Indlæg tagged med solenergi

Jorden rundt på solenergi II

5. december 2008

Halvandet år har det taget schweiziske Louis Palmer at kommer jorden rundt, men så er det også sket på en for miljøet usædvanlig skånsom måde – med en solcelledrevet bil. Til gengæld har turen taget næsten halvandet år.

Palmer har timet turen, så han i går efter 52.000 km kørte i mål i Poznan, hvor politikere i disse dage arbejder på at få en klimaaftale skrue en sammen. Han krydsede målstregen med lederen af klimaforhandlingerne Yvo de Boer som passager på det sidste stræk.

Ved ankomsten fortalte Palmer, at over alt på hans tur, havde mennesker ønsket sig en bil som hans. Der er derfor ingen grund til, at bilindustien ikke laver biler som hans. De ville lynhurtigt kunne lave den i en meget bedre udgave. Teknologien er der. Den er økologisk, den er økonomisk, den er pålidelig. Vi kan stoppe den globale opvarmning, siger Palmer.¹

Se mere om om Palmers tur i et tidligere blog-indlæg: Jorden rundt på solenergi.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Alister Doyle: Solar-Powered Car Completes Round-The-World Trip, Reuters 04.12.2008.

‘Solar taxi’ goes round the world, BBC News 05.12.2008.

Vanessa Gera: Solar car completes 1st ever round-the-world trip, (AP) Journal Gazette 05.12.2008.¹

 

Share

Jorden rundt på solenergi

13. september 2008

Schweiziske Louis Palmer har i mange år haft en drøm om at køre jorden rundt. Og i disse klimaudfordringstider, hvor transportsektoren med dens tørstige forbrændingsmotorer er en af de helt store udfordringer for at komme videre fra det fossile samfund, har han valgt at gøre det i en rent soldrevet bil: “With this tour I want to show that solutions against global warming are available and that it can be stopped,” sagde han på et stop i Delhi.¹

Palmer lagde ud fra Lucerne i juli sidste år med kurs mod Saudi-Arabien. Siden har han været tværs over Indien, på Bali, Australien, New Zealand, op gennem Malaysia og Singapore til Kina og Japan. Dernæst med båd over Stillehavet, hvorefter han har krydset det amerikanske kontinent. Og nu er han nået til New York.

Hjemturen går over Nordafrika og Spanien, med en lille omvej over Polen til COP14 i Poznan, det sidste stormøde inden klimatopmødet COP15 i København næste år. Palmer regner med at være tilbage i Schweiz til jul. Med 50.000 km tilbagelagt gennem 50 lande i 5 kontinenter vil han til den tid være den første, som har været jorden rundt i et rent solcelledrevet køretøj.

For nogle dage siden stod jeg foran en el-bil på Gammel Strand og spurgte naivt, hvorfor der ikke var el-paneler på bilens tag for i det mindste at lave noget af strømmen under vejs. Men det gav så lidt, at det var ligegyldigt, svarede manden, som viste bilen frem. Palmers køretøj er da også en lille asfaltboble, som trækker en 6 m lang trailer med solfanger bag sig. Og denne solfanger producerer dog blot halvdelen af den energi, han har brug for. Palmer har lavet den ‘regel’ for sin jordomkørsel, at han undervejs kan trække 6.000 kWh fra nettet, som modsvares af et tilsvarende solpanel hjemme i Schweiz. Ellers ville det sidste stræk hjem gennem et vintermørkt Centraleuropa nok komme til at tage ganske lang tid.

15.000$ har køretøjet kostet, og det er lavet med hjælp fra studerende fra fire universiteter. På en solrig dag er tophastigheden 90 km/t, så det lægger op til en rejseform, hvor vi har mere tid. Men i en tid, hvor charterturismen står for fald, har vi her en mulighed for en CO2-neutral rejseform.

solartaxi.com er der masser af information om Louis Palmers rundtur, heriblandt en side med videoklip fra hans mange stop under vejs.

indlæg oprettet af Jens Hvass

UN chief prefers solar-powered taxi! Zee News 12.09.2008.

Chad Smith & Christina Boyle: This taxi is sun kind of wonderfuel, Daily News 10.09.2008.

Alex Nunez: Solartaxi: Around the world on solar power, forecast earth 19.08.2008.

Meenakshi Sinha: Around the world in a solar taxi, The Times of India 28.10.2007.¹

  

Share

Gigantiske amerikanske solcellefarme på vej

24. august 2008

I det sydvestlige Californien er de to solcellefirmaer OptiSolar og SunPower i gang med at opføre, hvad der i særklasse vil blive verdens største solcelleanlæg. De to anlæg, som skal være færdige til ibrugtagelse i 2012 og 2013, får tilsammen en effekt på 800 MW, eller lige så meget som et større kulfyret kraftværk. De vil da også tilsammen komme til at fylde 32 km² – et areal svarende til 5.000 fodboldbaner eller en tredjedel af Amager.¹ Alene opstillingen af OptiSolars 550 MW vil give arbejde til 300 mand i 3 år.

Tidligere i år fremgik det, at det californiske el-selskab SunEdison vil montere 6 mio. m² solpaneler på hustage i det sydlige Californien med en samlet effekt på 250 MW. Californien satser hermed markant på at udvikle en el-produktion fra solenergi i disse år.²

Den i dag største igangværende solcelleanlæg ligger i Spanien og har en effekt på 23 MW,³ og i Portugal er et anlæg på 62 MW under opførelse. Udbygningen med solceller i Californien vil således sætte helt nye standarder for skalaen.

Nu har de meget plads i USA, og det er nok godt at tænke stort for overhovedet at synliggøre, at solcellebaseret el-produktion skalamæssigt kan matche a-kraftværker og kulfyrede kraftværker. Men en af fordelene ved solenergien er, at den er tilgængelig over alt og derfor kan ‘høstes’ decentralt over alt, helt ned til ure, lommeregnere, mobiltelefoner, computertasker, biltage – måske fremtidens container var beklædt med solceller, så den var med til at producere sin strøm på sin vej rundt i verden pr. bil, tog eller skib.

Frem for at lave kvadratkilometer-store anlæg som en slags monokultur-solcelle-ørkener er der i mine øjne mere perspektiv i at udvikle den decentrale placering og udnytte potentialet i en produktion tæt på forbrugsstedet, hvor transmissionstab og kapacitetsbehov på el-nettet kan holdes på det minimale. Eller i det mindste at overveje, om man ikke kunne kombinere solcellefarme med produktion af afgrøder, som i det solrige klima havde glæde af halvskyggen under måske lidt mere spredt placerede kollektor-flader.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Matthew L. Wald: Two Large Solar Plants Planned in California, New York Times 14.08.2008.¹

Thomas Djursing: Verdens klart største solcelleanlæg skyder op i Californien, Ingeniøren 21.08.2008.¹

Thomas Djursing: Californien i verdens største satsning på solceller, Ingeniøren 08.04.2008.²

John Vidal: World’s biggest solar farm at centre of Portugal’s ambitious energy plan, The Guardian 06.06.2008.³

Topaz Solar Farm. Community Friendly Solar Power, optisolar.com 24.04.2008.

SunPower Case Studies, (med eksempler på solfarme) sunpower.com.

 

Share

CO2-fri elektricitet

18. august 2008

I forlængelse af Al Gores nylige forslag om, at al produktion af elektricitet indenfor de næste 10 år bør gøres 100% CO2-neutral, bragte tidsskriftet Nature 14. august en læseværdig oversigtsartikel¹ om viften af alternativer til den nuværende el-produktion, som globalt set repræsenterer den største samlede CO2-udledning, vandkraft, atomkraft, biomasse, vindenergi, geotermisk energi, solenergi og bølgeenergi (se nedenfor).

40% af vores energiforbrug kommer fra elektricitet, og alene at effektivisere energiforbruget i de mange processer, vi omgiver os med, har et kolossalt potentiale. Stort set alt i vores dagligdag vil energi- og ressourcemæssigt kunne gøres langt mere intelligent end i dag. Endda er der brug for at øge udbygningen af de vedvarende energikilder markant, hvis det skal lykkes inden for de nærmeste år at gøre verdens elektricitetsforsyning CO2-neutral.

Ikke mindst den nuværende afbrænding af kul er dybt problematisk. Kul har større CO2-udledning pr. udvundet energienhed end andre fossile brændstoffer, og klimaeksperten James Hansen har derfor advokeret for et moratorium for fyring med kul, som den måske vigtigste beslutning at træffe i den kommende afløser for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: Brev til den japanske statsminister og James Hansen: Stop afbrændingen af kul). Endda åbnes der nye kulfyrede kraftværker med en højere hastighed end nogensinde før.

Læs mere »

Share

Passiv solvarme på Københavns Universitet

3. august 2008

I Ingeniøren kan man fredag læse, at Københavns Universitet inden klimatopmødet næste år vil have opført en 950 m² CO2-neutral bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som i stor udstrækning udnytter passiv solvarme.

Vi har efterhånden en del aktiv solvarme i Danmark, hvor aktive indsamlingsflader, som oftest er indbygget i sydvendte tagflader, typisk opvarmer brugsvand, og rigtigt anvendt kan aktive solfangere have en vis virkningsgrad selv i vintermånederne, hvor solen på danske breddegrader ellers ikke har meget kraft. Den passive solvarme derimod indebærer at selve bygningen er udformet som en solfanger og som termisk lager. Man skaber så at sige en bygningskrop, som har en naturlig energibalance, som i størstedelen af året ligger inden for vores termiske komfortzone.

Green Lighthouse kommer bygningen til at hedde. Den er i høj grad tænkt som et grønt fyrtårn for klimatopmødet i slutningen af 2009, og man vil her se en hel række avancerede energisystemer integreret. Den får varme fra den indstrålende solenergi, og overskydende solvarme pumpes ned i et varmelager under bygningen til den kolde årstid. Køling af bygningen sker blandt andet med faseabsorberende materialer. Og energi til belysningen klares i stor udstrækning via solpaneler (se principtegning nedenfor).

Læs mere »

Share

MIT udvikler lagring af solenergi inspireret af fotosyntesen

1. august 2008

To forskere ved MIT skriver i gårsdagens udgave af Science, at de med inspiration fra fotosyntesen i planternes blade har udviklet en simpel og billig teknologi til lagring af solenergi. Nærmere bestemt er det en teknologi, som ved stuetemperatur og almindeligt tryk er i stand til at spalte vand i ilt og brint ud af overskydende el fra solceller i dagtimerne. Ved senere i en brændselscelle at bringe ilten og brinten sammen, så de igen bliver til vand, kan man producere elektricitet af den lagrede energi ved en CO2-fri proces, hvor 2O2 og H2 igen forbindes til vand.

I den 2 min. lange video nedenfor fortæller Daniel Nicera om opdagelsen, som vil kunne revolutionere den måde vi bruger og lagrer energi på.

Læs mere »

Share

Japan vedtager handlingsplan for 80% CO2-reduktion i 2050

29. juli 2008

For blot få uger siden var Japan vært for et G8-topmøde, hvor det midt i glæden over, at man endelig havde fået USA med i et tilsagn om bindende CO2-reduktioner var forstemmende at se, at de store økonomier ikke var i stand til at melde ansvarligt ud i forhold til klimaudfordringens omfang. Man fik vegt fremstammet en 50% reduktion i 2050, endda med forbehold at alle skulle være med. Det er bedre end ingenting, men det løser ikke problemerne.

Derfor er det dobbelt glædeligt, at Japan i dag har vedtaget en handlingsplan for reduktion af CO2 med op til 80% i 2050. Japan må fortsætte med at vise lederskab i miljøspørgsmålet, sagde premierminister Yasuo Fukuda i dag til det japanske parlament: Japan må tage initiativet og skabe et lav-CO2-samfund.¹

Japan har tydeligvis taget kritikken fra de store udviklingsøkonomier, som var inviteret med til topmødet i Toyako, til efterretning. Det er reduktioner i det omfang, som skal til fra samtlige industrialiserede lande, for at vi har nogen chance for at bremse stigningen i koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. Og det er udmeldinger af den radikalitet, som skal til, for at en række af de største udviklingsøkonomier overhovedet vil høre tale om, at også de skal reducere deres udslip.

Planen indebærer en tidobling af den japanske solenergi inden 2020 og en fyrredobling inden 2030. Yderligere ligger der i klimapakken en styrkelse af udviklingen af CCS-teknologi (Carbon Capture Storage), indførelsen af en kvoteordning samt en udbygning af kernekraften med yderligere 9 reaktorer inden for de næste 10 år.

Bortset måske lige fra det med atomkraften kunne vi meget vel ønske os en tilsvarende plan for udviklingen af et CO2-neutralt Danmark. Ikke for at det er vigtigt om det bliver i 2049 eller 2051, men fordi det er vigtigt, at der overfor borgere og virksomheder og embedsmænd og hele resten af verden bliver slået fast med syvtommersøm, at målet er det CO2-neutrale samfund. Det er mig ufatteligt, at vi som værtsnation for Kyoto-aftalens afløser står med stigende CO2-udledninger og uden en sammenhængende klimapolitik for den danske overgang til CO2-neutralitet. IDA beregnede for nyligt, at det samfundsøkonomisk set vil være en kolossal gevinst for Danmark (se tidligere blog-indlæg: Milliardbesparelser ved systematisk satsning på vedvarende energi).

Se også: G8 vedgår en 50% CO2-reduktion inden 2050, Japan vedtager målsætning om 80% CO2-reduktion i 2050 og James Hansen: Stop afbrændingen af kul.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Japan adopts action plan against global warming, The Wall Street Journal (AFP) 29.07.2008.¹

Risa Maeda: Japan to start trial carbon trading in October, Reuters 30.07.2008.

 

Share

Asfalt som solfanger

31. maj 2008

Om sommeren, når solen dagen igennem bager ned over asfalten, kan den blive næsten ulidelig varm. Det hollandske firma Ooms Avenhorn Groep har derfor udviklet et system, hvor de mørke, varmeabsorberende asfaltflader ved hjælp af et system af indstøbte vandslanger bliver brugt som solfanger.

Første forsøg med teknikken blev etableret i Scharwoude i 2000, hvor et får boligkompleks med 70 lejligheder hovedparten af opvarmningsbehovet dækket fra 3.300 m² asfalt-solfanger lagt ud under 200 m vejbane og en lille parkeringsplads. For andre projekter er det kontorer, en hangar og et industrikompleks. Om sommeren kan man med det etablerede rørsystem dels køle bygningerne, dels trække varme fra asfalten ud i underjordiske varmelagre. Herfra kan varmen så hentes, når fyringssæsonen sætter ind. Ved i vinterperioden at sende det afkølede returvand tilbage i asfalten, kan man med det samme system hindre vejbanen i at nå under frysepunktet og dermed undgå isglatte gader, saltning og frostsprængninger af vejbelægningen.

Læs mere »

Share

Solenergi – fra nicheproduktion til mainstream

1. maj 2008

Solcellerne er i disse år i fokus, fordi den giver adgang til en CO2-fri energiproduktion. Dr. Richard Swanson, en af solcelleindustriens pionerer, giver i videoen Solar PV: The Path From Niche to Mainstream Supplier of Clean Energy (se nedenfor) en times introduktion til solceller og deres udvikling fra de første prototyper til et produkt, som står overfor et omfattende kommercielt gennembrud. 

Danmark ligger meget nordligt, når det gælder solcellernes effektivitet – energitætheden er op imod 4 gange større når man kommer nærmere ækvator. Men i områder med blot lidt højere solintensitet nærmer solcelleproduceret energi sig hastigt konkurrencedygtige priser. Således er Tyskland og Spanien i dag verdens to største solcellelande.

Med videoen Solar PV: The Path From Niche to Mainstream Supplier of Clean Energy giver Swanson en førstehånds-beskrivelse af solcellens udvikling. Hvor de første skridt blev taget med stadig støtte fra NASA, er solceller i dag ved at være standardudstyr på japanske typehuse. Man ser solceller indbygget i tagsten, så de er fuldstændig integreret i det arkitektoniske udtryk, det største anlæg i dag er et 20 MW solcelle-anlæg i Spanien. Swansons forelæsning fandt sted ved PARC (Palo Alto Research Center) i april 2006, så det er en teknisk betonet forelæsning med masser af god information.

Læs mere »

Share

Fremtidens energiforsyning?

30. april 2008

Spiegel Online bragte 28.04. en billedserie om solkraftværker af CSP-typen (Concentrating Solar thermal Panels) med eksempler dels fra Californien, dels fra Spanien. Der er tale om gigantiske anlæg, hvor parabolsk formede flader, som drejer med solens gang over himlen dagen igennem fokuserer sollyset på et gennemgående vandrør. Det varme vand opsamles, hvorefter det kan drive en turbine, som producerer elektricitet. Det er ganske enkelt at opsamle det varme vand i et stort lager, så turbinerne kan producere i døgndrift.

Som man kan se af kortet til højre (klik for større udgave i billedgalleriet nedenfor) er solindstrålingen meget ulige fordelt – den er således 4-5 gange større over Sahara end i Danmark, som ligger for nordligt til, at CSP solkraftværker som de her viste er rentable. Men man kunne forestille sig et gigantisk energinet, som blev forsynet med jordvarme, vind- og vandkraft, sol- og bølgeenergi i forhold til, hvad der på et givet sted var mest rentabelt – i virkeligheden vores nuværende elnet, blot med den forskel, at kul, olie og plutonium er erstattet af vedvarende energikilder.

Læs mere »

Share