I dagens Ingeniøren kan man læse, at den hypotese om solpletaktivitetens centrale rolle overfor udviklingen i den globale opvarmning, som har fyldt en del i den danske klimadebat – til dels fordi teorien har været fremsat af den danske astrofysiker Henrik Svensmark – er ved at blive forladt.¹ Som kurven herover viser, har der fra 1850 og frem til sidste fjerdedel af det 20. århundrede været et besnærende sammenfald mellem kurven over solcyklussens længde og den globale temperaturudvikling, hvilket har ført til mange spekulationer om, at solpletaktiviteterne og ikke drivhusgasserne havde den primære rolle i udviklingen af det globale klima (hvilket ville være komfortabelt, da det ville fjerne ansvaret for klimaudviklingen fra industrisamfundene og deres stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer ). Men en undersøgelse af Peter Stauning, seniorforsker emeritus ved Danmarks Meteorologiske Institut, som blev fremlagt i november 2011,² og hvorfra grafen herover stammer, viser, at disse to kurver fra 1985 i den grad gik hver for sig.
Jeg mindes stadig, da lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen i marts 2009 var i Danmark og på et arrangement ved Ingeniørforeningen omhyggeligt imødekommende overfor os danskere fremlagde, at solplet-aktiviteterne skam havde en rolle, men at deres kraft (forcing) lå i størrelsesordenen <0,2 W/m², hvor den samlede energi-ubalance (forskellen mellem den indstrålede og den udstrålede energi) nærmere lå på 2,5 W/m², hvorfor det ikke gav nogen mening at fastholde teorien om, at solpletaktiviteten var den primære faktor i den globale opvarmning.
Dette er ikke stedet at udfolde Svensmark & cos teori om, at denne korrelation skyldtes en indirekte effekt, hvor solpletaktiviteten regulerede den kosmiske stråling, som har indflydelse på skydannelsen, som igen er med til at regulere, hvor meget af Solens lys der dels reflekteres og dels tilbageholdes i atmosfæren på grund af skydækket – og dermed temperaturen. Men nu fremgår det af Jens Ramskovs artikel i Ingeniøren, at selv forskere, som har været med til at forfølge dette spor, er parate til at opgive teorien. Men det er måske godt for et øjeblik at minde sig om, at det så langt fra er alle sådanne mønstersammenfald og tilsyneladende sammenhænge, som rent faktisk er årsagsforbundne. Kan ikke lige nu komme på, hvem som sagde, at 19 ud af 20 parallelslutninger er forkerte.
Med den stadig stærkere konsensus om klimaudfordringens natur mangler vi efterhånden kun at gøre noget alvorligt ved de stadig stigende udledninger af drivhusgasser.
Jens Ramskov: Enige forskere: Solen kan ikke forklare klodens hedetur, Ingeniøren 27.03.2012.¹
Peter Stauning:” Solens aktivitet-klima relationer: En anderledes tilgang” in Journal of Atmospheric and Solar–Terrestrial Physics nr. 73 2011, pp. 1999-2012.²
Solaktivitet og klima – en ny analyse, DMI 02.08.2011.
