Strøtanker om bæredygtighed

Dette billede er taget ud fra mit vindue i Larslejsstræde kl. 4 i morges, hvor det tætte låg af regnskyer for en stund magisk åbnede sig for en morgenrøde med en dybtglødende intensitet, som jeg ellers kun har oplevet i troperne.

En magisk stund midt i Middelalderbyen – ingen biler, ingen fulderikkers bevidstløse skrigen, ingen vejarbejder eller skramlende feje- eller skraldebiler. Kun solsortens, musvittens og bogfinkens jublende lovprisning af en ny dags begyndelse til at understrege stilheden i morgenrøden.

Blot et par hundrede meter fra party-zonen, hvor diskotekerne pumper i hormonerne, neonskiltene besværger mørket og alkoholen giver nogle få timers højlydt frisættelse inden tømmermændene sætter ind.

Fortalerne for denne urbane festkultur, som år for år støjer stadig mere og respekterer beboerne og deres nattesøvn og velbefindende stadig mindre, siger, at man må flytte på landet, hvis ikke man kan tåle mosten. Men på en sådan morgen tænker man, af det måske var dem, som ikke kan høre stilheden og synke ind i den, som skulle flytte på landet.

Fornemmer lidt det var noget i den retning, solsorten prøvede at sige.

Som den schweiziske filosof Max Picard sagde: “Intet har forandret menneskets natur så meget som tabet af stilhed.”

Men er stilheden endelig tabt, eller kan vi lære igen at træde stille på denne klode?

I de 17 år, jeg har boet i Larslejsstræde har der på denne tid af året været den vidunderligste solsortesang. Nogle år har der i forårsmånederne udspillet sig de drabeligste sangdueller mellem tre-fire solsorte – men ikke i år. Og jeg må indrømme, at jeg savner dig voldsomt, kære solsort – savner dine tonelege, dine ækvilibristiske triller, dine imitationer og intonationer. Indimellem bilder jeg mig endda ind, at vi har sunget sammen, talt sammen, udvekslet andet og mere end høfligheder, delt en jublende glæde over forårets komme – men måske det kun er indbildning. Mit næb er i hvert fald langt fra så lysende orange som dit.

Jeg har derfor tænkt på, hvad jeg kunne gøre? Sætte en annonce i solsortenes dagblad om et ledigt revir i et af hovedstadens mest attraktive kvarterer? Både ved 1 og ved 2 på kortet herover, i min for- og baghave.

Jeg synes jo det er et vidunderligt sted og kan ikke helt forstå … vinteren har jo ikke været særlig streng. Jeg har da også enkelte nætter hørt dig synge ved et-tiden – som om du i nattens mulm og mørke inspicerede reviret, men fandt det uegnet for solsorte. Er det blevet så ringe? Godt nok har de skramlet meget omkring de forhenværende TDC-bygninger, men du skal vide, at planerne om Sankt Petri Passage er opgivet – den finanskrise er god for mange ting. Og akustikken er fænomenal, din sang løfter sig mellem husmurene, og vi er mange, som værdsætter det højt.

Du har ret, kirkepladsen (1) er så langt fra hvad den kunne være: Der er snart ikke mere græs tilbage og en evig støj fra skolebørnene. Det er rent ud sagt en bedrøvelig affære – rundbold eller regnorme. Og ja, de to kolossale lindetræer i Asylbørnehaven (2) er skåret voldsomt tilbage, samtidig med at de har haft et anfald af oprydning i Valkendorf-kollegiets gamle forhave, hvor blandt andet Grundtvig – ham med alle salmerne – har boet. I hvert fald lindetræerne vokser ud igen – du må have lidt tålmodighed – og det har det med at gro til igen i kollegiehaven, så du inden længe igen kan regne med sikker fangst af mider og orme til dine unger.

Men hvad kan vi gøre indtil da? Prøve at få lagt den grønne løber ud til Ørstedsparken, så du igen føler dig velkommen? Skolegårdene i Niels Brock og Sankt Petri Skole (3&4, 5) er i dag stort set væg til væg-asfalteret. Jeg må se at prøve at formå dem til at forgrønne deres skolegårde, så forbindelseslinjerne bliver genoprettet. Det ville de mange elever sikkert også være glade for.

Selv dine små fætre og kusiner, musvitterne, blåmejserne, gråspurvene og bogfinkerne, er ikke nær så flittige gæster i år. Men de er her, jeg hører dem næsten hver morgen, så jeg håber stadig du har os i tankerne og giver vores kvarter en ny chance. Vi savner dig.

De små grønne enklaver i den tættest bebyggede by er meget udsatte, og selv tilsyneladende små forandringer kan medføre store forskelle for de planter og dyr, som lever mellem husene, og det er vigtigt for bynaturens trivsel og overlevelse at styrke sammenhængen mellem de enkelte enklaver og forbindelseslinjerne til parkbåndet i det gamle fæstningsanlæg. Vi er derfor i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn ved at forberede et kortlægningsprojekt af den historiske bys naturkapital. Netop kortlægningen kan give indikationer af, hvor man ville kunne sætte ind for at styrke bynaturens robusthed, sammenhængskraft og artsvariation i den tættest bebyggede by.

Klokken fire i morges, længe før solen stod op, var der for første gang i år solsortekoncert her i Larslejsstræde. Men allerede i går hørte jeg faktisk på vej til Nyboder en solsort lege med tonerne. Med sin frit flydende musikalitet og virtuose stemmeføring er solsorten en vigtig del af de kommende måneders forårskoncert.

For blot få år siden skulle man hen omkring midten af maj, før kirsebærtræerne sprang ud. I går stod jeg også pludselig overfor blomstrende kirsebær ved Botanisk Have ud mod Øster Voldgade. På den led har der de seneste år været kuk i forårskalenderen.