1 million danskere slukkede for lyset
10. april 2009Der er netop i dag kommet tal, som viser, at lige godt 1 mio. danskere 28. marts slukkede for lyset i anledning af Earth Hour. I København var hele 35% af byens befolkning med til at slukke lyset.
Endda var for eksempel Politiken netavis hurtigt ude med lakonisk at konstatere, at det dårligt kunne ses på el-forbruget.¹ Og Kristeligt Dagblad kalder det klimapop.² Ikke desto mindre er det et stærkt signal. Det er symbolpolitik, og der ligger en vigtig markering i, at 1 mio. danskere, eller langt flere end noget dansk parti kan mønstre af stemmer ved et folketingsvalg, står sammen om en sådan markering.
Nedenfor er der tre små YouTube videoer fra Earth Hour 2009, som Sluk Lyset-kampagnen hedder ude i den store verden. Først en lille samling postkort med lys, der bliver slukket verden rundt. Dernæst fortæller den emgelske klimaøkonom Sir Nicholas Stern, hvorfor Earth Hour er vigtig: Det er en mulighed for verdens befolkninger for at lægge pres på regeringer verden rundt om at tage klimaudfordringen alvorligt. Det vil de ifølge Stern simpelthen ikke gøre, hvis ikke der er et massivt folkeligt pres. Stern er fadder til den engelske klimaplan, som i dag står mere konsekvent i sin klimamålsætning end stort set alle de andre store økonomiers. Og Stern er manden, som i de senere år igen og igen har påpeget, dels at vi må regne med fremover kun at have ét ton CO2 hver at udlede, dels at jo mere vi nøler, jo mere ubetalelig bliver prisen.