Strøtanker om bæredygtighed

.
Johnnie Lawson: 1 times beroligende skovlyde (2014).

“Imagine yourself sitting under the shade of a forest of young beech trees in springtime, listening to the soothing sound of woodland birds singing in the branches above you,” skriver Johnnie Lawson i introduktionen til sin video: “Feel a warm spring sun as it penetrates the leaf cover dappled on the sea of bluebells beneath your feet.”

Under vejs i denne én time lange video ændres der ikke en eneste gang på kameraopstillingen, og her er ikke nogen time-lapse-kondensering af tiden, kun tidens fulde udstrækning. Der er end ikke valgt en dag, hvor passerende skyer driver dramatiske skyggespil hen over ‘lærredet’, man ser kun de samme klokkeblomster i forårsskoven. Vi er langt fra civilisationen, i hvert fald høres ingen biler, stemmer eller hujen fra leg. Fuglene væver deres lysende sangkuppel, mens en svag brise indimellem leger med det nyudsprungne løv. Ellers sker her absolut intet.

Lawsons skovportræt understreger, at stilhed ikke blot er fraværet af lyd. Den schewiziske filosof Max Picard bruger i bogen The World of Silence (1948) det billede, at fuglesangen er stilhedens noder. Når solsorten synger i parken, i baggården eller i skoven, så udtrykker den stilheden, forstærker den og gør os opmærksom på den.

Johnnie Lawson har lavet en hel serie af sådanne pausebilleder, hvoraf flere forløber over 8 timer. De kan ses via hans YouTube-kanal. Hvis man er til videoer med naturlyde, har han et bibliotek med flere hundrede deraf: Nature Sounds.

Se flere pausebilleder.

Dette billede er taget ud fra mit vindue i Larslejsstræde kl. 4 i morges, hvor det tætte låg af regnskyer for en stund magisk åbnede sig for en morgenrøde med en dybtglødende intensitet, som jeg ellers kun har oplevet i troperne.

En magisk stund midt i Middelalderbyen – ingen biler, ingen fulderikkers bevidstløse skrigen, ingen vejarbejder eller skramlende feje- eller skraldebiler. Kun solsortens, musvittens og bogfinkens jublende lovprisning af en ny dags begyndelse til at understrege stilheden i morgenrøden.

Blot et par hundrede meter fra party-zonen, hvor diskotekerne pumper i hormonerne, neonskiltene besværger mørket og alkoholen giver nogle få timers højlydt frisættelse inden tømmermændene sætter ind.

Fortalerne for denne urbane festkultur, som år for år støjer stadig mere og respekterer beboerne og deres nattesøvn og velbefindende stadig mindre, siger, at man må flytte på landet, hvis ikke man kan tåle mosten. Men på en sådan morgen tænker man, af det måske var dem, som ikke kan høre stilheden og synke ind i den, som skulle flytte på landet.

Fornemmer lidt det var noget i den retning, solsorten prøvede at sige.

Som den schweiziske filosof Max Picard sagde: “Intet har forandret menneskets natur så meget som tabet af stilhed.”

Men er stilheden endelig tabt, eller kan vi lære igen at træde stille på denne klode?

.
Man kan sige meget skidt om reklamer, men denne lille video, hvor Johann Sebastian Bachs “Jesus bleibet meine Freunde” bliver spillet af en lille kugle på en skov-xylofon, hører til blandt de mere raffinerede – med en beåndet poesi, som ikke kunne være lavet andre steder i verden end i Japan.

Den let asymmetriske touch screen telefon med dens ulasteligt polerede træchassi bliver som en storbyamulet (op)ladet med duften af harpiks og skovbund, lyden af vandets rislen og vindens susen i fyrretræerne og skovenes uudgrundelige ro.

Og i en størrelse som mig, som har levet fire vidunderlige år i landet, vækker sådanne øjeblikke et stærkt savn tilbage. En uudgrundelig æstetisk syntese af fortid, fremtid og urtid.

Se flere pausebilleder.

..

Dagens pausebillede er et lydbillede – eller rettere fire lydbilleder, af vand fra det japanske K-MusicLife: Ét med vandlyde fra en strand åben til det store ocean, ét fra vandlyde fra rismarkernes overrislingskanaler, ét fra en drypvåd japansk skov, hvor fuglestemmer stemmer i, og ét hvor det regner i lotusdammen.

..

Efter en hel dag med konstant larmende vejarbejde lige neden for mine vinduer voksede en gammel længsel om et hus med en have med et rislende vandløb igennem frem igennem de voksende nakkespændinger, og jeg gik på jagt efter vandlyde for om muligt at finde et opblødende, distancerende, beroligende udglattende, rummeligt lydfilter.

For lyden af vand er måske det mest beroligende der findes. I hvert fald er det noget af det mest beroligende, jeg kender. Selvom jeg er vokset op i byen, har jeg haft havet i øret helt tilbage fra min barndoms sommerhus på kanten af Kattegat, bogstaveligt så tæt at det er ved at skylle i havet. Her vågnede man til havet, levede med havet, dets langsomme hæven og sænken i pagt med månen, som tidvist lod store sandrevler dukke frem, og man slumrede ind i havets uudgrundelighed. Mange somre rundt i de skandinaviske farvande har jeg haft den beroligende lytten til bølgeslagets uendeligt langsomt ændrende rytme, om det er dovent slikkende store sten, voldsomt brusende materialepolering, langsom tilbagerislen, eller skramlen med havstokkens skaller eller klukken i bådskrogets klinkbordlægning. Og på det seneste er jeg kommet til at holde af regnen i byen, fordi den lukker af for så utroligt mange lyde og gengiver os stilheden eller næsten-stilheden – det at vi ikke i vores bevidste eller underbevidste konstant skal forholde os til titusinde irrelevante ting i vores omgivelser.

Læs mere »

Mark Rothko (1903-70): Orange, Red, Yellow, oil on canvas 1961.

I den serie af pausebilleder, som gradvist er opstået her på bloggen, har det indtil nu været konstellationer af billede og lyd, som har tegnet billedet. Men i dag er det i al sin enkelhed et billede.

Et billede så enkelt, at alle ville kunne se med uden forudsætninger. Et billede uden budskab – intet at forstå og analysere, blot ren flade og kontur: orange, rød og gul. Og så endda så komplekst i sin opløsning af fladen, at det er værd at dvæle en stund ved. Et billede man kan fortabe sig i, forsvinde ind i, vende tilbage fra efter at have badet i det vidunderliste solorange. Måske også et billede, som salig Rindal ville kunne have fået galt i halsen, ikke mindst hvis han fik at vide, at han stod overfor verdens dyreste maleri. For dette billede er netop i dag på Christie’s handlet til 496 mio. dollar, eller 2,5 mia. danske kroner.

Rothko malede ofte i meget store formater, og den vibrerende fornemmelse af uudgrundelige dybder i hans farveflader, som er skabt med lag på lag på lag af semitransparente strøg, kommer kun næsten til sin ret i kunstbøgernes og computerskærmenes raster-virkelighed.

Rothko er en af mine yndlingsmalere, og Orange, Red, Yellow er fra hans glansperiode, hvor den abstraktionens rejse, som var startet i tiden lige efter 2. verdenskrigs afslutning havde fundet sit modne udtryk, og mesterværkerne faldt tæt. I en stor Rothko-bog, jeg har, med 200 værker, er Orange, Red, Yellow således slet ikke med, og alene fra årene omkring 1960 er der 10-15 billeder, jeg resonerer bedre med. For ikke at tale om de billeder, han lavede mod slutningen af sit liv, hvor kræfterne ikke rakte til at arbejde i de store olieformater, og han derfor fortsatte i mindre skala på papir. Her nåede abstraktionen nye niveauer af klarhed.

For dem, som ikke synes et still-billede er et rigtigt pausebillede, kommer der her en række video-links. Men jeg har ikke kunnet finde nogen lyd-billed-konstellation, som gav Rothkos billeder noget, de ikke havde i forvejen. Så det blev ved still-billedet, og udvalget her er mere i det dokumentariske felt: Rothko (med Simon Schama intenst indlevet om Rothko), Rothko exhibition in London, Mark Rothko – Ein Portrait I, Mark Rothko – Ein Portrait II, Kate Rothko: about my father Mark I, Kate Rothko: about my father Mark II og What Mark Rothko thinks about modern art & people, som er et lille uddrag fra BBC-dokumentaren “The Power of Art – Mark Rothko”, hvor Rothko siger:

“When I was a younger man, art was a lonely thing. No galleries, no collectors, no critics, no money. Yet, it was an golden age, for we all had nothing to lose, and the vision, the gain. Today is not quite the same. It is a time of tons of verbiage, activity, consumption. Which condition is better for the world at large I will not venture to discuss. But I do know that many of those who were driven to this life are desperately searching for those pockets of silence where we can root and grow. We must all hope we find them.”

Se flere pausebilleder.

Steffen Boesen: Moderne kunst sætter rekorder på stribe i New York, Politiken 09.05.2012.

Midt i sidste uge blev en Gallup-undersøgelse offentliggjort, som viste, at to tredjedele af knapt 1.000 adspurgte ønskede lukkeloven afskaffet. Lukkeloven er et levn fra formyndersamfundet, hedder det, alle andre steder i verden kan man købe næsten hvad som helst døgnet rundt. Politiken stillede i den forbindelse spørgsmålet: Skal vi afskaffe lukkeloven? Og der var bedrøveligt mange læsere, som markerede, hvor god en idé det ville være, hvis butikkerne var åbne om aftenen og om søndagen, så man kunne shoppe, når man havde lyst – det vi sige altid.

Et af de gennemgående argumenter var, at det ville give butikkerne mere omsætning – som om det er det, som verden har brug for i en tid, hvor vi slider hårdere end nogensinde på klodens ressourcer.

Når man bor i Indre By, er søndagene noget særligt. Det er de morgener, man vågner til fuglesang, hvor rådhusklokkernes kvartersslag er ikke overdøvet af trafiklarm, og duftene fra jord og træer vender tilbage, når udstødningen fra den tunge trafik stilner af. Roen sænker sig vederkvægende, for ingen har travlt, der er ikke tusinde ting, der skal nås inden lukketid. Der er faktisk ingenting at nå. Stadig er der mange mennesker i gaderne, men de slentrer, smiler, taler sammen, kigger sig omkring, går på opdagelse – og oplever en anden by, hvor gaderummene ikke er fyldt til drøblen af parkerede biler og byens mange smukke steder og huse toner langt klarere frem.

Jeg tror vi alle har godt af en ugentlig hviledag, hvor byen og vi alle sammen går lidt ned i gear.

At en afskaffelse af lukkeloven også vil blive fordyrende for vores varer og en latent trussel mod små nærbutikker og specialbutikker, er en anden ting vi burde gøre os klart, inden vi sender i titusindvis af mennesker på søndags- og aftenarbejde.

Dorthe Lønstrup: Skal vi afskaffe lukkeloven? Politiken 08.05.2008.

Frederik Pedersen: Småbutikker udsultes hvis lukkelov fjernes, Politiken 08.05.2008.

Frederik Pedersen: Hver anden butik har søndagsåbent, Politiken 07.05.2008.