på forbrændingsanstalten – her sker forløsningen i den stadig tættere tåge af drivhusgasser, som omgiver biosfæren. Og løsslupne plasticposer sandsynligvis ende i en tilvarende evighedsspiral – The North Atlantic Garbage Patch.

Derfor, tænk på verdenshavenes store plasticspiraler, når nogen næste gang søger at overbevise os om, at plasticposer er fuldt så klimavenlige og miljøforsvarlige som papirposer.

Bettina Wassener: How to Rid the Seas of ‘Plastic Soup’? New York Times 23.05.2011.

Wikipedia: Great Pacific Garbage Patch og North Atlantic Garbage Patch.

Peter Davison & Rebecca P. Asch: Plastic ingestion by mesopelagic fishes in the North Pacific Subtropical Gyre, Marine Ecol Progress Series no. 432  juni 2011 pp. 173-80 (abstract).